Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julenovelle: Tante Augustas julegave

Julenovelle
Tante Augusta smiler næsten aldrig mere. Før var hun en glad dame med en herlig latter. Vi grinede altid sammen. Så døde onkel Carl. Hun krøb ind i sig selv og gemte sig. Men måske er der en måde, jeg kan få den gamle tante Augusta tilbage på, indser jeg med et og ved nu, hvad hun skal have i julegave.

– Hvad ønsker du dig til jul, tante Augusta? Jeg ser spændt på hende og håber virkelig, at hun har et forslag. Det er altid lidt vanskeligt. – Åh, du finder sikkert på noget. Så længe, jeg ikke kan få det, jeg ønsker mig allermest, så er det lige meget. Men jeg har sikkert brug for nye håndklæder, svarer hun og sukker tungt.

 

Hun behøver ikke at sige mere. Det er onkel Carl, hun tænker på. Men lige det ønske kan ingen opfylde. Jeg prøver at finde på noget, der kan muntre hende op, men hun kommer mig i forkøbet. – Og ser man sig om efter en ny partner, kan man komme helt galt af sted!

 

Ordene kommer så pludseligt. Det virker næsten, som om hun har gemt på dem, og nu ryger de bare ud af hende. Samtidig rører hun ihærdigt i kaffekoppen. Tre sukkerknalder rasler rundt mod koppen for hver omdrejning. Hun ser meget koncentreret ud, men hendes tanker er helt tydeligt ved noget andet end at røre i kaffen.

Annonce

 

Jeg bliver nysgerrig. – Går du i friertanker, tante? Hun ser forskrækket på mig over de tynde, guldindfattede briller. – Nej, er du tosset, pigebarn! Mig i friertanker? Det rasler grimt mod porcelænet. Det løber mig koldt ned ad ryggen ved lyden.

 

– Skal du ikke smage på kaffen? Eller smage en vaniljekrans? Jeg bagte dem i går! Tante tager en vaniljekrans, men smager kun en lille bid. – Jeg kom pludselig til at tænke på det pigebarn, Oskar havde med hjem sidst. Du husker Heidi? – Selvfølgelig husker jeg Heidi!

 

Tante ser næsten truende ud. – Det var hende, der overtalte ham til at købe motorcyklen! Og så kunne hun ikke lide tomater, ha! Jeg bliver lidt irriteret, for min søn har vel ret til selv at vælge, og Heidi var smadder sød. Jeg var ked af det, da det gik itu mellem dem. – Jeg var faktisk meget glad for Heidi, tante! Hun var en sød pige, og de passede godt sammen. Han savner hende stadig.

 

Tante tier længe, og det er en sjældenhed. Jeg rækker hende kagefadet. – Har du lyst til en mere? Jeg mærker, at jeg stadig er nysgerrig. – Det, du sagde om at vælge sig en partner... jeg tror ikke, det har noget med Heidi at gøre, vel? Så hvad fik dig til at tænke på det? – Glem det, min ven!

 

Hendes mine er bestemt, men noget får hende pludselig til at ombestemme sig. – Jeg gik på biblioteket i går formiddag, og så var han der igen, den ældre herre, som...– Bliver du tjekket ud, tante! Jeg retter mig op i stolen. – Selvfølgelig ikke! Tjekket ud! Hvad er det for noget at sige. Nej, der er noget mærkeligt ved den mand. Han plejer at sidde i læsekrogen med en bog, men han læser ikke i den! Kun en sjælden gang blader han i den...når han ikke stirrer på mig!

 

– Mærkeligt! Var du henne for at låne bøger? – Nej, jeg kiggede i avisen. Jeg går tit på biblioteket og blader gennem aviserne, så sparer jeg en masse penge og...Jeg smiler, og der går et lys op for mig. – I sad ved siden af hinanden altså? – Ja! Jeg plejer at sætte mig i sofagruppen. Der er dejlig lyst og gode sæder.

 

– Det gør vel ikke noget, at han også sidder der? – Nej, jeg kan jo heller ikke bede ham gå! Men hver gang jeg drister mig til at se op fra avisen, så smiler han og nikker. – Hvor hyggeligt! Så smiler du vel tilbage? – Er du skør! Jeg kender ham jo ikke, og der sker så mange mærkelige ting for tiden. Jeg har virkelig ikke lyst til... tænk på Oskar!

 

Jeg overhørte det sidste. – Hvor gammel er han? – På min alder, vil jeg tro. Mellem 75 og 80 vel. Men nu tør jeg ikke gå derhen mere, og jeg får heller ikke læst avisen. Han er der så tit, og tænk, hvis han tror, jeg kommer der, fordi... Hun stopper brat og lægger munden over hånden. Så ser hun alvorligt på mig. – Må jeg låne din avis med hjem? Ja, hvis du er færdig med den?

 

Jeg prøver at se hende gennem en gammel mands øjne. Tante Augusta holder sig faktisk godt. Håret er altid sat i en fin frisure, og hendes hud har en god farve. Hun har rynker på kryds og tværs. Ved øjnene er de fine og tynde og kommer først rigtigt til syne, når hun smiler.

 

Det er det, der er så trist. Tante Augusta smiler næsten aldrig mere. Før var hun en glad dame med en herlig latter. Så døde onkel Carl. Hun krøb ind i sig selv og gemte sig – i lang tid. Og nu virker hun en anelse bitter. Jeg savner den gamle tante Augusta. Vi grinede altid sammen. Tænk, hvis... Jeg smiler for mig selv. – Mere kaffe, tante?

 

***

 

Det er min fridag, og med tante Augustas lille historie i frisk erindring går jeg et smut på biblioteket. En ældre herre sidder ovre i læsekrogen. Der er ingen tvivl! Det må være ham, tante Augusta talte om. Da jeg træder ind ad døren, ser han forventningsfuldt op, men bliver så skuffet.

 

En fin, gammel herre. Golfjakken og bukserne er lyst grå, slipset lidt mørkere gråt over en lyseblå skjorte. Jeg ved, det er skørt, men jeg kan sagtens forestille mig ham og tante Augusta sidde ved siden af hinanden i sofaen. Jeg griber en tilfældig roman og sætter mig hen i sofaen.

 

I hans skød ligger en tyk bog om vestkysten, men han læser ikke i den. Når døren til biblioteket går, løfter han de buskede bryn, ser spændt mod døren, sukker så tungt og blader hen på næste side. Jeg får helt ondt af ham og siger: – Kommer du fra vestkysten? Eller skal du dertil på ferie?

 

Han smiler, og et væld af rynker breder sig i hans ansigt. Det klæder ham. Han ser venlig ud, og det gnistrer i øjnene. – Jeg må desværre sige nej til begge dele, men jeg kunne nu godt tænke mig en tur til Himmelbjerget. Det er så længe siden...

 

Lettet over at have fået kontakt, lægger jeg romanen fra mig. – Venter du på nogen? – Ja... eller nej, egentlig ikke. Jeg synes bare, det er hyggeligt at sidde her. Der kommer hele tiden nye mennesker ind, og nogen kommer jeg i snak med. Det er dejligt med en lille snak, for det kan godt blive ensomt derhjemme til tider.

 

– Bor du alene? – Ja, jeg blev desværre enkemand for nogle år siden. Tiden bliver lang, når man ikke har nogen af dele den med. Men det er du sikkert for ung til at have erfaret. Jeg tænker på alle de år, hvor jeg har levet alene, men ser ingen grund til at udbrede mig om mit eget savn. Så jeg smiler og siger: – Jeg er heldig at have en dejlig søn og... familie. Men der er nok mange ensomme i samfundet, både unge og ældre. Ensomhed er desværre ikke aldersbestemt.

 

Han nikker alvorligt. – Det har du ret i! Der er også unge, som ja... Med et lille undskyld tager han brillerne af og pudser dem i et lommetørklæde. Jeg kan godt lide hans øjne. De virker venlige. Før jeg ved af det, sidder jeg og fortæller ham om tante Augusta. Jeg røber ikke, at hun har været på biblioteket, og at det måske er hende, han sidder og håber, vil træde ind ad døren.

 

Jeg fortæller bare om min tante, hvor lykkelig hun og onkel Carl var, og hvor tungt hun tog det, da han døde. – Hun holder nok aldrig op med at savne onkel, og jeg spørger, om han også har det sådan? Han nikker og fortæller. Hans stemme er rolig, og jeg mærker, at jeg slapper af.

 

Historierne ligner hinanden. Vi bliver siddende og småsnakker længe. Jeg ser, at han hygger sig. Jeg hygger mig også og mener det, da jeg rejser mig og siger, at jeg håber, vi ses igen. Han smiler. – Det håber jeg også. Hils din tante og sig, at hun må gå lidt ud! Du ved... savn er én ting, men ensomhed er noget helt andet. Ensomheden er ubarmhjertig!

 

Jeg skal til at gå ud ad døren, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke aner, hvad han hedder. Jeg vender mig om: – Jeg hedder for resten Inger Lise! – Johan, smiler han. – Det var hyggeligt. God jul! – God jul til dig også, Johan!

 

***

 

Adventstiden flyver af sted. Jeg er på arbejde om dagen og render i butikker eller pynter hus om aftenen. Selv om jeg er træt, hygger jeg mig. Jeg er rigtig i julestemning, og jeg glæder mig til, at Oskar kommer hjem på ferie. Han studerer i Aalborg og kommer med et fly juleaften.

 

Der er gået en uge, siden jeg mødte Johan. Jeg har talt med tante Augusta flere gange. Hun har ikke været på biblioteket siden den dag, og jeg begynder at blive bekymret. I går ringede jeg endda og spurgte, om hun ikke kunne stikke forbi biblioteket og låne en bog til mig. Men hun svarede bare, at så kunne hun forære mig en bog i julegave. Så får jeg en idé! Endelig ved jeg, hvad tante Augusta skal have i julegave! Jeg skal bare lige på biblioteket først.

 

***

 

Oskar ringer. – Mor? Er det ok, hvis jeg tager én med hjem til jul? Eller to? Jeg bliver varm i ansigtet og har svært ved at skjule glæden og håbet: – Har du mødt en pige? Han griner: – Du er nysgerrig nu, mor? – Mere glad end nysgerrig vist...Hans latter bobler: – Hun hedder Kristin, og hun er smadder sød. Må jeg tage hende med? – Ja, selvfølgelig. Men sagde du ikke to?

 

– Ja, hvis Kristin tager med, så bliver Magnus alene. – Magnus? – Jo, men det bliver alle tiders, mor! I to vil stortrives sammen! Nå, men jeg må løbe. Tænk! Oskar har fået en kæreste! Men hvem er Magnus? Kristins far? Selvfølgelig! Ham vil hun jo ikke lade sidde alene juleaften! Jeg mærker spændingen krible. Om tre dage er de her.

 

***

 

Jeg vågner tidligt og bliver liggende lidt, før jeg tager tøfler og morgenkåbe på og går ind i stuen. Træet lyser smukt mod de store vinduer, og lejligheden er pyntet og klar. Endnu er det mørkt ude. Nysneen, som faldt i nat, har lagt sig på verandaens rækværk, og bagved blinker byens lys.

 

Mit lille kalenderlys viser den 24. december. Jeg har tændt lyset 23 gange før, nu er det sidste gang. I dag skal det brænde helt ned. Klokken fire er bordet dækket, og her lugter dejligt af flæskesteg og rødkål. Under træet ligger mine gaver parat, også den til tante – bogen om Himmelbjerget.

 

Det er lang tid siden, jeg har glædet mig sådan til juleaften. I sofaen sidder tante Augusta og piller en appelsin. Hun har den røde kjole på, som jeg foreslog hende. Den klæder hende så godt. – Den kjole klæder dig fantastisk! – Tak for det, min søde. Du er også nydelig i dag! Jeg vender mig et par gange i den nyindkøbte, sorte dragt.

 

– Tak! Og ved du hvad? Jeg glæder mig sådan til i aften. – Sker der noget specielt da? – Juleaften kan alt ske!. I det samme ringer dørklokken, og to sekunder efter ligger jeg i min søns arme. Først da han slipper mig igen, ser jeg den unge pige ved siden af ham.

 

Jeg mærker, jeg bliver varm indvendig. Hvor ser hun sød ud. Det lidt forsigtige smil, de bløde krøller, øjnene...! Jo, min søn har god smag. – Så du er Kristin, smiler jeg. – Velkommen. Jeg har glædet mig til at hilse på dig. Jeg giver hende et knus. Så ser jeg noget bag hende. En barnevogn! To store, blå øjne kigger op på mig fra en kørepose.

 

Oskar lægger armen om mine skuldre: – Mor... det er lille Magnus! Du sagde, det var o.k., hvis jeg tog to med, ikke? Det ville være kedeligt for ham at være alene! Jeg gisper: – Er du blevet far, Oskar? Kristin ser lidt usikker ud, men Oskar smiler bredt, da han siger: – Nej, desværre er Magnus ikke min. Han er Kristins lille søn. Men hvis det går efter mit hoved, så...!

 

Hurtigt bøjer han sig ned mod Kristin og giver hende et lille kys. – Jeg har store planer om at fri til dem begge her i julen, men de ved det ikke endnu! Udtrykket i Kristins ansigt er ubetaleligt. Først måber hun, så smiler hun bredt, mens hun lægger armene om ham og hvisker: – Frier du til mig, Oskar? Til os? Magnus og mig... her i din mors opgang?

 

Jeg synker lidt. Situationen er så absurd, rørende – og pragtfuld! Hvis jeg ikke tager meget fejl, har jeg netop fået en svigerdatter og et dejligt barnebarn. Forsigtigt tager jeg Magnus fra dem. Han er så lille og varm. Med bankende hjerte knuger jeg ham ind til mig og hvisker: – Velkommen, lille ven, men får bare et alvorligt, granskende blik tilbage.

 

Da jeg forsigtigt kysser ham på kinden, bryder et lille smil endelig frem og afslører små tandløse gummer. Jeg er accepteret! Det er svært at give ham fra mig igen, men jeg ved jo, at jeg får god tid til ham senere. Så mens de andre går ind, bliver jeg stående i opgangen og venter.

 

Der er nogen på vej op ad trapperne. Langsomt arbejder skridtene sig de tre etager op. Så står Johan foran mig. Han har mørkt jakkesæt på under frakken og en stor buket blomster i hånden. Hvide snefnug har lagt sig til rette på skuldrene og pyntet ham op til fest. Med et forsigtigt smil ser han på mig og siger: – Ja, her er jeg så! God jul.

 

Jeg ved ikke, om jeg tør give ham et knus, men tager chancen. – God jul til dig også, Johan! Jeg har glædet mig meget til, du skulle komme! Lidt genert rækker han mig buketten, men jeg ryster på hovedet. – Jeg kender en anden, der vil blive glad for at få blomster. Du kan godt huske min tante, som jeg fortalte dig om?

 

– Er hun her i aften? – Ja, og selv om du ikke ved, hvem hun er, så kan du måske...– Selvfølgelig, smiler han. – Egentlig ville jeg være blevet hjemme, for jeg synes ikke, man kan trænge sig på hos fremmede selveste juleaften. Men her er jeg altså, og jeg er glad for, at jeg ombestemte mig. – Du trænger dig ikke på, smiler jeg. – Du er jo inviteret. Kom indenfor.

 

Bag mig står døren til stuen åben. Jeg skæver derind og ser, at tante Augusta sidder i sofaen. Hun smiler. Lille Magnus spræller på hendes skød, og på hver side af hende sidder Oskar og Kristin. De er helt optagede af barnet og ser ikke herud. Johan

har heller ikke fået øje på dem endnu.

 

Selv er jeg så spændt, at jeg skælver. – Nu må du gå ind i stuen og hilse på min familie. Med et venligt smil skubber jeg ham ind ad stuedøren og bliver selv ude i gangen for at hænge hans frakke op. Der bliver stille, så udbryder tante Augusta: – Hvad i alverden laver den mand her!

 

Så lyder Johans dybe bas. Han lyder lige så overrasket som tante, men Oskar tager heldigvis situationen pænt og ønsker ham hjertelig velkommen. Jeg hører kun små brudstykker af samtalen, men hører, at Johan nævner mit navn. Så siger han noget om biblioteket, og nu lyder tante Augustas herlige, perlende latter.

 

Faren er drevet over. Med et tilfreds smil hænger jeg frakken op og går omsider ind i stuen. Oskar og Kristin står med lille Magnus på armen og ser på juletræets pynt. Bag dem, i den gamle øreklapstol, sidder Johan behageligt tilbagelænet, mens han ser over på tante Augusta.

 

Tante selv sidder med en nydelig buket blomster i skødet. Smilet, hun sender mig, når helt op i øjnene – som om hun netop har fået en dejlig julegave! Så fik hun måske alligevel det, hun ønskede sig? Jeg smiler tilbage og blinker til hende. Så går jeg hen til spisebordet og tænder lysene.

 

Fra Hjemmet nr. 47/2007

Tekst: Torunn B. Navestad
Illustreret af: Kristin Nygård
Publiceret: 11-12-2015

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri