Teenageværelset ligner de fleste andre med bunker af skolebøger på skrivebordet og tøj hængende rundt omkring. Men en ting ovre i hjørnet skiller sig ud: en skinnende rød-hvid racercykel.
– Den er så fin, at jeg ikke tør have den stående i kælderen, fortæller cyklens ejermand, Josephine Hundevad Andersen, 18 år og fra Kolding. Hun smiler stadig ved tanken om søndag den 4. september 2011, hvor hun gled over målstregen i cykelløbet Copenhagen Cycling.
– Jeg var bare overstolt. Folk klappede, og mit navn blev råbt op. Det var en kæmpe oplevelse, siger hun.
Josephine cyklede 67 kilometer i Københavns gader på tre timer og et kvarter. En bedrift for de fleste – og ikke mindst for en pige som Josephine, der er født med fem hjertefejl. Alligevel tøvede hun ikke, da Hjerteforeningen spurgte, om hun ville tage imod udfordringen på to hjul sammen med andre unge med hjertefejl.
– Jeg syntes, det lød fedt. Jeg ville gøre det for at bevise, at jeg sagtens kan, fortæller hun fra sin plads ved spisebordet hjemme i lejligheden i Kolding. Hun piller lidt ved sine farvede perlearmbånd om håndleddet og fortsætter så:
– Det passer mig godt at cykle, for jeg kan ikke sidde stille. Hendes mor, Bettina Helsinghoff Juhl, 47, ler hovedrystende.
–Nej, Josephine, det kan du ikke, siger hun og lægger ikke skjul på, at hun er stolt af sin datters bedrift på en cykelsadel. For 18 år siden stod der ikke cykelløb i fremtidskortene for den spæde Josephine. Ved fødslen virkede hun sund og rask, men sundhedsplejersken blev bekymret, da hun ikke tog på i tomånedersalderen. Josephine blev sendt til Skejby Sygehus, hvor en scanning åbenbarede ikke færre end fem medfødte hjertefejl.
– Vi blev anbefalet at nøddøbe Josephine før den ni timer lange operation. Jeg tror nok, at jeg fik grædt mine tårer den nat, men vi troede hele tiden på, at hun nok skulle overleve, fortæller Bettina, der havde sin mand Tommy ved sin side i de svære timer. Operationen gik godt, og to døgn efter kunne den lille pige forlade intensiv afdeling og siden komme hjem til Kolding sammen med sine forældre.
– Hun begyndte at tage på og følge med de andre børn. Det var selvfølgelig rigtig dejligt at se. Vi har aldrig pakket hende ind i vat, men er nok lidt mere opmærksomme, siger Bettina.
– Det er især far, der siger, at jeg skal passe på det og det, smiler Josephine til sin mor, der nikker. Da Josephine var fire år gammel, gennemgik hun endnu en operation, ligesom hun var været til tjek et hav af gange.
– Hun blev så vant med sygehuset, at hun altid spurgte, om vi skulle sove der. Hun var også fløjtende ligeglad med, når de kom med en nål og skulle stikke hende. Det var en lettelse for os, siger Bettina, der også er mor til 22-årige Sisse og Mathilde på seks år.
Læs resten af ugens artikel i denne uges Hjemmet nr. 1, 2012