I sidste uge besluttede jeg at markere tre måneders dagen for min efterlønstilværelse ved at tage op på plejehjemmet og overraske mine kollegaer med en fredagskage.
Forventningsfuld bankede jeg på ind til kontoret og glædede mig til at se deres ansigter og fornemme stemningen igen! Men mit hjerte sank i brystet på mig, da en ansat, som jeg aldrig havde set før, venligt spurgte, hvad hun kunne hjælpe mig med? Hun var nu meget sød og tilbød mig at tage plads. Jeg satte mig på min vante stol ved mødebordet og spurgte, om hun var den nye, der var blevet ansat i min gamle stilling? Hun rystede på hovedet og forklarede, at hun bare var vikar.
I næste øjeblik trådte endnu et ukendt ansigt ind. Det var min efterfølger. En ung kvinde, der virkede temmelig stresset og næsten ikke havde tid til at hilse. Efter at hun alligevel havde rakt hånden frem, bad hun vikaren om at følge med sig ned på stue 11. Beboeren havde det skidt. Det gav et lille gib i mig – det var Werners stue – en af mine yndlingsbeboere. Hvordan mon det gik med ham?
– Døjer han stadig med maven? spurgte jeg.
– Han? vendte de sig overrasket om og spurgte, før de forsvandt ud ad døren.
– Det er en hun nu.
Efter at have siddet som en ubuden gæst på det tomme kontor i fem minutter, gik jeg en tur ned i dagligstuen. Her hilste jeg på beboerne. I de flestes hukommelse var jeg allerede gledet langt væk og blevet en fjern skikkelse, men der var da enkelte, der stadig kunne huske mig og hilste på mig. Min gamle kollega Margrethe var ved at servere kaffe for beboerne, men da hun fik øje på mig, udstødte hun et hvin af overraskelse. Det var en lettelse, at hun blev så glad for at se mig. For i løbet af de sidste tre måneder har jeg tænkt meget på hende, og det er gået op for mig, hvor meget mere end en kollega, hun altid har været for mig. Men jeg har ikke turdet ringe til hende – for måske havde hun det ikke på samme måde?
– Jeg har sådan tænkt på dig! Hvordan er det så at være på efterløn? spurgte hun.
– Det er lidt sværere end jeg havde regnet med! Hvordan går det her?
– Vi har lynende travlt og er underbemandede! Så her er der ingenting, der har ændret sig!
Margrethe lagde armen om mig, og som i gamle dage fulgtes vi leende ned på kontoret. Her stødte andre velkendte ansigter efterhånden til. Alle spurgte interesseret til, hvordan jeg havde det. Men ud over at jeg nød at sove længe, kunne jeg jo ikke fortælle så meget om mit liv som efterlønner. Jeg ville også hellere høre om, hvad der skete på afdelingen.
Den kære gamle Werner var død ligesom to af „vores“ andre beboere, fortalte de. Nye var kommet til, og en af dem var åbenbart af en helt særlig støbning. I alt fald talte de alle lige pludselig i munden på hinanden om ham, imens jeg lige så langsomt gled ud af samtalen. „Intet har ændret sig“ havde Margrethe sagt. Men det var nu ikke rigtigt. Alting havde ændret sig – i alt fald for mig. Jeg forsøgte dog at smile og lytte – alt imens jeg følte mig mere og mere udenfor. Heldigvis begyndte aftenvagterne at komme dumpende.
– Næh, fredagskage! udbrød de overraskede, men inden længe begyndte alle at skæve til uret på væggen.
Pludselig kunne jeg huske, når der før i tiden var dukket en gammel kollega op. Selv om man var blevet glad for gensynet, var det jo hurtigt blevet tydeligt, at det kun var minderne, man havde at tale om. Så sad man der og forsøgte at holde samtalen gang, imens man trippede for at komme videre med arbejdet eller hjem! Og nu var det altså min tur til at hindre dem i begge dele. Pludseligt kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme derfra! Jeg rejste mig og sagde farvel – uden at have nået at spørge Margrethe, om hun havde lyst til at drikke en kop kaffe en dag. Jeg følte mig så akavet.