Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julenovelle: En dejlig, afslappende jul

Julenovelle
Regnen styrtede ned, vi kunne ikke finde vej, og jeg var ved at være hundesulten. Men intet af det så ud til at anfægte min mand. Det her skulle være en anderledes jul, hvor jeg for en gang skyld bare skulle slappe af og nyde at blive forkælet.

– Se det fra den lyse side, sagde min mand muntert. – I det mindste sner det ikke. Jeg sad sammenkrøbet i sædet ved siden af ham og stirrede ud gennem forruden på regnen, der stod ned i tove, mens vinduesviskerne kørte på højtryk, og det var umuligt at se en hånd frem for sig.

 

– Hvor langt er der endnu? spurgte jeg. – Er vi ikke lidt sent på den? – Det går lige efter planen, forsikrede min mand mig om og trykkede play på cd-afspilleren og fyldte endnu en gang bilen med Slade, der for 117. gang ønskede alle „A Merry Christmas".

 

– Vi har masser af tid. Jeg har sørget for det hele ned til mindste detalje. Du skal ikke bekymre dig om noget. Bare slap af og nyd turen. Slappe af og nyde var nok ikke de første ord, der faldt mig ind, mens vi juledag sneglede os gennem et øde, ukendt landdistrikt i det værste regnvejr siden syndfloden. Men det her var for min skyld, så jeg skulle selvfølgelig ikke være grov.

Annonce

 

Vi skulle ud og spise. På en landevejskro. Julefrokost på den gode, gamle måde ifølge den brochure, min mand havde vist mig engang i juli. Buldrende brændeknuder i pejsen, bjælker i loftet, seletøj på væggene, gløgg, en otteretters menu, julesange og en gave fra julemanden.

 

Det var første gang i vores 25-årige ægteskab, at jeg ikke havde stået og svedt over en kalkun. Det føltes forkert. Kvinder forventer, at de skal fare rundt i køkkenet julemorgen, mens alle andre dasker rundt og småspiser og drikker, ødelægger deres appetit og kommer med dumme kommentarer.

 

Men i år skulle det være helt anderledes, sagde min mand. Denne jul havde hele familien andre planer, og vi var alene for første gang nogensinde. Jeg havde fældet mange tårer over de forgangne års jul: Disse glorværdige dage med knitrende gavepapir og børnenes spændte udbrud og småkager trådt ned i gulvtæppet, og alle sammen med kvalme, fordi de havde spist en hel æske chokolade, før solen stod op, mandarinsaft, der skulle tørres bort fra små øjne, og børn, der faldt omkuld, længe inden desserten blev serveret. Åh, hvilke fortryllende minder...

 

Men i år, hvor begge hold forældre var rejst på krydstogt under varmere himmelstrøg, og vore egne børn var voksne og fløjet fra reden og havde deres egne planer, var det den ideelle anledning til, at jeg kunne slappe af i stedet for at lave mad, ikke noget jag, ingen nervøse sammenbrud længe inden dronningens tale og den obligatoriske James Bond-film i fjernsynet.

 

Så i år havde vi givet dem alle sammen et gavekort, købt i september, og jeg havde fået sendt julekortene til tiden. Og jeg må indrømme, at det havde været saliggørende ikke at skulle kæmpe mig vej gennem supermarkedet eller brænde kreditkortet varmt med køb af en masse ting, vi stadig gik og småspiste af til påske.

 

Vores spisekammer, fryser og køleskab var julefri zoner. Hvis vi var blevet hjemme, skulle vi have tændt en stjernekaster over bacon og spejlæg. Inderst inde vidste jeg godt, at denne ensomme jul var min egen skyld. Vores respektive forældre og børnene havde altid elsket at holde familiejul. Den pludselige masseflugt i år skyldes udelukkende mig.

 

Sidste år havde der været et forfærdeligt problem med den nye ovn og den automatiske timer og en kalkun på størrelse med en ko. Uanset hvad de sagde, ved jeg godt, at ingen af dem nød først at sætte sig til bords ud på de små timer anden juledag.

 

– I år er det din tur til at nyde det, sagde min mand, da han viste mig brochuren fra den idylliske landevejskro med gran og kristtjørn og glade børn i sne til anklerne. – En stressfri jul. Og ud over julemiddagen vil jeg give dig en ny kjole og betale for, at du kan få ordnet dine negle og dit hår. Du har fortjent det...

 

Jeg omfavnede og takkede ham, fordi han plejede at give mig badekugler, der fik min hud til at flamme, og en gennemsigtig natkjole i størrelse 34, som jeg hvert år i januar byttede til en varm pyjamas i størrelse 38. Og jeg prøvede på at komme i tanker om noget mere originalt end sokker og et nyt slips til ham.

 

Ugen før jul købte jeg en ny kirsebærrød uldkjole til mig selv og et par latterligt dyre, matchende kirsebærrøde sko med meget høje hæle. Jeg fik en ansigtsbehandling og en fransk manicure og fik mit hår klippet i en skøn, ny pjusket stil. – Mmmm, sagde min mand påskønnende, da jeg viste det for ham. – Du ser dejlig ud. De dåner på restauranten, når de ser dig. Ballets dronning om man så må sige...

 

* * *

 

For være ærlig begyndte kjolen nu at klø en smule i den varme, fugtige bil; skoene klemte, og det var ikke helt lykkedes mig at efterligne det, frisøren havde udrettet med min nye frisure. Men det var småting. Lige nu var jeg ved at blive rigtig sulten og fantaserede om kalkun med fars og en fyldig, glinsende dessert.

 

– Er du sikker på, at vi stadig er på rette vej? Jeg klemte øjnene sammen for at se gennem vandmasserne. – Vejene ser alle sammen ens ud. Eller hvad jeg kan se af dem. – Kig på kortet, sagde min mand skarpt på den dér rædsomme måde, mænd taler på, når de ikke er sikre på det og kan give vejviseren hele skylden. – Det er ikke så svært.

 

Jeg så på kortet. Vendte det på hovedet og så den anden vej rundt. Derefter foldede jeg det ud, så det bredte sig ud over instrumentbrættet. Min mand fejede det til side med et suk. Tavst lovede jeg mig selv, at jeg til næste år ville give ham en GPS i julegave, også selv om vi ikke havde råd. Så kunne han skælde ud på den usynlige, irriterende nasale stemme i stedet for på mig.

 

Opgivende stirrede jeg på den sammenkrøllede samling nonsens på mit skød. Hvis vi var drejet væk fra hovedvejen dér... så måtte den lille, grønne streg være den vej, vi var på for 20 minutter siden, hvilket betød, at vi nu kunne være på en hvilken som helst af de andre små, grønne streger, der spredtes sig hen over siden...

 

– Øh... faktisk er jeg ikke engang sikker på, at vi kører i den rigtige retning. Skulle vi ikke have drejet af derhenne ved vejkrydset? Slade var nu blevet erstattet af Wizzard. Min mand sang lystigt med og ignorerede mig. Han havde taget det pænt med sokkerne og slipset i morges, så jeg ville ikke gøre det værre.

 

Jeg foldede kortet skævt sammen og satte mig på det, mens vi sneglede os igennem monsunregnen hen ad endnu en landevej kantet af dystre, sorte træer og mørke, skinnende tjørnehække. Wizzard hakkede pludselig i det. Det samme gjorde bilen.

 

– Åh gud..., sagde min mand, men lød stadig ret fornøjet. Bilen og Wizzard tog igen ved et øjeblik og begyndte så at hikke. – Åh gud..., sagde min mand igen, ikke helt så fornøjet denne gang. Det gav et ryk i bilen, den hostede og spruttede og gik så i stå.

 

Denne gang sagde min mand ikke „åh gud". Denne gang var det noget meget barskere og ikke særlig juleagtigt. Wizzard var helt gået i chok. Den eneste lyd var regnen, der plaskede rundt om vores lille blikdåse. – Det skal nok gå, sagde min mand. – Der er sikkert bare kommet lidt vand på det elektriske system. Den dér sidste vandpyt var ret dyb. Vi skal bare lade det tørre lidt.

 

Den sidste vandpyt var som Loch Ness. Det elektriske system ville være vådt lige til sankthans. – Det er nok bedst at ringe til restauranten. Min mand rakte mig brochuren. – Og fortælle dem, at vi er lidt forsinket og bede dem holde maden varm til os.

 

– God idé... jeg er ved at dø af sult. Tog du mobilen? På hans kropssprog vidste jeg med det samme, at det havde han ikke. Det havde jeg heller ikke. Skænderiet var kort og skarpt. Regnen var taget til. Og jeg skulle tisse.

 

Den følgende time er det bedst at lade uomtalt. Mens det elektriske system tørrede, tog regnen til, og min mands humør faldt, og jeg blev så trængende, at jeg vidste, at jeg blev nødt til at vakle ud i uvejret og gennem en modbydelig tjørnehæk for at lette på trykket.

 

– Hvor skal du hen? snappede min mand ad mig, da jeg låste sikkerhedsselen op og ramte ham med en albue, mens jeg kæmpede for at få min regnfrakke på. Jeg svarede ikke. – Hvad dælen tager du den på for? Han stirrede på mig, da jeg bandt regnhætten under min hage. – Den får dig til at ligne din mor. Jeg gav ham et passende svar og kastede mig ud i vandmasserne.

 

Da jeg stavrede tilbage, blev min kjole gennemblødt, jeg tabte en sko i grøften og tre negle på lågen samt rev mine strømpebukser itu. En ondsindet kvist fik fat i kanten af regnhætten, der blev flået af min nye frisure og blafrede lystigt i vinden som en flagdug. Våd, kold og i en værre forfatning kastede jeg mig ind i bilen igen.

 

– Var det bedre? sagde min mand muntert. – Dit hår ser helt fint ud. Nå, men det vil sikkert glæde dig at høre, at jeg har fået gang i motoren, og den lyder helt fin nu. Så jeg tror, vi snart kan komme videre igen.

 

* * *

 

Vi tilbagelagde resten af turen ad smalle, mørke og våde landeveje i total tavshed. Det er nok at sige, at da vi langt om længe kom vadende ind på landevejskroen, i mit tilfælde humpende på en sko, var de spisende gæster alle i højt humør og i gang med alle julelegene.

 

Ærgerligt nok kom vi for sent til de første syv af de otte retter. Vi gik tilmed glip af gløggen og julesangene. Hundesulten sparkede jeg min tilbageværende sko af og jokkede ud på dametoilettet og brugte varmluftblæseren til at tørre det værste af regnen, mens min mand undskyldte for os og tiggede om mad. Det synes jeg, han havde fortjent.

 

Den kirsebærrøde kjole krøb to numre under den koncentrerede varme luft. Mit hår stod ud til alle sider. Jeg havde glemt min makeup-pung, så jeg gned fugten og de udtværede rester af det, jeg tidligere havde lagt på, af med en serviet. Jeg så ud som en bull terrier med øjenbetændelse og meget røde kinder.

 

– Pyt med det, sagde min mand, da jeg kom tilbage til bordet. – Jeg tror, jeg foretrækker, at du ser naturlig ud. Og i det mindste har de holdt maden varm til os. Det havde de. Lige netop. Alle otte retter blev serveret på en gang, og det meste var meget sejt. Især blomkålen.

 

– Drik noget vin, sagde min mand påtaget festligt. – Det vil give dig varmen og få kalkunen til at glide ned... ups, undskyld! – Det gør ikke noget, sagde jeg tonløst. Det gjorde det faktisk heller ikke. At omkring en kvart liter lunken rødvin sivede ned af min nu kropsnære kjole gjorde ikke den store forskel. Jeg var alligevel stadig våd. Og i det mindste var alle andre for fulde til at bemærke det.

 

Mens jeg sad og tyggede løs, var hele restauranten gået over til at danse buggivuggi rundt om bordene til en øresønderrivende blanding af Slade og Wizzard. – Er det ikke skægt? råbte min mand til mig hen over bordet, mens der var en, der plantede en hånd i min sovs for at holde balancen. – Meget bedre end at være derhjemme. Og dejligt afslappende for dig.

 

Jeg bed tænderne sammen og anstrengte mig tappert for ikke at sige noget, jeg senere ville komme til at fortryde. – Ho-ho-ho! Jeg sprang op og spildte resten af min Merlot ned i tranebærsaucen, da en kæmpemæssig julemand tårnede sig op over bordet.

 

– Glædelig jul alle sammen! buldrede han ned mod os med et lystent blik i sine vandede øjne og mere end antydningen af whisky i sin ånde. – Skal vi se, hvad julemanden har til jer i sin sæk?

 

Min mand nikkede spændt efter at være blevet stivet af med vin og cognac og forskellige andre genstande, hvilket betød, at han bestemt ikke skulle køre hjem. Jeg smilede stift og prøvede ikke at tænke på, at jeg så skulle køre den upålidelige bil hjem gennem styrtregnen i det kulsorte mørke ad disse veje, der alle så helt ens ud, i en kjole, der klæbede til kroppen, og i strømpefødder.

 

Julemanden rodede rundt i sin nu slappe sæk og kom op med en sølvfarvet og en guldfarvet pakke. – En til Dem, hr.... og én til Deres mor... ho-ho-ho og glædelig jul! Han væltede videre for at sprede fest og glæde ved et andet bord, før jeg kunne nå at jage min kniv i ham.

 

– Åh, se her! udbrød min mand lykkeligt efter at have flået sin pakke op. – Sokker og et slips! Hvad har du fået? Jeg åbnede min pakke med lidt mindre begejstring. – Badekugler. – Lige som dem jeg plejer at give dig. Min mand fyldte sit glas op. – Hvor er du heldig! Du er vild med dem, ikke også? Jeg nikkede trist.

 

Nu havde alle i restauranten taget hinanden under armene og spjættede højt i vejret med benene til musikken. – Kom! sagde min mand glædestrålende, mens han vaklende kom op at stå og greb min hånd. – Lad os være med. Så bliver du nok tør.

 

Modstræbende sluttede jeg mig til den almindelige hylen og skrigen og dansen, mens folk jokkede mig over fødderne, og vildt fremmede folk kyssede hinanden under misteltenen. – Tænk, hvis vi var blevet hjemme! råbte min mand til mig, mens vi udførte en vild buggi-vuggi. – Vi ville bare have ligget og blundet på sofaen foran fjernsynet efter at have spist og drukket alt for meget. Det her er da meget sjovere, ikke?

 

Jeg nikkede sammenbidt, mens min papirhat gled ned over øjnene, og jeg faldt over det kunstige juletræ, så kuglerne røg ud over gulvet.

 

Min mand stoppede pludselig midt i dansen, så indtil flere buggi-vuggi dansere stødte ind i ham. Jeg blev grebet af panik. Var han blevet syg? Havde det været for meget for ham? Stresset under køreturen? Den kraftige mad? Anstrengelsen? – Er der noget galt? mimede jeg.

 

Han smilede stort til mig og gav tegn til, at jeg skulle følge med ham væk fra dansegulvet. – Så, pustede han, da vi stod i foyerens mere rolige omgivelser. – Det var bedre. Lidt fred og ro for en stund. Jeg havde faktisk planlagt det her noget anderledes. Han så lidt flov ud. – Men med forsinkelsen og alt det...

 

Jeg rynkede panden. Skulle jeg nu have skylden for et eller andet? Min mand så forlegen ud. – Det var min mening at vise dig, hvor meget jeg påskønner, at du knokler så hårdt hen over julen... det gør vi alle sammen. Vores forældre og børnene og ja... os alle sammen. Indtil videre er det ikke gået helt efter planen, men forhåbentlig vil du nyde resten af det...

 

Jeg gjorde mit bedste for ikke at se skrækslagen ud. – Jeg har bestilt værelse til os her et par nætter, fortsatte min mand. – I brudesuiten. Med himmelseng...Rødmede han? – Og, sagde han hurtigt, – før du siger, at vi ikke har taget nogen bagage med, eller at du ikke har alle dine kosmetik-ting med eller skiftetøj eller en natkjole...så er det alt sammen ovenpå. Børnene afleverede det, før de kørte videre til deres egne julefester. Vi slog os alle sammen og købte de ting, du har brug for...og ja, børnene instruerede mig om størrelser og mærker og det hele...

 

Jeg bed mig i læben. Jeg vidste, at jeg ville begynde at græde. Den kære mand! Han har ellers aldrig været i stand til at holde på en hemmelighed. – Vi syntes alle sammen, at du havde fortjent at blive mere forkælet. Og det her så ud til at være en ideel mulighed for at sige dig tak for alt...og at jeg elsker dig højt...

 

Nu græd jeg. Han tog mig i sine arme og klappede mit vilde hår. Indtil flere festdeltagere på vej til toilettet med blinkende rensdyrgevir på hovedet så spørgende på mig og tænkte tydeligvis, at jeg havde fået for meget at drikke. Men jeg var ligeglad. Jeg snøftede lykkeligt ind mod min mands skulder. – Tak. Tusind tak... og glædelig jul.

 

Han kyssede mig, og jeg kyssede ham igen. – Wau! En teenager med stribet hår og en masse øreringe gloede på os med væmmelse. – Se lige dem! Og så ikke engang under misteltenen! De gamle er bare så ækle! Kysset opløstes i fælles fnisen.

 

Inde i restauranten begyndte Slade igen for 117. gang. Udenfor var regnen netop begyndt at slå om i sne. Måske ville det, tænkte jeg drømmende, alligevel ende med at blive min bedste jul nogensinde ♥ 

Tekst: Christina Jones
Illustreret af: Henri Sørensen
Publiceret: 21-12-2015

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri