Havde de to unge mennesker ikke talt om at beskytte sig? Hvis jo, så opfører hans ekskæreste sig da utroligt hensynsløst. Hvis nej, så har din søn en stor andel i, at det er gået galt.
Under alle omstændigheder så har hans ekskæreste truffet en – i mine øjne – meget egoistisk beslutning. Hun vil have barnet. Skaden er sket, det må I forholde jer til. Så lad være med at puste mere til ilden nu, og beslut dig til at lægge vreden bag dig, den hjælper ikke din søn!
Koncentrer dig i stedet om at hjælpe og støtte ham til at blive far på de vilkår, der nu er. Han har virkelig brug for nogle gode og rummelige forældre, for både følelsesmæssigt og rent praktisk er der en masse ting, han skal tage stilling til. Bl.a. skal han hurtigst muligt kende sine rettigheder.