Annonce

Følg os på Pinterest

Visit Hjemmet.dk's profile on Pinterest.

Giv Hjemmet i julegave



Glæd én du holder af med et gaveabonnement på Hjemmet - en fantastisk julegave, som vil skabe glæde igen og igen de næste mange måneder.
 

Ønskebrønden

Hjemmets julesite har vi lavet en ønskebrønd til dig og dine ønsker. Her kan du ønske, lige hvad du vil - og til hvem du vil. Skriv dit ønske og læg det i ønskebrønden her

 

 

Annonce
Annonce

JUL på hendesverden.dk

Find de sødeste kravlenisser og masser af andre smukke julerier på hendesverden.dk 

 

 

Julens bedste opskrifter

Nytårsnovelle: Nytår for to

Julenovelle
Maria kunne ikke blive klog på Søren. I lange tider hørte hun ikke en lyd fra ham, men så pludselig var han der – som nu med denne invitation til en nytårsfest. Og de sneglatte veje skulle ikke afholde hende fra at køre ned til ham, selv om hendes nye underbo forsøgte at tale hende fra det.

Der var lynende travlt på kontoret. Det var sidste arbejdsdag inden julefrokosten i aften og bagefter ferie. Men selv om Maria sad begravet i sagsakter, gav hun sig alligevel tid til at læse sms'en, der tikkede ind: Savner dig. Ulla og Sten inviterer til nytårsfest. Vil du med? Søren.

 

Det gav et jag af smerteblandet fryd i hende. Sådan som det var sammen med Søren – smerte og glæde på en gang. Hun elskede ham, men om det var gengældt, anede hun ikke. Nogle gange virkede det, som om han virkelig elskede hende og satte

pris på hende. Andre gange var hun frygtelig i tvivl.

 

Maria for sammen og så op på Karin, der stod foran hende med løftede øjenbryn: – Må jeg gætte? Søren har ringet? Maria rødmede, men rystede så på hovedet og løftede mobilen: – Sms'et. – Maria dog! Karin grinede og lagde hovedet på skrå. – Jeg troede ellers, det var slut.

Annonce

 

– Det troede jeg også, indrømmede Maria og rødmede ved tanken om, at hun så sent som i går havde erklæret over for Karin, at nu ville hun aldrig mere se Søren. Og så sad hun her og blev blød i knæene ved tanken om, at han inviterede hende med til nytår hos sine venner.

 

– Hvordan går det med Gorm Jensens sag? spurgte Karin og blev igen professionel og hendes chef. – Ja, sagde Maria og fandt sagsakterne frem i dyngerne på skrivebordet. – Nu skal du se her...

 

* * *

 

Julefrokosten var hyggelig, men hen ad ni var Maria alligevel på vej hjem. Det ville Karin ikke finde sig i. Karin havde drukket en del og valset rundt med alle afdelingens mænd. – Maria, du ligner altså en, der ikke har det sjovt! Kan du se ham derovre? Karin pegede på den nye fuldmægtig. – Han er lækker! Ham skal du snuppe.

 

Maria dyttede kærligt Karin i maven: – Hvorfor hedder det mon „af børn og fulde folk"? Jeg synes aldrig, jeg har hørt fulde mennesker sige noget fornuftigt. Karin lagde hovedet bagover og brast i latter. – Du er skøn, Maria, sagde hun og blev med et alvorlig. Da hun så Maria ind i øjnene, virkede hun pludselig ikke særlig beruset.

 

– Kommer du ikke til nytår hos Niels og mig? Vi holder fest. Der kommer nogle søde mænd. Jeg kunne måske også invitere ham David, hun gjorde et kast med hovedet over mod fuldmægtigen. Maria bed sig lidt i læben. Hun holdt meget af Karin og

hendes mand, Niels, og hun ville gerne tilbringe nytåret sammen med dem, men nu havde Søren jo spurgt.

 

– Nej, jeg...– Du skal være sammen med Søren? Karins hævede øjenbryn sagde alt. Det var både godt og skidt, at Karin havde taget parti mod Søren. Godt, når Maria selv var rasende på ham og trængte til sympati og støtte. Knap så godt, når hun og Søren igen fandt sammen, for så betød det samtidig, at hun var nødt til at trække sig lidt væk fra Karin.

 

Det var ærlig talt noget rod. Måske, hvis det nu omsider snart lykkedes, at de mødtes alle fire, Karin og Niels og Søren og Maria? Maria havde foreslået det et par gange, men Søren havde tusind undskyldninger, og den ene gang, hun alligevel havde trumfet det igennem, var han blevet syg og kunne ikke komme.

 

– Ja, jeg...– Fint nok, sagde Karin, og pludselig og helt uventet røg hendes hånd op og strøg Maria over kinden. De blev lidt overrumplede begge to. Karin smilede forlegent: – Undskyld, det var ikke for at være nedladende. Jeg holder bare så meget af dig, og jeg er bange for, at Søren... at han måske ikke gør dig glad.

 

Maria bed sig i læben og mærkede tårer i øjnene over venindens omsorg. Karin havde ret. Søren gjorde hende ikke særligt glad. Maria slog armene om Karin og gav hende et ordentligt farvelknus og ønskede hende en rigtig god jul. – Hvis nu du fortryder, så ringer du lige, ikke? Karin smilede til hende. Og Maria så, at den ny fuldmægtig kiggede efter hende. Han så pæn ud, men hun var faktisk ligeglad. Det var Søren, hun var vild med, og sådan var det bare. Gud bedre det!

 

* * *

 

Julen tilbragte hun hos sin mor og far i Brønshøj. Hendes bror og hans kone og deres lille dreng var der også. Der blev lidt trangt i den treværelses på Fuglsang Allé, men det var hyggeligt alligevel. Maria havde ikke fortalt familien noget om Søren eller gjort noget for, at han skulle møde dem.

 

Inderst inde var hun bange for, at Søren ikke gad møde hendes familie, så derfor havde hun aldrig spurgt ham. Men hun undgik ikke de obligatoriske stikpiller fra både sin bror og far, om hun da ikke snart skulle have en kæreste igen. – Kæreste, sagde Maria og gjorde sig skeløjet. – Hvad er det for noget?

 

De grinede alle sammen. – Jeg er sikker på, Maria nok skal finde en sød kæreste, smilede hendes mor og gjorde et lille ophold, før hun tilføjede: – Når hun er parat. Maria smilede taknemmeligt til moderen og tænkte: Men jeg har jo allerede en kæreste – og straks efter, har jeg ikke?

 

Hun havde ikke hørt fra Søren siden hans sms inden jul. Hun vidste, at han ikke brød sig om, at de var i kontakt hele tiden. Det fik ham vist til at føle sig bundet på hænder og fødder. Alligevel tillod hun sig at skrive en lille sms, da hun var taget hjem fra forældrene. Glædelig jul, kys fra Maria. Egentlig ville hun have skrevet din Maria, men så svigtede modet hende alligevel. Udtrykket „din" ville måske antyde, at hun mente, at han ejede hende, og omvendt, at hun ejede ham?

 

Han svarede ikke på hendes sms. Hun anede ikke, hvem han var sammen med juleaften. Det havde han ikke fortalt hende. Han havde bare sagt, at han hadede julen, og at den skulle overstås i en fart! Måske sad han alene hjemme i bondehuset lidt uden for Lejre?

 

Eller måske var han sammen med ekskonen og deres voksne søn? Måske sad ekskonen og sønnen om bordet i den lavloftede bondestue, mens Søren skar gåsen for?

 

* * *

 

Søren var ekstremt klog. Meget klogere end nogen af de andre mænd, hun havde kendt. Ikke, at det var så frygtelig mange, men nogle stykker havde der da været. Hun havde mødt ham, da hun tog et modul i erhvervsret på Niels Brock for et år siden. Han havde været hendes lærer, og hun var straks blevet lidt lun på ham.

 

Da de afsluttede semesteret, var hele klassen gået ud at spise, også Søren. Hun havde ladet sin betagelse skinne igennem den aften, var vist også lidt beruset af for meget hvidvin, og han havde siddet der som en konge og solet sig i hendes beundring.

 

Da selskabet brød op, havde han taget hendes hånd og holdt den fast. Så vidste hun, at han gerne ville have, at hun tog med ham i taxaen hjem til Lejre. Siden havde de set hinanden ca. hver 14. dag. Maria ville allerhelst ses dagligt. Inderst inde drømte hun om, at de boede sammen. Men hun skulle nok vogte sig for at sige det højt. Så ville han sikkert blive forskrækket og trække sig helt væk.

 

* * *

 

Maria vågnede tidligt d. 31 december. Et øjeblik vidste hun ikke, hvorfor hun følte sig så forventningsfuld, indtil det gik op for hende, at hun skulle se Søren i dag. Hun sprang ud af sengen, trak gardinerne fra vinduet og så ned i gården.

 

Gråhvide snefnug dansede menuet. Det så virkelig ud, som om snefnuggene inklinerede for hinanden. Maria kom til at le ved synet og følte sig endnu lettere indvendig. Hun ville køre hen på eftermiddagen. Hun havde lyst til at køre allerede nu, men det var nok bedre, hvis hun ikke virkede alt for ivrig.

 

Hun brugte lang tid på at gøre sig i stand og var gennem garderobeskabet forfra og bagfra, inden hun omsider besluttede sig for at tage den nedringede, sorte kjole på, som hun ellers havde vraget først.

 

Da hun gik fra ejendommen og over til bilen, gik det op for hende, at der egentlig var kommet ret meget sne. Mens hun stod og skrabede sne af ruderne, fortrød hun bittert, at hun havde taget nylonstrømper og højhælede sko på. Det ville have passet

bedre med cowboybukser og vinterstøvler.

 

Nå, det var der ikke noget at gøre ved. Der kom jo også snart varme på i bilen. Da hun havde sat sig ind, så hun en mand snuble på fortovet. Var det virkelig så glat? Maria blinkede ud og lavede som det første en prøveopbremsning. Om det var glat? Vejen var som brun sæbe!

 

Maria rynkede brynene et øjeblik. Mon det var sikkert at køre til Lejre? Skulle hun ringe og aflyse? Nej, Søren ville nok blive fornærmet, og hun havde sådan glædet sig til at se ham. Hun måtte af sted. Med 10 kilometer i timen begyndte hun nu at snegle sig hen ad vejen.

 

Da hun nåede hen til manden, der var faldet, genkendte Maria sin underbo, der var flyttet ind i ejendommen for en måneds tid siden. Han bankede på ruden, og hun rullede ned. – Det der, det kan du godt opgive, sagde han alvorligt. – Du har ingen vinterdæk, og længere fremme er der tre biler, der er stødt sammen i krydset, fordi de ikke nåede at bremse. De har også sagt det i radioen.

 

– Hvad har de sagt? – At det er farligt at køre ud. Politiet advarer mod al unødvendig udkørsel i København og på Sjælland. – Nå, men jeg har altså en vigtig aftale, indvendte Maria. – Hvad kan være vigtigere end dit liv og dine lemmer? spurgte manden, og Maria rullede irriteret vinduet op. Sådan en bedrevidende idiot! Skulle han prøve at bestemme, hvad hun skulle?

 

50 meter længere nede ad vejen, begyndte hun at fortryde, at hun havde været så uforsonlig over for sin underbo. I virkeligheden havde han jo bare prøvet at være venlig over for hende, og hun måtte indrømme, at det var temmelig farligt for ikke at sige umuligt at køre.

 

Hun skred ud, bare hun kørte stærkere end 30 kilometer i timen, og den ene gang, hun bremsede op, lavede bilen en halv piruet. Hun trillede langsomt over til siden, drejede tændingsnøglen og mærkede, hvordan tårerne samlede sig i hendes øjne.

 

Det var ikke til at holde ud. Endelig skulle hun se Søren igen, og så gav vejret pokker i det. Hvor var det... ååårh altså! Hun hamrede hånden ned i rattet, så fiskede hun mobilen frem af tasken og ringede til Søren. Men han tog den ikke.

 

* * *

 

Det var lidt af en ekspedition at gå de få hundrede meter tilbage til ejendommen i højhælede sko, men endelig nåede hun hjem. Da hun kom ind i lejligheden, mærkede hun tristheden sætte ind. Hun skulle have været til fest. Hun skulle have været sammen med Søren. Nu var hun her. Mutters alene. Selvmedlidenheden skyllede ind over hende. Hun ringede til Karin.

 

– Alle vores gæster har meldt afbud på grund af vejret, lo Karin i den anden ende. – Hvor ærgerligt, sukkede Maria. – Næ, vi drikker bare champagnen selv, går tidligt i seng og ser en god film. Den samtale fik kun Maria til at føle sig endnu mere alene. Hun prøvede igen at få fat i Søren. Hans mobil måtte være sat på lydløs.

 

Så gik hun ind i soveværelset, trak den sorte kjole af og krøb i stedet i en fornuftig velourbluse og et par cowboybukser, mens hun formanede sig selv om, at det jo ikke var jordens undergang, bare fordi hun ikke lige kunne være sammen med Søren i dag. Men hendes mave trak sig sammen, og det føltes som jordens undergang.

 

Så hørte hun en lyd ved fordøren. En lille, lidt beklemt lyd, men alligevel så vedholdende, at hun gik hen og åbnede. – Meeeiiiv? lød det. – Næh goddag!, sagde hun og satte sig på hug, mens katten kælent gjorde sig meget lang i ryggen under hendes hænder. – Er du også alene? spurgte Maria og tog katten op i favnen. – Meeeiiiv, sagde den, og det tog Maria for et ja. – Jeg tror, jeg har lidt mad i køleskabet, småsnakkede Maria, mens hun bar katten ud i køkkenet.

 

Pludselig havde hun glemt alt om Søren, og hvor alene hun følte sig. Katten var vild med den frikadelle, hun skar i småstykker og satte ned til den. Da den var færdig, satte den sig på halen, ræbede høfligt og begyndte at slikke sine poter. – Hvor er du velopdragen, grinede Maria. I det samme ringede det på døren. Et sekund for det gennem hende: Søren! Men det var bare hendes nye underbo.

 

– Hej! sagde han og lyste op i et stort smil. – Du blev hjemme? Det var vist meget fornuftigt. Men du har vel ikke set...I det samme kom katten gående med højt løftet hale og et lille "Meeeiv" på læben. – Nå, der er du, Viggo, lød det fra manden, der tilføjede, at hans to katte var lidt forvirrede over at være flyttet til et nyt sted. – Viggo her har det med at stikke af.

 

Da Maria lukkede døren efter manden med katten, følte hun ensomheden næsten ubærlig. Hun ringede endnu en gang til Søren, men han svarede ikke. Det ringede på døren igen. Underboen igen, men denne gang uden kat. – Øhm, ja, altså... jeg glemte at præsentere mig, sagde han og rakte hånden frem: – Mikael Jensen. – Maria, mumlede hun.

 

– Skal du lave noget i aften...Maria? – Som du kan høre, har jeg gang i en vild fest herinde, for det ud af munden på hende, og Mikael lo højt. – Er det ikke lidt åndssvagt, vi sidder hver for sig? Vil du ikke med ned og se dronningens nytårstale og have et glas champagne og en rejemad? – Jooh... Hun trak lidt på det. – O.k.!

 

* * *

 

Det blev en hyggelig aften. Maria kneb en tåre, da dronningen sagde „Gud Bevare Danmark!", og da hun skævede over til Mikael, kunne hun se, at han også havde fugtige øjne. Det gjorde hende af en eller anden grund lidt rørt. Hun var sikker på, Søren ville have grinet ad sådan noget med dronningen.

 

Mens de så talen, havde Viggo og Pjuske – Mikaels anden kat – spist rejerne. I stedet fik Mikael og Maria franskbrødsmadder med smør og skålede i champagne. De spillede Trivial og „31" og snakkede om alt mellem himmel og jord. Og de så „90-års fødselsdagen".

 

Da den fulde tjener snublede i tigerhovedet, skraldgrinede Mikael, og Maria syntes næsten, hun kunne høre et ekko af sin fars latter. Søren grinede aldrig højt. Han smilede kun, og oftest blev det mest til en ironisk trækning ved mundvigen. Da klokken var lidt i midnat, prøvede Maria for sidste gang at ringe til Søren, men han svarede heller ikke denne gang. Hun udstødte et langt suk.

 

– Din kæreste? spurgte Mikael. Hun rystede på hovedet og mærkede et lille smil om læberne. – Nej, mere sådan en...en bekendt..., ja, måske ikke engang så tæt som det. – Det lyder mystisk, sagde Mikael og smilede. – Det var det også, indrømmede

Maria og så ind i hans varme, brune øjne og smilede tilbage.

Tekst: Margrethe Schmidt
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 28-12-2013

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri