Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julekrimi: En nisse med gråt skæg

Julenovelle
Ethvert menneske rummer én spæn-dende historie, er det blevet sagt. Jeg tog chancen og satte mig over til den skæggede mand og bestilte to øl. Han tøvede længe, så tog han en dyb indånding og sagde: Du sidder over for en morder…

– Jeg har aldrig elsket nogen kvinde, som jeg elskede hende, begyndte han og stillede igen blikket på uendeligt. Man kunne ikke se på vejret, at julen stod for døren, for det øsregnede i stedet for at sne. Jeg sad ved hjørnebordet på min stamcafé. Caféen var bestemt ikke noget in-sted, men derimod et tilholdssted for os, som var lidt tilovers og ikke havde andet at komme hjem til end vores eget spejlbillede.

 

For at gøre ondt værre led jeg af en alvorlig skriveblokering. Var simpelthen løbet tør for ideer, hvilket er lidt af en katastrofe for en, der tjener sit brød ved at skrive. Frikadellesandwichen smagte mig ikke, og min øl var blevet lunken, så jeg fordrev tiden med at stirre ud ad vinduet. Udenfor kæmpede en mand en ulige kamp mod sin paraply. Til sidst gav han op og kom ind på caféen.

Annonce

 

Han rystede sig som en hund henne ved døren, satte de sørgelige rester af paraplyen fra sig og gik over til disken. Servitricen var helt opslugt af en kærlighedsroman, så hun ænsede ham ikke. Selv følte jeg mig stærkt opmuntret, for nu var vi i det mindste to gæster herinde.

 

Den fremmede skænkede sig en kop kaffe fra kolben og lagde en tier på disken. Han satte sig ved hjørnebordet i den anden ende. Foldede sine hænder om den dampende kop og stirrede ud ad vinduet. Det så ud, som om han bad en bøn, og jeg startede straks en gættekonkurrence med mig selv. Ønskede han sig en hvid jul? Et nyt liv et helt andet sted?

 

Hans blik var fokuseret på den blygrå himmel. Øjnene var blå og klare, men uendeligt melankolske. Hånden fingererede ustandseligt ved det lange, grå skæg. Han så ikke ud til at være mere end 40 år, men skægget fik ham til at se langt ældre ud.

 

En kendt forfatter – jeg husker ikke hvem – sagde engang, at ethvert menneske rummer én spændende historie. Vi er bare alle sammen så selvcentrerede, at vi ikke har fantasi til at forestille os, at et almindeligt menneske kan have oplevet noget som helst dramatisk.

 

Jeg besluttede at lade det komme an på en prøve, så jeg rejste mig og gik over til den fremmede. – Må jeg sætte mig? spurgte jeg. Han sendte mig et forbavset, men ikke afvisende blik. – Værsgo‘, sagde han og slog gæstfrit ud med hånden. – Jeg hedder Frank, sagde jeg. – Morten.

 

Ingen af os fandt det nødvendigt at udveksle håndtryk. – Pokker til julevejr, begyndte jeg. Ordet jul fik ham til at skære en grimasse. Så var højtiden altså heller ikke hans livret. Jeg gik direkte til sagen. Forklarede, at jeg var forfatter og på udkig efter en god historie, men at jeg på ingen måde var ude efter at snage.

 

Han betragtede mig med et vurderende blik. Overvejede sandsynligvis, om jeg var værdig til at blive indviet i hans privatliv. Han tøvede længe, så tog han en dyb indånding. – Du sidder over for en morder, sagde han. Det gav et sæt i mig, men det var sandelig lykkedes ham at fange min interesse.

 

– Må jeg byde på en øl? spurgte jeg. Han trak på skulderen. Jeg tog det som et samtykke og hidkaldte servitricen, som kom over til os med et mut udtryk. Hun var sikkert nået til det punkt i romanen, hvor heltinden var ved at blive forført af den flotte læge med kløft i hagen. Men dem om det, vi fik vores øl.

 

– Jeg har aldrig elsket nogen kvinde, som jeg elskede hende, begyndte han og stillede igen blikket på uendeligt. Jeg kunne se, at tårerne ikke var langt væk. – Jeg ved, hvordan det er, sagde jeg og fumlede ved mit glas. – Nej, det tror jeg ikke. Hun var alt for mig. – Var hun her fra byen? Han nikkede.

 

– Det er seks år siden, jeg har set hende. Har skyet det her sted. Men jeg tænkte, at jeg blev nødt til at komme tilbage, før jeg kunne lægge det helt bag mig. Det var en pludselig indskydelse. En rigtig dum ide, for jeg har ikke engang et sted at overnatte.

 

 – Jeg har en sovesofa i stuen. Den må du gerne låne. Han sagde ikke noget, men tog en dygtig slurk af sin øl. Så fortalte han mig, at hendes navn var Kathrine. For syv år siden havde de købt et lille hus sammen. Han havde netop fået job som nattevagt og fremtiden tegnede lys.

 

– Men det hører med til historien, indskød han, – at jeg voksede op på børnehjem. Det ene efter det andet. Min barndom og ungdom var én lang kæde af opbrud. Det gjorde mig rodløs, og jeg mistede troen på, at noget som helst kunne vare evigt.

 

Morten fik glød i kinderne af at fortælle. Han dvælede lidt ved det hus, som han og Kathrine havde købt. Det var ikke stort, men det lå idyllisk et stykke uden for byen. Søen lige i nærheden. Det gav fantastiske muligheder for at fiske. De sad tit dernede sammen; han med sin fiskestang, og Kathrine med en bog.

 

Der lå kun ét eneste hus i nærheden – et nedlagt husmandssted, og det lå et par kilometer væk. – Kort efter flyttede Kathrines store ungdomsforelskelse, Roland, ind i det hus. Han var netop vendt tilbage til byen, og selv om der var en masse udmærkede ejendomme rundt omkring i oplandet, skulle han partout slå sig ned lige dér.

 

Jeg rystede på hovedet. Morten tog endnu en slurk. – Roland var en flink og venlig fyr. Efter min mening nærmest overvenlig. Når han skulle ind til byen, måtte han passere vores hus, og han benyttede enhver lejlighed til at kigge forbi. Det huede mig ikke, men Kathrine forsikrede mig hele tiden om, at der ikke var mere imellem dem.

 

Morten bed sig i læben og tav lidt, før han fortsatte: – Alligevel fik jeg ondt i maven, når han kom på besøg. Kathrine kunne godt se, hvordan jeg havde det, og hun forsøgte på alle måder at undgå ham. Men det var ikke let, for vi var jo de eneste naboer i miles omkreds. Jeg stolede selvfølgelig på hende. Men ikke på ham. En dag, hvor jeg kom hjem fra arbejde, sad de på terrassen sammen og drak saftevand. Det var, som om jeg blev suget ned af en stor, sort bølge. Som om fortiden kom tilbage med uimodståelig kraft.

 

– Hvad mener du? – Gennem hele min barndom havde jeg lært, at intet varer ved. Når jeg endelig havde fået det godt et sted, blev jeg rykket op med rode. Den følelse kom tilbage og slog mig helt ud. Jeg kunne ikke længere holde min jalousi i ave. Kathrine blev vred og kaldte mig urimelig. Hvilket jeg sikkert også var. Jeg begyndte at se tegn på hendes utroskab overalt. Tjekkede hendes telefon i smug og sådan noget.

 

Morten fortalte videre. Om den kolde vinteraften, hvor han gjorde sig klar til at tage på arbejde. Han skrabede isen af bilens ruder, satte sig ind og kørte af sted i mørket. Henne ved åen, lige i nærheden af deres yndlingssted, skimtede han en parkeret bil. Den var halvvejs skjult af buskadset, men da han kom tættere på, kunne han se, at det var Rolands bil.

 

Først undrede han sig, men så kunne han pludselig se sammenhængen: Så snart Morten var taget på arbejde, ville Roland besøge Kathrine. – Jeg blev iskold. Fantaserede om, hvordan jeg ville slå ham ihjel. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig, og pludselig gik det meget stærkt. Jeg besluttede at give ham en forskrækkelse. Jeg satte fuld gas på bilen, men fortrød i sidste øjeblik og forsøgte at bremse. Men det var for sent, og jeg snittede hans bil i høj fart. Den forsvandt ned i den sorte, iskolde sø. Der blev den stående. Bagenden pegede direkte op i himlen.

 

– Hvad gjorde du så? – Gik i panik. Ingen ville kunne overleve bare et kort ophold i det kolde vand Jeg, som trods min dårlige opvækst ikke kunne gøre en flue fortræd, havde gjort mig selv til morder. Jeg ville blive slæbt med på politistationen og sigtet for i det mindste manddrab. Og selv om det lykkedes mig at overbevise politiet om, at det var et uheld, ville Kathrine kende sandheden. Hun vidste jo, hvor jaloux jeg var. Hun ville ikke have mere med mig at gøre. Cirklen var sluttet, og jeg ville igen miste mit bagland. Intet varer evigt, og jeg kunne lige så godt forsvinde, før jeg blev gennet væk.

 

Morten havde talt sig varm nu og gav sig dårligt nok tid til at trække vejret. Efter at have kørt hele natten parkerede han bilen og tog en rutebil. Det ville i det mindste forsinke politiet. Da han nåede hovedstaden, indlogerede han sig på et lurvet hotel. Kathrine var aldrig ude af hans tanker.

 

Som tidligere sømand havde han altid sin søfartsbog på sig. Et par dage senere tog han hyre på en fragtbåd med kurs mod Alaska, og derfra gik det videre ud i den store verden. Det var hele tiden hans mening at tage tilbage; at fortælle sandheden og tage konsekvensen. Men han ville ikke kunne holde ud at blive konfronteret med Kathrine og høre hende sige, at hun aldrig ville se ham igen. Så han blev på farten.

 

For hver dag, der gik, blegnede fortiden, og Kathrine blev en uvirkelig drøm. Selv da han fire år senere gik på land, rejste han ikke tilbage. Ikke før i dag. Jeg fløjtede sagte. – Det var lidt af en historie. Han tørrede sig over panden og smilede. Han virkede forandret… lettet.

 

– Du brænder sikkert efter at vide, hvad der skete. Måske har du ikke slået Roland ihjel. Måske sad han ikke engang i bilen. Det var jo mørkt og… Han rystede modløst på hovedet. – Det er uden betydning nu. Jeg har båret rundt på den her historie i seks år. Nu har jeg fortalt den, og det føles som en kolossal befrielse. Det er nok for mig.

 

– Men du har vel tænkt dig at undersøge sagen? Han trak på skulderen. – Jeg tog hertil efter en pludselig indskydelse. Ved nærmere eftertanke er det bedst at lade fortiden hvile. Det vil kun gøre ondt værre, hvis jeg roder op i tingene nu. Jeg betalte for de to øl, og vi gik sammen hjem til min lille lejlighed gennem de tomme gader.

 

– Jeg kan køre dig derud i morgen, ivrede jeg. – Vi behøver ikke at standse, men du skal da se huset. Mit forfatterinstinkt ønskede en ordentlig afslutning. – Nej tak, sagde han bestemt. – For mit vedkommende ender rejsen her. I morgen tager jeg hjem.

 

***

 

Den næste morgen var jeg ude af fjerene klokken otte. Morten lå stadig på sofaen og sov tungt. Jeg kunne simpelthen ikke nære mig, så jeg skrev en seddel om, at jeg var taget af sted i et ærinde og snart ville vende tilbage med rundstykker.

 

Jeg kørte ud til det område, hvor han havde fortalt mig, at huset lå. Det var endnu mindre, end jeg havde forestillet mig og også en smule forfaldent. Men det lå der altså stadigvæk. Jeg parkerede, steg ud af bilen og ringede på. Kvinden, der lukkede op, havde halvlangt, mørkt hår og kønne øjne. Hun virkede en anelse hærget, men hun var stadig en smuk kvinde.

 

– Kathrine? spurgte jeg. Hun nikkede, og hendes ansigt fik et spørgende udtryk. Jeg stak hende en løgn og fortalte, at jeg havde sejlet med Morten i mange år. At jeg kendte deres historie og havde en besked til hende.

 

– Jeg vidste det jo, sagde hun stille. – Jeg vidste, at han stadig var i live. – Men du var ikke sikker? Hun åbnede døren helt og viste mig ind i en hyggelig lille stue. – Alle var overbeviste om, at han var død. At han havde taget sit eget liv den aften, han forsvandt. Til sidst begyndte jeg også at tro, at det var sådan, det hang sammen. Men tvivlen var der hele tiden.

 

En lille lyshåret pige på cirka fem år kom ind i stuen. – Det her er min datter, Lise, sagde Kathrine. Hun måtte være blevet gravid kort efter Mortens forsvinden. Så havde der altså alligevel været noget imellem hende og Roland allerede dengang. – Hvad skete der egentlig? spurgte jeg forsigtigt.

 

Kathrine lod en hånd løbe gennem sit mørke hår; hun virkede pludselig bleg. Jeg kunne forestille mig, at det påvirkede hende meget at tale om Morten og at tænke på det, der skete dengang. – Morten forsvandt, og Roland, som du sikkert har hørt om, døde i en bilulykke. Skæbnen har åbenbart tiltænkt mig et barn, men ikke en mand, for jeg er alene med Lise nu.

 

Jeg lukkede øjnene. Det var bestemt ikke den lykkelige slutning, som jeg havde håbet på. Morten havde virkelig gjort sig til morder den nat. Kathrine tøede efterhånden lidt op og ville vide, hvordan det siden var gået Morten. Jeg svarede efter bedste evne og serverede den ene hvide løgn efter den anden.

 

Til sidst rejste jeg mig og sagde tak, fordi hun havde taget sig tid til at tale med mig. Hvad skulle jeg nu sige til Morten? Jeg var mod hans ønske taget herud, kun for at få bekræftet, at han havde taget et menneskes liv. Jeg følte mig elendigt til mode.

 

Ude på trappestenen gav jeg Kathrine hånden og strøg Lise over det lyslokkede hoved, før jeg gik hen imod bilen. – Men det var Morten, jeg elskede. Jeg vendte mig. – Hvad siger du? – Roland friede til mig, kort efter at Morten forsvandt, men jeg sagde ikke ja, før der var gået to år.

 

Vent nu lige lidt! tænkte jeg. – Jeg troede, at Roland omkom den nat, hvor Morten forsvandt? Kathrine rystede på hovedet. – Nej, den nat fik Roland motorstop. Han parkerede bilen og gik til fods tilbage til vores hus, fordi han håbede, at Morten ville give ham et lift. Han skød genvej gennem baghaven og så ikke, at Morten tog af sted.

 

Roland døde i en trafikulykke for et år siden. Jeg følte mig helt ør og rystede af ophidselse. Jeg kunne næsten ikke vente med at give Morten nyheden. – Hvad ville du have sagt, hvis det havde været Morten, der kom her i dag? Jeg kunne se, at hun ikke betragtede det som en realistisk mulighed.

 

– Det ved jeg ikke… det er så længe siden. – Ville du have lukket ham ind? Hun rynkede panden, mens hun tænkte sig om. – Ja, sagde hun omsider. – Ja, det ville jeg vel. Der er så mange spørgsmål, som jeg ikke har fået svar på. Og han har jo en datter, som han aldrig har fået hilst på.

 

***

 

Morten rejste sig fortumlet fra sofaen, da jeg kom stormende ind. Jeg kunne knap nok sige to sammenhængende ord, så eksalteret var jeg. Men jeg fik ham gennet ud på badeværelset, og jeg fik ham også til at rage det grå skæg af.

 

Bagefter lånte jeg ham noget rent tøj. Jeg satte ham af uden for Kathrines hus. Han vendte sig flere gange og så sig forvildet tilbage, men jeg vinkede ham opmuntrende videre. Først da døren blev åbnet, kørte jeg videre.

 

Hvad der siden hændte, ved jeg faktisk ikke præcis. Som forfatter kunne jeg så let som ingenting have opdigtet en lykkelig slutning, men det ville ikke have været rigtigt. Da juleaften oprandt fem dage senere, kunne jeg ikke styre min nysgerrighed længere.

 

Ud på eftermiddagen kørte jeg forbi det lille hus. Der var lys i vinduerne, så der var i hvert fald nogen hjemme. Jeg kørte et stykke videre og vendte så bilen. Da jeg igen passerede huset, var jeg næsten sikker på, at jeg så Mortens hoved derinde. På vejen hjem følte jeg mig varm og glad indvendig. Skønt jeg selv var alene, følte jeg mig overhovedet ikke ensom længere. Jeg vidste, at det ville blive en god jul… også for mig. Desuden havde jeg fået min gode historie, og skriveblokeringen var et overstået kapitel.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 25-11-2015

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri