Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julekrimi: En hvid jul

Julenovelle
Frank anede ikke, hvad han skulle gøre. Lønkontoen var overtrukket, og han havde hverken købt julegave til sin kone eller sin elskerinde endnu. Men så var det, han fik øje på den nye kopimaskine, de havde fået på kontoret, og med et vendte lykke for ham. Her i den hektiske juletravlhed var der ingen, der havde tid til at granske hver eneste seddel, der blev langet over disken.

Frank lagde hovedet i hænderne og stønnede. Han havde allerede affundet sig med, at årets juleindkøb førte til økonomisk ruin. Men at lønkontoen var overskredet med flere tusinde kroner, kom som et chok. Igen tastede han nummeret til bankens kontoinformationstjeneste, men beskeden var den samme. Kontoen stod 3.000 kr. i minus. Han måtte have begået en større regnefejl.

 

Det var ellers hans kone, Kathrine, som sørgede for julegaveindkøbene. Han havde kun ansvar for to gaver. En til hende, og en til Katja, hans elskerinde gennem tre år. Nu havde han ikke råd til nogen af dem. Gaven til Kathrine var ikke strengt nødvendig. Men noget burde han vel købe.

 

Gaven til Katja var derimod tvingende nødvendig. Julen var en familiehøjtid, og det gjorde Katja ekstra følsom. I fjor havde hun truet med at afsløre deres forhold for Kathrine og sagt, at han måtte vælge mellem dem. En gave var en mager trøst, men ville forhåbentlig forhindre, at hun spillede på hele følelsesregistret. Så måtte han tage sig af det andet senere.

Annonce

 

Han ville ikke forlade Kathrine, men havde heller ikke lyst til at give slip på Katja. Ved et flygtigt stævnemøde i indkøbscentret havde Katja peget på et par øreringe til 949 kroner. Frank åbnede tegnebogen. Bortset fra en 500-lap, var den tom. I rasende tempo afsøgte hans hjerne forskellige muligheder.

 

Det var for sent at forhøje kreditten på lønkontoen. Med et astronomisk boliglån var banken næppe heller villig til en forhøjelse. Et lån fra forældrene var heller ingen løsning. I år var de rejst til Spanien. Og hos Katja var der ingen hjælp at hente, da hun havde haft studieorlov i år.

 

Frank stirrede blindt frem for sig. Først efter flere minutter gik det op for ham, at det var den nye kopimaskine han gloede på. Det burde være lovligt at kopiere sine egne penge, fantaserede han. Så ville alle problemer være løst. Han så på 500-lappen. Så så han på kopimaskinen. Et teknisk vidunder af en farvekopimaskine.

 

„Havde vi ikke befundet os på statsadvokatens kontor, ville jeg have demonstreret, hvor enkelt det er at kopiere pengesedler i flot kvalitet", havde kopimaskinemanden sagt til de ansattes morskab. Det ville han aldrig gøre. Det ville være det glade vanvid. Han havde kun fire måneder tilbage som fuldmægtig. Så fik han sin advokatbestalling, og en lysende fremtid lå foran ham.

 

Alligevel rejste han sig og gik ud til kopimaskinen. Klokken var over fem, og han var alene på kontoret. Han ville prøve at lave en seddel, men selvfølgelig kun for sjov. Han kunne aldrig finde på at bruge en falsk seddel. Maskinen slugte sedlen med et grådigt „svup". Øjeblikket efter spyttede den et A4-ark ud. Frank gispede. Resultatet var overbevisende. Der manglede selvfølgelig både vandmærke og sølvtråd, men i en hektisk julehandel...

 

Det eneste, der føltes forkert, var papirkvaliteten. Frank skyndte sig ned på gaden. Et kvarter senere var han tilbage med forskellige slags papir fra hobbyforretningen på hjørnet. Så gik han i gang. Efter fjerde forsøg lykkedes det. Resultatet var glimrende.

 

Han skar sedlen til med papirskæreren. Derefter krøllede han den og gned den mod skriveunderlaget på skrivebordet. Blækrester, snavs og fedt var det sidste, der manglede, for at gøre sedlen troværdig. Jeg må være skør, tænkte han på vej ud i vintermørket. I næste øjeblik indså han, at risikoen ikke var særlig stor. Blev han afsløret, måtte han bare sige, at han selv var blevet narret. Værre var det ikke.

 

* * *

 

Det store indkøbscenter lå som en oplyst katedral for enden af gågaden. En jævn strøm af mennesker gled ind og ud gennem glasdørene. Indenfor var trængslen stor. Noget, som ellers gav ham panikfølelse. Men med den falske seddel i lommen virkede de kaotiske tilstande nærmest beroligende.

 

Guldsmeden lå ved cafeteriet i stueetagen. Han så på vinduesudstillingen. Øreringene lå der stadig. Bag disken var syv ansatte i sving. Han talte mindst 20 kunder. Han mærkede på sedlen i lommen. At den var falsk, ville blive opdaget, så snart den blev kørt gennem en tællemaskine.

 

Strengt taget burde han have trukket en kasket godt ned over ansigtet for at undgå overvågningskameraerne. Og have iført sig handsker for undgå fingeraftryk. Men i trængslen ville det være umuligt at knytte en falsk seddel til en bestemt kunde. Hans fingeraftryk ville alligevel ikke hjælpe nogen. Han arbejdede hos statsadvokaten og var naturligvis ikke opført i noget strafferegister.

 

Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning gik han ind til damen i kiosken ved siden af, købte en avis og fik på den måde vekslet den ægte pengeseddel til mindre sedler. Betalte han guldsmeden med en falsk og en ægte 500-lap, ville det være lettere at opdage forskellen.

 

Pulsen steg, da han gik ind i guldsmedeforretningen. Da turen kom til ham, følte han sig svag i knæene. – Hvad kan jeg hjælpe med? spurgte den unge ekspeditrice. Hendes øjne afslørede, at hun var stresset. – D-de... Han rettede på slipset og klarede stemmen. – De øreringe i vinduet.

 

Hun gik hen og hentede dem. – Dem her? Frank nikkede. – Et godt valg. Hun smilede og lagde dem ned i en lille sort æske og pakkede den i gavepapir. – De er håndlavede. Der findes ikke et andet par helt mage til. En helt unik gave. Han mumlede noget uforståeligt og famlede efter tegnebogen. – 949 kroner, sagde hun og slog beløbet ind.

 

Med stive, klodsede bevægelser trak han sedlerne frem. Hun tog imod og brugte, hvad der føltes som en evighed på at lægge dem i kasseapparatet. I virkeligheden tog det et par sekunder. Hun så ikke engang på dem, og før han vidste af det, havde han byttepengene i hånden.

 

– Farvel og god jul, sagde hun og havde allerede vendt sig mod den næste kunde. Det var som at vinde i Lotto. En herlig kriblen i maven. Han var reddet!

 

* * *

 

Udenfor var det blevet koldere, men det var endnu ikke begyndt at sne. Han trak vejret dybt, før han ringede til Kathrine. – Jeg er nødt til at arbejde over i aften. Få minutter efter var han tilbage på kontoret. I receptionen låste han skabet op, hvor kassen med kontanter stod. Foruden mønter indeholdt den en del sedler.

 

Denne gang kopierede han 10 femhundredkronesedler og 6 hundredlapper. Han manglede gaven til Kathrine, plus de sidste madindkøb før jul. Han var godt klar over, at han gjorde noget galt. Men i modsætning til andre forbrydere, ville han betale det hele tilbage. Så snart julen var ovre, ville han anonymt sende penge til alle forretningerne.

 

Kathrine pudsede vinduer, da han kom hjem. Hun klatrede ned ad køkkenstigen og gav ham et knus. – Jeg ved, du ikke kan lide at købe ind alene, men er det okay, hvis du gør det i morgen? Jeg har så meget, jeg skal nå. Frank blinkede. Det var hans

lykkedag. Med tegnebogen fuld af falske sedler foretrak han at handle alene. Desuden ville han kunne nå at stikke forbi Katja med øreringene.

 

– Selvfølgelig, sagde han og var allerede på vej op ad trappen til badeværelset. – En ting til, råbte hun efter ham. – Ja? – Jeg mangler en gave til dig. Har du nogen ønsker? Han bed sig i læben. – Jeg har dig, og det er alt, hvad jeg ønsker mig. Men skulle det være så... en hvid jul. – Dit fjollehoved!

 

* * *

 

Lørdag stod han tidligt op. Denne gang valgte han det store indkøbscenter uden for byen. Det ville være tryggere end at forsøge sig med nok en seddel i samme center som i går. Selv om det var tidligt, sneglede køen på motorvejen sig af sted. Men Frank var glad. Jo flere folk, jo mere kaos, og des mindre opmærksomhed på hans sedler.

 

Selv ikke regnen mod frontruden kunne gøre ham i dårligt humør. Til rytmen af vinduesviskerne, nynnede han sig igennem et potpourri af julesange. Omsider fandt han en parkeringsplads og hastede mod indgangen. Trængslen af mennesker gjorde luften indenfor tung og fugtig.

 

Vådt tøj, overlæssede indkøbsposer og stressede blikke ville normalt have givet ham hovedpine. Men i dag fik det ham til at føle sig afslappet. Det kom til at gå godt, det var han sikker på. Han gik først ind i et parfumeri. Omsider kunne han betale et sæt øjenskygger til sin kone. Førpris 495 kr., nu nedsat til 199.

 

Ekspeditricen så knap nok på sedlen. Frank smilede. Han nynnede stadig på en julesang, da han gik ind i det store supermarked for enden af centret. Så trak han Kathrines lange indkøbsseddel frem. Før han gik i gang, kastede han et blik på kasselinjen.

 

Mange supermarkeder havde taget nye betalingsautomater i brug, som slugte og spyttede sedler og mønter ud helt automatisk. Det ville helt klart have været for risikabelt, men her foregik det heldigvis på gammeldags manér. En hel armé af ansatte betjente de traditionelle kasser.

 

Han ålede sig frem med sin indkøbsvogn. Måtte skubbe og mase sig vej for at få fat i det, han skulle have. Efterhånden blev vognen fyldt op med både kryddersild, ribbenssteg, marcipan, gløgg og postejer. Efter en time stod han omsider i køen. Igen mærkede han et stik af nervøsitet. Risikoen var større denne gang. Sidst kunne han have undskyldt sig med, at han selv havde modtaget den falske seddel. Denne gang var alle sedlerne falske.

 

Da turen nærmede sig ham, studerede han ekspedienten nøje. En høj fyr, som hverken ofrede kunderne eller betalingen synderlig opmærksomhed. I en rasende fart fik han ekspederet varerne gennem kassen og udslyngede et „God jul" til kunderne.

 

Frank skulle til at lægge varerne på båndet, og af gammel vane stak han hånden i lommen efter tegnebogen. Den var der ikke. Panisk mærkede han efter igen, klappede med hånden ned over både jakke og bukser. Hvor i hede, hule...Han mærkede efter en gang til, men tegnebogen var og blev borte.

 

Fyren i kassen rystede opgivende på hovedet, og bag ham blev der gryntet utålmodigt. Hurtigt trak han sig ud af køen og gennemgik igen sine lommer. Fortvivlet så han sig omkring, og det slog ham, at vrimlen af mennesker måtte gøre det til et paradis

for lommetyve. Han havde været så optaget af sin egen forbrydelse, at han ikke havde skænket lommetyve en tanke.

 

Han lod indkøbsvognen stå og banede sig vej gennem trængslen. Forsøgte at huske den rute, han havde fulgt, men indså, at det var håbløst. At han kom hjem uden varer, bekymrede ham ikke. Det var meget værre, at nogen havde fundet eller stjålet hans tegnebog. En tegnebog fuld af falske pengesedler og med hans id-kort. Det begyndte at dæmre for ham, at det kunne udvikle sig katastrofalt.

 

Han droppede besøget hos Katja på vej hjem. Hende måtte han tage sig af senere. Heldigvis var Kathrine der ikke, da han nåede hjem. Fortvivlet, bange og rasende vandrede han rundt i stuen. At han kunne have været så dum. Han var færdig. Ruineret.

 

* * *

 

De stod ved døren samme eftermiddag. En dreng og en pige, to store teenagere. En ældre, stylet VW Golf GT stod i indkørslen. Frank forstod straks, hvad det gjaldt. Med en triumferende mine trak fyren tegnebogen frem. – Vi fandt den i centret, sagde han. – Og inde i den lå dine kort.

 

Frank kneb øjnene sammen, forsøgte at danne sig et indtryk af, hvor meget de vidste. – Tænkte, det var bedst selv at aflevere den, tilføjede pigen. – Man ved aldrig...Fyren nikkede samtykkende. – Nej, man ved aldrig. Frank så fra den ene til den anden.

De vidste ingenting, slet ikke. To hæderlige unge mennekser, som bare ønskede at gøre det rigtige. Han kunne mærke en tung sten falde fra hjertet.

 

– Tusind tak, sagde han. – Ved ikke, hvordan jeg skal takke jer nok. – Hvad med en findeløn eller noget? Sagde drengen. – Vi er ikke grådige, men siger loven ikke 10 procent? Pigen nikkede. – Jeg mener... vi er kørt helt herud og alting. Frank trak vejret dybt. – Selvfølgelig, sagde han og så på tegnebogen, der stadig befandt sig i drengens hånd. – Men jeg har desværre ingen kontanter. Kan I ikke komme forbi efter jul. Eller måske kunne jeg få kontonummeret.

 

– Der er kontanter i tegnebogen, sagde fyren hjælpsomt. Pigen nikkede. – Altså vi snagede ikke, vel, men vi var nødt til at kigge. Frank følte sig utilpas. – Selvfølgelig, men de penge, de...– Bare et par hundrede, sagde pigen. – Tænk på benzinen, vi brugte herud.

 

– Det er nu, vi har brug for dem. Det er jul og sådan, og vi ved jo, du har dem. Stemningen skiftede brat. Fyren gik et par skridt tilbage og virkede ikke længere helt så villig til at give tegnebogen fra sig. – Det er kun rimeligt, du betaler, sagde pigen. – Vi kunne bare selv have taget den.

 

– Så hundrede kroner, til benzin. Fyren havde fået et trodsigt blik og åbnede tegnebogen. – Du har sikkert et par tusinde her. – Vi skulle hellere aflevere den til politiet. Så vi får det, vi har krav på. Pigen lagde armene over kors. Frank stirrede fortvivlet på de falske sedler. Han kunne ikke snappe dem ud af hænderne på dem, men ikke tale om, at han kunne lade dem tage tegnebogen med sig.

 

– Må jeg tale med dig alene? sagde han til fyren. Fyren trak på skuldrene. – Okay. Frank gik ud i køkkenet. Der fandt han æsken med øreringene og rev gavepapiret af. – Du kan få dem her, sagde han. – Giv dem til din kæreste i julegave. Fyren trak på det. – Jeg ved ikke. Om hun ligesom kan lide dem. – Tænk dig om, sagde Frank hårdt. – Findelønnen er kun et par hundrede. De her er næsten tusind kroner værd. Fyren virkede stadig lidt lunken, og Frank trak kvitteringen fra guldsmeden frem.

 

– Se her. Du gør et kup. Pak dem ind, og julen er sikret. – Okay, deal, sagde fyren så og rakte tegnebogen frem. Frank mærkede en usigelig lettelse. Han fulgte drengen ud og gav dem begge hånden, før han sagde farvel.

 

Der ville ganske vist blive nogle omrokeringer, hvad gaverne angik. Kathrine fik slet ingen gave, mens Katja fik et øjenskyggesæt. Men det var ligegyldigt. Han var reddet!

 

* * *

 

De to politibetjente dukkede op onsdag morgen. Det var Kathrine, der åbnede. Hun råbte på Frank og sendte ham et spørgende blik, da han kom ud til hende. Den ene af betjentene beklagede, at de sådan kom juleaftensdag. – Jeg skal nok tage mig af det, det er sikkert noget med mit arbejde, sagde han kort til Kathrine og puffede hende indenfor.

 

– Ikke helt, sagde betjenten beskæmmet. – Vi har pågrebet en fyr, som forsøgte at bytte et par øreringe i centret i byen. Han ville have pengene tilbage, men ekspeditricen var sikker på, at det var de samme øreringe, der blev betalt med en falsk pengeseddel i sidste uge.

 

Frank følte sig lammet. – Og hvad mener I, at jeg har med det at gøre? Betjenten vred sig lidt. – Fyren insisterede på, at han havde fået øreringene af dig. Som findeløn for en tegnebog. – Det er vanvid! – Netop, sagde den anden betjent. – Det sagde vi også. Men du ved, hvordan det er. Vi måtte lige være sikre, så vi kan gå hårdere til ham.

 

Frank lo. – Jeg trykker altså mine egne penge? Hvad bliver det næste? At politimesteren går i dameundertøj! Betjenten lo. – Har du i øvrigt din tegnebog her? Franks hjerte slog hurtigere. – Nej, den ligger vist i bilen, eller måske på kontoret. – Det gør ikke så meget, sagde den anden betjent. – Vi vil bare gerne have dig ind på stationen for at afgive fingeraftryk.

 

– Fingeraftryk? – Der er flere forskellige fingeraftryk på sedlen fra guldsmeden. Også på en anden falsk seddel, som vi har fået ind fra et parfumeri. Det ser ud, som om sedlerne kommer fra den samme kilde. Bare for lige at tjekke selvfølgelig. – Selvfølgelig, sagde Frank hæst. – Hvad med mandag? – Mandag er fint. Betjentene sagde farvel og gik tilbage til bilen. Men før de satte sig ind, ønskede de ham god jul. – I lige måde, sagde Frank og så efter dem.

 

Først da opdagede han, at det var begyndt at sne. Fine, hvide korn, der stillede dalede ned mod jorden. – Så fik du da et ønske opfyldt, sagde Kathrine, idet hun kom ud til ham. Han vendte sig om. – Hvad mener du? – En hvid jul, sagde hun og kyssede ham på kinden.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 03-12-2015

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge