Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: En tur ud i det blå

Noveller
Sebastian havde altid set op til sin morfar, som i barnebarnets øjne var lidt af en verdensmester, især når det gjaldt biler. Kjeld havde altid elsket sine biler, og efter sit slagtilfælde var det kun bag rattet, at han endnu følte sig som den mand, han engang havde været. Men en dag var det nær gået galt...

Jenny støttede Kjeld, imens de langsomt skråede hen over vejen. Siden hans slagtilfælde sidste år var han blevet usikker på benene og afhængig af hendes støttende arm på længere strækninger. Det havde allerede taget alle hans kræfter at gå op ad trapperne til tredje sal, hvor deres barnebarn, Sebastian, netop var flyttet ind i en lejlighed. Men han havde forsøgt ikke at lade sig mærke med det.

 

Hun vidste, hvor meget det betød for ham, at han stadig fremstod som den stærke morfar, som han altid havde været i Sebastians øjne. Sebastian havde altid set op til Kjeld. I barnebarnets øjne havde morfar altid været verdensmester – især når det kom til biler.

 

Sebastian havde kun været et par år gammel, da Kjeld første gang havde stukket ham en tot twist imellem hænderne, så han kunne hjælpe med at polere morfars bil. Den lille purk havde været så stolt over at få lov at hjælpe, og siden var hans interesse vokset til, hvad der gemte sig bag kølerhjelmen, og Kjeld havde villigt lært ham alt om kardanaksler, firtaktssystemet i motoren og toppakninger. Det var dengang, sukkede hun stille for sig selv.

Annonce

 

Da de nåede over til den sølvblå Ford, der holdt parkeret neden for den røde etageejendom, slap Kjeld hendes arm for at fiske bilnøglerne op fra inderlommen af sin vindjakke. Hun sukkede vemodigt, da hun satte sig ind på passagersædet. – Det er altså mærkeligt, at Sebastian nu er flyttet hjemmefra. Jeg synes kun, at det var i går, at han kom til verden.

 

– Hold nu op, snerrede Kjeld forpustet. – Og kørekort har han også fået, sukkede hun. – Kan han nu klare sig? Han tjener jo ikke noget særligt som tømrerlærling, forsatte hun og lod, som om hun ikke bemærkede, hvor meget Kjeld rystede på hænderne, da han bakkede ud fra parkeringsbåsen. – Han er en voksen mand, snerrede han igen vredt. – Han er da kun 19 år, sukkede hun.

 

***

 

Hun vidste, hvilken kraftanstrengelse det var for Kjeld at køre i trafikken herinde i storbyen. Hun havde da også forsøgt at overtale ham til, at de i stedet tog bussen herind. Men Kjeld havde insisteret på at køre. Nu sad han med begge hænder stramt knyttet om rattet.

 

Hun skævede til ham, imens de kørte ned ad den smalle og tæt parkerede gade. Engang havde hun aldrig skænket trafikken en tanke, hun havde bare afslappet lænet sig tilbage i passagersædet, imens de havde kørt af sted. Det havde været så hyggeligt at sidde i bilen, på vej, imens de havde talt om løst og fast. Men nu mælede han ikke et ord.

 

Siden hans slagtilfælde var han blevet irritabel og trist og snerrede ad hende over det mindste. Men det var selvfølgelig heller ikke nemt at gå fra at have været en stærk, aktiv mand til nu ikke engang længere at kunne slå græs, eller gå sig en lang tur alene. Kun når han satte sig bag rattet, følte han sig stadig som den mand, han engang havde været.

 

Hun sad med blikket stiftet rettet mod forruden, parat til at advare ham om mulige farer, som han måske ville overse. Hun havde flere gange oplevet ham nær falde i søvn hen over rattet eller køre over for rødt, hvis ikke hun havde reageret og højlydt gjort ham opmærksom på det.

 

Storbyens trafik var helt anderledes hektisk end i forstaden, hvor han plejede at køre lidt småærinder op til nærcentret. Hun kunne tydeligt fornemme, at han anstrengte sig for at få overblik over mylderet af gående, cykler og biler. Knoerne på hans knyttede hænder var blege.

 

Hun måtte holde vejret, da han kørte ud i et stort venstresvingskryds, hvor biler, cykler og fodgængere lod til at storme frem i hver sin retning. Da en stor lastbil bag dem dyttede utålmodigt, flakkede hans blik febrilsk, før han pludseligt trykkede hårdt på gaspedalen.

 

Hun for sammen, stemte fødderne mod gulvet og skreg, at han skulle bremse, da en cyklist i samme øjeblik var på vej over krydset. Cyklen nåede imidlertid at bremse før ham og undgik dermed i sidste øjeblik at blive ramt. Med hjertet oppe i halsen vendte hun sig bagefter skrækslagent imod Kjeld.

 

Det var unødvendigt at sige noget. Chokket og nederlaget stod skrevet over hele hans ansigt.

 

***

 

Da de kom hjem, spekulerede hun stadig over, hvordan hun skulle få ham til at opgive at køre bil. Det havde jo været så tæt på at gå galt i dag. Hun blev næsten svimmel ved tanken. De havde ikke talt sammen resten af turen hjem. Han havde været så udmattet, da han parkerede bilen i carporten, at han var faldet i søvn i sin lænestol i næsten samme øjeblik, som han havde sat sig i den.

 

Han sov stadig, imens hun satte på bordet. De skulle have stegt lever med æbler, løg og flødesovs. Hans livret. Måske kunne det lokke ham til at spise lidt mere, end han plejede. Engang havde det aldrig bekymret hende. Men siden slagtilfældet havde han mistet appetitten.

 

Hun betragtede et øjeblik hans sovende ansigt. Hun strøg ham blidt over kinden, indtil han missede med øjnene. – Kjeld, vi skal spise, hviskede hun. Han virkede stadig træt, da hun efter aftensmaden bar ud af bordet, og havde næsten ingenting spist. Han havde bare stukket til maden og ikke sagt mange ord, da hun havde rømmet sig.

 

– Det går ikke længere, Kjeld. Du bliver nødt til at opgive at køre bil. Det var kun et spørgsmål om sekunder i dag... Men han havde ikke villet tale om det. – Du har ikke kørekort, så det har du slet ingen forstand på, havde han snerret som sædvanligt, når hun før havde taget emnet op med ham, og vredt forladt bordet.

 

Imens hun vaskede op, så hun ud igennem køkkenvinduet. Han var gået ud til sin elskede bil, der holdt i carporten. Med et tankefuldt blik lod han hånden glide forsigtigt hen over kølerhjelmen. Bilen var hans stolthed og havde altid været det.

 

Hun rystede opgivende på hovedet og gled tilbage i minderne til dengang for mere end 50 år siden, hvor han var kommet kørende hjem i deres allerførste bil. Han havde været så stolt, at han ikke havde været til at skyde igennem. Deres datter, der på det tidspunkt bare havde været et par år, havde han løftet op på den sorte kølerhjelm. Her skulle hun posere, imens han knipsede billeder med kameraet til familiealbummet.

 

Det havde også været i den bil, at de var startet på at køre ture ud i det blå. Nysgerrigt drejet af ved pudsige vejskilte, kørt igennem små byer, granskove og altid været på udkig efter en passende grøftekant, hvor de kunne spise deres medbragte madpakker, imens de nød landskaberne omkring sig.

 

Selvom bilen siden var blevet skiftet ud med en ny, og endnu en ny, havde de fortsat kørt mange ture ud i det blå. Selv Sebastian havde siddet med på bagsædet og ligeså ivrigt søgt efter den "helt rigtige" grøftekant, hvor de kunne spise deres medbragte madpakker og drikke citronvand. Men det var dengang, tænkte hun, imens hun opdagede, at hendes øjenkroge var blevet fyldt med tårer.

 

Han var stadig ude ved bilen, da hun satte sig ind i sofaen med sit strikketøj. Hun var i gang med en varm sweater til Sebastian. Det kunne han nok bruge, nu da han var kommet i lære som tømrer og arbejdede udenfor både sommer og vinter.

 

Hun kunne stadig ikke forstå, at han var blevet så gammel, at han var flyttet i sin egen lejlighed. Hun syntes kun, det var i går, at han i sine overalls og små sandaler havde strålet som en sol, når han og Kjeld var kommet tilbage fra vaskehallen på tanken. – Mormor, jeg fik lov at sidde i morfars bil, imens den blev vasket! havde han jublet.

 

Hvor blev tiden dog af? Hun sukkede og rystede på hovedet.Hendes tanker blev afbrudt, da hun hørte Kjeld sætte træskoene i entreen, før han – uden et ord – gik i seng. Sådan havde han aldrig opført sig før. Men alt havde ændret sig i løbet af dette sidste år.

 

Lægerne havde sagt, at der ofte kunne følge en depression i kølvandet på et slagtilfælde, men ikke noget om, at personligheden kunne ændre sig så radikalt som i Kjelds tilfælde. Hun bed sig i læben. Før havde han altid været så kærlig, lun og fuld af

overraskelser. Nu var det, som om han var blevet en helt anden mand, som hun ikke længere kunne genkende.

 

***

 

Da hun lørdag morgen vågnede og slog gardinerne fra, opdagede hun, at det var det mest pragtfulde vejr. Solen skinnede fra en skyfri blå himmel. Da hun satte vand over til kaffe, så hun fra køkkenvinduet, at Kjeld igen gik ude ved bilen, som han havde gjort i de seneste par dage, siden de havde været inde at besøge Sebastian.

 

Hun rystede på hovedet, hvordan skulle hun dog få ham til at opgive den? Selvom han ikke været ude at køre siden, vidste hun, at der sikkert ikke ville gå længe, før han satte sig ind bag rattet igen og kørte sig en tur. Men, tænkte hun for sig selv og rankede ryggen, når han gjorde det, måtte hun tage tyren ved hornene.

 

Det kunne jo gå lige så galt herude i forstaden, selvom der var langt mindre trafik. Da hun kaldte på ham og sagde, at kaffen var klar, lod han til at være i et bedre humør, end hun længe havde oplevet ham i. – Sikke et vejr, sagde han, – det er lige sådan en dag, hvor man burde pakke en madkurv og køre ud i det blå!

 

Hun så ned i sin rygende kop kaffe uden at svare. – Hvad synes du, Jenny? Hun satte langsomt koppen fra sig. – Kjeld, forleden var det nær gået galt, sagde hun stille, imens gråden strammede til. Hun bed sig i læben. – Det er uforsvarligt, at du bliver ved med at køre bil.

 

Da han ikke svarede, men blot sad og stirrede tavst frem for sig, rejste hun sig vredt og fandt sit indkøbsnet frem. Hun orkede ikke flere skænderier med ham. På mandag måtte hun ringe til hans læge og sætte ham ind i situationen – selvom hun ikke var meget for at blande en tredjepart ind i deres ægteskab.

 

Men det gjaldt ikke kun hans og hendes sikkerhed – hvis det gik ud over ganske uskyldige, ville hun aldrig kunne tilgive sig selv. – Jeg cykler op til nærcenteret og køber ind, sagde hun. – Jenny! kaldte han, netop som hun var på vej ud ad døren. Hun vendte sig om og gik ind i stuen til ham.

 

– Jeg ved godt, at min tåbelige stolthed nær havde kostet livet for en uskyldig cyklist, men forstår du... – Ja, jeg forstår det godt, hviskede hun, – at køre bil er din sidste frihed... – Jeg har brugt de sidste dage til at tænke hele situationen igennem, sagde han. – Og jeg har indset, at jeg bliver nødt til at sælge bilen.

 

Hun spærrede øjnene op af overraskelse. – Men dog, Kjeld! udbrød hun og gik hen imod ham. – Undskyld, at jeg har været sådan et fjols, mumlede han. Hun lagde lettet hænderne om hans ansigt og kyssede ham. – Jeg ved, hvor svært det hele er for dig, hviskede hun, – og derfor er jeg endnu mere stolt over, at du har taget den beslutning.

 

***

 

Da hun en time senere kom tilbage med cykelkurven fyldt med varer, parkerede hun cyklen op ad husmuren. Kjeld stod ved bilen og pudsede den med voks. – Ved du hvad? udbrød han. – Jeg har besluttet, at vi skal køre en tur ud i det blå! – Kjeld, sagde hun og tog en dyb indånding, – er vi ikke lige blevet enige om, at du ikke skal sætte dig ind bag rattet af en bil mere?

 

– Hvis du går ind og smører en stor madpakke, så kører vi lige om lidt, overhørte han hende og klappede stolt på kølerhjelmen. Hun var nær ved at trampe i jorden af vrede og frustration, da hun pludselig hørte en stemme bag sig. – Hej, mormor! Der stod Sebastian pludseligt i sin stramme cowboybukser, der hang alt for langt nede om bagen og gav hende en stort knus.

 

– Men Sebastian, hvad laver du her? udbrød hun overrasket. – Sebastian kommer for at hente sin nye bil, svarede Kjeld for ham og rakte Sebastian sine bilnøgler. – Ja, vi har lavet en afdragsordning, blinkede Sebastian til Kjeld. – En afdragsordning? udbrød hun og satte vredt hænderne i siderne. – Som om den stakkels dreng ikke har nok udgifter, efter at han er flyttet hjemmefra!

 

– Mormor, lo Sebastian og kørte hånden igennem sit lange pandehår, – morfar ringede i går aftes og tilbød at forære mig bilen, men det ville jeg ikke tage imod. Så jeg tilbød i stedet mig selv som chauffør, når I har brug for det. I skal bare ringe! – Og det har vi i dag, smilede Kjeld, som hun ikke havde set ham smile i meget lang tid. Det var, som om al den sidste års vrede og bitterhed var forsvundet, og selv hans rynker nu smilede med ham.

 

Hun rystede både lettet og smilende på hovedet, før hun skyndte sig ind i køkkenet og smurte en stor madpakke. Imens så hun ud gennem køkkenvinduet, at Kjeld støttede sig til Sebastians arm, imens de besigtigede bilen fra alle vinkler. I næste øjeblik var Sebastian i gang med at fylde olie på bilen – under Kjelds kyndige vejledning.

 

***

 

Da Sebastian koncentreret satte tændingsnøglen i låsen, var det tydeligvis med lige så stor stolthed som med lettelse, at Kjeld satte sig ind ved siden af ham på passagersædet. Med et lettet smil lænede hun sig tilbage på bagsædet. Inden længe susede de ud ad landevejene, imens samtalerne imellem dem gled ligeså ubesværet som trafikken udenfor.

 

Sebastian fortalte om sine første erfaringer med at lave mad og vaske tøj selv, og inden længe fortalte både hun og Kjeld om dengang, da de var unge og skulle klare sig selv. Det var første gang siden Kjelds slagtilfælde, at hun havde oplevet ham så munter og afslappet som nu.

 

Det var, som om den mand, han havde været før sit slagtilfælde, endeligt var vendt tilbage, imens de passerede vejskilte, marker og græssende kvæg på deres tur ud i det blå. Ved et pudsigt vejskilt blev de enige om at dreje fra. – Mon ikke vi skal finde en grøftekant her i nærheden? spurgte Sebastian og sendte hende et spørgende blik i bakspejlet, imens Kjeld ligeså ivrigt spejdede søgende ud gennem sideruden.

 

– Jeg er sulten som en i pokker, sagde Kjeld. Det var længe siden, at hun havde hørt ham sige det, og hendes hjerte var nær slået et slag over af glæde.

 

***

 

Da Sebastian tidligt ud på aftenen parkerede ude foran deres hus igen, var de alle tre enige om, at det havde været en dejlig dag ud i det blå. Sebastian havde ikke travlt med at komme hjem til sig selv, og da hun inviterede ham til aftensmad, nikkede han taknemmeligt.

 

Imens hun rørte farsen – og i så rigelige mængder, at der var nok til, at Sebastian kunne få en pose frikadeller med hjem, så hun ud ad køkkenvinduet, at Kjeld forklarede mekanikken, imens Sebastian stod med hovedet begravet i motorrummet. Hun kunne ikke lade være med at tørre en rørt tåre væk, da Sebastian, med olie i hele ansigtet, rakte sin morfar en tot twist, så han kunne hjælpe med at pudse lakken.

 

Forvisset om, at Sebastian også fremover ville komme og skrue på sin nye bil i sin morfars carport, smilede hun for sig selv. I gaden, hvor bilen skulle holde parkeret, var der jo ikke plads til den slags. Og selvom det ville være Sebastian, der havde ansvaret for bilen, ville han nok sætte pris på sin morfars råd og vejledning! Det gjorde han jo allerede nu, kunne hun se.

 

Men det var ikke kun Kjeld, der havde gjort en stor erkendelse. Det havde hun også. I dag havde hun endeligt indset, at Sebastian ikke længere var nogen lille dreng. Han var blevet en voksen mand, og selvom det var vemodigt, så nød hun også tanken om, at det nu var hans tur til at sætte sig i førersædet, imens hun og Kjeld fremover trygt kunne læne sig tilbage og nyde resten af turen.

Tekst: Mette Holst
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 24-08-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri