Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julenovelle: Dagbogen, der reddede julen

Julenovelle
Pigen var simpelthen forkælet, sådan som hun reagerede, fordi de blev nødt til at aflyse juleferien i Norge dette år. Det fik Jette til at tænke på, hvordan livet havde været for hendes mormor og morfar, og pludselig fik hun en idé til, hvordan hun måske kunne få Mia til at se på deres situation med lidt andre øjne.

Jette så sig omkring i den lille biblioteksfilial, hun havde bestyret de sidste seks år. Når hun drejede nøglen til døren om lidt, var det for sidste gang. Beslutningen om at lukke filialen var truffet på et kommunalbestyrelsesmøde. Filialen slugte for mange ressourcer, og disse skulle i stedet overføres til byens hovedbibliotek.

 

Jette havde i tilgift fået en fyreseddel, og der var ikke engang en måned til jul! Hun skulle såmænd nok finde et nyt arbejde, hun vidste bare ikke hvornår. Det værste var, at de var nødt til at aflyse den sædvanlige juleferie i Norge. Hun og Anders havde drøftet det i går og var blevet enige om, at det måtte vente til næste år. De kunne ikke tillade sig at brænde en masse penge af på ferie i år. Endnu havde de ikke sagt noget til datteren, Mia. Mia var knap 17 år – og skiftevis en engel og en furie.

Annonce

 

Jette låste døren til biblioteket og gik ud til sin cykel. Hun følte sig lige så trist som vejret, mens hun kørte hjem til villaen i udkanten af byen. Da hun parkerede cyklen foran huset, kunne hun se Mia gennem køkkenvinduet. Mia var i gang med at bage brunkager, og hun havde mel på den ene kind. Jette mærkede et strejf af ømhed.

 

Selv om Mia på papiret snart var voksen, var hun stadig et barn, når det gjaldt julen. Elskede alle forberedelserne og især turen til Norge, hvor de plejede at tage op allerede 1. juledag. Men altså ikke i år. Hvordan ville Mia tage det, når hun fortalte, at de måtte aflyse ferien?

 

– Hej mor! sagde Mia glad, og Jette indsnusede den varme, krydrede duft af nybagte brunkager. – Hej Mia, sagde hun og sendte sin datter et smil, der ikke føltes helt ægte, og Mia fik en rynke i panden: – Er der noget i vejen, mor? Jette sank ned på en stol ved køkkenbordet. – Du ved jo, at jeg er blevet fyret fra biblioteket.

 

– Ja, og...? Bekymringen var tydelig at læse i Mias øjne. – Men du får hurtigt noget andet. Du er så dygtig, mor! Jette smilede igen, men denne gang føltes smilet mere ægte. Uanset hvor meget Mia indimellem gav udtryk for sin foragt over for Jette og Anders, havde hun alligevel en tyrkertro på, at netop hendes forældre var fantastiske. Og dermed usårlige.

 

– Tak, min skat. Men... Jette tøvede lidt. – Ferien til Norge...Vi er nødt til at aflyse. Mias gråblå øjne videde sig ud og blev vrede. – Aflyse? Jamen, jeg har jo glædet mig sådan til ferien. – Ja, og far og jeg er rigtig kede af det. Men vi er nødt til det. Der er en dyr termin og afdraget på bilen og...

 

Længere nåede Jette ikke, for nu marcherede Mia ud af køkkenet, op ad trappen og hamrede døren til værelset i efter sig. I det samme mærkede Jette en sveden lugt i næseborene. Hun for over til ovnen og hev en pladefuld brankede kager ud. Pokkers også!

 

Aftensmåltidet foregik i høflig, men iskold tavshed. I hvert fald fra Mias side. Anders og Jette forsøgte at småsludre hyggeligt, men Mias tavse foragt fyldte rummet og gjorde det nærmest umuligt at opføre sig naturligt. Til sidst smed Anders klirrende bestikket fra sig og så på Mia.

 

– Jeg ved godt, du er skuffet. Men vi har ikke råd til den ferie! – Far har ret, faldt Jette i og indkasserede et vredt blik fra Mia. – Vi er nødt til at spare. – Og spise grød juleaften og danse rundt om et træ uden lys på. Nå nej, der er vel ikke engang råd til et træ, vrængede Mia.

 

– Hov, hov, unge dame! udbrød Anders. – Og hvad skal jeg sige til mine klassekammerater? Nej, desværre, vi skal ikke til Norge alligevel, for min mor er lige blevet fyret, og nu er vi f-a-t-t-i-g-e! Jette kunne se, at Mia havde fået tårer i øjnene, og hun længtes efter at holde sin datter i sine arme. Samtidig vidste hun, at Mia ville skubbe hende væk, hvis hun forsøgte at give hende et knus.

 

– Fattige? sagde Anders mere fredsommeligt og øste en frikadelle over på tallerkenen. – Vel er vi ej fattige. Næ du, min farmor og farfar, de var fattige! Engang var de nødt til at grave de kartofler op, som de lige havde lagt – ellers havde familien ikke fået noget at spise den aften!

 

– Og hvad så? Det er jo hundrede år siden! snerrede Mia, rejste sig og skred. – Er det rigtigt? Jette så nysgerrigt over på Anders: – Var de virkelig så fattige? – Måske overdriver jeg lidt. Men helt ærligt, Mia må forstå, at vi ikke har råd til den rejse i år. Hun har sgu aldrig manglet noget! Nej, Mia havde altid fået det, hun pegede på. Havde de forkælet hende?

 

* * *

 

Næste formiddag var Mia stadig vred og skuffet, og hun sagde ikke farvel, da hun forlod huset for at cykle hen på gymnasiet. Anders så irriteret efter hende. – Sådan en prinsesse! vrissede han, kyssede luften ud for Jettes kind og forsvandt så ud i indkørslen til den nye Clio. Han arbejdede som bogholder i et lille firma nede i byen. Selvfølgelig kunne de sagtens leve af hans løn – et stykke tid i hvert fald. Også uden at nøjes med grød juleaften. Men det blev mere småt fremover, indtil Jette fandt et nyt job.

 

Jette hældte en kop kaffe op og tog den med ind til computeren i stuen. Hun scrollede rundt på nettet og søgte i diverse jobdatabaser efter ledige stillinger som bibliotekar og fik sendt et par ansøgninger af sted. Bagefter klikkede hun internettet væk og

sad og stirrede på den flimrende pauseskærm med billedet af Mia og Anders i høj sne på en norsk skiløjpe.

 

Ja, Mia var vist egentlig temmelig forkælet! Når man tænkte på Anders' bedsteforældre, der havde været nødt til grave læggekartoflerne op for at få aftensmad! Hvad med hendes egne bedsteforældre? Morforældrene var døde, før Jette kom til verden, og da hun aldrig havde kendt sin far, havde hun heller aldrig kendt sine farforældre.

 

Pludselig gik det op for hende, at hun næsten intet anede om sine egne rødder. Hendes mor var på plejehjem, og hun huskede tydeligt, da hun var regnskabsdame på et kontor tilbage i 60'erne og 70'erne. Resten havde hun lykkeligt glemt.

 

Jette kom i tanke om, at hun havde sine morforældres bryllupsbillede liggende et sted. Det var lang tid siden, hun sidst havde kigget på det. Men det lå vist i bunden af kassen med billeder. Jette fandt kassen frem og gav sig til at rode fotografierne igennem. Jo, der lå det! Helt nede i bunden.

 

Theodor og Ester; han var i uniform, hun var i hvid lærredskjole, sorte snørestøvler og et slør over håret fæstnet med en perlebesat snor. Hvor så de unge ud – og alvorlige! Var der ikke også noget med, at mormoderen havde været gravid, da de blev gift? Måske var det derfor, hun sad ned på billedet, så man ikke så maven.

 

Så vidt Jette huskede, var barnet dødt ved fødslen, og der gik mange år, før Jettes mor var kommet til verden. Hvordan mon verden havde set ud dengang i 1920'ernes Danmark? Der havde ikke været noget sikkerhedsnet dengang. Og i hvert fald ingen ferierejser til Norge!

 

Indimellem havde folk måske ligefrem sultet? Og børn døde ved fødselen, og mødrene i barselsseng. Det havde været en anden tid, men alligevel havde folk klaret sig. Gid, hun kunne forklare Mia det, så datteren forstod, at det ikke var jordens undergang, at hun måtte undvære sin juleferie!

 

Jette sad længe og kiggede på billedet af Ester og Theodor. Hun kunne se, at de ikke havde været velhavende. Så ville de nok have kigget mere tvangfrit ind i kameraet. Hun mente også at kunne se, at Theodor var glad for Ester. Det viste den hånd,

han havde lagt på hendes skulder.

 

Hvis hun bare kunne få Mia til at forstå, hvor privilegeret hun i virkeligheden var! Men det kunne hun måske også? Jette gik tilbage til skrivebordet og rodede i en skuffe efter den skindindbundne dagbog, hun engang havde købt til sig selv, men aldrig skrevet en linje i.

 

Hun tog en kuglepen og slog op på dagbogens første side. Pludselig blev hun nervøs ved synet af det hvide papir. Men så var det, som om kuglepennen af sig selv begyndte at skrive, og snart fløj den hen over siderne:

 

10. august 1928

I dag mærkede jeg liv for første gang! Når jeg lægger hånden mod maven, tænker jeg på Theodor. Den ømhed, jeg kan læse i hans blågrå øjne, når han ser på mig. Det skal nok gå alt sammen. Alligevel er jeg bange. Bange for, hvad Theodor mon vil sige, når jeg fortæller ham, at jeg er med barn. Og moder. Hun vil prædike om den skam, jeg nu kaster over familien med min letsindighed.

 

23. august 1928

I morges fik jeg et ildebefindende og måtte gå op at lægge mig på kammeret. Moder kom op til mig; hendes øjne var hårde som flint. „I må gifte jer", sagde hun med sin koldeste stemme. Den, hun ellers kun bruger, når hun taler til fader. Så tilføjede

hun: „Gift dig i hast, fortryd det i mag!" Åh kære dagbog, hun så på mig, som om jeg var – en tøjte!

 

8. september 1928

Det blev et meget stille bryllup. Der var kun Theodors forældre og mine. Ingen taler eller sange. Ingen gode håb for fremtiden. Kun stiv høflighed og tilbageholdt vrede. Men Theodor fandt min hånd under bordet og gav den et klem. Alligevel er jeg bange. Theodor tjener kun meget lidt som dragon. Hvordan skal han forsørge kone og barn?

 

24. december 1928

Det blev den bedste juleaften nogensinde, fordi Theodor og jeg er sammen. Moder var her først på dagen med lidt kartofler og et stykke flæsk. Selv om hun og fader har slået hånden af mig, vil hun alligevel ikke have, at vi dør af sult. Men da jeg mumlede om julegudstjenesten, så hun hårdt på mig. „Du behøver vel ikke just at udbasunere din skam i kirken", hvæsede hun. Mon moder tør op, når først barnet er her?

 

* * *

 

Da Jette hørte Mia komme ind ad døren, lagde hun kuglepennen fra sig og så på uret – næsten tre. Tiden var fløjet af sted, mens Jette havde digtet om sin mormors liv. Hun puttede dagbogen ned i skrivebordsskuffen, og netop som hun lukkede den,

kiggede Mia ind for at sige hej.

 

– Hej mama! – Har du haft en god dag? Mia smilede: – Om! Og ved du hvad? Jette rystede på hovedet. – Da jeg fortalte Rikke, at vores juleferie er aflyst, ringede hun straks til sin far, og de har inviteret mig med til Østrig. Vi rejser den 24.! Er det ikke vildt? Jette så på Mias smilende ansigt, og havde det, som om alt sank i hende. Mia ville rejse, og Anders og hun skulle sidde ensomme juleaften!

 

Mia kunne vist læse Jettes tanker. – Altså, vi holder da bare juleaften lillejuleaften, ik'? Jette nikkede langsomt. Jo, det var en idé. Alligevel var det, som om dagen var blevet grå og trist, hvor den før havde været fuld af glæde over dagbogsskriveriet.

 

* * *

 

Det blev svært at komme i den rette julestemning denne december. Anders var den, der tog det hårdest. Han brummede bare, når Jette eller Mia spurgte ham om noget, og hver aften fortrak han ud i sit lille værksted i garagen.

 

Jette sendte pligtskyldigst den ene ansøgning af sted efter den anden og flygtede derpå ind i dagbogsskriveriet. Når hun skrev, forsvandt alt omkring hende. Hun glemte alt om sin arbejdsløshed, om Anders og Mia, og der var kun hende og mormoderen og dagbogen i hele verden.

 

Da hun begyndte at skrive, havde det været en slags opdragelsesprojekt for at vise Mia, at andre havde haft det hårdere end hende, men det var gledet i baggrunden. Nu skrev hun bare, fordi det var så dejligt at skrive. I dag var hun nået til fødslen af Theodor og Esters første barn. Det barn, der døde.

 

Hun levede sig så meget ind i det, at hun slet ikke opdagede, at Mia kom ind i stuen. – Hvorfor græder du, mor? Er du ked af, at jeg rejser? Jette skyndte sig at tørre sine øjne. – Åååh...– Synes du, jeg er meget egoistisk? Mias øjne så ængsteligt på

Jette. – Nej, Jette rystede på hovedet. – Joh, lidt måske. Men du er snart voksen. Far og jeg kan lige så godt vænne os til, at du ikke altid er her.

 

– Hvad er det? Mia pegede på den lille skindindbundne bog, som Jette skyndte sig at lukke. – Det er... min mormors dagbog. Hun fik et barn, der døde. Det er sørgelig læsning. – Er det min oldemors dagbog? Mia så nysgerrigt på bogen. Jette nikkede.

 

– Den kunne jeg godt tænke mig at læse engang! – Kunne du? – Ja, det er da smadderspændende at læse om gamle dage. Jette tøvede lidt. – Måske vil du have den med på juleferie? – Okay, nice, sagde Mia.

 

* * *

 

Om formiddagen lillejuleaften blev Jette pludselig ringet op af stadsbibliotekaren fra nabobyen. – Jeg ved godt, det er jul, men jeg måtte altså lige fortælle dig, at vi er meget begejstrede for din ansøgning, og vi håber, du kommer til samtale i det nye år!

 

– Det kan du tro, sagde Jette og lagde smilende røret på. Nu lysnede det pludselig. Både Anders og Mia blev glade, da Jette fortalte dem, at hun måske havde et job på hånden, men alligevel kunne det ikke helt opveje, at Mia skulle rejse næste dag. Den var kun 10, da Anders mumlede godnat og gik i seng.

 

Mia forsvandt lidt efter. Jette gik over til skrivebordet, tog dagbogen op og skrev de allersidste sider færdige:

 

5. juni 1937

Jeg har mærket liv! Jeg tør dårligt håbe på, at dette barn vil leve. Alligevel glæder jeg mig. Længes efter at holde barnet i mine arme. Du lille menneske inde i mig. Mit levende håb. Mit eget hjerte.

 

* * *

 

– Her, sagde Jette og rakte Mia dagbogen, da de stod i entréen og skulle sige farvel. – Hvad er det? Anders havde fået en rynke i panden. – Min oldemors dagbog, sagde Mia og kyssede sin mor. Lidt efter drønede Clioen af sted mod lufthavnen, og Jette følte sig helt tom indvendig.

 

Ingen Mia. Ingen dagbog. Hvordan skulle hun komme igennem julen? Men selvfølgelig gjorde hun det. Hendes mormor havde klaret så uendelig meget mere! Da Anders kom tilbage, sendte han hende et underligt blik. – Oldemormors dagbog! Hvad er det for noget?

 

Jette rødmede. – Nåh... du og jeg, vi synes jo, at Mia opførte sig skrækkelig forkælet, da vi var nødt til at aflyse ferien. Så snakkede du om din fars forældre, hvor fattige de havde været, og ja, det strejfede mig pludselig, at jeg intet vidste om mine egne

bedsteforældre, og... øh, så satte jeg mig til at skrive min mormors dagbog!

 

– Så det er det, du har været så opslugt af den sidste måned? Anders grinede. – Og jeg, som troede, du havde en elsker, du skrev breve til! Hver gang jeg kom ind i stuen, skyndte du dig at gemme dine skriverier i skuffen. Jette smilede: – Nej, Anders,

jeg indrømmer, at december ikke har været så hyggelig, som den plejer... men det er nu dig, jeg elsker!

 

– Er det? Anders lagde armen om hende og så hende alvorligt ind i øjnene. – Ja, og selv om du har været umanerligt gnaven hele måneden, har jeg tænkt mig, at vi skal have en hyggelig aften med god mad og vin. Anders så kærligt på hende med de store gråblå øjne, som hun havde „lånt", da hun skulle beskrive Theodor.

 

* * *

 

De var midt i maden, da telefonen pludselig ringede. – Hej mor! lød Mias stemme. Jette rynkede brynene. Hun kunne høre, der var noget galt. – Hvad er der, Mia? Mia sukkede: – Vi har siddet og ventet i timevis... der har været tekniske problemer med flyet, og vi flyver vist først efter midnat. Men... jeg har læst oldemors dagbog, mens vi ventede. Åh, hvor er den god, mor! Alt det, hun måtte igennem, og alligevel gav hun aldrig op... og så. Mia sænkede stemmen lidt:

 

– Når jeg hører Rikke og hendes forældre. De opfører sig som forkælede unger, bare fordi flyet er lidt forsinket. Og de snakker hele tiden om biler og penge og... Mor, jeg har slet ikke lyst til at rejse sammen med dem! Må jeg ikke nok komme hjem? Jette mærkede et smil brede sig om munden. – Selvfølgelig, min skat!

Tekst: Margrethe Schmidt
Illustreret af: Henri Sørensen
Publiceret: 26-12-2015

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri