Jeg synes, dit barnebarn lyder til at være en lille følsom purk, der måske drukner lidt i sin familie. Hans far arbejder til sent hver dag, så hans primære voksenkontakt er med din svigerdatter, som du selv beskriver som indadvendt og ikke så talende. Hun har så i øvrigt nok at se til med de to små søskende, så jeg kan godt forestille mig, at han føler sig ensom. Han har brug for et voksent menneske, der er tæt på ham.
Jeg ved ikke, hvordan han og faderen har det sammen. Men det ville jo være skønt, om faderen kunne tage over og koncentrere sig om at være sammen med drengen, når han kommer fra job. Sætte en times tid af kun til ham. Hvis det er et problem for faderen, så må I tale om hvorfor – blot er det vigtigt, at drengen har en i sit liv, der ser ham, følger ham og støtter ham i at være den, han er – og som også kan sætte ham på plads, når det er nødvendigt. Og det må meget gerne være hans far.
Noget andet, jeg tænkte på, da jeg læste dit brev, er, at på trods af jeres gode vilje, så er den lille dreng hele tiden omgivet af mennesker, der gerne vil lave om på ham og synes, at han er lidt forkert. Han er ikke vild med fodbold, han har ikke så mange venner, han taler ikke så meget. Nej. Men sådan er han nu engang. Og sådan er mange drengebørn på hans alder.
Jeg har mødt mange som dit barnebarn, der enten hænger i deres mors skørter eller helst hænger ud for sig selv. Vi kan og skal ikke alle sammen være ens. Og vi må holde op med at være så bange for at være anderledes og bange for, at vores børn bliver det. Det vigtigste er, at vi giver vores børn selvværd, og det gør vi ved at elske og respektere dem som dem, de er. Ikke ved hele tiden at være bekymrede og ville lave dem om.
Det lyder så let, når jeg skriver det, det ved jeg. Men han er trods alt kun syv år. Så prøv at holde af ham, som han er, og grib så i øvrigt ind, når han laver unoder, sådan som I ville gøre det med ethvert andet barn.