Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julenovelle: Julegæsten

Julenovelle
Min søster var lykkeligt gift og den perfekte mor, mens jeg stadig var single og havde svært ved at holde tårerne tilbage, når jeg tænkte på David, der forlod mig sidste år til jul. Alligevel var det mig, hun bad om hjælp, da min niece led af kærestesorg, så måske var jeg slet ikke så ynkelig, som jeg selv gik og bildte mig ind…

Indtil i år havde jeg aldrig forestillet mig, at julen kunne gøre ondt. Den burde være sådan en lykkelig tid, fuld af kærlighed og varme følelser. Men når ens hjerte er blevet knust, bliver hele december næsten ikke til at bære. Så mange følelser, så mange ting, der kan give én en klump i halsen. Det er et mirakel, at det lykkes mig at komme igennem dagen uden at bryde i gråd bare en enkelt gang.

 

Jeg har klaret det helt godt, lige indtil i aften. Men vi har alle vores svage punkter. Og nu sidder jeg her og stortuder på grund af en lyskæde, der er gået i stykker! Da jeg satte den i kontakten, og der ikke skete noget, blev jeg øjeblikkelig kastet tilbage til dette tidspunkt sidste år, da David var her.

Annonce

 

Han gjorde sådan et stort nummer ud af at reparere den. Forsvandt med en skruetrækker og et „den fikser jeg"-mandegrin, og derefter et majestætisk „ta-daa", da jeg lidt efter kom ind i stuen og så lysene stråle på træet. Det er dette lille minde, der sender mig i gulvet og på stedet gør mig til en tudende, blævrende budding.

 

Telefonen begynder at ringe, netop som jeg er midt i et snøft. I et kort vanvittigt øjeblik håber jeg, det er ham, der ringer for at tigge og bede om at få lov til at komme tilbage og leve lykkeligt sammen med mig resten af livet. Men det er ikke David. Det er Joanne.

 

Hjertet synker i livet på mig. Selvfølgelig elsker jeg min søster, men hvis der er en person, jeg ikke har lyst til at tale med, når jeg svælger i min førjule-selvmedlidenhed, så er det min storesøster med det perfekte liv.

 

Joanne og jeg kunne ikke være mere forskellige. Hun er seks år ældre end mig og blev gift som 18-årig med sin skolekæreste og fik hutigt efter tre skønne unger, mens jeg uddannede mig videre og brugte de følgende år på min karriere – og indimellem forelskede mig i den ene efter den anden.

 

Det er ikke, fordi jeg ikke har ledt efter den eneste ene. En overgang troede jeg oprigtigt, at David var den rigtige for mig. Jeg troede, det ville blive sådan en vidunderlig jul. Inderst inde håbede jeg tilmed, at han måske ville blive ramt af et sentimentalt indfald og fri til mig over julemiddagen.

 

Men i stedet blev han ramt af nøjagtigt det modsatte: kolde fødder. Som lyn fra en klar himmel begyndte han at gå i panik og mumlede noget om, at det gik lidt for hurtigt, og at han ikke var sikker på, om han var klar til at binde sig. Og jeg sagde til ham, at hvis tanken om at binde sig frastødte ham så meget, så skulle vi måske slet ikke være sammen, og det hele blussede op i et idiotisk skænderi. Og nu er han væk.

 

– Du har grædt, siger Joanna, i samme øjeblik jeg tager telefonen. – Nej, jeg har ikke, snapper jeg ad hende, men uheldigvis undslipper der mig et stort snøft mellem „jeg" og „har ikke". – Åh, Rachel! Joannes stemme er fuld af medfølelse. – Så David har altså ikke ladet høre fra sig?

 

– Selvfølgelig har han ikke det. Det er slut mellem os. – Jeg håbede bare..., sukker hun. Joanne har altid været meget glad for David. Hun havde udset ham som svoger, det er der ingen tvivl om. Mange af mine familiemedlemmer så håbefuldt på ham og syntes, at han passede perfekt ind, før han selv var klar til det. Måske var det faktisk en smule skræmmende, når jeg nu tænker efter.

 

– Men, Rachel..., begynder Joanne forsigtigt. – Jeg har brug for, at du gør mig en tjeneste. Ville du have noget imod at have Katrina hos dig nogle dage? Nogle dage! Det lød voldsomt. Jeg elsker min niece, men hun har knap nok været hos mig en enkelt nat før. Hvorfor skulle hun have lyst til at være der „nogle dage"?

 

– Der er vel ikke noget i vejen? – Nej, det er bare... Jeg tror, hun ville have godt af det. Hun er forelsket, skal jeg sige dig. – Men hun er da kun 17! måber jeg. Så ung og uskyldig. – Det er bare... ja, lige siden hun mødte den her Ricky, så har hun opført sig lidt melodramatisk, fortsætter Joanne.

 

– Og jeg tænkte, at det nok ville muntre hende lidt op at være sammen med dig nogle dage. Du ved, hvor glad hun er for dig, Rachel. – Åh, nu smigrer du. Godt forsøgt! griner jeg højt. – Selvfølgelig kan hun bare komme. Men hvad skal jeg stille op med hende? Hvad spiser 17-årige?

 

– Nøjagtigt det samme som dig, svarer Joanna drillende. – Ostemadder, købe-pizzaer og lasagne fra mikroovnen. Det er ikke ment som en kritik af min livsstil. Det har altid været en stående vittighed mellem os, at Joanne er en fantastik kok, mens jeg lever af den hårdtarbejdende singles sædvanlige snydemad. Det har heller aldrig generet mig.

 

Når alt kommer til alt, ville hun løbe skrigende bort, hvis hun skulle holde et foredrag for en sal fuld af sælgere, som jeg gjorde i sidste uge. Så det ene går op med det andet; vi har alle hver vore stærke sider, vore egne områder, som vi behersker. Men nu beder Joanne mig pludselig om at prøve kræfter på hendes territorium, som er fuldstændig ukendt for mig, og det skræmmer livet af mig.

 

– Måske skulle jeg selv lave en lasagne, giver jeg igen. – Lad hellere være med det, siger Joanne spøgende. – Jeg har stadig mareridt om den sidste.

 

***

 

Katarina braser ind ad døren som en hvirvelvind, slår armene om mig og bryder øjeblikkeligt i gråd. – Åh, moster Rachel! hulker hun. – Jeg vil aldrig mere forelske mig igen. Det virker, som om Joanne ikke har fortalt mig hele historien. Jeg skubber Katarina ind i stuen.

 

Jeg har sat nogle få juledekorationer op, og der er æbleskiver i ovnen. Indrømmet, ikke hjemmelavede, men de frosne fra supermarkedet ser også ud til at gøre sin virkning, for inden længe sidder Katarina puttet under et tæppe og hugger dem i sig, mens hele historien vælter ud af hende.

 

– Ricky sagde, at han elskede mig, snøfter hun bittert. – Han sagde, at han aldrig før havde haft det sådan med nogen. – Jeg er sikker på, at han mente det på det tidspunkt, min skat, mumler jeg blidt og stryger hende over håret. – Bare fordi han svigtede dig til sidst, ændrer det ikke ved, hvor specielt det var, så længe det varede.

 

Hun ser op på mig. – Jeg vidste, du ville forstå mig, Rachel. Det gør mor aldrig, når jeg prøver at fortælle hende om den slags. Hun hvilede hovedet mod min skulder. – Jeg ville ønske, du var min søster. En bølge af varme fejer hen over mig, hurtigt modsvaret af et øjebliks loyalitet over for Joanne.

 

– Katarina, jeg er sikker på, at din mor forstår mere, end du er klar over. – Hun gør da sit bedste. Katarina trækker på skuldrene og ser så op på mig med sine store blå hjerteskærende triste øjne. – Hvis det er sådan at være forelsket, hvisker hun bedrøvet, – hvordan kan folk så holde det ud?

 

– Fordi, når det hele går godt, er det den mest vidunderlige følelse i hele verden, kan jeg godt love dig, svarer jeg fast i stemmen. – Det er derfor, vi alle sammen bliver ved med at give kærligheden en chance mere, også selv om det gør ondt... for i sidste ende er vi nødt til at gøre det, som vores hjerte fortæller os. Det eneste, vi kan gøre, er at håbe, at det bliver bedre næste gang.

 

Hun ser tvivlende ud. – Men det hjælper mig ikke meget lige nu, vel? – Måske ikke, medgiver jeg. – Lige nu må du bare se fremad og sige til dig selv, at du ikke har brug for ham, og komme videre. Hun behøver ikke vide, at det er det råd, jeg har givet mig selv, lige siden David forlod mig, og indtil videre har det ikke gjort den mindste forskel.

 

Katarina nikker eftertænksomt, og hendes øjne søger over til juletræet. – Hvorfor sætter du ikke lysene på? – De er gået i stykker. – Jeg ville ønske, Ricky var her. Han er god til den slags, siger hun uden at vide, at hun rammer et ømt punkt. – Det er en sammensværgelse, pjatter jeg og prøver desperat at løfte stemningen.

 

– Hele den samlede mandlige befolkning har hjernevasket os kvinder til at tro, at vi har brug for dem til at fikse vores juletræslys, siger jeg påtaget friskt, selv om jeg samtidig mærker en dyb længsel efter David skylle ind over mig. Så jeg skynder mig at skifte emne.

 

– Er der noget i fjernsynet? siger jeg. Heldigvis er det let af få Katarina på andre tanker. – Ja, der er to gamle sort-hvide gyserfilm lige efter hinanden! Skal vi ikke blive længe oppe og sidde og se dem i vores pyjamasser?

 

***

 

Jeg ville ønske, du var min søster. Hendes ord runger rørende i mit hoved, da Katarina adskillige timer senere går i seng. Søster, ikke mor. Det var selvfølgelig ikke så overraskende; hun havde allerede den perfekte mor. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere.

 

Er det så umuligt at forestille mig som nogens mor? Måske er det. Når det kommer til stykket, kan jeg jo ikke engang lave en ordentlig lasagne, og jeg vil vædde på, at det er en af de prøver, man skal bestå, før de slipper én ud fra barselsgangen. Nå, men det er nok bedst ikke at dvæle mere ved det.

 

I det mindste har aftenen fået mig til ikke at tænke så meget på David. Men da jeg rydder op i stuen, før jeg går i seng, ligger lyskæden stadig på bordet og stirrer hånligt på mig. Og i et kort øjeblik må jeg klemme mine øjne virkelig hårdt sammen for at holde tårerne tilbage.

 

***

 

– Jeg vidste, det ville gøre hende i bedre humør at være sammen med dig et stykke tid, siger Joanne overstrømmende, da hun sidder over for mig ved cafébordet. – Hvad har I to så foretaget jer i ugens løb? – Vi har haft et par tøseaftner med film og færdigretter...masser af juleindkøb... og lige nu ligger hun og putter sig på sofaen med en dameblad og en ansigtsmaske. Hun har det helt ærligt fint.

 

– Godt. Joanne nipper til kaffen. – Har hun snakket meget om den der... Ricky? – Ja, vi havde en åbenhjertig snak, den aften hun kom. Det er bare det sædvanlige, Joanna, siger jeg beroligende. – Når teenagere slår op med hinanden, er det som verdens ende, men kun i tre dage. Nu undrer hun sig allerede over, hvad hun nogensinde har set i den fyr.

 

– Gud være lovet for det. Jeg var virkelig bekymret, da jeg så, hvor oprevet hun var. Og så begynder Joannes læbe til min forbløffelse at skælve. – Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg stirrer på hende. – Men Joanne, du er jo en supermor! Du har aldrig nogensinde været i tvivl om, hvad du skulle gøre!

 

Hun skyder hagen frem. – Det var jeg altså denne gang. Jeg ved ikke, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde haft dig at bede om hjælp. – Aha! Jeg løfter et øjenbryn og forstår pludselig. – Så du besluttede dig for at sende hende hen til gode, gamle Rachel, for alle og enhver ved, at jeg er verdensmester i at blive kasseret? Hvor sødt!

 

Joanne ser krænket ud. – Altså, Rachel, jeg mente det ikke...– Det var bare for sjov. Selvfølgelig er jeg ikke fornærmet. Jeg slår ud med hænderne. – Men hvis du har brug for én, som har fået knust sit hjerte et par gange, så er du bestemt kommet til den rette.

 

– Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle gøre, gentager hun hjælpeløst. – Jeg har jo aldrig kendt andre end Patrick. – Jeg ved det godt. Jeg kan stadig huske jer to i skolen, hvordan I drev rundt arm i arm som Romeo og Julie, mens resten af os skiftede kærester hurtigere end frisurer.

 

– Men jeg oplevede jo aldrig noget af det, siger hun oprigtigt. – Jeg fik aldrig knust mit hjerte... jeg oplevede aldrig hele den romantiske rutsjebane, som de fleste teenagere kommer ud på. Og ikke bare teenagere, havde jeg lyst til at tilføje. – Så når det drejer sig om at hjælpe Katarina gennem det...ja, så er det ukendt land for mig. Pludselig gik det op for mig, at jeg intet vidste.

 

– Men du har en søster. Jeg gav hendes hånd et klem. – Og jeg kan love dig, at hver gang Katarina forelsker sig – og det vil ske mange gange, kan jeg godt sige dig – så skal jeg nok være der. Garanteret! – Åh, Rachel, tak skal du have.

 

Hendes taknemmelighed var overvældende, og det er en helt ny oplevelse for mig. For første gang i mit liv har jeg oplevet Joanne ude, hvor hun ikke kan bunde. Jeg kan se, at det skræmmer hende enormt, fordi hun føler sig dårligt rustet til at forberede Katarina på et kærlighedsliv, der formodentligt næppe vil gå lige så glat som hendes eget.

 

Hvor lyder det bare utroligt, at der et område, hvor jeg har mere forstand på at være forældre end hende. Og at hun ydermere faktisk har betroet mig den opgave at hjælpe Katarina gennem sin krise. Måske er der håb for mig alligevel. Som om hun har læst mine tanker, udbryder hun pludselig:

 

– Jeg kan godt sige dig, Rachel, at du vil blive en fantastisk mor en skønne dag. – Tror du virkelig det? Nu er det min tur til at få en klump i halsen. – Det er jeg sikker på. Men må jeg give dig bare et godt råd? Hvis dine børn nogensinde beder om at få lasagne, så stryg direkte ned i supermarkedets afdeling for færdigretter.

 

Vi smiler til hinanden. Så er balancen genoprettet, alt er igen, som det skal være: Joanne er Moder Jord, og jeg den dygtige karrierekvinde uden det mindste begreb om huslige anliggender. Men noget er alligevel forandret i forholdet mellem os, og der er en varm glød i luften, da vi begiver os hjemad.

 

***

 

Da jeg kommer tilbage til lejligheden, lader Katarina en bombe springe. – David har ringet, bekendtgør hun bare. Jeg sætter mig hurtigt ned, helt fortumlet. – Hvad ville han? – Ja, han sagde, at han bare ringede for at ønske dig god jul. Hun tøver lidt og tilføjer så: – Han savner dig altså forfærdeligt. Det sagde han.

 

– Virkelig? Mine øjne svier. Hun nikker entusiastisk, og jeg kan se, at hun taler sandt. – Han sagde, at han savner os alle sammen, fortsætter hun længselsfuldt. Jeg tror, at han godt kunne lide at være en del af vores familie. Hun piller ved sit hår uden at ane rækkevidden af det, hun siger.

 

– Jeg ville ønske, at han kunne holde jul hos os... ligesom sidste år. Hvorfor ringer du ikke tilbage og inviterer ham? Mor ville ikke have noget imod det. Hun elsker ham også. Også. Dette lille sidste ord kalder tårerne frem i mine øjne igen.

 

Det gik ellers lige så godt. Jeg var ved at komme over det og havde med succes gjort alt det, jeg havde sagt til Katarina, at hun skulle gøre: komme videre, se fremad. Men hvad var det i øvrigt, jeg havde sagt til hende? Når det går godt, er det den mest vidunderlige følelse i hele verden, og det er derfor, vi bliver ved med at give kærligheden en chance mere.

 

Hun ser stadig håbefuldt på mig med store, forventningsfulde øjne. – Så gør du det? Jeg siger ikke noget i lang tid. Der står mere på spil ligenu end bare mit forhold til David, tænker jeg. Til sidst springer jeg op af stolen. – Nu skal jeg sige dig, hvad vi gør, siger jeg friskt. – Vi reparerer de forbistrede julelys.

 

***

 

Vi kaster os ud i det, fnisende som et par børn. Katarina springer op og sætter en fjollet juleplade på stereoanlægget, og i noget, der forekommer som flere timer, kæmper vi med skruetrækkere og ledning og små bitte pærer. Og da vi er færdige og endelig sætter kæden i kontakten, og hele træet eksploderer mirakuløst i et brag af farver og lys, hujer vi højt og krammer hinanden i glæde og triumf, overvældede af vores egen fortræffelighed.

 

– Vi gjorde det! råber Katarina. – Ja, helt selv! – Vi har ikke brug for en mand til at gøre det for os! – Overhovedet ikke, bifalder jeg stolt. – Men det betyder ikke, at vi ikke vil give dem en chance mere, hvis vores hjerter fortæller os, at vi skal gøre det. Enig?

– Enig! stråler Katarina. Budskabet er trængt ind. Hun har lært noget værdifuldt af vores få dage sammen, ligesom jeg har det.

 

– Ringer du så til David? lokker hun. – Du bør altså snart bestemme dig. Mor skal jo vide, hvor mange hun skal dække op til. Jeg tygger lidt på det et kort øjeblik, men så til sidst rækker jeg ud og griber hendes hånd. – Tak, Katarina. Der er håb i både hendes og mit hjerte, da jeg vender mig om og løfter røret af telefonen.

Tekst: Catherine Young
Illustreret af: Henri Sørensen
Publiceret: 24-12-2015

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri