Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julekrimi: Ris á l'amande til Sally

Julenovelle
Sally var mit livs kærlighed, og jeg forkælede hende derefter, men nu havde røverne givet mig et ultimatum: Det var Sallys liv mod syv millioner...

Da jeg fik tilbudt jobbet for nogle år siden, sagde jeg ja med det samme. Jeg ved godt, at det er udpræget sæsonarbejde, men man kan jo altid bruge lidt ekstrapenge. Jeg er julemand i et storcenter.

På en måde er jeg jo også som skabt til jobbet: Hvidt skæg, temmelig tyk, stor rød næse. Jeg behøver stort set ikke at sminke mig. Også til hverdag – resten af året – ligner jeg en julemand. Men jeg kan godt lide jobbet. Jeg kan godt lide mennesker, og jeg kan især lide børn. Så december er noget, jeg glæder mig til hvert år.

 

Årets øvrige måneder er for mig ret så triste. Jeg bor alene og har hverken kone, børn eller børnebørn. Sådan er det altså gået for mig, og det er jo forståeligt nok. Også i min ungdom lignede jeg en figur fra en vittighedstegning. Men jeg skal ikke klage, egentlig har jeg det godt nok.

Annonce

 

I december elsker børnene mig, og resten af året elsker Sally mig. Hun ser ikke på mit udseende, hendes brune øjne udtrykker altid kun beundring og kærlighed. Uden hende ville mit liv være gråt og tomt. Når andre folk fortæller om deres børn og børnebørn, fortæller jeg om Sally. Det interesserer nu ikke så mange. Mest dem, som selv har hund.

 

Sally er en smuk, sort labrador. Lidt for tyk ligesom jeg ganske vist, for hun elsker mad. Til hverdag holder jeg lidt igen med foderet, hun skulle jo nødigt blive for fed. Også hun glæder sig til jul. For vi har en tradition: Juleaften skal hun have ris á l'amande! Lige så meget hun kan spise. Det har hun fået i alle årene – og hun elsker det! Så de næste par dage ser hun lidt surt på skålen med hundemad.

***

Det skrækkelige skete den lørdag, hvor det var juleaften om mandagen. Storcenteret havde søndagsåbent næste dag, så jeg skulle på arbejdet. Her sent lørdag eftermiddag var jeg henne i det lokale supermarked for at købe ind. Jeg satte Sallys snor på krogen udenfor og gik ind. Der var mange kunder og en lang kø, men endelig fik jeg da betalt og hankede op i min indkøbspose.

 

Udenfor var Sally væk. Der sad en anden lille hund, men Sally var borte! Jeg spurgte nogen mennesker udenfor, om de havde set min hund, men det var der ingen, der havde. Var hun stjålet? Var hun blevet træt af at vente og var løbet hjem? Det havde hun da aldrig gjort før.

Jeg skyndte mig hjem. Hjemme ved gadedøren var der ingen Sally. Jeg gik op i opgangen. Oppe ved min entredør stod en ung mand. – Hej, julemand, sagde han, du ser lidt ophidset ud. – Min hund er borte. – Ja, det ved jeg.  – Ved du? Hvad vil det sige? Ved du, hvor hun er? – Skal vi lige gå ind og snakke om det? – Ved du, hvor hun er, gentog jeg.


Pludselig opdagede jeg, at manden stod og pegede på mig med en pistol. Jeg tog nøglen frem og åbnede. Vi gik ind, og han smækkede efter sig. Han blev stående med ryggen mod døren. – Det siges, at du holder meget af den hund? Jeg følte en mellemting mellem raseri og rædsel. – Ja, det gør jeg…


– Så ville du vel blive meget ked af, hvis den blev skudt, ikke? – Jo… Hvad skulle jeg ellers sige. Skudt? Ville de skyde Sally? – Det kan også undgås. Det er dit eget valg. Hør så her! Og hør godt efter: I morgen lige før centeret lukker, kommer der en fyr hen til dig. Han siger: Goddag, julemand. Får vi hvid jul i år? Gentag! Han gjorde en bevægelse med pistolen.


Jeg gentog: – Goddag julemand. Får vi hvid jul i år…– Så giver du ham det magnetkort, du har i lommen. Magnetkortet til indgangsdørene. – Det kan jeg ikke. – Nej, okay. Men så ser du aldrig din skide hund igen. – Jamen, det er jo en kidnapning. I får 16 år, hvis I bliver taget.


Han smilede: – Hvad kan man få for at skyde en hund? En bøde, højst! Han vendte sig halvt og åbnede yderdøren. – Tænk over det, kammerat, sagde han, vi ringer til dig i morgen tidlig. – I må give hende mad. Og vand. – Ja, ja. Hvad spiser sådan en julemandshund? – Ris à l'amande, sagde jeg. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg sagde det, jeg var forvirret og fortvivlet.


***

Lige da manden var væk, gik jeg ind til telefonen og drejet 112. – Det er alarmcentralen. Så lagde jeg røret på igen. Nej, ikke politiet! Jeg havde set Sallys øjne for mig.

Jeg sov ikke den nat. Jeg prøvede på ikke at gå i panik, prøvede på at tænke det roligt igennem. Hvad gik det hele ud på? Et røveri, formodentlig. Jeg vidste, at på den sidste søndag før jul ville centeret ligge inde med et kæmpe beløb i kontanter. Mange millioner, sikkert.

 

Jeg havde set det før, den sidste dag før jul: Sikkerhedsvagter, der efter lukketid kørte rundt med en stor trækvogn og hentede penge i alle forretningerne, for til sidst at aflevere dem til en pengetransport i kælderen. Og røverne skulle åbenbart bruge mit magnetkort for at komme ind i kælderen.

 

Men ville det være mit problem? Mit problem var Sally. Centeret var jo forsikret. Ja! Jeg gentog det for mig selv igen og igen: Centret er jo forsikret! Jeg prøvede at finde andre løsninger, hvor jeg både kunne frelse Sally og redde centerets penge. Men nej, jeg kunne ikke finde på nogen løsninger.

Hvorfor lige Sally? Hvorfor lige mig? Røverne måtte være nogen her fra kvarteret, der vidste, hvor meget jeg holdt af min hund. Jeg opgav at spekulere. Det var Sally mod millionerne. Jeg valgte Sally. Da røveren ringede tidligt næste morgen, sagde jeg ja! Jeg skulle nok aflevere magnetkortet.


– Hvordan har Sally det, spurgte jeg. – Fint, fint, sagde manden. – Husker I at give hende mad? Han grinede. – Den får ris á l'amande. Den elsker det…


***

Der var tusindvis af mennesker i centeret. Og hundredvis af børn, som skulle aflevere deres ønskeseddel og have pebernødder. Forståelig nok var jeg ikke den samme glade julemand som ellers. Og børnene kunne vist mærke det.

 

Sent på eftermiddagen begyndte det at tynde ud i kunderne. Centeret havde åbent til otte. Skråt bag ved min sneglinsende julemandstrone var der en telefonboks. Af og til skævede jeg derhen. Skulle jeg alligevel ringe til politiet? Og hvad skulle jeg sige: – Det er julemanden… min hund er kidnappet? De ville tro, at det var telefonfis. Lidt over syv var der en pause i børnestrømmen.


Jeg havde lagt mærke til manden. Han havde stået og ventet henne ved rulletrappen. Han havde strikhue og mørke solbriller på. Han sagde det langsomt og med almindelig stemme: – Goddag, julemand. Får vi hvid jul i år? Jeg sagde: – Hvordan har Sally det? Han sagde lavt: – Godt nok. Kom så med kortet! – Hvornår får jeg så min hund? – Kom så med det kort... ellers får du den aldrig.

Jeg tog ned i lommen og gav ham kortet. Han forsvandt ned ad rulletrappen. Jeg hørte en barnestemme: – Må jeg få en pebernød, julemand? Jeg rejste mig og rakte ham hele posen. – Du må få dem alle sammen.


Jeg gik. Barnet og moren så undrende efter mig. I personalegarderoben tog jeg parykken og den røde frakke af. Tog mit eget tøj på. Fem minutter senere var jeg ude ad glasdøren. Mens jeg ventede på bussen, så jeg pengetransportbilen bakke ind i kælderen. Klokken var otte og folk myldrede ud af centeret.

En halv time efter var jeg hjemme. Det sidste stykke løb jeg. Forpustet drejede jeg om hjørnet. Ingen Sally. Jeg havde læst om kidnapninger før. De slår næsten altid offeret ihjel, for at de ikke skal sladre. Men en hund kan jo ikke sladre. Med tungt hjerte gik jeg ind. Det første, jeg hørte, var en piben oppe fra 1. sal. Jeg løb op. Sally stod bundet til dørhåndtaget.

***

Politimanden, som jeg talte med, troede sandelig ikke det var telefonfis. Han troede hvert eneste ord, jeg fortalte, for røveriet var gået lige efter bogen. Fire maskerede og bevæbnede mænd havde røvet seks banksække med kontanter. De havde stået skjult i kælderen, da sikkerhedsfolkene var kommet med deres trækvogn. Beløbet var ikke gjort op endnu, men det drejede sig om mindst syv millioner kroner. Man havde undret sig over, hvordan røverne var kommet ind i det aflåste center.

– Men det ved vi jo så nu, føjede politimanden til – Hvad gør jeg nu? spurgte jeg. – Ikke noget, svarede han.  – Senere på aftenen kommer vi ud og afhører Dem. Lidt spydigt tilføjede han:  – Indtil da kan de jo sætte Dem ned og klappe Deres hund.

Det havde jeg nu gjort hele tiden, mens jeg telefonerede. Sally sad ved siden af stolen og så hengivent på mig. Jeg nulrede hendes ører. - Syv millioner, lille Sally. Du er en ret dyr hund!  Jeg så på uret. Kvart over ni. – Så er det vel for længst spisetid. Den så på mig, som om den forstod hvert ord. Jeg gik ud i køkkenet og hældte hundemad op i skålen. Sally snusede et øjeblik til indholdet. Så bøvsede den, vendte hovedet og drak lidt vand.  – Er du ikke sulten?


Skulle røverne virkelig have givet den ris á l'amande? Den rørte i hvert fald ikke hundemaden. I stedet gik den ud i entreen og kiggede på sin snor. Den stakkels hund havde nok ikke været ude og gå tur et helt døgn. Jeg var lidt nervøs ved at gå ud i den mørke aften, men hva‘ pokker… røverne havde jo ingen grund til at stjæle Sally en gang til. Hun fik snor på, og vi gik.

Vi gik ned i villakvarteret. Det var stille med let frost. Der var ingen mennesker på gaden, det var jo lillejuleaften, og folk sad vel og klippede julehjerter. Gudfader bevares! Jul! Jeg gik sørgmodigt af sted og lod Sally bestemme vejen. Julen var ødelagt, sikkert også de næste år. Jeg var færdig som julemand, det var sikkert. Jeg ville blive fyret – måske ville jeg endda blive straffet.


Normalt plejede Sally at gå rolig og pænt i snor, men med et begyndte hun at trække. – Gå pænt, sagde jeg strengt, men hun halsede videre, så jeg måtte gå stærkere til. – Rolig, gamle tøs… hvad sker der? Pludselig stoppede hun ved en havelåge foran et hvidt hus med lys i vinduerne bag de nedrullede gardiner. Hun satte snuden i vejret og vejrede. Jeg hev i snoren og ville gå videre. – Kom nu, Sally!


Men hun blev stædigt stående, og et øjeblik efter sprang hun op og skrabede på lågen. Sådan havde min hund aldrig opført sig før. Noget faldt mig ind. Sally kendte dette sted, hun havde været her før! Et sted, hun gerne ville ind igen… et sted, hvor man havde givet hende ris á la mande!

***

Et par politifolk stod og ventede på mig, da jeg kom hjem. En yngre og en ældre. Det var den ældre, der førte ordet: – Jeg sagde vist til Dem, at De skulle vente på os og ikke gå nogen steder…– Næh, de sagde, at jeg skulle klappe min hund. Det gjorde jeg så. Og nu har jeg også gået tur med hende.


Jeg låste op og bad dem indenfor. Sally lagde sig fredeligt på sit tæppe. – Tja, sagde den unge, – det bliver nok butikscenteret en dyr hund. – Ja, måske…Den ældre rystede på hovedet. – Måske? Syv-otte millioner er vel en slags penge. – Jeg mener… måske kan pengene findes igen?


– Desværre tror vi ikke rigtig på julemanden. Pengene finder vi kun, hvis vi er utroligt heldige... eller hvis røverne er utrolig dumme. – Ja, eller hvis Sally er utroligt klog. – Sally? Hvem er nu Sally? – Min hund. Politifolkene så hurtigt på hinanden med et blik, der sagde så meget som: Manden er skør! Så rystede de begge diskret på hovedet. Den unge sagde:  – Lad os nu sætte os ned og…


Jeg afbrød ham med en håndbevægelse Der var vist noget, der hastede. – Jeg ved, hvor røverne bor, sagde jeg roligt.  De vekslede igen et hurtigt blik.  – Jaså, sagde den unge venligt, og hvor bor de så? – Stenvænget nr. 45. Fem minutter herfra.


Den unge sagde i samme venlige og overbærende tonefald, som man benytter over for tåber eller mindre børn: – Og hvorfor tror De så det? – Hvis De kan lade være med at afbryde mig, så skal jeg fortælle det.  Et par minutter efter var de overbevist. Fire minutter efter var de ude af døren. Tre kvarter efter ringede de og fortalte, at pengene var fundet, og røverne var anholdt.


Det kom med i den sene tv-avis. Speakeren startede med følgende ord: – Og nu skal De høre en ret fantastisk julehistorie! Julemandens hund har opklaret et millionrøveri…Jeg sad og nulrede Sallys ører. Sally kiggede på tv-avisen og forstod sikkert hvert ord.

Tekst: Erik Otto Larsen
Publiceret: 05-12-2015

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge