Dagene i Prag med min datter fløj af sted. Solen skinnede, og vejret var så mildt, at Gitte og jeg kunne gå uden overtøj. Byens mange magnolietræer var sprunget ud – og alle deres lyserøde blomster gav mig de dejligste forårsfornemmelser. Jeg havde helt lyst til at forelske mig – og gjorde det i Prag! Men hold op, hvor var mine fødder trætte! I samtlige fire dage gik vi rundt i denne fantastiske by!
Før vi tog af sted, må jeg dog indrømme, at jeg var lidt nervøs. Jeg ville jo helst ikke have, at Gitte skulle fortryde, at hun havde inviteret sin gamle mor med ud at rejse! Så jeg gjorde mig umage for ikke at irritere hende. Da vi efter flyveturen ankom til hotellet, trængte jeg egentligt til at hvile mig. Alligevel fulgte jeg trop, da Gitte foreslog, at vi straks gik på sightseeing. Jeg protesterede heller ikke, da hun samme aften foreslog, at vi spiste middag på en japansk sushirestaurant – selvom jeg ikke havde den mindste lyst til rå fisk! Næste morgen bladrede Gitte ivrigt i tourguiden og foreslog, at vi gik op til byens gamle borg. Mine fødder var stadig hævede efter den lange vandretur fra dagen i forvejen, og jeg havde mest lyst til, at vi bare fandt en bænk i solen og nød stemningen af storby. Men det sagde jeg ikke.
– Hvad har du lyst til, mor? spurgte Gitte, og lagde bogen fra sig.
– Vi kan da godt gå op på borgen, hvis du har lyst, smilede jeg. – Men hvad har du lyst til? gentog hun og så afkrævende på mig.
– Det skal du ikke tænke på, svarede jeg.
– Og hvorfor skal jeg så ikke det?
Jeg blev helt overrumplet af det vrede blik, hun pludselig sendte mig. Den formiddag kom vi slet ikke ud af hotelværelset. Gitte skældte mig ud og bad mig opgive min martyrrolle! Det var på høje tid, at jeg begyndte at tage ansvar for mit eget liv – i stedet for alle andres, sagde hun! Vi endte med skiftevis at tude og le, indtil jeg indså, at jeg bestemt ikke gjorde Gitte eller nogen andre en tjeneste ved at tilsidesætte mine egne behov.
Da vi omsider forlod hotelværelset, gjorde vi det mere jævnbyrdige end nogensinde før. Siden kom vi meget tæt ind på livet af hinanden. Jeg har også haft rig mulighed for at øve mig i at mærke efter, hvad det er, jeg egentlig har lyst til! Det var ikke så nemt – men det gik fremad. F.eks. spiste vi ikke mere sushi og sad på masser af bænke og nød solen! Efter fire dages sightseeing var mine fødder så ømme, at jeg bestilte tid til en omgang professionel fodmassage. En luksus, som jeg aldrig før havde forundt mig selv! Men det var lige præcis det, jeg havde allermest lyst til – det havde jeg i alt fald ikke svært ved at mærke!
Det er nu en uge siden, at Gitte og jeg kom hjem fra Prag. Da jeg kom hjem til mig selv, var jeg forberedt på den ensomhedsfornemmelse, som siden Bjarnes død har grebet mig, hver gang jeg er trådt ind i det tomme hus. Men da jeg først havde sat kufferten fra mig, gik det op for mig, at det egentligt ikke var så slemt. I alt fald skulle jeg jo ikke i gang med at rydde op – huset var jo, som da jeg forlod det for en uge siden!
Bjarne var et værre rodehoved og lærte aldrig, hvad der var op eller ned på en opvaskebørste! Hold op, hvor har jeg brugt mange timer og kræfter på at holde hus og hjem! Knoklet hjem fra arbejde blot for at fortsætte med strygetøj, gulvvask og aftensmad! Det at have været væk fra min vante hverdag har i det hele taget fået mig til at se på min tilværelse med helt friske øjne. I stedet for at fokusere på manglerne i mit liv, har jeg åbnet øjnene for, hvad jeg har! Godt nok er Bjarne her ikke længere – men det er jeg!