Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Brev til Vibeke: Jeg er bekymret for min datter

Skriv til Vibeke
Det går mig meget på, at min yngste datter, der er i midten af 30'erne, er så initiativløs. Hun har ikke fundet en mand, men sidder hjemme hos os de fleste weekender, og så er hun enormt kritisk og nærig. Hvad gør vi?

Jeg er mor til tre voksne børn. De to ældste har for længst stiftet familie, det er den yngste, en datter, jeg er bekymret for. Hun er snart i midten er 30'erne, hun har en god uddannelse og klarer sig godt mht. til job, har egen lejlighed, så udefra ser det hele sikkert meget godt ud.

 

Min yngste datter har aldrig været særlig udadvendt. Det var ikke hende, min mand og jeg skulle skændes med om hjemkomsttidspunkter osv. Tværtimod havde jeg tit lyst til at give hende et lille spark bagi, for at hun skulle gå lidt ud i weekenderne, da hun var ung. Og sådan er det stadigvæk. Hun har da veninder, men hun beklager sig over, at de nu alle sammen har fundet en mand og er i gang med at stifte familie.

Annonce

 

Kærester har hun også haft – hun er en flot pige – men der går aldrig lang tid, før hun finder et eller andet ved dem, der er helt forkert. Selvom det nu er mere end 12 år siden, hun flyttede hjemmefra, så kommer hun tit i weekenden og spiser med, og sidder så og ser tv og overnatter i sit gamle værelse.

 

Jeg holder meget af min datter, men jeg kan mærke, at det er ved at gå mig på, at hun er så initiativløs. Jeg synes da, at hun skal have sin egen familie, og hun skal jo ikke sidde herhjemme hos os gamle hver weekend.

 

Hun er desværre også blevet mere og mere sær. Til forskel for sine søskende kunne hun aldrig drømme om at komme hjem med en blomst eller en flaske, ja, hun er, hvad jeg vil kalde for nærig – og det er i hvert fald ikke noget, hun har arvet hjemmefra.

 

Derudover er hun blevet meget sippet og er kritisk over for andre, desværre især over for de mænd, der viser hende interesse. Hvad gør vi? Jeg er bekymret for hende.

 

Bekymret mor

Vibekes svar

Nu er det gode liv jo ikke altid ensbetydende med at stifte familie og få børn. Pas på med at forherlige kernefamilien som det eneste saliggørende – husk, at halvdelen af alle ægteskaber går i stykker, så din datters lykke er absolut ikke sikret, blot fordi hun finder sig en mand.

 

Når det er sagt, kan jeg da heller ikke lade være med at tænke, at din datter lyder lovlig tantet af en så ung kvinde at være. Du skriver, at hun er nærig med penge. Hun lader også til at være nærig med sine følelser – de to ting hænger også ofte sammen.

 

Bag den lidt for magelige måde, hun har indrettet sit liv på, går hun sikkert og er frygtelig bange for at kaste sig ud i voksenlivet. Det er derfor, hun hellere sover på sit gamle børneværelse end hjemme hos sig selv. Du kan ikke leve din datters liv, men du kan sørge for, at hun kommer ud af det børneværelse.

 

Hvorfor finder du dig i, at du skal stå og lave mad til hende hver weekend? Det lyder jo ikke engang, som om du synes, det er særlig hyggeligt. Er det mon, fordi du har medlidenhed med din datter og heller ikke helt tror på, at hun kan klare sig selv? Medlidenhed hører ikke hjemme i børneopdragelse – slet ikke af voksne børn – og hvis det forholder sig sådan, bakker du hende lige nu kun op i, at hun ingenting kan selv. Så se lige at få lukket døren til din datters barndomsland i.

 

Sig ikke bare ja, når hun ringer, sig nej, det passer ikke lige i dag, eller at I skal noget andet. På den måde tvinger du hende til at være i sit eget selskab og i sit eget liv. Det kan nok være svært for hende en tid, men mon ikke hun finder ud af det? Så kan hun jo selv tage stilling til, om det er med en mand, en hund eller bare sig selv, hun ønsker at tilbringe sit liv.

 

LÆS OGSÅ: Brev til Vibeke: Mine børn ser ned på mig

LÆS OGSÅ: Brev til Vibeke: Jeg er bekymret for mit barnebarn

LÆS OGSÅ: Brev til Vibeke: Jeg er bange for at svigte min kæreste

Tekst: Vibeke Dorph
Illustreret af: Karen Borch
Publiceret: 27-08-2015

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her:
brevkassen@hjemmet.dk

Dagens lækkeri