Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Den gode mor

Noveller
En kvinde skal kunne klare sig selv, havde deres dominerende mor altid sagt, og de havde alle tre lært at klare sig selv. Måske næsten for godt? tænkte Anne. Indimellem havde hun længtes efter en mor som venindens – blid, rar og altid hjemme. Hvad var der mon blevet af dem, hvis de havde haft en anden mor?

– Er det ved at være tiden? Anne så på sin mor, der havde taget både makeup og en pæn kjole på til morgen. Alligevel kunne Anne ikke undgå at se hudens gullige skær skinne igennem pudderet. – Ja, sagde moderen og så beslutsomt på Anne. De havde aftalt, at næste gang der kom en lille opblomstring i moderens sygdom, ville de ringe til søstrene. Men Lene og Tine behøvede ikke at vide, at deres mor var frygteligt syg.

 

– Vi kalder det bare en „frokost", havde moderen smilet svagt og forpint, den dag de havde aftalt det. Anne var ikke sikker på, at hun var enig med sin mor i, at søstrene ikke skulle have at vide, at moderen havde fået kræft, og at det gik stærkt. Men sådan ønskede Ingeborg det altså, og selv om hun efterhånden var reduceret til en skygge af sig selv, var viljen lige så stærk, som den altid havde været.

Annonce

 

– Jo, svarede Lene og tøvede lidt, da Anne ringede til hende lidt senere. – I dag? – Ja, svarede Anne bare. – Det ville passe rigtig godt i dag. – Men hvorfor ringer hun ikke selv? – Hun er i bad, løj Anne og tilføjede, inden hun lagde røret på: – Så ses vi klokken et!

 

Tine ville blive sværere. Det havde hun altid været. Vanskelig, stridbar, modsætningsfyldt. Faktisk var hun den af døtrene, der mindede mest om moderen. Men det var farlig grund at betræde. Den ene gang, det var faret ud af Anne, havde Tine ikke talt til hende i et halvt år.

 

– Nå, inviterer hun til frokost, sagde Tine og lød usædvanligt vennesæl. – I dag? Jo, hvorfor ikke? Anne så lettet på røret, da hun havde lagt på. Hvorfor var søsteren pludselig så imødekommende? Havde hun mødt en mand? Næppe. Søsteren var ikke

grim eller utiltrækkende, men så krigerisk, at hun skræmte mænd fra vid og sans.

 

Måske havde hun vundet en sag i retten? For resten var det jo kun heldigt, at hun var så medgørlig for en gangs skyld.

 

* * *

 

Ingeborg havde sat sig i sin lænestol i stuen og kiggede nu i albummet med fotografier fra dengang, de havde været en rigtig familie, som hun så tit havde sagt. En rigtig familie var en far og mor og børn. Den rigtige familie havde kun varet få år, så var faderen død af et hjertestop, og Ingeborg havde brugt al tid på at studere, arbejde og få hjemmet til at hænge sammen.

 

Hemmeligt havde søstrene mistænkt Ingeborg for i virkeligheden at nyde at have så travlt. Da Tine kom i puberteten, var det ikke nogen hemmelighed længere, så blev det råbt ud fra alle verdenshjørner. Sikke nogle diskussioner de havde haft! Det var føget gennem luften med fornærmende tilråb og halvkvædede viser.

 

Alligevel stod moderen fast. Både på sin ret til at gøre, som hun gjorde, og på sinedøtres pligt til at bruge deres gode evner. Tine, den oprørske, kæmpede sig gennem gymnasiet og siden en juridisk embedseksamen. Lene og Anne, der var små lam i sammenligning, blev henholdsvis lærer og journalist.

 

„En kvinde skal kunne klare sig selv", lød et andet mantra, hvis man var skoletræt eller bare lidt doven en dag. Og de havde alle sammen lært at klare sig selv, måske næsten for godt? Mens Anne og Erik skændtes allerværst inden separationen, havde

det altid været det, han klagede over. At hun var så selvstændig, nærmest egenrådig.

 

* * *

 

Anne så på sin mor i stolen, fordybet i de gamle fotografier, og mærkede noget røre på sig i brystet. En blanding af dyb irritation og kærlighed, der sloges derinde. Så trak hun døren til stuen til sig og tog sin jakke ned af knagen. Det var køligt i vejret; træernes blade begyndte at gulne, og det blæste.

 

Anne skuttede sig lidt i den tynde jakke på vej hen til butikstorvet. Når vinteren kom, og... Hun stod brat stille på fortovet og kæmpede for ikke at tænke tanken til ende. Men uanset hvor hårdt hun sloges mod den, stod den nærmest mejslet i hendes bevidsthed: Når det bliver vinter, og mor er død...

 

Men hun ville ikke græde. Ikke nu. Moderen græd heller ikke. Hun tog det i den rækkefølge, det kom – stråler, sygdom, kvalme, dødsangst – med samme ukuelighed, som hun havde tacklet alt andet i sit liv. Alligevel måtte Anne snuse hårdt ind og tørre en vildfaren tåren væk, inden hun gik videre.

 

Der var heldigvis ikke så mange i supermarkedet, og da hun fik et glimt af sig selv i et spejl, så hun, at ingen kunne se, at der havde været tårer i øjnene for lidt siden. Nå, de skulle have noget let. Noget enkelt. Noget, moderen kunne lide. Hun havde ikke fået kemo, kun stråler, og havde ikke mistet appetitten helt. Men i forvejen havde hun aldrig spist meget, og nu næsten ingenting.

 

Et par gode oste, brie og gorgonzola, og så noget Carpaccio... og laks... fårespegepølse... pumpernickelbrød... og et godt sigtebrød! Smør selvfølgelig. Vin? Anne fortabte sig i titler og årgange ved vinreolen og så derfor ikke kvinden, før hun næsten brasede ind i hende.

 

– Undskyld! udbrød Anne og vendte sig om mod kvinden. Der var noget vagt bekendt over hende, men Anne kunne lige nu ikke komme i tanke om, hvor hun havde set denne halvtriste, midaldrende kvinde før. – Hej, Anne! Kan du ikke kende mig? Anne genkendte pludselig Ulla, nabofamiliens datter.

 

– Hej, Ulla! udbrød hun. – Ja, jeg har vist forandret mig, sagde Ulla og lød lidt trist. – Jamen, det har vi da begge to, mente Anne. – Vi er jo voksne nu! Ulla smilede, og den kønne pige fra ungdommen tittede pludselig frem gennem rynker og grå hud. – Ja, det er vi. Hvad går du og laver nu?

 

Anne fortalte lidt om sit arbejde som journalist og spurgte til Ulla. – Gift, tre børn. Jeg arbejder her, sagde Ulla og pegede rundt, og først nu gik det op for Anne, at Ulla havde kittel på. – Og hvordan har din mor det? brast det ud af Anne, og pludselig gik det op for hende, at hun ikke havde skænket Ullas mor, Britta, en tanke i mange år.

 

Britta, som havde været en sød, hjemmegående, forklædeklædt dame, der bød på nybagte boller, når man kom træt hjem fra skole. Britta, som Anne og søstrene indimellem havde revet deres egen mor i næsen med og sagt, at de meget hellere ville have som mor, fordi hun var så rar og ukompliceret og altid hjemme.

 

– Hun er på plejehjem... Far døde jo... det er nogle år siden, og så... Ulla tav lidt og udstødte et dybt suk. – Hun er senil. Hun kan ikke kende os mere. Da far døde, mistede hun ligesom interessen for alting og gik helt i stå. – Det var dog trist, udbrød Anne. – Hun var ellers så sød. – Var hun? Ulla lo trist. – Indimellem misundte jeg nu dig! – Gjorde du det?

 

Anne så forvirret på Ulla. Så på Ullas trætte ansigt og sørgmodige øjne. Så sagde hun: – Måske vil man altid hellere have det, man ikke har? Det tænkte Ulla lidt over, så nikkede hun og gjorde en lille bevægelse: – Nå, men jeg må også se at... – Ja, selvfølgelig.

 

Anne kunne ikke lade være at fundere over, om Ulla mon også stod og tænkte på, hvad der var blevet af dem, hvis de havde haft andre mødre? Spontant bøjede Anne sig frem og gav barndomsveninden et varmt knus. – Hav det godt, Ulla.

 

Anne skyndte sig gennem kassen med sine indkøb og hjemad. Selv om hun nødig ville indrømme det over for sig selv, var hun blevet forskrækket over, hvor gammel og slidt Ulla så ud. Hun havde lignet... nå ja, sin mor. Hun gik hjemad i dybe tanker.

 

* * *

 

Anne lukkede sig ind i huset. – Det er mig! sagde hun og bar poserne ud i køkkenet. Der gik nogle minutter, før det gik op for hende, at moderen ikke havde svaret. – Mor? gentog hun lidt højere. Stadig intet svar. – Mor! udbrød hun, da hun fandt Ingeborg siddende sammenkrummet i stolen, mens hun holdt sig på maven. Hendes ansigt var fortrukket af smerte.

 

– Jeg hjælper dig i seng, og så ringer jeg til lægen, sagde Anne og halvvejs bar moderen ind i soveværelset, hvor hun fik hende løftet op i sengen og stoppede dynen godt ned om hende. Hun talte nogle dråber morfin op i en ske, og det lykkedes moderen at svælge indholdet.

 

– Tak, mumlede Ingeborg svagt og sank ned i puderne. Så så hun op på Anne med et gennemborende blik. – Men du vover at ringe til lægen!

 

Anne gik tilbage i køkkenet og kiggede på sine indkøb. Hun havde mistet appetitten. Men søstrene ville nok gerne have noget at spise. Hun satte på fade, dækkede bord og skar brød. Gik ud i haven og fandt et par trætte efterårsroser, som hun klippede

af og satte i en vase med slank hals. Det så pænt ud, bordet, men alligevel ikke helt rigtigt, fordi der kun var dækket til tre.

 

* * *

 

Tine kom først. Bruste ind ad døren uden at se hverken til venstre eller højre, alt imens hun snakkede som et maskingevær og nippede små stykker brød og pålæg af fadene og puttede i munden.

 

Først da hun havde vævet længe om en klient, hun netop havde forsvaret i Landsretten, kom hun pludselig i tanke om Ingeborg. – Hvor er mor? Anne anede ikke, hvad hun skulle sige. Men Tine ventede ikke på svar og var allerede styret hen gennem stuen, videre ned ad gangen og ind i soveværelset.

 

Anne holdt vejret, mens Tine var væk. Lidt efter kom søsteren ind til hende i stuen og så på hende: – Hvor længe havde I forestillet jer, at I kunne holde det skjult for mig? Tonefaldet lød bebrejdende, men Anne kendte hende godt nok til at vide, at Tine i virkeligheden var rystet og ked af det.

 

– Det var mor, der bad mig om ikke at sige noget, mumlede Anne. – Hun ville fortælle det i dag. Det ringede på døren. Det måtte være Lene. Tine gik ud for at åbne, og Anne kunne høre søstrene føre en mumlende samtale i entréen.

 

Lene så temmelig rystet ud, da hun kom ind i stuen. Hun plejede at give Anne et kys på kinden, når de sås, men hun ville ikke så meget som se på hende. Tavs styrede hun hen til moderens soveværelse og blev der et stykke tid.

 

– Undskyld, sagde Anne ulykkeligt, da Lene omsider kom tilbage i stuen. – Jeg ved godt, I er vrede på mig. Men jeg lovede mor, at jeg ikke... – Hvorfor ville I ikke sige det? brast det ud af Lene og endelig så hun på Anne.

 

Anne sank lidt. – Jeg ved ikke... jeg tror måske, at mor... – Gud, hvor det ligner hende, sagde Tine med et hæst latterudbrud, der pludselig blev til en hulken. Både Anne og Lene så forskrækkede på hende. De havde vist aldrig set Tine græde før, i hvert fald ikke som voksen.

 

Tine sank ned i sofaen. Anne og Lene så usikkert på hinanden. Så bøjede Anne sig og klappede kejtet Tine på skulderen. – Den gamle tyran, snøftede Tine og tørrede næsen i den serviet, Lene nu rakte hende. – Hun har altid villet bestemme alting.

 

– Ja, sagde Anne og sank ned på stolen ved siden af Tine og dristede sig til at lægge en arm om hendes skulder. – Lige fra hvordan vi gik klædt, til hvilken uddannelse vi skulle tage. Tine nikkede og smilede blegt. – Hun har nogle ret underlige idéer, nu man tænker over det. Og så al hendes snak om at klare sig selv og være en rigtig familie!

 

Nu var det Lenes tur til at græde. Hun sank ned ved siden af søstrene. – Nogle gange er jeg bare så træt af at være en rigtig familie! – Er du? udbrød Anne, og Tine så overrasket på hende. Lene var den eneste af dem, der havde fået det til at fungere med en mand, og den eneste af dem, der havde fået børn. Hvis hun kom og sagde, at det alligevel ikke duede, hvad var der så at tro på?

 

– Nej, nej! Lene gjorde en afværgende bevægelse. – Vi er ikke ved at blive skilt eller noget. Det gav et lille stik i Anne. Hun havde slet ikke fortalt søstrene, at hun og Erik var blevet separeret. – Det er jeg! røg det ud af munden på hende. Begge søstre vendte sig om mod hende.

 

– Skal I skilles? Jamen, I passer da godt sammen, jamrede Tine og så ud som om hele hendes verden nu var slået i stykker. – Men hvad er det med dig og Lars? sagde Anne hurtigt og så på Lene. Lene trak på skuldrene: – Det er trummerum. Det er kedeligt. Hvor er albuerummet henne? – I medgang og modgang, lød det fra Tine, og Lene sendte hende et skævt smil: – Og det kommer fra den eneste her i familien, som ikke har været gift!

 

– Men det skal jeg, sagde Tine med lav stemme og et genert smil om munden. – Skal du? Til lykke! sagde søstrene i munden på hinanden. Tine så fra den ene til den anden. – Det er ikke en mand! Nå, der overraskede jeg jer nok? – Egentlig ikke, sagde Anne eftertænksomt. – Ikke nu jeg tænker over det. – Næh, indrømmede Lene. – Jeg tror faktisk godt, jeg vidste det.

 

– Men mor? sagde Tine og lød panikslagen. – Uanset at mor er en tyran, så er hun et rummeligt menneske, mente Lene. – Hun er et storartet menneske, udbrød Anne. – Kan I huske, dengang hun skulle på den der weekend, og vi inviterede alle til abefest? – Ja, og Trine Olsen kom til at vælte vitrinen med de fine glas, og Karsten Larsen kastede op i mors nye sofa!

 

De grinede alle tre. Lene så fnisende på dem: – Og da hun kom hjem, sagde hun bare: „Nå, men jeg kan se, I har hygget jer". – Og så smøgede hun ellers ærmerne op og hjalp os med at rydde op, hvinede Tine. – Og jeg havde bare så ondt i hovedet, huskede Anne og udstødte et lille latterkluk, der blev til en lille, fortabt hulken.

 

Søstrene lagde armene om hende, og sammen sad de længe, mens de skiftevis græd og lo, og huskede og fortalte. – Hun er et fint menneske, sagde Tine trodsigt. – Hun ville os altid det bedste, sagde Lene med et blegt smil. – Hun er den bedste mor, man kunne have! udbrød Anne og tilføjede, – og jeg var så misundelig nogle gange... på Ulla. Kan I huske hendes mor, Britta?

 

De andre nikkede, og Anne fortsatte. – Men jeg kunne ikke have ønsket mig nogen bedre mor! Der lød en lille puslen henne fra døren. De vendte sig alle tre. Der stod hun. Deres mor. Dominerende, stædig og frygtelig tapper med tårerne trillende ned

ad kinderne.

 

Anne vendte sig mod søstrene og hævede stemmen: – Hun er den bedste mor, man kunne få!

Tekst: Margrethe Schmidt
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 27-07-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri