Jeg skal til Prag! Min ældste datter Gitte ringede forleden. Hun havde afspadsering til gode på sit arbejde og foreslog, at vi to rejste sammen på en forlænget weekend til Prag. Hun havde set et godt tilbud. Da jeg spurgte hende, om hun ikke hellere ville af sted med sin mand, lo hun ad mig.
– Nej, mor! Jeg har lyst til at rejse med dig!
Hun behøvede ikke bruge mange kræfter på at overtale mig. Det er meget længe siden, at vi har været alene sammen. Bare os to. Normalt er hendes mand, Erik, og børnene der jo også. Ikke at det gør noget, men jo mere, jeg tænker over det, des mere glæder jeg mig. Gitte har altid været en selvstændig pige. Allerede som barn var hun meget målrettet og vidste lige, hvad hun ville. Vi behøvede aldrig at bekymre os for hende. I folkeskolen havde hun klaret sig godt. Hendes lærere var altid fuld af lovord til forældrekonsultationerne, og både Bjarne og jeg var ved at revne af stolthed, da hun som den første i vores familie nogensinde blev student. Siden blev hun ansat i en stor IT-virksomhed. Her mødte hun Erik og giftede sig med ham. I dag bor de i et stort hus i Nordsjælland, hvor de stortrives.
Måske netop fordi Gitte altid har klaret sig så godt, har hun aldrig fået samme opmærksomhed som sine to søskende. Martin viste sig at være ordblind og havde store problemer med det faglige i skolen, og Charlotte har jo altid haft et meget mere skrøbeligt sind. Der skulle ikke meget til at slå hende ud af kurs. Nogle gange har jeg fået dårlig samvittighed over, at jeg aldrig har bekymret mig mere for Gitte – men hun har aldrig ladet til at savne min moderlige omsorg. Hun har altid været „fars pige“ – der var ingen som de to, der kunne grine og diskutere. Så meget, at jeg ind imellem blev jaloux på Bjarne! Men nu skal vi altså til Prag sammen, hun og jeg! Jeg glæder mig.
Det er længe siden, at jeg har været ude at rejse. Jeg må se stort på, at min økonomi egentligt ikke rækker til det. Jeg burde for længst have sat mig ind i junglen af efterlønsregler – for jeg fik et chok, da det er gået op for mig, hvor lidt jeg har at leve for om måneden nu. Måske bliver jeg nødt til at sælge huset og flytte i lejlighed. Men det kan jeg ikke overskue lige nu.
I sidste uge fik jeg endelig taget mig sammen og ringet til min gamle veninde Margrethe. Selvom jeg har savnet hende, har jeg ikke turdet kontakte hende. Jeg var bange for, at vi ikke kunne finde på noget at tale om, nu da vi ikke længere havde vores arbejde til fælles. Men hun havde svært ved at dæmpe sin begejstring, da hun hørte min stemme, og inden længe talte vi helt ubesværet – som vi plejede på arbejdet. Jeg lagde ikke skjul på at min svære overgang til efterlønstilværelsen og alle de tanker, jeg har gået og gjort mig de sidste mange måneder. Det var skønt endelig at lette sit hjerte til en, der ikke forsøgte at feje mine følelser af med fjollede kommentarer eller velmenende råd. Margrethe lyttede bare – og sagde, at hun godt forstod mig. Hun havde gjort sig de samme tanker. Det varer jo heller ikke længe, før hun fylder 60.
Det var simpelthen så befriende at tale med hende. Da jeg havde lagt røret på, kom jeg til at tænke på, at hun havde nævnt, at der var et rend at fremmede vikarer på plejehjemmet. For sjov begyndte jeg at lege med tanken om at tage et par vagter i ny og næ. Som efterlønner må man vist godt arbejde et vist antal timer om året – og det ville bestemt hjælpe på økonomien! Jo, jeg synes det hele er begyndt at se lidt lysere ud!