Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Garagens hemmelighed

Noveller
Ingen kunne vide noget om hændelsen for 40 år siden, mente Christian, men nu havde lokalavisen fået en anonym henvendelse, som kunne ødelægge ham. Christian var ikke tvivl om, hvem den kom fra, men hvordan kunne den slyngel vide noget om det, der var sket dengang?

Christian rykkede sig tættere ind til sin kone. – Hold godt om hende, sagde journalisten og løftede kameraet. Christian adlød modvilligt. Han brød sig ikke om journalister. Især ikke den lille, visne gut fra lokalavisen. Med det sjuskede, halvlange hår og de slidte jeans lignede han en halvkriminel ungdomsskoleelev.

 

Uheldigvis måtte han omgås denne underlige race af skrivende taktløse væsner til dagligt. Det var derfor, han havde sagt ja til dette „Hjemme hos"-interview. Det var trods alt bedst at have dem på sin side. – Gift i 38 år... hvad er hemmeligheden?spurgte journalisten. – Og stik mig nu et stort smil!

 

– 38 år er vel ikke så usædvanligt igen, svarede Christian. Han brød sig ikke om den slags personlige spørgsmål. Blev så let sentimental for tiden, nogle gange mærkede han ligefrem gråden stikke i halsen. En 64-årig dommer, som sad og græd ved siden af sin kone i sofaen. Det ville se kønt ud!

Annonce

 

– Selv klarede jeg kun tre år, før mit ægteskab gik i stykker, grinede journalisten. – Ærlighed, sagde Randi og så på sin mand. – Ja Christian trak hende tættere ind til sig. – Det lyder nok som en kliché, men Randi har altid været fantastisk. Det er nok derfor.

 

Journalisten knipsede og nikkede opmuntrende. – Og hvad vil du så gøre, når du bliver pensioneret? Randi svarede: – Vi har tænkt på at købe et hus i Spanien. Og så er Christian jo så glad for naturen, elsker at tilbringe sin tid i det fri. Christian strøg sig gennem håret. – Jeg har jo stadig en række offentlige hverv at tage mig af.

 

– Som nyvalgt formand for byggerådet? indskød journalisten. – Netop, Christian tøede op. Dette var noget, han virkelig brændte for. – Med de flotte kystområder, vi har, er det synd og skam, at vi partout skal bygge på hver ledig plet. Vi har jo så mange andre...

 

– En anden gang, afbrød journalisten og rejste sig. Christian rejste sig også, skuffet over at være blevet afbrudt. Han fulgte med ud i entréen og ventede høfligt, mens gæsten fik jakken på.

 

En klirren fra stuen røbede, at Randi allerede var ved at rydde af bordet. Brat trak journalisten ham til side. – Fik forresten et anonymt opkald her i dag. En, som sagde, at han havde noget sprængfarligt at fortælle om dig. Christians ansigt blev mørkt.

 

– Og hvad skulle det være. – Ingen anelse. Synes bare, du skulle have chancen for at rode dig ud af det, før fyren eventuelt fortæller mig det. Journalisten lo igen.

 

– Død og ødelæggelse, det er det eneste, I interesserer jer for, sagde Christian. Han blev stående og så efter journalisten, til han var forsvundet uden for synsvidde. Så sænkede han hovedet.

 

– Er alt i orden? Randi kom ud til ham, og det gav et sæt i Christian. Han var dybt inde i sine egne tanker. – Jeg har en sag, jeg er nødt til at forberede, undskyldte han sig og trak sig tilbage til kontoret oppe på første sal. Hans fristed.

 

40 års samliv havde lært ham, at kvindelig intuition ikke var at spøge med. Enten måtte man stikke af, eller også måtte man holde sig til sandheden. Inde på kontoret blev han stående ved skrivebordet, mens han trak vejret tungt.

 

Han vidste, hvem der havde ringet til avisen: Jesper Thomsen, en skruppelløs entreprenør med store byggeplaner for fritidsområdet syd for byen. Men først havde Jesper ringet hjem til Christian. Sagt, at han så frem til et godt samarbejde med den nyvalgte formand for byggerådet. Derefter var han blevet direkte. Sagde, at han kendte til sider af Christians fortid, som ikke tålte dagens lys. Og han ville ikke tøve med at gå til avisen.

 

Christian havde intet at skjule, og det havde han også sagt. Den anonyme opringning til avisen var nok ment som et varselsskud, tænkte han. For ingen kunne vide noget om hændelsen for 40 år siden. Det var umuligt. Eller var det? Var der alligevel nogen, der havde kendskab til historien? Det strammede til i brystet.

 

* * *

 

Det var i 1967. Samme år, som han blev færdig med jurastudierne. Hvis han lukkede øjnene, kunne han stadig se det hele tydeligt for sig. To unge mænd bag rattet på en tunet Opel Rekord. Det er Christian, der ejer bilen, men det er kammeraten Jonas, der sidder bag rattet. De passerer en bro, derefter ligger vejen lige og åben.

 

Solen skinner fra en skyfri himmel. To kilometer uden et sving, de kender hver bid af vejen. Har allerede kørt strækningen frem og tilbage et halvt dusin gange denne formiddag. – O.k., siger Jonas, – tilbage til broen en gang mer', så er det din tur. Tager du tid? – Klar, parat!

 

Christian holder armbåndsuret i vejret, knytter næven så hårdt om remmen, at fingrene bliver hvide: – Start! Motoren brøler, dækkene hviner, fræser lange spor af sort, ildelugtende gummi ned i den solstegte asfalt. Så skyder køretøjet fart. Hurtigere og hurtigere. Det kribler i maven.

 

Broen kommer til syne. De opdager ikke politibilen, før det er for sent. Ingen af dem ved, hvor den kommer fra. Pludselig står den der bare, halvvejs foran broen. Det er også en Opel, men en ussel Kadett. Den er mindre og har ikke en chance for at fange dem. Men patruljevognen rører sig ikke. Står der bare og afskærer dem vejen.

 

– Se dig for! brøler Christian. Jonas træder på bremsen. Bilen slingrer. Det synger i dækkene, Christian og Jonas bliver kastet fra side til side som i en løbsk karrusel. Alligevel lykkes det dem ikke at standse. De kan se betjentens skrækslagne ansigt. Han når ikke engang at komme ud.

 

Christians bil snitter Kadetten på langs, skyder den bagud mod den bratte skråning ned mod elven. Christians bil standser midt ude på broen. Patruljevognen står og svajer på kanten af vejen, som om den ikke helt kan bestemme sig for, hvad den skal. Så tipper den og skrider baglæns ned ad skråningen. Standser ikke, før bagpartiet forsvinder ned i den mørke, rivende elv.

 

Jonas tørrer sig over panden med bagsiden af hånden. Christian er allerede på vej ud, men Jonas griber fat i ham. Holder ham tilbage. Der bliver et voldsomt håndgemæng inde i bilen. Det lykkes Christian at rive sig løs, men han når ikke ud af bilen, før Jonas griber fat i hans ben.

 

Nede i elven fyldes patruljevognen stille med vand. Lidt efter bliver den revet med væk fra bredden og bevæger sig ud i vandmasserne. Pludselig kæmper fyrene om at komme først ud af bilen. Oppe på broen bliver de stående og ser taget på bilen, som bølger af sted, før det suges ned i dybet og forsvinder.

 

– Er du fuldstændig vanvittig? siger Christian. – Vi kunne have fået ham ud af bilen og reddet hans liv. – Og hvad så bagefter? Skulle vi bare have smidt alle årene med vores studier væk? De ville aldrig have ladet os slippe af sted med det her. Christian stirrer blindt ned i elven. – Det er drab! Vi har lige begået et drab!

 

– Det var ham eller os, siger Jonas køligt. – Det må du bare se i øjnene. – Hvad gør vi nu? Christian mærker tårerne presse på. – Kører ud til din mors sommerhus. Hun er der jo aldrig mere, vel? – Fanden heller, om vi gør. Christian spytter mod elven.

 

– Desuden er udhuset ved at falde fra hinanden. – Bare et stykke tid. Vi gemmer bilen, til tingene er faldet til ro, og du siger bare til din mor, at du har solgt den. – Nej, det kommer ikke på tale.

 

* * *

 

Christian rettede sig op. 40 år siden og alligevel stod alt stadig lyslevende. Aviserne skrev meget om den begivenhed den sommer, men hverken drabsbilen eller gerningsmændene blev nogensinde pågrebet. De gjorde, som Jonas foreslog, parkerede Opelen ved det forfaldne udhus ved sommerhuset, og dér blev den stående.

 

Jonas døde selv i en trafikulykke få år senere. Flere gange var Christian på nippet til at melde sig selv. Men som tiden gik, gled det mere og mere i baggrunden. I 1978 døde moderen, og da rev han alligevel hele udhuset ned og byggede en ny, solid garage i stedet.

 

En garage i mursten og beton, uden vinduer. Der havde drabsbilen stået lige siden, gemt godt af vejen, som et monster fra fortiden. Christian lagde hånden på telefonen. Han fattede ikke, hvordan Jesper Thomsen havde fået nys om den historie. Det

måtte bunde i en misforståelse.

 

Jesper Thomsen troede nok, han havde et eller andet på Christian, men bortset fra bilhistorien var der intet, man kunne hænge ham op på. Han havde ikke engang stjålet så meget som en blyant hele sit arbejdsliv. Alligevel kunne han ikke frigøre sig fra tanken om telefon opringningen. Han måtte finde ud af, hvad Jesper Thomsen egentlig vidste.

 

Jesper tog røret efter det andet ring og var velvilligheden selv. Selvfølgelig ønskede han et møde. Jesper foreslog, at de kunne mødes ved friluftsområdet syd for byen. Så kunne Christian samtidig se, hvad det var for planer, Jesper havde for sit storstilede byggeri. – Gerne for mig, sagde Christian. – Men du skal vide, at jeg ikke lader mig afpresse.

 

– Det kommer vel an på, hvad jeg har på dig. Skal vi sige ved sekstiden i aften? Christian stirrede på røret. Dette var helt klart en mand, der ikke spildte tiden. – Fint, sagde Christian og lagde på uden at sige farvel.

 

Han havde håbet, at han kunne snige sig af sted, uden Randi bemærkede det. Men idet han tog i håndtaget, var hun der og glattede kraven på hans jakke. – Det bliver ikke sent, sagde han og skulle til at gå. Hun kyssede ham på kinden. – Du er en flot mand. Den bedste!

 

– Tak, han rynkede øjenbrynene og så granskende på hende. – Jeg ville bare lige sige det.

 

* * *

 

Christian drejede væk fra hovedvejen og ind på en mindre sidevej. Han elskede naturen, og det vældede op i ham, som han nærmede sig fritidsområdet. Det var kun herude, han virkelig kunne slappe af. Det blev over hans lig, at nogen fik lov at ødelægge området med gravemaskiner og lastbiler.

 

Et pludseligt regnskyl gjorde den stadigt smallere vej fedtet, men lige så hurtigt kiggede solen frem igen. Træernes løv glitrede, som var de dyppet i sølv. Vejen endte i en tilgroet parkeringsplads. En stor, sort jeep stod parkeret halvvejs inde i krattet. Jesper Thomsen åbnede døren og hoppede ud.

 

Selv om han var lille og rund, virkede Jesper både energisk og kvik. En tyk guldkæde skimtedes i den åbentstående skjorte. Han stak en tyk næve frem. – Vi er de eneste herude, sagde han og lo en kort, hæs latter. – Det er spild at lade området ligge brak på den måde. – Det er bare, fordi det er sent på sæsonen, svarede Christian surt og undlod at tage hans hånd.

 

Jesper rakte ind gennem døren i passagersiden og fiskede en stor grå kuvert frem. – Nu må vi se på det, sagde han irriterende selvsikkert og viftede med konvolutten i luften. – Jeg har holdt min sti ren, sagde Christian. – Det her er usmageligt.

 

Jesper åbnede kuverten. – Her har jeg skrevet et lille brev til avisen. Og så har vi også dette billede. Han kæmpede lidt med kuverten, men omsider fik han billedet fisket frem. – Måske får det her en klokke til at ringe?

 

Christian gispede. Det var, som om benene ikke kunne bære ham længere, og han var nødt til at støtte sig op af Jespers jeep. Billedet var af garagen ude ved sommerhuset ved kysten, der var ingen tvivl. – Slap bare af, kammerat, foreløbig bliver det mellem os to.

 

Christian svælgede. – Og hvad er det, der skal forestille at blive mellem os to. Jesper rakte ham konvolutten. – Du kan tage den, så slipper jeg for at sende den til avisen. Han gjorde en inviterende håndbevægelse mod stien, som førte ud i selve fritidsområdet.

 

– Lad os kigge lidt. Jeg er sikker på, at du kan tale min sag i byggerådet. – Nu er det jo ikke mig alene, der bestemmer. – Men du har en vigtig stemme. Sørg for, at den bliver hørt. Christian tøffede efter Jesper, mere udmattet end nogensinde før.

 

Jesper pegede rundt, forklarede, hvor han havde tænkt sig at anlægge tilkørselsveje og parkeringsanlæg, indkøbscenter og helsestudio. Men en børnehave kom ikke på tale. Det ville blive et område for de veletablerede, dem med en solid økonomi.

 

De kom snart til en lysning i skoven, og lidt efter kom havet til syne. Jesper klatrede videre ned ad en skrænt og derpå op på en lille høj, hvor der var udsigt til alle sider. Christian fulgte lige bagefter. – Og her, sagde Jesper og gjorde en kunstpause, – skal de mest eksklusive lejligheder ligge, med solvendte glasvægge og store terrasser og...

 

– Ingen fugle, mumlede Christian. Jesper vendte sig brat. – Hvad sagde du? – Hør fuglene. Vi er lige i nærheden af et stort vådområde. Alt det forsvinder. – Hvis man absolut skal høre fuglekvidder, kan man vel købe sig en kanariefugl. Jesper slog ud med armene. – Det her bliver creme de la creme, ingen lejlighed til under fem millioner. Vi taler om toppen af...

 

Længere nåede han ikke, for stenen, som ramte ham i baghovedet, kom så brat og så hårdt, at han øjeblikkelig segnede om og faldt på hovedet ud over højen. Urørlig blev han liggende neden for skrænten. Vinklen på hans krop fortalte, at han måtte være død.

 

Christian blev stående med stenen i hånden – så ligesom undrende på den, før også den fulgte samme vej. En impulshandling. Sært nok følte han slet ingen uro. Naturens hævn over menneskene, tænkte han. Måske var han bare et redskab? Budbringeren. Moder Jord havde talt.

 

Forsigtigt klatrede han ned ad højen. Den var stadig glat efter regnen. Selv om slaget ikke havde været en overlagt handling, så fortrød han ikke. Jesper Thomsen ville altid have haft ham i en skruestik. Nu så det ud, som om den smarte entreprenør var gledet på en sten og var omkommet ved en ulykke.

 

Ingen ville mistænke Christian, hvis de da ikke kendte forbindelsen mellem dem. Først da han nåede tilbage til parkeringspladsen, begyndte hjertet for alvor at hamre. En tredje bil stod parkeret bag hans egen. Uden for den stod journalisten fra lokalavisen. Han lænede sig op ad bilen, med hænderne solidt plantet i lommerne, og tyggede på et strå.

 

– Så det er her, I gemmer jer? spurgte han. – H-hvordan vidste du, vi var her? – Du kender da Jesper, han spilder ikke tiden. Inviterede mig herud klokken syv, sagde, han havde en meddelelse – han og formanden for byggerådet. I fællesskab skulle I annoncere et nyt byggeprojekt.

 

Christian tog sig til hovedet. Han følte sig dårlig. – Og det var ham, der truede dig, ikke? fortsatte journalisten. – Det var ikke så svært at finde ud af, hvem der stod bag den anonyme opringning. Hvordan fik han dig overtalt til projektet? Truede han med at afsløre noget? Eller lovede han dig en luksuslejlighed?

 

Christian åbnede munden, men kunne slet ikke sige noget. I stedet blev han stående og så journalisten gå over mod stien. – Jeg må hellere gå ham i møde, sagde han. – Der er godt nok forbandet vådt her. – Vent, råbte Christian. – Det hele står her. Den er til dig.

 

Journalisten vendte og drejede konvolutten, hævede øjenbrynene og åbnede den. Så først på billedet. Det sagde ham intet. Derpå fiskede han brevet ud og begyndte at læse, først inde i sig selv – så højt.

 

Kære redaktion, læste han, og Christian lukkede øjnene. Detvar overstået nu. Han havde tabt og kunne lige så godt få renset sin samvittighed. Som samfundsborger ser jeg det som min pligt at gøre opmærksom på, at den nyindsatte formand for byggerådet har opført en garage over maksimumstørrelsen på sin sommerhusgrund. En bygning, han end ikke har søgt byggetilladelse til.

 

Christian spærrede øjnene op. – Ikke så godt, sagde journalisten. – Ikke så godt, gentog Christian og blev fjern i blikket. – Hør fuglene, sagde han. – Synger de ikke smukt? 

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Kristin Nygård
Publiceret: 20-07-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri