Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Den store dag

Noveller
Hendes datter glædede sig til sin konfirmation, hvor hun skulle træde ind i de voksnes rækker, og hun ville så gerne have sin morfar med til festen. Men han havde svigtet dem begge så mange gange med sit drikkeri, at han ikke også skulle få lov til at ødelægge denne store dag for pigen.

Med sin taske over den ene arm og en skotøjsæske under den anden træder hun forpustet indenfor i lejligheden og skubber døren i med albuen. Før hun hænger sin jakke op på knagen, stiller hun tingene fra sig og tørrer sveden af panden.

 

I de seneste uger har alting drejet sig om Saras store dag! Nu hænger den hvide konfirmationskjole endelig klar i klædeskabet, og de elegante sko, som Sara så brændende har ønsket sig, men som ikke har været til at opdrive i hendes størrelse, lykkedes det endelig at finde inde i byen i dag.

 

Lettet går hun ud i køkkenet, hvor konfirmationsindbydelsen hænger med magneter på køleskabsdøren. På forsiden af invitationen poserer Sara som en af de popstjerner, hun har hængende på sin væg inde på sit teenageværelse. Det er utroligt, så hurtigt tiden går – hun synes kun, at det var i går, at hendes datter startede i skole!

Annonce

 

Hun betragter et øjeblik smilende billedet, før hun sætter kedlen over med vand til en kop kaffe. Den trænger hun godt nok til. Det har været et kæmpe arbejde at få alt klar til festen på lørdag – ikke mindst fordi hun har skullet klare alting selv.

 

Det er der nu ikke noget nyt i. Hun har været alene med Sara, siden hun var nyfødt. Alligevel har hun skabt en tryg og harmonisk hverdag for dem begge, og Sara har aldrig manglet noget. Det kommer hun heller ikke til, når hun nu træder ind i „de voksnes rækker" på lørdag!

 

Hun smiler ved tanken. Sara er kun 14 år, og der er forhåbentligt længe, til at hun bliver voksen. Det haster i alt fald heller ikke. Det ved hun, om nogen, alt om. Hun skyder tanken fra sig. Der er stadig masser, hun skal nå. Sangen, som hun har skrevet

til Sara, skal kigges igennem en sidste gang for slåfejl, før hun kopierer den og lægger den i den festlige sangskjuler.

 

Hun skal have lavet bordplan – og købt en kjole til sig selv. Imens hun hælder kaffebønner i kaffefilteret, bliver hun alligevel indhentet af minderne om sin egen konfirmation.

 

Kun et år forinden den store dag døde hendes elskede mor af en uhelbredelig sygdom. Hendes lige så elskede far, der indtil da havde været kok på byens fineste restaurant og også hjemme dyrkede sin lidenskab for gastronomi, havde siden været forstenet af sorg og mistet lysten til alt.

 

Til hendes konfirmation havde hans ånde stinket af sprut, og han havde knap kunnet gå lige ud af den kirke, som moderen året tidligere var blevet begravet i. Hun havde været så pinligt berørt. Imens alle de andre forældre lykønskede deres børn, fortrak hendes far hen til moderens gravsted, hvor han tog en ensom skål med sin lommelærke.

 

Resten af hendes familie havde forsøgt deres bedste for at gøre det til en god dag. De havde skrevet sange og givet hende fine gaver. Men hvad nyttede det, når hendes far var så beruset, at han ikke kunne gennemføre sin tale til hende under middagen? Næste dag havde han tigget hende om tilgivelse og lovet, at han aldrig ville drikke igen.

 

***

 

Hendes triste tanker bliver afbrudt af Sara, der kommer hjem fra skole. Hun hører sin datter smide sin taske ude i gangen og sig selv, som sædvanligt, bede hende om at samle den op og stille den ind på sit værelse.

 

– Hej, siger Sara og læner sig op ad dørkarmen. Hendes lyse smil fordriver den flimrende tåge af triste minder. – Hej, skat. Jeg har fået købt skoene. – Nej, hvor fedt! Tak mor! – Vil du prøve, om de passer?

 

Hun rejser sig og åbner skotøjsæsken. – Nej, jeg har ikke lyst lige nu, svarer Sara. Hun rynker forbløffet øjenbrynene. Sara har ikke talt om andet end de sko i de sidste par uger, og nu virker de pludseligt fuldstændigt ligegyldige for hende.

 

– Er der noget galt? spørger hun bekymret og stryger kærligt Sara over håret. – Jeg tænker bare på morfar, svarer hun og undgår at se hende i øjnene. – Morfar? udbryder hun og trækker vejret hurtigere, som hun altid gør, når de kommer ind på den diskussion.

 

– Må jeg ikke nok invitere ham med på lørdag, mor? – Nej, det må du ikke. – Jamen, når du siger, at det er min fest, hvorfor må jeg så ikke selv bestemme, om jeg må invitere ham med? En rødme flimrer over hendes unge ansigt, før hun vender om på hælen og løber ind på sit værelse og smækker hårdt med døren.

 

***

 

Hun synker sammen på køkkenstolen og mærker en træthedsfølelse brede sig ud i kroppen. Selvom det er fire år siden, at Sara sidst har set sin morfar, har hun ikke glemt ham. Det er der måske ikke noget at sige til. Hun var så tæt knyttet til ham.

 

Hun husker også endnu sin fars blik, så fuld af ømhed, da han første gang havde holdt sit lille barnebarn i armene og fra det øjeblik forgudede hende. Saras lille ansigt havde altid lyst af forventningsfuld glæde, når hendes morfar skulle komme på besøg.

 

Hun havde elsket, når han løftede hende op på køkkenbordet og underholdt med sine røverhistorier, imens han havde lavet hendes livretter til hende. Men modsat Sara har hun til gengæld heller ikke glemt alle de gange, hvor han aldrig var dukket op, fordi han i stedet var faldet for fristelsen til at lægge vejen forbi sit stamværtshus og var blevet hængende her, indtil han havde glemt alt om sin aftale med Sara.

 

Hun har slet ikke tal på alle de gange, hvor Sara havde grædt af skuffelse. Sidste gang var, da hun fyldte 10 år. Hun havde sådan glædet sig til at puste alle lysene på lagkagen ud sammen med sin morfar. Men han kom aldrig, og Sara havde grædt som pisket.

 

Da havde hun besluttet, at hendes far aldrig mere skulle få lov at såre eller svigte Sara igen. Selvom han havde ringet og tigget om tilgivelse og lovet bod og bedring, havde hun smækket røret på lige siden, ligesom hun havde returneret alle hans breve og fødselsdagspakker uåbnede.

 

Hun tålte ikke at høre på flere af hans undskyldninger for at drikke. Hun havde hørt på dem i alt for mange år og troede ikke længere på dem.

 

***

 

Hun banker forsigtigt på Saras dør, før hun åbner den. Sara sidder henslængt i sin uredte seng og lytter til høj musik. Sara løfter knap blikket, men surmuler med hænderne for brystet. Hun skruer ned for musikken og sætter sig ved siden af pigen.

 

Et øjeblik lader hun blikket glide rundt i teenageværelset, der flyder med sokker, slikpapir og sportstasker med håndboldtøj, som hun har glemt at lægge ud i vasketøjskurven. Det er utroligt, tænker hun. Da hun var i Saras alder, vaskede hun selv sit tøj, købte ind og holdt hus, imens hendes far hang nede på det tarvelige værtshus og druknede sine sorger.

 

– Jeg ved, hvad du vil sige. Morfar er alkoholiker, vrænger Sara og slår med en irriteret bevægelse sit lange, mørke hår væk fra øjnene. – Det har du sagt, men jeg elsker ham alligevel. Jeg kan stadig huske, at jeg grinede så meget over hans røverhistorier, at jeg fik ondt i maven... og al den dejlige mad, han altid lavede til mig.

 

– Ja, han var god til at lave mad, smiler hun skævt og mærker pludselig en klump i halsen ved minderne. Men det nytter jo ikke noget at blive sentimental. Han havde ikke bare svigtet sit ansvar som far, men også som morfar. At invitere ham ind i deres liv igen vil blot betyde endnu mere smerte og skuffelse.

 

Hun lister en arm om Saras skulder. – Når du en dag bliver voksen, vil du forstå, hvorfor jeg ikke vil lade ham se dig mere. – På lørdag? Skulle jeg forstå det på lørdag? Sara ser på hende med et tvivlende blik. – Nej, jeg mener rigtigt voksen, lille skat! siger hun og kan ikke lade være med at le.

 

***

 

Hun sætter sig på sengen og stiller vækkeuret. Kjolen, hun skal have på i morgen, hænger klar, og gaven til Sara er pakket ind. Til sent ud på aftenen har hun været ude i selskabslokalerne og dækket bordene med ranunkler, perlehyacinter og magnolier.

 

Kokken var samtidigt kommet med alle råvarerne. I morgen tidlig går han sammen med serveringspersonalet i gang med at lave konfirmationsmenuen. Nej, hun kan ikke komme i tanke om, at der skulle være noget, hun har glemt. Der vil være styr på det hele, når de kommer fra kirken i morgen!

 

***

 

Hun vågner tidligt til lyden af sin kimende telefon. Klokken er endnu ikke fem om morgenen! Fortumlet griber hun ud efter røret. – Undskyld, jeg ringer så tidligt. Mit navn er Birgitte Hansen. Min mand, som skal lave maden til din datters konfirmation, vågnede for et par timer siden op med frygtelige smerter og er netop blevet indlagt med akut blindtarmsbetændelse. Jeg er frygteligt ked ad det...

 

Det er løgn, tænker hun panisk. Efter alle de anstrengelser, ender Saras konfirmation alligevel i en katastrofe! Det suser for hendes ører, og hun mærker kvalmen, da hun prøver at forestille sig Saras fortvivlede ansigtsudtryk, når hun hører, at der alligevel ikke vil blive nogen festmiddag. Og alle de indbudte gæsters!

 

Den eneste redning, hun kan komme i tanke om, er en mand, der sikkert ligger og sover sin brandert ud lige nu. Men har hun andet valg end at ringe til ham?

 

Hendes far lyder lige så glædeligt overrasket over at høre hendes stemme, som hun over, at han er i stand til at løfte telefonrøret på dette tidspunkt af dagen. Men til trods for, at de ikke har talt sammen i flere år, går hun direkte til sagen og beder desperat om hans hjælp til at redde Saras store dag.

 

– Det ville være mig en glæde, siger han stille. – Jeg står op og tager ud i selskabslokalerne med det samme. – Lover du det, far? Det vender sig i maven på hende, da hun genkender sit tiggende tonefald. – Jeg lover, at når I kommer fra kirken, er konfirmationsmenuen parat.

 

Men hvor mange gange har han ikke lovet og ikke holdt det, tænker hun bittert. Tung om hjertet lægger hun røret på. Hun er ikke i tvivl om, at han kan lave maden. Han er en dygtig kok. Men tør hun stole på, at han ikke som så mange andre gange før vil svigte hende?

 

At han ikke vil lægge vejen forbi et morgenværtshus og bliver hængende der i stedet?

 

***

 

Hun får en klump i halsen, da Sara som den første i rækken af konfirmander skrider ind i kirken i sin fine hvide kjole og de nye højhælede sko. Hendes datters kinder skinner af spænding og nervøsitet. Siden hun slog øjnene op i morges, har hun øvet trosbekendelsen og været bange for, at hun ikke huskede at knæle foran alteret på det rigtige tidspunkt.

 

Da orglet går i gang, og alle i kirken synger den første salme, rykker hun selv uroligt på bænken. Hun har ikke kunnet få over sit hjerte at fortælle Sara om kokkens afbud. Men selv har hun ikke tankerne på andet. Imens præsten indleder sin højtidelige

prædiken til konfirmanderne, skæver hun nervøst til sit ur.

 

Hvis du svigter mig igen i dag, messer hun for sig selv under præstens fadervor, så tilgiver jeg dig aldrig.

 

***

 

Da hun og Sara som de første ankommer til parkeringspladsen ude foran de endnu tomme selskabslokaler, anstrenger hun sig til sit yderste for ikke at lade sig mærke med, hvor anspændt hun er. I bilen derhen har Sara kun talt om, hvor spændt hun er på sin store fest. Men hun har ikke hørt efter.

 

Hun er så nervøs for, hvad der vil møde dem – eller nærmere ikke vil møde dem – i selskabslokalerne, at hun næsten ikke tør trække vejret. Da de kommer indenfor, åbner hun med en dirrende hånd dørene på klem ind til festlokalet.

 

– Nej, hvor har du dækket bordet flot! udbryder Sara, der står bag hende. Ja, men vil der også være noget at sætte på det? tænker hun i sit stille sind. Da hun i næste øjeblik hører en vellystig skramlen af gryder ude fra det tilstødende køkken, mærker hun en ubeskrivelig lettelse brede sig i kroppen.

 

I det samme dukker to ældre serveringsdamer op i lokalet. De har hænderne fulde af laks og vagtelæg anrettet med professionel elegance på de hvide forrettallerkener. – Mmm! udbryder Sara lækkersultent ved synet. – Jeg synes lige, du skal hilse på kokken, hvisker hun og knuger Saras hånd.

 

***

 

Et øjeblik stirrer konfirmanden og den kokkeklædte ældre mand uforstående på hinanden, så bryder Sara ud i et glædesskrig og kaster sig i armene på ham. – Morfar! jubler hun og knuger sig ind til ham. – Hvor er du dog blevet stor, lille skat! Jeg kan jo næsten ikke genkende dig, udbryder han og har svært ved at skjule sine tårer i øjenkrogene.

 

– Men hvad laver du her? Sara vender sig uforstående imod sin mor, der kejtet slår ud med hænderne og ikke aner, hvad hun skal sige. Gensynet med sin far har gjort hende stum. – Jeg er såmænd ved at lægge sidste hånd på festmiddagen...godt hjulpet af disse to unge skønheder, blinker han til de to ældre serveringsdamer, der ryster smilende på hovedet.

 

– Altså, det er lidt af en morfar, du har! Vi har aldrig mødt en kok, der kan fortælle så mange røverhistorier og samtidigt få så meget fra hånden, ler de. – Kommer du ind og får en velkomstdrink med gæsterne? spørger Sara sin morfar, inden hun sammen med serveringsdamerne forlader køkkenet for at modtage de første gæster, de nu kan høre begynder at vælte ind ad dørene.

 

Hun retter sig op og tager en dyb indånding. Hun kender ham. Den første skål vil tage den næste, og inden længe vil han ødelægge Saras store dag – nøjagtigt som han ødelagde hendes. – Jeg skal lige tale med morfar først, siger hun.

 

Da de er alene i køkkenet, hvor de store gryder bobler og udsender den lifligste duft, rømmer hun sig. – Tak, far, hvisker hun, – Det er mig, der takker for at få lov til at være en del af Saras store dag, siger han og slår blikket ned. – Efter alt det, jeg har budt jer.

 

– Jeg orker ikke at høre på flere af dine undskyldninger, fejer hun ham af. – Jeg forstår dig godt, hvisker han og dukker nakken. Da jeg mistede dig og Sara, indså jeg endelig, at jeg havde brug for hjælp. Indtil da havde jeg jo syntes, at jeg kunne styre mit alkoholindtag. Men efter at jeg gik i behandling, indså jeg endelig, at jeg er alkoholiker.

 

– Det tog sin tid, mumler hun. – Det værste var dog at indse, hvor uansvarlig jeg har opført mig. Især over for dig. Du var jo kun en lille pige, da du mistede din mor... – Og min far, siger hun bittert og mærker, hvordan tårerne presser sig på.

 

– Hvis du beder mig om at gå, lover jeg aldrig at opsøge jer igen. Men hvis du vil give mig chancen for at blive en del af jeres liv igen, lover jeg aldrig at svigte dig og Sara igen, siger han og tørrer hænderne af i forklædet.

 

Hun har lyst til at slå hans ord hen som endeløst vrøvl og bede ham gå. Men hans klare blik er ikke til at komme uden om. – Jeg har ikke rørt en dråbe spiritus i to år. Jeg er det, man kalder en ædru alkoholiker, siger han med et forsigtigt smil.

 

Hun ser grundende på ham. Måske er det ikke kun Sara, der er trådt ind i de voksnes rækker i dag? Måske er hendes far det langt om længe også? Da hans hånd søgende rækker ud mod hendes, kommer Sara i det samme skørtende ud i køkkenet og afbryder dem.

 

– Kom ud, morfar! Jeg vil udbringe en skål for kokken! – Nej, skal vi skåle, bliver det for konfirmanden og hendes fantastiske mor. – Men min skål bliver dog i kildevand! siger han. Af en eller anden grund tror hun på ham, da hun tager ham under sin ene arm og sin datter under den anden.

 

Leende går de alle tre ind i selskabslokalerne for at modtage gæsterne på Saras store dag. En dag, der skulle vise sig at blive meget større, end hun havde turdet håbe på.

Tekst: Mette Rosenkrantz
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 10-08-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge