Da jeg havde skrevet med Jens og bl.a. fortalt ham om, hvordan jeg har det med at være alene, og om hvordan jeg ind imellem godt kan føle mig ensom, smed han en bombe. Han er gift. Jeg havde ikke lige troet, at jeg sad og chattede med en gift mand. Men da han bad om at få lov til at forklare sig, gav jeg ham chancen. Aftenen efter skrev vi derfor igen sammen på nettet, og Jens lagde sine kort på bordet: Han fortalte, at han på overfladen levede i en helt almindelig familie. Han havde kendt sin kone i 20 år, og de havde to døtre på 14 og 11 år. Familien så „Vild med dans“ og gik med børnene til håndbold. Børnene betød meget for ham – og det var vigtigt for ham, at de levede i en dagligdag med både far og mor. Også selv om forholdet mellem far og mor for længst var dødt.
Jeg spurgte lidt skeptisk hvad han mere præcist mente med „dødt“? Jens forklarede, at konen og han var vokset fra hinanden. Deres sexliv var gået i stå for 10 år siden, ingen af dem var interesserede længere, og følelserne mellem dem havde karakter af dem, man oplever mellem kolleger: De var sammen om „arbejdet“ med at opdrage og passe de to døtre. Men ellers levede de i hver deres verden. Og det havde de begge to indrettet sig efter. De havde da nogle fælles venner, de så, men for år tilbage havde de indgået en gensidig aftale om, at de ellers måtte gøre, hvad de ville, så længe børnene bevarede deres trygge base derhjemme.
I dagligdagen betød det ikke, at de hver især føjtede rundt til højre og venstre, men de havde hver deres liv. Det var også en af grundene til, at Jens sad der på chatten. Han ville gerne have en kæreste, som han altså ikke kunne bo sammen med, men som han kunne opleve de nære og varme følelser med alligevel. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over, at alle følelser kunne være forduftet på den måde mellem ham og hans kone. Og jeg blev nødt til at spørge om, hvorfor de ikke var blevet skilt, og om børnene ikke kunne fornemme, at den var gal imellem dem? Jens skrev, at de havde været tæt på skilsmisse, men at de var blevet enige om at blive sammen for børnenes skyld. Og efter en hård periode havde Jens’ kone foreslået, at de indgik en aftale – en aftale om, at ægteskabet var proforma. Det var lykkedes at få det til at køre på den måde, og de var begge følelsesmæssigt afklarede – og tilfredse. Med et glimt i øjet afsluttede Jens med at påpege, at vi jo altså også bare sad og chattede sammen. Vi boede i hver sin ende af landet, så under alle omstændigheder ville det blive svært at ses, selv om vi skulle få lyst til det…
Jeg sad pludselig der ved min skærm og syntes, at Jens virkede rigtig sød. En del af den tvivl og modstand, jeg havde mærket, forduftede. Jeg følte, at det var okay at prøve at lære Jens lidt bedre at kende, nu hvor han havde forsikret mig om, at jeg ikke på nogen måde forgiftede jorden under et ægteskab. Og jeg tænkte, at jeg måske godt kunne leve med ikke at få „det hele“. Jeg begyndte at lege med tanken om at få en langdistancekæreste...
Det var igen blevet sent, inden jeg lagde hovedet på puden den aften. Jeg savnede pludselig en at holde om, savnede nærheden, og jeg fornemmede, at Jens led under samme længsler i sit praktiske ægteskab. Jeg tillod mig at drømme lidt og tænke på den tiltrækning, jeg følte. Ligesom jeg glædede mig til at fortælle min bedste veninde, Dorte, om Jens. Det sidste, jeg tænkte på, var min aftale om at mødes med Jens på chatten igen. Og jeg måtte indrømme, at det gav mig små bobler i maven af spænding…