Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: En man kan stole på

Noveller
Jeg hader at blande mig i andre menneskers liv, og manden i sengen ved siden af min var en irriterende spradebasse. Men i betragtning af omstændighederne var det svært for mig at sige nej til at gøre ham en tjeneste, og lidt smigret følte jeg mig vel også over den tillid, han viste mig. Da jeg nogle dage senere stod med en betragtelig formue mellem hænderne, blev jeg dog slemt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre...

Da jeg slog øjnene op, var alt hvidt. Et øjeblik troede jeg, at jeg var genopstået i en anden dimension, men en stønnen til højre for mig, fik mig til at løfte hovedet. – Rart at se, du er i live, kammerat, sagde stemmen i sengen ved siden af.

 

Jeg sukkede og lagde hovedet tilbage på puden. For en uge siden blev jeg opereret for et hjerteanfald. Jeg var stadig på hospitalet, og mens jeg havde slumret, var en ny patient ankommet.

 

– Er det også hjertet? spurgte jeg høfligt. Jeg var ikke så interesseret i nye bekendtskaber. Jeg var optaget af at komme hjem og genåbne min lille frugt- og tobaksforretning.

 

– Det kan du bande på. Hjertet holdt op med at dikke. Blev opereret i tirsdags. Jeg skottede over til ham. En kraftig mand i slutningen af fyrrerne. Han havde mørkt, uredt hår efter flere dage i sengen, og en hvid skjorte, som var alt for lille til den store mave. Han lå og duvede i sengen som en strandet hvalros. – Hvad med dig?

Annonce

 

– Alt gik godt, og nu vil jeg hjem. Har ikke råd til at ligge her, men hvad kan jeg gøre. Han smilede. – Ronald Jørgensen, ejendomsmægler. Og du? – Jonas Jakobsen, efter min far. Driver en lille frugt- og tobaksforretning. Også efter min far. Han lo. – Gift?

 

– Med Hilde. I snart 20 år. Og du? Det spillede ingen rolle for mig, om han var gift. Men det lå til min profession at holde enhver samtale i gang. Det hændte, at jeg solgte en ekstra plade chokolade på den konto. Han svarede ikke på mit spørgsmål. I stedet gentog han: – I snart 20 år. Og hvor mange elskerinder?

 

Jeg vendte mig mod ham og gav et ufrivilligt støn, da ryggen protesterede: – Hva' be'ha'r? – Du kan umuligt have været gift så længe uden et eneste sidespring? – Jo. – Ikke engang fantaseret om det? – Ærlig talt, nu tror jeg, at jeg vil læse. Jeg famlede efter billigbogen på natbordet, men kom i stedet til at puffe den på gulvet. – Du må ikke misforstå. Selv har jeg været gift i 26 år, og jeg elsker min kone. Men samtidig har der været en anden kvinde i mit liv, Elsebeth. En kvinde, som har elsket og støttet mig, hvor min kone ikke rakte til. En kvinde, som har hjulpet mig til at blive den ubetingede succes, jeg er. – Fint, sagde jeg op i loftet.

 

Ronald Jørgensen var en værre spradebasse. Efter mange år i kioskbranchen kendte jeg godt den type.

 

– Det må man sige, han trak vejret dybt. – Men selv om lægerne reddede mig denne gang, giver de mig ingen garantier. Jeg ved ikke engang, om jeg lever ugen ud. – Mon ikke, sagde jeg høfligt.  – Men sæt nu, jeg kreperer herinde... tja, min kone arver en solid formue. Og, bevares, det fortjener hun. Men kan det være rigtigt, at Elsebeth ikke får en krone? Kvinden, som har ventet ved min side, som har forsaget sit eget liv for min skyld? Hvad synes du? – Det ved jeg ikke. Jeg følte mig pludselig træt. – Jeg har vist brug for et hvil.

 

Han nikkede forstående. – Du virker som en fin fyr. En, man kan stole på, det så jeg med det samme. Tak, fordi du hørte på mig. – Ikke noget at takke for. Jeg lukkede øjnene og døsede snart hen.

 

* * *

 

Middagen blev serveret klokken et. To fiskefiléter, to kartofler, lidt ærter. Jeg stak i kartoflerne og mærkede, at nogen stirrede på mig. Ronald blinkede til mig. – Hvis du kan spise det, så klarer du alt! Vil du gøre mig en tjeneste? – Hvis du vil bede mig løbe ned i kiosken og købe en hotdog, er svaret nej.

 

Han lo. – Du har fred i sindet, og det er godt. Værre med mig. Jeg har altid haft en god intuition, og nu fortæller den mig, at jeg ikke har længe igen. – Hvad med en samtale med sygehusets psykolog, foreslog jeg. – Det er bare at trække i snoren, sådan, og...

 

Han åbnede natbordsskuffen og fiskede en lille nøgle frem. Med en kraftanstrengelse kom han ud af sengen og over til mig. Han rakte mig nøglen. – Til Elsebeth. I denne boks har jeg samlet nogle værdier til hende i tilfælde af, at jeg skulle dø. Giv hende nøglen, det er alt, jeg beder dig om.

 

– Kan du ikke give hende den selv? – Hun er forsvundet. Blev nok træt af alle mine tomme løfter. Jeg har forsøgt at ringe til hende, men hun svarer ikke. – Men jeg kan altså godt få fat i hende? – Prøv fra din telefon, det nummer kender hun ikke. Eller send en sms. Skriv, at hun kan få nøglen i din kiosk.

 

– Jeg tror, jeg må sige nej. Jeg hader at blande mig i andres liv. Og du klarer dig sikkert fint. Giv den selv til hende.– Han sukkede. – Hør her: Overlever jeg, så gør jeg det selv, og så kan du glemme nøglen og mig. Men i modsat fald...Jeg orkede ikke mere bøvl. Jeg tog nøglen og lagde den i min egen natbordsskuffe. – Tusind tak, sagde han.

 

* * *

 

Næste morgen vågnede jeg og opdagede, at jeg var alene i værelset. Ronalds seng var også væk. En ubehagelig følelse kom krybende, og jeg ringede på sygeplejersken. – Hvor er ham, jeg delte stue med, spurgte jeg. – Er han...? Hun smilede. – Ronald blev udskrevet i morges. Eller rettere, han udskrev sig selv.

 

Jeg følte mig lettet. – Han fablede om, at han var ved at dø. – Han skal nok klare sig fint. Det samme gælder dig. Lad os se efter stuegang. Måske kan du tage hjem allerede i morgen. Jeg ventede, til hun havde forladt rummet, før jeg trak natbordsskuffen ud. Nøglen lå der stadig. Jeg sukkede.

 

* * *

 

Sygeplejersken fik ret. Jeg kunne rejse hjem næste formiddag. Men med strenge formaninger om at holde mig i ro en uges tid. Formaninger, som jeg ikke havde tænkt mig at overholde. Er man selvstændig, har man ikke noget valg. En lukket kiosk giver ingen indtægter, og bunken af regninger voksede hurtigere, end jeg brød mig om.

 

Jeg kunne selvfølgelig have ansat en vikar, men omsætningen rakte kun til at brødføde en person. Alligevel bevilgede jeg mig selv et par rolige dage på altanen. Med min kone, Hilde, et glas vand og avisen, var det den bedste rekreation, jeg kunne få.

 

Det store chok kom på tredjedagen. I avisen kunne jeg læse, at en stor BMW var kørt gennem autoværnet og lige i havet. Man frygtede, at chaufføren havde fået et hjerteanfald og mistet herredømmet. Den luksuøse bil tilhørte Ronald Jørgensen. Bilen blev fundet tom, men de havde ikke noget håb om at finde overlevende. Strømmen var for stærk.

 

Jeg gøs. Ronald havde været overbevist om, at han snart ville dø. Og på uhyggeligste vis havde han haft ret. Så kom jeg i tanke om nøglen. Min første tanke var at ringe til Elsebeth på det nummer, jeg havde fået. Men jeg ombestemte mig. Der var gået

flere dage, siden Ronald forlod sygehuset, og formentlig havde han selv givet hende den.

 

Helt sikker kunne jeg naturligvis ikke være. På den anden side brød jeg mig ikke om at blande mig i andres sager og besluttede mig for at tjekke boksen, før jeg tog kontakt. Desuden havde historien vakt min nysgerrighed. Hvem var han, denne fyr, der kunne forudsige sin død på den måde?

 

* * *

 

Nøglen havde ingen adresse, kun et nummer. Det betød, at jeg var nødt til at gennemtrawle samtlige byens kuffertopbevaringsbokse, før jeg omsider fandt den rigtige. Boksen var ikke tom. En lille rød sportstaske lyste mig i møde inde fra mørket. Jeg tog den ud, men ventede med at tjekke den.

 

Jeg kaprede en taxa, og lidt efter låste jeg mig ind i min lille frugt- og tobaksforretning. Jeg satte tasken på skrivebordet, men tog først et kig på posten. Et utal af regninger, nogle af dem var allerede gået videre til inkasso. Så var det taskens tur.

 

Forsigtigt åbnede jeg lynlåsen. Jeg gispede. Foruden en hel del kontanter, indeholdt den flere juveler. Blandt andet et guldsmykke formet som flettede rosenstilke. I enden hang en stor, rosenformet diamant. Den største, jeg nogensinde havde set. Jeg vejede smykket i hånden og blev overrasket over tyngden. Det var en formue værd, hvis det var ægte.

 

Der var også et par ørestikker i samme stil. Hver med sin lille rosenformede diamant. Jeg måtte ringe til Elsebeth. Jeg havde ikke længere noget valg. Jeg tog mobilen, men igen tøvede jeg. Jeg følte, jeg befandt mig i et etisk dilemma.

 

Strengt taget tilhørte taskens indhold de retmæssige arvinger, altså Ronalds kone. Men ville det være rigtigt af mig at opsøge hende? Så ville jeg blive nødt til at forklare hende omstændighederne og på den måde tilsmudse Ronalds eftermæle. Ronald, som havde vist mig tillid. En tanke slog ned i mig. Måske var det bedre, hvis jeg...

 

Jeg svælgede, vovede ikke at tænke tanken til ende. Lod i stedet blikket glide rundt i den lille forretning. Fra regningerne på bordet til værdierne i sportstasken. Værdier, ingen kendte til, og som ingen ville gøre krav på. Måske var det bedst, hvis jeg

selv beholdt dem? I hvert fald en lille del, som findeløn?

 

Tanken fik mig til at svede. Jeg kunne friske butikken op, måske endda bevilge os en lille ferie? Den første i rigtig mange år. Hvor mange gange i livet fik man sådan en chance? Det ville ganske vist stride mod min natur. Jeg er en ukompliceret natur, der kun ønsker at leve et hæderligt liv.

 

På den anden side har enhver menneskesjæl sine mørke irgange af grådighed og egoisme. Det har mange år i kioskbranchen lært mig. Og nu var turen kommet til mig. Måske. Jeg bestemte mig til at få smykket vurderet og få et vist overblik over, hvad jeg eventuelt begav mig ud i.

 

* * *

 

Dagen efter gik jeg ind i forretningen ved siden af min. En guldsmedebutik, hvor indehaveren har holdt ud omtrent lige så længe som jeg. – Godt at se dig, Jonas, sagde han. – Begyndte at tvivle på, om du kom tilbage. – Jeg kommer altid tilbage, om det så bliver som et spøgelse. Den butik bliver min død. Jeg tog smykket frem og lagde det på disken. – Hvad siger du til det her?

 

Hans pupiller udvidede sig. Han så fra smykket, til mig og tilbage igen. – Nydeligt håndværk, mumlede han og løftede det op. – Hvor meget taler vi om? Han kneb øjnene sammen. – Et sted mellem 200.000 – 300.000 kr. Vil du vide det nøjagtigt, er jeg nødt til at foretage en mere grundig vurdering.

 

Det svimlede for mig. Et beløb, der var stort nok til at starte på en frisk. En enestående chance. – Hvor har du smykket fra? – Fra en kunde... som sikkerhed, og nu er han forduftet. Guldsmeden vendte og drejede det. – Det er et ægte Chagel. – Og det er godt? – Håndlavet, unika. Findes kun i et eksemplar.

 

Det snurrede rundt for mig. Min indre regnemaskine var ved at brænde sammen. Jeg undlod at vise ham de tilhørende ørestikker, det betød ingenting. De måtte også være tusindvis af kroner værd. En tur til Spanien, hvad ville Hilde sige til det? Eller en ny vaskemaskine, måske også en sofa. Alle disse ting, som vi i årevis havde givet afkald på.

 

Jeg var forlængst groet fast i kiosken og min egen fortid. Dette kunne blive den forandring, vi havde ventet på så længe. Solide rynker viste sig i guldsmedens pande. – Jeg tænker på, om det er dette smykke, der blev meldt stjålet for noget tid siden. Politiet sendte os et billede i tilfælde af, at nogen kom ind for at sælge det. Vent, så ser jeg efter. Guldsmeden forsvandt ud i baglokalet.

 

Jeg mærkede, hvordan min nyvundne formue løb ud som sand mellem fingrene på mig. Det var selvfølgelig for godt til at være sandt. Så kunne jeg lære ikke at være grådig! Det var ikke svært at regne ud, hvad der var sket. Ronald Jørgensen havde naturligvis stjålet smykket fra sin kone. Så havde han hævet forsikringspengene, før han gav smykket videre til sin elskerinde. Og jeg var bidt på, dum som jeg var.

 

Lidt efter vendte guldsmeden tilbage. – Desværre, jeg kan ikke finde billedet. Måske tager jeg fejl. Gå ned på politistationen og forhør dig. De kan sikkert hjælpe dig med at finde den rette ejer. – God idé, mumlede jeg.

 

Ude på fortovet blev jeg stående og indåndede den kølige efterårsluft. Vinteren var lige om hjørnet, og snart ville den mørke årstid omfavne os med sin kulde. Valget var mit. Jeg kunne gå til politiet og lade alt forblive som før. En tilværelse, der pludselig forekom mig farveløs og grå. Eller jeg kunne vente nogle måneder, tage til en anden by og sælge smykket der. Men ville jeg kunne leve med det?

 

Jeg valgte den første mulighed. Jeg gik til politiet. Fortalte alt. Om Ronald i sygesengen, om Elsebeth og om nøglen. Derefter gav jeg dem tasken med smykket og alle kontanterne. Kun ørestikkerne undlod jeg at aflevere. To rosenformede ørestikkere,

som brændte i lommen, men som ved en passende lejlighed ville blive overrakt til min egen kone.

 

* * *

 

En uge senere befandt jeg mig igen hos poltiet. Efterforskeren på den anden side af bordet bød på kaffe, og jeg tøvede ikke med at sige ja. Han skænkede op. – Takket være dig pågreb vi dem, lige før de skulle til at krydse grænsen. – Dem? – Både Ronald Jørgensen og Elsebeth. Jeg ved ikke, hvor meget du har fulgt med i aviserne, men han var på fallittens rand.

 

Jeg nikkede. Aviserne havde været fulde af skriverier om Ronald Jørgensen. I forbindelse med et stort ejendomsprojekt var et svimlende millionbeløb gået tabt. Rasende kreditorer havde taget jagten op på ham, hvilket havde resulteret i et hjerteanfald og deraf følgende indlæggelse på sygehuset, hvor vi havde mødt hinanden.

 

Hans angivelige død var blevet planlagt fra sygesengen. Værdierne i boksen var en af flere skjulte reserver, som han ikke selv turde hente af frygt for at blive opdaget. Jeg blev mellemleddet. Han måtte give Elsebeth nøglen på en diskret måde. Elisabeth besøgte frugt- og tobaksforretningen for to dage siden. En fælde, som blev sat op efter aftale med politiet.

 

– Men vi undlod at pågribe hende, fortsatte efterforskeren. – I stedet fulgte vi efter hende. Hun førte os direkte til Ronald Jørgensen. De var netop i færd med at planlægge deres hemmelige flugt til udlandet.

 

Jeg tog en slurk kaffe, og et øjeblik følte jeg mig som hensat til en spændende dramatisk historie, hvor jeg selv spillede en vigtig rolle. – Og hvor er jeg henne i den historie? – Hvad mener du? – Helten, som kan hæve findeløn eller hvad?

 

Efterforskeren rystede beklemt på hovedet. – Desværre. Du blev bedt om at opbevare værdierne og kan næppe gøre krav på dusør. Jeg knugede stadig om ørestikkerne i lommen, men tog hånden op, idet han rakte mig sin. De to små juveler blev liggende i lommen.

 

– Men du er en, man kan stole på. Og det er slet ikke så dårligt i disse tider. – På gensyn, sagde jeg, men tøvede, idet jeg nåede døren. – Ja? – Nej, ingenting.

 

Jeg skyndte mig ud og ned ad trapperne. Først nede i receptionen standsede jeg og gik så samme vej tilbage, som jeg var kommet. Igen bankede jeg på efterforskerens dør.

 

– Jeg var lige ved at glemme disse, sagde jeg og lagde ørestikkerne foran ham. – De lå også i tasken.

 

Han tog dem op og studerede dem. Nikkede og smilede anerkendende, men sagde ingenting. Jeg listede ud og lukkede stille døren bag mig. Ude på fortovet blev jeg stående nogle minutter. Vinteren var ved at lægge sit blege slør over omgivelserne. Men trods alt var denne årstid også smuk, det indså jeg nu.

 

Solen stod lavt på himlen og fik små frostperler til at glitre mellem nøgne grene. – En, man kan stole på, gentog jeg for mig selv og begyndte at gå hjem til Hilde. Det var en betegnelse, jeg kunne leve med.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 21-09-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge