Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Julenovelle: Under misteltenen

Julenovelle
Hendes arbejde som læge havde taget al hendes energi og havde slet ikke passet til hans forlystelsessyge. Nu 10 måneder efter bruddet mødtes de igen, og denne gang var der noget langt alvorligere galt med ham.

Det var juleaften, men endnu herskede der ikke usædvanlig travlhed på skadestuen. Det ville komme senere, tænkte Alice. Hun havde lige tilset en ung pige, som havde akut blindtarmsbetændelse. Pigen havde kastet op ud over det hele, inden Alice kunne nå at gå i dækning; men nu dukkede sygeplejeeleven heldigvis op med en frisk kittel. – Du er en engel, smilede Alice.

 

Den næste patient var en lille dreng, som havde fået en voldsom hudafskrabning på knæet. – Det ser grimt ud, men det er heldigvis ikke særlig dybt, sagde hun beroligende til den nervøse mor. – Såret skal bare renses og forbindes, så er han klar til at pakke gaver ud.

 

Videre til en ældre dame, som havde brækket lårbensknoglen, og til en midaldrende mand, som havde stærke smerter i brystet. Blindtarmsbetændelsen, lårbensbruddet og brystsmerterne krævede indlæggelse, så hun gik i gang med at udfylde papirerne.

Annonce

 

Heldigvis var der trods højtiden fuld bemanding på hospitalet. Hun var selv på vagt indtil klokken ni og havde ydermere en 24 timers tilkaldevagt juledag. Hun havde ikke det mindste imod at være på arbejde, når andre havde fri, og som single var hun heldigvis fri for at skulle debattere sit vagtskema.

 

Selv om hendes forældre syntes, hun arbejdede for hårdt, gjorde de aldrig vrøvl; men de boede også et par hundrede kilometer væk og havde aldrig været vidne til, at hun faldt om af træthed, før hun fik tøjet af og kom i seng. Alice så op fra papirerne og

ned på det oplyste juletræ for enden af gangen.

 

Sidste jul var hun faldet i søvn midt under et kys og havde måttet erkende, at det som nyuddannet læge var praktisk taget umuligt at have et fast parforhold. Hun skubbede tankerne om sit privatliv i baggrunden, fæstnede en hårlok, som havde forvildet sig ud fra hendes lange, lyse hestehale og tog telefonen for at få bekræftet, at der var ledige senge til hendes tre patienter.

 

Afdelingssygeplejersken Jane kom hen til hende med et krus kaffe. – Der er lige kommet en ny patient. Han ligger inde på kabine 3. Tag hellere en opstrammer, før du går derind. Alice stønnede. – Vel ikke en drukkenbolt? – Han er godt nok fuld, men

det er af dem her. Jane fnisede og pegede på en kvist mistelten, som hun havde fæstet til sin kittel. – Jeg snuppede en og gav ham et kys, men det faldt ikke i god jord.

 

Alice så desorienteret på Jane. – Hvad er der galt med ham? – Jo, altså... han var ved at pynte juletræ i et eller andet center, men så faldt han ned fra stigen. Han kunne ikke køre bil, så han spadserede herhen. Der er muligvis tale om et brud, men han er ærligt talt ikke særlig meddelsom.

 

Alice satte kurs mod kabine 3. – Hans navn? spurgte hun over skulderen. – David Bellwood. 32 år, ugift... Jean vimsede videre, da Alice standsede foran kabinen. Hun tog en dyb indånding og trak gardinet til side. Det var ganske rigtigt Dave; den mand, som hun engang havde tænkt på som sin Dave.

 

Hans lange,ranglede krop virkede fejlplaceret i hospitalssengen. Han plejede at bryste sig af, at han ikke havde haft en sygedag i sit liv og aldrig havde set et hospital indefra. Dave havde et lukrativt job, var til hurtige biler og levede i bogstaveligste forstand sit liv i overhalingsbanen. Fritiden drejede sig om fornøjelser som rugby, tennis, sejlsport og dyre middage.

 

Alice lagde mærke til, at der lå en kæmpe buket mistelten på stolen ved siden af sengen, og at der sad en kvist på hans sweater. – Hej, Dave, sagde hun. – Sygeplejersken fortæller mig, at du er faldet ned fra en stige. Hvor har du smerter? De mørke øjne, som hun kendte så godt, så ind i hendes.

 

– Jeg vidste, det var dig... jeg kunne genkende din stemme, sagde han. – Har du virkelig kommandoen her? – I aften har jeg, ja, sagde hun roligt. – Men hvis du fejler noget alvorligt, vil jeg selvfølgelig straks sende dig videre i systemet. – Fortæl mig nu, hvor smerterne sidder.

 

Han pegede på sin venstre skulder. – Min arm vejer mindst et ton, sagde han studst. Det var ikke noget alvorligt, kun et forholdsvis harmløst brud. – Du har brækket kravebenet, sagde Alice. – Vi sender dig til røntgen, og så må du gå med armen i slynge i et par uger, indtil det er helet.

 

Han nikkede affærdigende og så ikke ud til at tillægge det den store betydning. Han sendte hende et vedholdende blik, som hun ikke kunne greje. – Hvordan har du det, Alice? – Fint, sagde hun let. – Knokler som sædvanlig. Har du smerter andre steder? Slog du hovedet, da du faldt?

 

Han fik et drag ved den ene mundvig, som hun vidste var et sikkert tegn på, at han var irriteret over et eller andet. Kunne han mon stadig hidse sig op over hendes arbejde, selv om de ikke havde set hinanden i 10 måneder?

 

– Ja, kom det modvilligt fra ham. – Besvimede du? – Jeg var væk et øjeblik. Men der er ingen grund til ståhej...jeg har bare lidt hovedpine. Alice lyste ham ind i øjnene, mens hun prøvede at bevare en professionel distance. – Opkastninger? spurgte hun. – Nej.

 

Hun tjekkede hans reflekser. Pludselig stivnede hun. Nej...det kunne ikke være sandt! Hun var sikkert overspændt på grund af det uventede gensyn. Daves øjenlåg gled i, mens hun forsigtigt undersøgte hans tindinger og nakke. Hun følte sig sat uden for tid og rum. Den nakke! Hvor tit havde hun ikke nusset ham netop dér og snoet en lok af hans mørke hår om sin finger.

 

I det øjeblik vidste hun, at hendes følelser for ham var intakte, uanset hvor hårdt hun havde prøvet at overbevise sig selv om det modsatte. I det fjerne kunne hun høre et kor, der sang julesange. Så var sygeplejeeleverne ude på deres runde til de forskellige afdelinger.

 

Hvor var det underligt, at hun og Dave skulle mødes igen netop juleaften, når det kys, han havde givet hende sidste jul, havde været begyndelsen til enden – for ham, ikke for hende. – Hvad skete der? spurgte hun. Mest for at trække tiden ud, så hun kunne undersøge ham grundigt.

 

– Jeg faldt i staver, sagde han. – Ikke særlig smart, når man står øverst på en høj stige. Han talte langsomt og lidt utydeligt nu, og Alice kunne mærke angsten slå en klo i hendes hjerte. – Jeg... jeg faldt bare. Alice...jeg... han gabte og tabte helt tråden.

 

Hun bed tænderne sammen og fortsatte med at undersøge ham, mens hun spekulerede på, hvor mange kvinder der mon via deres arbejde var tvunget til at røre ved den mand, som de stadig elskede, men som ikke elskede dem? – Slap helt af, sagde hun blidt. – Jeg går et øjeblik og bestiller en røntgenundersøgelse.

 

Udenfor var Jane i rask trav ned ad gangen med en bamse i den ene hånd og en stak papirer i den anden. – Hvordan går det med manden med misteltenen? spurgte hun i forbifarten. – Brækket kraveben... vi skal have taget røntgenbilleder. Han har muligvis også kvæstet sit hoved, så måske bliver det nødvendigt med en CT-scanning.

 

Alice gik ind i kabinen igen. Dave lå med lukkede øjne, og hans ansigtskulør var ikke til at skelne fra hovedpuden. I hånden havde han den kvist af mistelten, som havde siddet på hans sweater. Efter en pludselig indskydelse lempede hun kvisten ud af hans hånd og holdt den i vejret. Så trykkede hun uendeligt blidt sine læber mod hans.

 

Endnu et kys under misteltenen, tænkte hun tungsindigt. Men i år er det Dave, og ikke mig, der er faldet i søvn. Et øjeblik efter blev Dave sendt til CT-scanning, og klokken syv fik Alice sine værste anelser bekræftet.

 

***

 

Daves nærmeste slægtning var hans søster, Kate, som blev tilkaldt, så snart neurokirurgen havde afsagt sin dom. Nu kom hun brusende ind på afdelingen, højgravid og tydeligt opskræmt. – Alice! gispede hun. – Åh gud, sikke en lettelse at se et kendt

ansigt. Hvad sker der?

 

Uden at vente på et svar jappede hun videre. – De sagde på centret, at han var faldet ned fra en stige og var taget hjem, men han tog ikke telefonen, da jeg ringede. Jeg troede ikke, at det var særlig alvorligt, hvis han selv kunne komme omkring, og jeg

var midt i at putte drengene... Hendes stemme knækkede pludselig. – Åh, Alice, jeg har så dårlig samvittighed...

 

Alice signalerede til eleven, at hun skulle komme med en kop te. Så åbnede hun døren til kontoret. – Sid ned, Kate. Dave har brækket kravebenet. Det er uproblematisk, men han har desværre også kvæstet sit hoved. – Hans hoved, sagde du. Hvor alvorligt er det?

 

– Der er brud på kraniet, og et blodkar lige under hjernehinden er bristet. Det lyder alvorligt, og det er det også, men hvis der gribes ind i tide, er risikoen minimal. Heldigvis er hospitalets neurokirurg klar til at operere, men du skal først underskrive en samtykkeerklæring.

 

Kate greb Alice hårdt i armen. – Hvad vil de gøre ved ham? – Det kaldes en kraniotomi. Man bo... man frigør et lille kvadrat i kraniet, fjerner det størknede blod og forbinder blodkarret. Det er en rutineoperation, og resultatet er oftest vellykket.

 

– Og uden operation? De mørke, intelligente øjne, der var så lig hendes brors, forlangte at få sandheden at vide. – Så vil han falde i en dyb koma, sagde Alice blidt. – Og så? – Så vil han dø. – Giv mig den samtykkeerklæring!

 

***

 

Det var julenat. Klokken var et, og Alice sad alene i venteværelset uden for intensivafdelingen. Misteltenen lå på stolen ved siden af hende. Operationen var for længst vel overstået, og Dave ville sandsynligvis ikke få varige men. Kate var taget hjem til sin familie, da det stod klart, at hendes bror var uden for livsfare.

 

– Ring til mig, så snart han vågner, Alice, havde hun sagt. Mens de ventede sammen under operationen, havde Alice kæmpet med alle de spørgsmål, hun brændte efter at stille, og Kate havde uopfordret besvaret mange af dem. – Stakkels Dave, havde hun hvisket, – han bebrejder selvfølgelig sig selv, fordi han har svigtet dem henne på centret.

 

– Der er næppe tale om et svigt, protesterede Alice. – Det juletræ kostede ham trods alt et brækket kraveben og et kraniebrud. Hvad er det for øvrigt for et center?

 

Kate studerede sine fingernegle. – Han... du har ikke hørt fra ham i al den tid, vel? – Nej. Bruddet var ret definitivt. Kate tav et øjeblik, før hun mumlede: – Han har virkelig forandret sig, Alice, men han nægter at tale om det. Centret er det der udslusningssted for unge kriminelle nede på Honey Lane. Han har et par gymnastikhold dernede og underviser også i computer.

 

Alice ville gerne vide mere, men Kate trængte til støtte og trøst, så hun ville ikke fritte hende yderligere. Så festløven Dave med de dyre vaner arbejdede altså gratis på Honey Lane. Og hvorfor havde han slæbt den mistelten med? Klokken blev to, før narkosesygeplejersken dukkede op.

 

– Han er lige vågnet, doktor. Han er lidt mat, men helt klar i hovedet. Bortset fra, at han bliver ved med at fable om mistelten. Men det skyldes sikkert narkosen. Sygeplejersken rakte Alice den overtrækskittel, som var obligatorisk for alle besøgende, og

åbnede døren.

 

Intensivafdelingen lå hen i halvmørke. Der herskede dyb stilhed bortset fra den svage summen og bippen fra udstyret. Alice blev lettet, da hun så, at Dave var blevet tildelt en stue, som hun vidste ikke blev brugt til de kritiske tilfælde. Han sad op i sengen, støttet af puder, og han lignede sig selv, når man så bort fra bandagen om hans hoved og den monitor, som han var koblet til.

 

– Hej Dave, sagde hun. – Hvordan har du det nu? – Bedre, sagde han. – Men jeg har forbandet ondt i hovedet. Hun smilede. Det var en velsignet gave at høre ham tale sådan. – Du vil have det meget bedre allerede i morgen tidlig, sagde hun. – Se, her er din mistelten. Nu skal du sove, men jeg kigger ind senere.

 

Han løftede træt sin ene hånd. Alice kunne ikke se, om han vinkede farvel eller viftede hende til sig. Men det var tydeligt, at han var i bedring, og det var det eneste, der betød noget.

 

***

 

Næste morgen klokken halv otte var hun tilbage på intensivafdelingen. Dave sad lysvågen og nybarberet i sin seng. Han var ikke længere koblet til monitoren, og en eller anden havde sat buketten med mistelten i vand. – Hej, Dave. Glædelig jul! sagde hun. – Tak, Alice. I lige måde. Hvorfor er du her stadig? Skal du ikke besøge dine forældre? – Nej, jeg har vagt. Hvis hun havde sagt det for et år siden, ville han have fået den der trækning ved mundvigen, men hun kunne ikke se nogen reaktion. Måske var han ligeglad.

 

– Det er dejligt at se, at du har det så godt, sagde hun. – Jeg kigger forbi, når du bliver overført til en anden afdeling. – Gå ikke! sagde han indtrængende. – De fortalte mig, at det kunne være gået rigtig galt, hvis jeg ikke så hurtigt havde fået stillet den korrekte diagnose.

 

– Det skal du ikke bryde dit overbelastede hoved med, sagde Alice. Hun smilede og sagde let: – Du har stadig din mistelten, kan jeg se. Han rakte ud og kærtegnede de snehvide bær. – En af de frivillige på centret var ved at hænge et bundt over døren,

sagde han tankefuldt.

 

– Pludselig kunne jeg ikke se andet end den mistelten, og jeg blev ved med at tænke på dig. Og så faldt jeg pludselig ned fra stigen. Han rørte uroligt på sig i sengen og sagde kejtet: – Det har jeg i det hele taget gjort meget... tænkt på dig. For et år siden var jeg en fornøjelsessyg jubelidiot. Det lød, som om han omtalte et menneske, som han ikke længere kendte.

 

– Fornøjelser er da et vigtigt element i tilværelsen, sagde hun. – Alice, jeg vil gerne både takke dig og sige undskyld, kom det fra ham. – Jeg blev irriteret over, at du undersøgte mig så grundigt. Jeg troede, at det var, fordi du nød at spille den store læge over for mig.

 

Hun smilede. – Den diagnose var ikke så svær at stille, og det er jo det, jeg er her for. Jeg må hellere gå, før han i lutter taknemmelighed kommer til at sige noget, som han ikke mener, tænkte hun. – Vi ses sikkert, før du bliver udskrevet, sagde hun, – og Dave... jeg er så glad, fordi du kom så godt igennem operationen.

 

Men han ville ikke lade hende gå og knugede hendes hånd. – Angående den mistelten, sagde han indtrængende, – så må jeg have været groggy efter faldet, for jeg kunne ikke tænke på andet end den kvist, som jeg holdt op over dit hoved, da jeg kyssede dig sidste jul. Jeg gik til fods hen til skadestuen, og på vejen så jeg en blomstersælger. Jeg købte al hans mistelten og tog det med herhen. Det var det eneste, der holdt mig oppe.

 

Han tav lidt, før han fortsatte. – Da jeg kyssede dig sidste år, var det min mening at fri til dig. Men du var faldet i søvn. Og jeg troede, at jeg altid ville spille andenviolin i forhold til dit arbejde. – Det forstod jeg godt, sagde hun.

 

Han så på hende med sine mørke øjne, og der var ingen tvivl eller tøven i hans blik. – Jeg har tænkt meget i de sidste 10 måneder, sagde han. – Og jeg har lagt mit liv lidt om. Jeg elsker dig, Alice. Kan vi ikke starte forfra? Hun vidste, at hun burde gå

nu og lade ham hvile ud. Han havde jo for pokker haft en boremaskine gennem kraniet og var næppe i stand til at tænke klart.

 

– Jeg har stadig umenneskeligt lange arbejdsdage, advarede hun, og hun vidste i det øjeblik, at deres liv sammen ville kræve, at der blev firet voldsomt fra begge sider. Men så smed hun alle betænkeligheder til side, rakte hånden ud og tog en lille kvist fra den store buket med mistelten.

 

Hun holdt den op over hans hoved og sendte ham et smil, der rummede al den kærlighed, hun følte for ham. – Men lige nu er jeg lysvågen, sagde hun.

Tekst: Rachel Murray
Illustreret af: Melvin Warren-Smith
Publiceret: 15-12-2015

Relaterede artikler

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri