Min far hænger fast i sin sorg

Da min mor døde, efterlod hun min gamle far med et voldsomt savn. De havde fejret guldbryllup sammen, så han var nærmest både i chok og sorg på én gang. Nu er der gået et halvt år, og spørgsmålet er, hvordan vi i familien bedst kan hjælpe ham.

 

Helt konkret står min mors stol stadig hjemme i stuen og minder ham konstant om, at hun ikke er der mere. Jeg har lyst til at flytte stolen ind i et andet rum – eller hjem i min kælder – så han ikke hele tiden bliver mindet om sit savn.

 

Men min bror synes ikke, vi skal blande os. Hans holdning er, at far må sørge, så længe og så personligt, som han har behov for. Hvad synes du?

Sorg tager tid, og det er en tid, der er vigtig for at få sat en slags punktum og komme videre. Jeg synes egentlig, at der var meget fornuft i gamle dages tradition med, at man i et år gik i sort og dermed viste sine omgivelser, at man var i sorg. Så var man kørt ud på et sidespor og slap for at skulle lade som om.

 

Jeg kan godt forstå din rastløshed mht. din far. Den har du garanteret, fordi du elsker ham og ønsker at se ham glad igen. Men et halvt år er kort tid. Din far har sikkert brug for mere tid til at gå rundt i minderne og sige farvel til et menneske, han har elsket igennem et helt liv.

 

Så punk ham ikke, se hellere, om du kan rumme hans sorg og måske dele den med ham. Det er rart at kunne tale sammen om et menneske, man har elsket og mistet. Inviter ham lidt ud, men tving ham ikke. Bare vis, at du er der i den svære, men også meget følelsesrige tid, han gennemlever nu.