Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julekrimi: Hjem til jul

Julenovelle
Den gamle rystede på hovedet, men de sorte, klare øjne fortalte, at han løj. Ingen kunne have undgået at høre om den sag. Kraniet og en del knogler blev fundet, da de begyndte at rive en gammel beboelsesejendom ned. Til trods for megen omtale og mange undersøgelser var det endnu ikke lykkedes at identificere liget. Men jeg var ikke i tvivl, og det havde jeg min gode grund til.

Det var en smuk aften kort før jul. Himlen var høj og stjerneklar og samtidig intenst nærværende. Som om jeg kunne strække hænderne ud og favne hele universet. Jeg parkerede på den anden side af en byggetomt og krydsede den til fods for at mærke den knitrende følelse af nysne under skoene.

 

Gaden var stille og som tømt for liv. Små huse lå på rad og række langs det endnu ikke ryddede fortov. Kun fra enkelte af vinduerne strømmede lys ud i mørket. Jeg fandt frem til den rigtige adresse og trak vejret dybt, før jeg ringede på. Lyden fra dørklokken tydede på, at bebyggelsen var rejst tilbage i 1970'erne.

 

Jeg burde ikke have stået her. Ikke nu, ikke i aften. Men som altid var der denne intense jagt på sandheden. Den kriblende følelse af spænding, når en sag nærmede sig sin afslutning. Samtidig også et vist ubehag. Sandheden kan ofte være svær at tackle, både for ofre, pårørende og gerningsmænd.

Annonce

 

En ældre mand dukkede op i døren. Han havde en uldvest over den grå skjorte. Bukserne var plettede, og de hvide skægstubbe daggamle. Han boede åbenbart alene. – Det er politiet, sagde jeg og holdt mit skilt frem. Han så ikke på det, men lukkede mig bare ind.

 

Jeg fulgte efter ham ind i stuen. Det var en kedelig stue. Ikke et gran af julepynt nogen steder. Eller nogen anden pynt for den sags skyld. Bare nøgent, halvmørkt og koldt. – Hvem skulle jeg feste for? sagde han, som om han havde læst mine tanker. – Min kone er død, og ellers har jeg ingen.

 

Vi gik ud i køkkenet. Det var kun lampen over køkkenbordet, der var tændt. Det gardinløse vindue tegnede sig som en stor, begsort firkant bagved. – Det er vel om indbruddet i cykelskuret? sagde han og trak to stole ud. Vi satte os. – Nej, desværre. Skyldbetynget måtte jeg indrømme, at det var længe siden, vi var holdt op med at efterforske den slags.

 

– Så forstår jeg det ikke. Den gamle termokande sendte en tynd stråle kaffe ned i en godt brugt kop. – Vil du også have? spurgte han. – Nej tak. Jeg følte med et en inderlig længsel efter min kone Ellens overdrevne måde at pynte til jul på. Lys, varme, kager og adventskranse – alt i overflod. Jeg havde ikke lyst til at være her. Jeg ville sidde hjemme i min egen sofa, tæt sammen med Ellen. Høre drengekoret synge julen ind på fjernsynet.

 

– Nå, sagde han brysk. – Altså ingen kaffe. Hvorfor er du her egentlig? Jeg valgte at gå direkte til sagen. – Det gælder det kranium, vi fandt i Industrigaden i den anden ende af byen. Du har måske læst om det i avisen? Han rystede på hovedet, men de sorte, klare øjne fortalte, at han løj.

 

Ingen kunne have undgået at høre om den sag. Kraniet og en del knogler blev fundet, da de begyndte at rive en gammel beboelsesejendom ned. Til trods for megen omtale og mange undersøgelser var det endnu ikke lykkedes at identificere liget. – Fra 1954 til 1962 drev du bageriet, som lå i stueetagen i ejendommen. Du og din kone boede selv ovenpå, stemmer det ikke?

 

– Jo, det gør det, sagde han og løftede koppen uden at drikke. Lod bare dampen fra kaffen sive op i næsen. – Kraniet blev fundet i baggården, en halv meter under det skur, som dengang fungerede som lager. – Det kender jeg ikke noget til. Jeg bed mig i læben og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe sagen an.

 

I det samme ringede mobilen. Det var Ellen. Jeg burde ikke have taget den, men jeg havde lovet at være hjemme for længst. Jeg undskyldte mig og gik ind i stuen. – Gert og Ingrid er allerede kommet, sagde hun, mildt, men ikke direkte uvenligt.

 

Jeg ville omfavne hende, kysse hende. Fortælle hende, hvor meget hun betød for mig. Hvor vigtigt det var at mærke tilhørsfølelse og tryghed. Alt det, som helt manglede i den gamle mands liv. – Beklager, sagde jeg lavt. – Jeg er lige optaget. Men jeg kommer så hurtigt som muligt.

 

– Godt, sagde hun. – Det mener du ikke. Husk, at du er gift med en dygtig kriminalbetjent, jeg kan høre sådan noget! Men jeg skal nok tage nogle dage fri før jul, det lover jeg. – Jeg elsker dig, sagde hun. Jeg lagde på og gik ud i køkkenet igen.

 

– Din kone døde for nogle år siden, gjorde hun ikke? Han trak fraværende på skuldrene. Jeg tog det som et ja. – Bageriet lå i et nedslidt område af byen? – Det kan du godt sige. – Men din kone behandlede alle på samme måde, ikke sandt? Det var lige meget, om det var fine folk udefra, eller en niårig dreng, der kom for at tigge, fordi hans far havde drukket alle pengene op. Din kone gjorde aldrig forskel.

 

– Sikkert ikke. – Gjorde hun eller gjorde hun ikke? – Hun var et godt menneske, ja. – Men den niårige kom ikke bare for at tigge, vel? Den gamle strøg sig gennem det uredte hår. Det begyndte vel at gå op for ham, at jeg kendte til historien. Og måske

havde han indset, at det kun ville virke mod hensigten at spille uvidende. I hvert fald tøede han op.

 

– Christian hed han, drengen. Og hans rigtige far var død. Det var stedfaderen, som tvang ham til at tigge. En brutal bølle, der var kun ballade med den mand. – Hvordan ballade? – Ham og et par kammerater prøvede at presse penge af os. De havde vel forestillet sig at kopiere den italienske mafia. Beskyttelsespenge, kaldte de det. De andre faldt efterhånden fra, men stedfaderen gav sig ikke. Sendte altid Christian ud for at samle ind.

 

Jeg følte mig fristet til at stille båndoptageren frem på bordet, men lod være. Var bange for, om han ville lukke i igen. – Christian og stedfaderen boede i nærheden af bageriet, ikke sandt? – Både ja og nej. En overgang boede de for enden af gaden, men de blev smidt ud. Så forsvandt de i kortere eller længere perioder, men de vendte altid tilbage. De måtte vel ty til midlertidige løsninger.

 

– Men juleaften 1960 var de der. Hvad skete der den aften? Hånden skælvede, idet han løftede kaffekoppen igen. Denne gang tog han dog en slurk. – Christian kom ind for at kræve beskyttelsespenge, ikke sandt? – Min kone gav ham to juleboller. Drengen var alt for mager. Og desperat. Han insisterede på, at han måtte have pengene. Så traf min kone en dramatisk beslutning. Hun tog drengen med ovenpå, i lejligheden. Derefter gik hun ned igen, låste døren og satte slåen for døren i porten og slukkede lyset.

 

– Christian blev hos jer den nat? – Ja, og den næste. Min kone gav ham noget, han aldrig før havde oplevet. En rigtig juleaften. Selv om vi ikke havde så meget, så havde vi det godt og varmt. Vi havde også lidt julepynt og nok af mad. Christian huggede i sig som et vildt dyr. Men først efter vi havde fået ham overbevist om, at det var stedfaderen som havde bedt os om at tage os af ham.

 

– Men stedfaderen kom, gjorde han ikke? – Christian fik for resten også en gave. Den var egentlig beregnet på en kusine. En lille enhjørning af guld, der sad på en tynd kæde. Du skulle have set hans øjne! – Men stedfaderen, gentog jeg. – Jeg er nødt til at vide, hvad der skete med ham.

 

Den gamle tog en grådig slurk af koppen og var lige ved at vælte den, da han satte den fra sig. – Han kom først aftenen efter. Han bankede så hårdt på porten, at jeg var bange for, at han ville smadre den. Rædslen lyste ud af Christians øjne. Vi satte noget musik på og forsøgte at skærme ham mod larmen. Men han så jo, hvor bange vi var.

 

– Hvorfor ringede I ikke efter politiet? – Her var vi uenige, min kone og jeg. Hun var sikker på, at de ville sende Christian på børnehjem. Det var ingen løsning. Det var et frygteligt sted. – Værre end at blive hos stedfaderen?

 

– Min kone havde leveret varer til børnehjemmet. Det var snarere en slags anstalt, et fængsel. Stedfaderen kom igen senere på aftenen, og denne gang lykkedes det ham at trænge ind i baggården. Lavede et frygteligt spektakel. Jeg mente, vi var nødt til at ringe efter politiet, men min kone nægtede blankt. Vi skændtes. Hun kendte til et andet børnehjem nordpå i landet, sagde hun. Dér ville Christian kunne få det godt.

 

Jeg mærkede en underlig sitren. Det gør jeg altid, når jeg ved, at løsningen er lige inden for rækkevidde. Jeg valgte en direkte konfrontation: – Hvor er spaden? spurgte jeg. – Spaden? – Kraniet havde en fraktur lige over tindingen. Et tydeligt mærke efter en spade eller noget aflangt.

 

– Han forsvandt fra baggården igen, sagde jeg jo. Eller sagde jeg ikke? Jeg rejste mig og plantede håndfladerne i bordet foran ham. – Jeg tror dig ikke. Ingen så ham siden. Der er intet, der tyder på, at han nogensinde forlod din baggård igen.

 

Det sidste havde jeg ikke belæg for at sige. Der fandtes ingen, som kunne bekræfte hverken det ene eller det andet. Og hvem ville i øvrigt have bekymret sig? Men jeg var sikker i min sag. – Christians stedfar var en løs fugl, der kom og forsvandt igen i lange perioder. Det har jeg jo allerede fortalt. Det var sådan han var. Jeg ved ikke, hvor han tog hen.

 

Jeg løftede hænderne fra bordet og tog en rastløs runde over gulvet. – Kraniet mangler tydeligvis to tænder i overkæben. Stedfaderen manglede to hjørnetænder, ikke sandt? – Hvad ved jeg. Nej, hvad vidste han. Der fandtes heller ingen tandlægejournal at støtte sig til. Men jeg kørte ufortrødent på.

 

– En formel afhøring på stationen, er det det, du vil? Ansigtet var hugget i granit og røbede intet. – Ved du hvad? sagde jeg og bøjede mig så langt frem mod ham, at jeg mærkede hans ånde. Den lugtede af tobak og alt for meget kaffe. – Jeg tror, du gjorde det i den bedste mening. Og jeg er faktisk overbevist om, at I reddede drengens liv den aften. Han fik en ny begyndelse. En ny fremtid et helt andet sted i landet.

 

– Hvorfor forfølger du mig så? Jeg slog ud med hænderne. – Fordi vi lever i en retsstat. For de efterladtes skyld. Men måske i virkeligheden mest for din egen skyld. Det er ikke så nemt at have den slags på samvittigheden. Se på dig selv, se dig omkring. En tilståelse kommer ofte som en befrielse, tro mig. Jeg har set det så mange gange.

 

Det havde ingen virkning. Han var lige tavs. Jeg famlede i lommen og mærkede, at jeg rystede på hånden, idet jeg lagde en lille enhjørning af guld på bordet. Han så forskrækket fra enhjørningen og op på mig. – Christian? mumlede han.

 

– Jeg sætter pris på, at I aldrig kontaktede mig igen, sagde jeg, og hørte stemmen briste. – I dag sætter jeg pris på det. Frygten for at blive sat i forbindelse med min stedfars forsvinden må have været overvældende. Men fortiden er ved at indhente dig.

 

– Men...men hvorfor? Hvad med dig? Hvorfor tog du aldrig kontakt? Han var blank i øjnene nu. – En niårig gør sig alle mulige tanker, sagde jeg og huskede, hvordan jeg troede, at mine frelsende engle skammede sig over mig. Efterhånden som årene gik, blev barndommen godt og effektivt fortrængt. Et sort hul, jeg aldrig mere kiggede ned i.

 

Ikke før jeg pludselig en dag så billedet af kraniet nede på stationen. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl. Kraniet, der manglede to tænder, tilhørte min stedfar. Jeg greb den gamles hånd, knugede den i min. – Hvis jeg ikke var kommet, ville du snart have fået besøg af nogle andre fra politiet. Jeg vil jo bare hjælpe, forstår du ikke det?

 

Han slap min hånd. Blikket sank ned mod bordet. Med et blev han meget optaget af hanken på koppen. – Det var et uheld, sagde han næppe hørligt. – Det var ikke meningen at slå ham ihjel. Han blev meget voldsom, din stedfar. Han klatrede op ad brandtrappen til lejligheden. Jeg slog til med spaden af fuld kraft. Men det var mørkt, og...

 

Jeg greb hans hånd igen, begge hænder. – Tak, sagde jeg. Han rejste sig. Sagde ingenting. Stod bare foran mig med kroget ryg og undvigende blik. – Det bliver ikke mig, der foretager den formelle afhøring, sagde jeg. – Det går ikke. Men jeg vil være der for dig hele vejen. Nu kender jeg sandheden. Så kan jeg hjælpe dig.

 

Jeg ønskede ikke at forlade ham sådan, alene. Men jeg havde ikke noget valg. Arrestationer i forbindelse med 40 år gamle drab havde sjældent nogen hensigt, og jeg havde et ægteskab at tage mig af. Klokken viste over 10. Ellen var nok ikke så mild længere.

 

Jeg bandt halstørklædet og knappede jakken. – Jeg kontakter dig snart igen, det lover jeg, sagde jeg. – Indtil du hører noget fra politiet, kan du tage den med ro. Det skal nok ordne sig. Mine ben føltes næsten lammede, da jeg nåede entrédøren.

 

Han sagde mit navn, idet jeg tog i håndtaget. Jeg vendte mig. – Gør det, du er nødt til, min dreng, sagde han. – Jeg respekterer dig for det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige – „god jul" måske, men det ville have virket plat. – Tak, sagde jeg og åbnede

døren og forsvandt ud i vintermørket.

 

Med stive skridt gik jeg hen over byggegrunden, men stoppede så ca. midtvejs. Famlede efter mobilen og ringede til Ellens nummer. Skulle til at gøre noget, som var stik imod alle forskrifter. Noget, jeg sikkert kunne miste jobbet på, hvis jeg ikke var lidt smart. Sagen ville først overgå til en anden efterforsker efter jul. Det havde jeg besluttet mig for.

 

– Ellen, lød det i den anden ende. – Hvordan har I det? – Gert og Ingrid er gået nu, men jeg skulle hilse. – Hør, sagde jeg. – Er det i orden, hvis jeg inviterer en gæst med hjem for at fejre jul med os? – Er det din spøg? – Nej, det er alvor. – Hvem er det?

– Min rigtige far. Jeg har fundet ham. – Din rigtige far er død, sagde hun. – Nej, ikke min biologiske far, eller min stedfar for den sags skyld. Men den far, jeg fantaserede om, da jeg var på børnehjemmet. Den trygge, solide far, der ville beskytte mig mod alle farer.

 

Der blev stille i den anden ende. – Jeg aner ikke, hvad du taler om, sagde hun omsider. – Men det får jeg vel nok at vide. Jeg reder op i gæsteværelset. – Tak. Jeg elsker dig. – Jeg elsker også dig, din skøre rad, sagde hun, og så lagde vi på. Jeg så op i stjernehimlen.  Den var så overvældende stor, og samtidig så nær. Som om jeg kunne strække hænderne ud og favne hele universet.

 

Derefter vendte jeg mig og traskede samme vej tilbage for at invitere den gamle hjem til jul.

Tekst: Lars. P. Mellebye
Illustreret af: Kristin Nygård
Publiceret: 19-12-2015

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge