Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julekrimi: Besøg af julemanden

Julenovelle
Freddy havde ikke råd til at give sin søster så dyr en broche, men det ville selvfølgelig tage sig godt ud i hans snobbede familie. Og hvis Ronald kunne røve den tilbage midt under julefesten, uden at nogen kom til skade, var det prisen værd.

Freddy bladede i bordkalenderen og sukkede. At den 23. december blev efterfulgt af den 24. kom som en lige stor overraskelse hvert år. Han kløede sig i den mørke, fyldige manke, og satte sig tungt på pindestolen bag disken. Datoen bød ikke på andet end problemer.

 

I det samme skramlede det hårdt i dørhåndtaget, og Ronalds store, rødmossede hoved kom til syne. Det sneede tæt udenfor, og Ronalds tykke pelskrave var gennemblødt af sne. – Har jeg ikke bedt dig om at være forsigtig med den dør, sagde Freddy surt. – Håndtaget er lige ved at falde af.

 

Ronald rystede sig som en hund og pegede på dekorationen i vinduet. – Den der er da i hvert fald fuldkommen stendød, lo han.

 

I snart 23 år havde Freddy drevet den lille pantelånerforretning i en af byens krogede sidegader. Men handlen gik ikke som før. Folk så ikke værdien i brugte genstande længere. Ronald gravede dybt i lommen og smed adskillige ringe, en lille kæde og nogle mønter på bordet. Freddy ænsede dem knap.

Annonce

 

- Jeg har sagt det før, mumlede han og begyndte at pudse en broche af guld. – Jeg køber ikke tyvegods. – Vær nu sød, jeg har ikke en klejne. – Det går bare ikke, det ved du. Ronald sank ned på stolen i hjørnet og langede ud efter æsken med pebernødder.

 

– Én, sagde Freddy strengt. – Hvor er du sur! Har du ikke hørt om julen før? Det er meningen, folk skal være søde mod hinanden. Vise næstekærlighed og... Freddy lagde brochen væk. – Fortæl mig hellere, hvad jeg skal købe til familien. Ikke mindst til min søster. Hun og hendes snobbede mand giver mig altid så dyre gaver. Og så er der også Jonas, Katrine og Nils... de små bæster, jeg er onkel til.

 

– Skidt med gaverne. Lær dem hellere, at julen er den tid, hvor man viser andre omtanke og... – Glem det. Jeg pantsætter ikke dit tyvegods. Og jeg har ikke den mindste lyst til at gå med til festen, men jeg vil ikke skuffe min mor. Og alle mine vellykkede svogre... jeg føler mig som et udskud sammen med dem. Og så ikke engang komme med gaver? Nej, det går bare ikke.

 

– Så gi' den dér til din søster, sagde Ronald med munden fuld af pebernødder. Freddy fulgte Ronalds tykke finger, der pegede på den broche, han netop havde stået og poleret. Han smilede opgivende. – Den er nok sine 10.000 kr. værd. Ejeren kommer sikkert ikke og henter den, men jeg har alligevel ikke råd til at beholde den.

 

– Så lån den da! – Hvad? Ronald rejste sig. – Du pakker den ind, tager den med til din søster og imponerer hele slænget af snobber. Han gestikulerede ivrigt. – Men så får I besøg af julemanden. Og han er ikke kommet for at give, men for at tage. – Et røveri? Ronald knipsede med fingeren. – Nemlig! Julemanden trækker en pistol op af sækken, og vips er brochen væk. Men ingen kan beskylde dig for ikke at have givet din søster en gave.

 

– Du er skør, sagde Freddy. Ronald satte pegefingeren mod sin egen, velvoksne mave. – Er jeg måske ikke den perfekte julemand? 1000 stærke, det er alt, jeg be'r om. Du tjener på det, og jeg tjener på det. Freddy smilede. Tanken var sjov, men selvfølgelig alt for risikabel og helt ud i hegnet.

 

– Hvor mange vellykkede røverier og indbrud har jeg måske ikke stået bag? – Det var før, du blev gammel og tyk. – Ih tak! sagde Ronald. – Men hvad, hvis det går galt? Hvad, hvis de nu overmander dig? Kan du lige forestille dig, hvor pinligt det ville være for mig!

 

Ronald viftede ham af. – Jeg er da en mand af ære, for søren. Har jeg nogensinde angivet nogle af mine kammerater? Freddy satte sig, men rejste sig straks igen. Tanken var absolut fornøjelig. Det ville de have godt af. Og Ronald havde mange vellykkede forbrydelser på samvittigheden, det var rigtig nok.

 

– Du er syg i hovedet, sagde Freddy, – men det er jeg vist også. Men ingen vold, o.k.? Ingen kommer til skade og får varige traumer. Freddy trak en tusindlap frem af sin højre sok, og tog yderligere 500 kr. fra kassen. – 500 kr. til gaver til børnene. De er fem, syv og otte år. Køb noget fra mig i en legetøjsforretning. Noget, de ikke ødelægger i første hug... de er nogle vildbasser.

 

– Ay ay, captain! sagde Ronald og var ude af døren. – Og jeg vil se kvitteringerne! råbte Freddy efter ham, men for sent. Den store skikkelse var allerede forsvundet i snefoget.

 

* * *

 

Juleaften blev holdt hos Margrethe, Freddys søster. Hun var gift med Simon, og sammen havde de børnene Katrine og Nils. Den store villa lå idyllisk et stykke uden for byen. Granerne, som omkransede ejendommen, var dækket af sne og udgjorde den perfekte ramme om højtiden.

 

Freddy så på uret. Middagen var allerede spist, og duften af flæskesteg og rødkål, kartofler og brun sovs hang som en tyk tåge i stuerne. Foruden Freddys mor var også Simons bror, Thomas, til stede med sin kone, Julie, og sønnen Jonas. Mens opvasken på forunderlig vis forsvandt ud i køkkenet, tog de tre mænd opstilling neden for trappen med hver sin cigar.

 

Simon bøjede sig ned og tog lidt sne i hånden. – Allerede fugtig, konstaterede han. – Jeg tror, vi får tøvejr. Freddy følte sig lille i selskab med mændene. Både Simon og broderen Thomas havde gjort det rigtig godt i forretningslivet. Nu gjorde de begge

deres bedste for at virke både rare og imødekommende, hvilket kun fik Freddy til at fremstå som endnu mere mislykket og stakkels.

 

Alligevel havde han ikke noget imod at stå her sammen med dem. Ilden i pejsen i spisestuen havde sendt temperaturen op omkring de 27 grader. Freddy havde næsten vejrtrækningsproblemer. Herude føltes den kolde decemberluft behageligt kølig mod ansigtet.

 

Han spejdede ud i mørket. Hvor var Ronald? Bag udhuset? Eller gemt i den lille skov mod vest? Tanken fik det til at krible ned ad ryggen. Julie klappede i hænderne: – Så er det tid til kaffe og gaver, drenge! Simon lagde ligesom kammeratligt hånden på Freddys ryg og gelejdede ham indenfor.

 

Kagerne stod allerede på bordet, og de tog plads i stuen. Efter at cognacen havde været rundt, og alle havde forsynet sig, var det tid til gaverne. Børnene kom drønende ned ad trappen, da de forstod, at gaverne var på vej. Som en hvirvelvind var de over den store bunke af gaver. Ronald havde købt en kælk med rat til deling til de tre børn. Jubelen fik næsten taget til at lette, og Freddy sendte sin kammerat en venlig tanke.

 

Af søsteren fik Freddy en dokumenttaske i ægte kalveskind. Han anede ikke, hvad han skulle bruge den til, men den var virkelig flot at se på. Sikkert fin at have skruer og andre småting i, tænkte han.

 

Da turen kom til at pakke søsterens broche op, begyndte Freddys hjerte at banke hurtigere. Reaktionen var som forventet. Margrethe gispede, og brochen glitrede og funklede i lyset fra spotlightene i loftet. – Det er da alt, alt for meget, stammede Margrethe. Hun rejste sig og gav sin bror et klem, før hun sendte brochen rundt.

 

Både Simon og Thomas virkede oprigtigt imponerede. – Det må jeg sige, sagde Simon og studerede brochen. – Du må have haft et godt år i år. – Ikke så værst, mumlede Freddy. Aldrig havde han følt sig så meget ovenpå. Det føltes godt. Så mærkede han et stik af dårlig samvittighed. Han klemte hårdt om cognacglasset og kastede et blik ud ad vinduet, ud i mørket.

 

Aftalen var, at Ronald skulle dukke op omkring klokken otte, efter at gaverne var delt ud. Måtte det bare ske hurtigt og smertefrit. Han sank og svælgede en lille klump af dårlig samvittighed.

 

* * *

 

Ding-dong. Lyden af dørklokken gjorde alle tavse rundt om bordet. Man ventede ikke nogen på denne tid, specielt ikke på en dag som i dag. Freddy fik en bid kage galt i halsen og fik et hosteanfald. – Måske er det julemanden, sagde Julie halvt i spøg.

– Det er sikkert bare ungerne, mente Margrethe og rejste sig for at åbne. På vej ud råbte hun op ad trappen, men uden at få noget svar. – Jo, det må være børnene, konstaterede hun. – De har sikkert været ude med kælken omme på bagsiden af huset.

 

Skikkelsen i døren var så stor, at den fyldte hele døråbningen. Freddy måbede. Med den store mave, det lange, hvide skæg og den postkasserøde dragt lignede Ronald virkelig julemanden. – Hvem er du? sagde Margrethe skarpt. Hun tog sig i det og fortsatte i en mildere tone: – Vi har ikke bestilt nogen julemand.

 

– Julemanden er ikke en, man bestiller, brummede det inde fra masken. Derpå blev Margrethe fejet til side, og julemanden gjorde tumlende sin entré i stuen. Masken var åbenbart for lille til det store hoved. Hullerne til øjnene var for små, og  julemanden havde tydeligt problemer med at orientere sig.

 

På vej hen mod stuebordet skubbede han til en stor krystalvase. Den dansede faretruende, før den til sidst væltede og knustes mod gulvet. – Pas dog på! råbte Simon og for op. – Blive siddende! Julemandens stemme var faretruende høj. Brat trak han en pistol frem af sækken. – Dem, der ikke opfører sig ordentligt, må undgælde.

 

Både Margrethe og Julie skreg ved synet af våbnet. – Hold da op, mumlede Thomas. – Sådan opførte julemanden sig ikke i min tid. Simon prøvede igen at rejse sig, men blev holdt tilbage af sin bror. – Lad være med at provokere ham. Det her må være en frygtelig dårlig spøg.

 

– Hit med alle værdigenstande! kom det hæst fra masken. Julemanden havde det åbenbart også svært med den høje temperatur. De tykke hænder var hummerrøde, og den vatterede dragt gjorde nok ikke situationen bedre. Modvilligt trak Thomas

tegnebogen op ad bukserne og smed den på gulvet.

 

Freddy holdt vejret. Den store julemand bevægede sig som en hval på land. Han prustede og hev efter vejret, idet han bøjede sig ned og samlede tegnebogen op. Så pegede han på kvindernes smykker. – Ned i sækken med dem. Alle adlød.

 

Julemanden strøg sig over panden. Hårtjavserne, der stak ud under huen, var våde af sved. Et øjeblik så det ud, som om han havde fået nok. Den store krop vendte sig og tog pejling af døren. Freddy stirrede fra julemanden til brochen, som stadig sad på Margrethes bryst. Ronald måtte have glemt den midt i kaos.

 

Da julemanden vendte sig om mod dem igen, sprang Freddy op. – Ikke tale om, at du får Margrethes broche! Den er en gave fra mig, og ingen skal tage den fra hende. Julemanden trak pistolen frem igen. – Hit med brochen også, brummede han og

snublede over Margrethe, da han rev den af.

 

Han kom på benene igen, og med brochen i hånden tumlede han ud mod entréen. Higende efter frisk luft rev han døren op. Men ude på trappen mistede han balancen. Ronalds store skikkelse stod på hovedet ned ad trappen, og fortumlet blev han liggende urørlig i sneen.

 

* * *

 

Gæsterne sad først som paralyserede, men så sprang både Simon og Thomas op og styrtede hen mod døren. – Men han har jo en pistol! råbte Freddy. Til ingen nytte. De to mænd satte sig overskrævs på julemanden og ved hjælp af et solidt slæbetov fik de bundet hans hænder stramt på ryggen.

 

– Ring til politiet! råbte Simon, og ikke længe efter hørtes Margrethes stemme i telefonen. Også Freddy rejste sig fra sofaen og kom ud på trappen, hvor resten af den lille forsamling havde taget opstilling. Han så forvirret ud. – Stakkels dig, sagde moderen. – Jeg tror, du har fået et lille chok.

 

Snart sås de blå blinklys i det fjerne, og kort efter svingede en politibil op i indkørslen. To betjente sprang ud. De rystede på hovederne, da de fik øje på skikkelsen i sneen. – Ronald, en gammel kending, konstaterede den ene af dem. – Og så på selveste juleaften, sagde betjenten og tog godt fat i Ronalds arm.

 

Den anden betjent trak sin notesblok frem, og i stikordsform gengav Thomas, hvad der var sket helt frem til, da nissen snublede ned ad trappen. – Men hvorfor han gjorde det, ved jeg ikke. Jeg smed salt på trappen tidligere i aften. Den burde ikke være specielt glat.

 

Betjenten rakte tyvegodset til Simon. – Strengt taget er det jo bevismateriale, men siden det er juleaften... så, I må gerne dele det ud igen! – Kom så, Ronald, sagde betjenten muntert. – Måske kan du nå at dele gaver ud til de vagthavende betjente på

stationen også.

 

Ronald mødte Freddys blik, da han blev puffet ind på bagsædet af bilen. Men det var et blik uden genkendelse. Freddy regnede med, at vennen holdt ord. At han ikke ville trække ham med ind i det. Det betød så også, at søsteren ville beholde brochen.

 

Freddy svælgede. Var det måske ikke sådan, han ville have det? Havde det ikke glædet ham at se, hvor glad hun var blevet? Margrethe lyste op, da hun fik brochen tilbage. – Tak, stammede hun og fik tårer i øjnene. – I aner ikke, hvor meget den betyder for mig. Den er fra min egen bror, Freddy.

 

Freddy så sig omkring og svælgede igen. Pludselig blev han overvældet af en brat lykkefølelse. Han ville blive nødt til at betale for smykket selv, det var klart. Det ville koste ham dyrt, mere end han strengt taget havde råd til. Det stod ham også klart.

 

– Men glæden ved at glæde andre har ingen pris. Det lærte jeg her i aften, sagde han til sig selv. Så trak han vejret dybt i den kolde decemberluft og fulgte efter de andre indenfor.

 

* * *

 

Ude i udhuset var der krisestemning. Gennem en tynd sprække i døren, stirrede tre par øjne på julemanden, som lå urørlig i sneen. Katrines fletninger rystede hidsigt under huen. – Jeg sagde jo, at julemanden er noget pjat. – Men du behøvede da ikke at kaste en snebold efter ham.

 

– Jeg ville jo ikke ramme ham midt i panden. – Tror du, vi har slået ham ihjel. – Så du ikke de blå blik nede på vejen? sagde Jonas kækt. – Vi er nok nødt til at stikke af, måske flygte for altid. – Hvis du virkelig tror på julemanden, kan du jo ønske dig, at han er i live, istemte Nils, ikke helt så hårdt.

 

Katrine begyndte at græde. Varme tårer på kolde, røde kinder. Selv Jonas begyndte at skælve, da han så politibilen svinge ind i indkørslen. De trak sig tilbage fra sprækken i mørket. Men straks efter kiggede de ud igen. De gispede, da julemanden pludselig rejste sig, godt støttet af to politimænd.

 

– Puha! sagde Nils. – Han er i live. Fra nu af vil jeg altid tro på julemanden. – Også mig, lød det fra Katrine. Jonas stampede i gulvet. – Og mig, sagde han spagt. – Men det her siger vi ikke til nogen, vel? – Selvfølgelig ikke, svarede de andre i kor.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Kristin Nygård
Publiceret: 27-11-2015

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri