Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Kalles problem

Noveller
Kalle var en mester i spille skak. Mange aftener havde vi siddet i enten hans eller min celle og spillet det ene parti efter det andet. Han havde også andre gode egenskaber, og de havde nu bragt ham i svære problemer, kunne jeg forstå.

Han så ikke for smart ud, Kalle, den dag vi stødte sammen på McDonalds. Faktisk kunne jeg ikke kende ham. Der sad en mand med bondekasket ned i panden og krøllet skæg, og han stirrede på mig, til jeg ikke vidste, om han var sindssyg eller ville slås eller hvad.

 

Da han havde tygget burgeren i sig, kom han over til mit bord og stod med åben mund og de der mærkelige øjne, der var hvidblå og våde som smeltende isklumper.

 

Jeg er ikke lige den type, fremmede plejer at provokere. Jeg er 195 høj, skaldet og med en vikingetatovering i panden. Han må være sindssyg, tænkte jeg og gjorde klar til at pumpe ham et par. – Hvad så? sagde han. – Får du spillet noget skak for tiden? – Skak? sagde jeg dumt, og i det samme blev jeg klar over, hvem han var.  – Kalle, gamle stormester!

Annonce

 

Vi havde siddet sammen i Horsens, og der var ikke ret mange derovre, der havde brikker nok til et spil skak – morsomt, ikke, og jeg har selv fundet på det – så vi sad tit om aftenen i hans eller min celle med fjernsynet slukket og spillede det ene parti efter det andet, indtil vagten kom og raslede Ole Lukøje med nøglerne.

 

Når vi havde et hængeparti til næste dag, var det altid Kalle, der vandt. Han kunne se hele opstillingen for sig, sagde han, og næste morgen vidste han, hvad der skulle til for at vippe mig af brættet. Dum var han ikke, men mærkelig. – Så mødes vi igen, stormester, sagde jeg. – Lad os gå et sted hen, hvor vi kan få noget ordentligt at drikke.

 

– Du er ikke en af dem, vel? sagde han. – En af hvem? – En af dem i firmaet... Du ligner ikke sådan en, men måske arbejder du for dem. Har du været til samtale med hr. Henningsen? Hvis du arbejder for ham, knalder jeg dig ned. – Rolig nu, sagde jeg. – Vi går hen om hjørnet og vander kamelerne.

 

– Du går først ud. Hvis du ser to unge mænd i flødefarvede habitter, så er det firmaets mænd, og så er jeg færdig. – Okay, sagde jeg. Jeg var ligesom ved at blive klar over, at Kalle havde et problem.

 

* * *

 

Nå, foreløbig kom vi nogenlunde roligt hen om hjørnet og fik skænket op i de høje glas, og der var ikke noget pjat med, hvem der skulle give. Kalle hev tegnedrengen frem, og den bugnede. – Jeg har stadig penge nok, sagde han. – Sådan er det i firmaet. Penge er ikke noget, man snakker om, det er bare noget, man har. – Fint, sagde jeg. – Jeg vil godt have adressen.

 

Øjnene blev vilde igen, og hvis det skulle være på den måde, ville jeg hellere gå min vej, tænkte jeg. Efter to års godt kammeratskab i Horsens ville det være så ærgerligt, hvis jeg blev nødt til at klappe ham sammen. Men jeg kunne jo lige tømme glasset først.

 

– Skål, sagde jeg. – Og tag en slapper, Kalle. Det kan vel for fanden ikke være værre, end at du kan fortælle mig om det. Han så rundt i den nussede bodega. – De er alle vegne, sagde han. – De har mere magt over det, end du aner. – Fortæl, Kalle.

Begynd med begyndelsen.

 

* * *

 

Det var en fin begyndelse. Næsten for god til at være sand, men nu kommer det, sådan som Kalle beskrev det, minus en del forbandelser og lyden af negle, der bliver bidt ned. Han havde været på vej til stationen i Horsens, prøveløsladt med en kuffert, 1127 kroner og et klap på skulderen, da en mørkeblå Mercedes gled ind til fortovskanten med sideruden åben.

 

– Må vi tilbyde et lift? lød en høflig stemme. – F*** af! sagde Kalle, sådan rent rutinemæssigt. Den høflige herre steg ud. Han var hvidhåret og bar guldbriller. Han lignede en overlæge eller en rig onkel fra Amerika i en gammel dansk film. – Pas på ham! sagde Kalle på dette sted i historien og flere gange senere. – Han er en *#!! En total **{##$!!!

 

Manden rakte hånden frem og præsenterede sig. Henningsen var navnet. Hvad Kalle hed, vidste han udmærket. Og hvad han havde lavet. Kalle er ikke nogen stor, berømt forbryder, skal jeg lige indskyde. Du har ikke set ham på fjerneren eller på en bogmesse som forfatter til en erindringsbog, men han er en seriøs fagmand, respekteret i branchen.

 

– Og først og fremmest er De loyal, sagde hr. Henningsen. – Det er den vigtigste af alle egenskaber, når et samarbejde skal bringes i stand. – Nå, sagde Kalle. – Det gik ikke så godt med Deres seneste guldkup, tilføjede Henningsen, da Kalle var kommet ind i bilen, – men De holdt munden lukket og svigtede ikke Deres kollegers og arbejdsgivers tillid. Hvad har De fået tiden til at gå med i fængslet?

 

– Spillet skak. Og lært at svejse. – Glimrende. Begge dele. Aldeles storartet. Det viste sig, at de havde flere fælles bekendte, Henningsen og Kalle. Bagmanden fra guldkuppet var en af dem. – Han er beklageligvis ikke blandt os længere, sagde Henningsen.

 

– Han savnede den fine egenskab, De har i så rigt mål. Loyalitet. Henningsen udtalte ordet, som om han smagte på en kage, han vældig godt kunne lide. – Loyalitet, gentog han, mens de skarpe gamle øjne blinkede gennem brilleglassene.

 

* * *

 

Kalle blev indkvarteret hjemme hos Henningsen. Han fik to værelser med eget bad over garagen. Henningsens base var en hvid palævilla med udsigt over en af de østjyske fjorde. Mercedesen og et par andre slæder i samme afgiftsklasse blev Kalle sat til at skrue og polere på, og en gang imellem blev han bedt om at køre Henningsen en tur i en af dem.

 

Det var foreløbig hans job. Lige til at holde ud, syntes han. Løn fik han en gang om ugen: Et tykt bundt kontanter i en brun konvolut. Menneskepenge, flere end han kunne nå at bruge, inden den næste konvolut blev trykket i næven på ham. Hvad Henningsen egentlig lavede, svævede i det uvisse, og Kalle var ikke den, der plagede en flink mand med dumme spørgsmål.

 

Men en dag bad Henningsen om, at Mercedesen var køreklar og helt pletfri næste morgen. – Vi skal til faglig kongres, sagde han.

 

* * *

 

Turen gik sydpå til en anden af de jyske fjorde, hvor et kursuscenter lå med storslået udsigt, adgang til golfbane og eget svømmebad, fri bar og hele svineriet. Her mødtes professionelle folk fra de højere kriminelle rangklasser for at høre foredrag

og diskutere fagets udvikling, ny teknologi, brugen af bærbare computere og mobiltelefoner på gerningsstederne.

 

– Det var som at sidde på en fagskole for viderekomne. En afgangsklasse for super-elever. Nogle af dem, der holdt foredrag og viste ting frem, havde hvide kitler på, du! Og gummihandsker! Kalle gjorde sig heldigt bemærket i en diskussion om,

hvordan man kommer ind gennem et moderne tagvindue.

 

Han var oppe og tegne på en tavle, så de andre kunne forstå, hvor de afgørende to skruer sad. Når de først var ude, kunne resten af vinduet løftes af og stilles ned i tagrenden. Ingen støj, ingen ødelæggelse, ingen spor. Hele forsamlingen havde klappet, da han var færdig, og Henningsen havde trykket hans hånd mellem begge sine, da han kom tilbage på sin plads.

 

– Det var stort, sagde Kalle og løftede kasketskyggen, så jeg kunne se på hans øjne, at han mente det. – Jeg følte det, ligesom når jeg har drømt, at jeg var med i en international skakturnering. At jeg mødte Kasparov eller Karpov og satte dem mat i 24. træk. Her skete det bare i virkeligheden. Og så var der festmiddag bagefter. Levende lys på bordene, champagne...

 

Jeg vinkede ad tjeneren på bodegaen. – Kan vi få fyldt op? Jeg havde lagt ører til mange vilde og tossede historier i fængslet, men her fulgte der øl med. Og så længe Kalle gav ud, blev jeg gerne siddende og lod ham rable løs. Måske gjorde jeg ham endda en tjeneste med det. Så han lidt mindre forrykt ud nu – var feberen ved at falde?

 

* * *

 

Efter kongressen var Kalle blevet en fuldt indviet medarbejder i firmaet. Arbejdsfeltet var kunst, smykker og antikviteter. Ikke den slags dingel-dangel, man kan se med prisskilte på i et butiksvindue, men unikke ting, der blev „afhentet" i herskabshjem, hos samlere, ved en særlig lejlighed i bokskælderen under en bank i Stockholm.

 

– Var det jer? Hold da op, mand! Hvordan...? – Det var nemt, sagde Kalle. – Vi havde en forbindelse i banken. Vi fik varerne udleveret. Problemet var at få det til at ligne et indbrud. Jeg måtte ned i en kloakledning med en slagboremaskine, og det var

sgu ikke spor morsomt. – Men det lykkedes. – Alt, hvad firmaet lavede, lykkedes.

 

– Mærkeligt, at man aldrig har hørt om det. – Tænk dig om, sagde Kalle i samme tone, som når vi spillede skak i cellen, og han skulle til at knuse mig. – Jeg prøver. – Hvis du havde hørt om firmaet bare en eneste gang – før nu altså – ville det være et bevis på, at et eller andet ikke var lykkedes. Henningsen er gammel nok til at være min far og din bedstefar. Han har aldrig været på en politistation for andet end at bestille et pas eller et kørekort.

 

– Men hvad er problemet så? Dit problem, mener jeg? Kalle så rundt i bodegaen og kløede sig i sit elendige, halvgroede skæg. – Jeg er håndværker, sagde han. – Tekniker, specialist. Jeg er ikke morder. – Nej, selvfølgelig. Hvem siger...

 

– Vi var ude for at hente et par malerier, afbrød han. – I et stort hus fyldt med guld og krystal og tæpper og... ja, der var også et skakspil af elfenben og ibenholt, som sikkert var flere hundrede år gammelt. Det ville jeg godt have haft med hjem, men sådan arbejdede vi ikke. Det var billederne og kun dem, det handlede om. Jeg var med for at lukke kunsteksperten ind, og ude på vejen holdt vores chauffør.  Vi kravlede op over taget, og jeg hjalp manden ned på et badeværelse. Mens han samlede byttet sammen, koblede jeg alarmen fra. Vi kunne gå fløjtende ud ad hoveddøren, hvis vi ville. Troede vi, men så vågnede hun.

 

– Hvem hun? – Damen, der boede i huset. Hun skulle ikke have været hjemme. Henningsen havde sagt, at hun var ude at rejse, og når Henningsen sagde noget, så stod det hugget i en stentavle. Lige indtil den nat. Hun begyndte at skrige. Hun var

ældgammel og meget bange. – Sygt, sagde jeg. – Det syge kommer først nu.

 

Jeg prøvede at dæmpe damen lidt med en pude over munden, mens eksperten ringede til Henningsen. De snakkede et lille øjeblik – på fransk, for resten, så jeg kan ikke fortælle dig, hvad de sagde – og så nikkede han til mig, eksperten. Bare gør det, sagde han. Men ingen mærker. Når hun er bevidstløs, lægger vi hende i badekarret og lader hende drukne lige så stille.

 

– Nå, sagde jeg og skyllede halsen i den tredje øl, Kalle havde givet. Jeg var ved at blive revet med, kunne jeg mærke. – Hvad skete der så? – Ja, så måtte jeg jo pande dem ned. Eksperten først og chaufføren bagefter. Og ikke bare måtte jeg pande dem ned, jeg måtte hælde dem ind bag i bilen og køre ad helvede til, så de ikke vendte tilbage for at gøre jobbet færdigt. De vågnede et par gange, og plonk, så fik de lige en ekstra en på hatten. Deres telefoner blev ved med at ringe, indtil jeg smed

dem ud ad vinduet. Henningsen sad derhjemme og – nej, jeg ved ikke, om den mand kan svede – men han sad i hvert fald og var rimeligt utilfreds med tingenes tilstand.

 

– Hvad gjorde du med de to i bilen? – Jeg parkerede foran politigården i Malmö – det var derovre, det foregik – og aktiverede alarmen. Så tog jeg toget hjem. Det er 11 dage siden nu. Eller 12. Jeg har ikke helt styr på kalenderen. – Satans til historie, sagde jeg. – Kunne vi klemme en øl mere ned?

 

– Der har ikke stået et ord om det i aviserne. Men den gamle dame er o.k. Jeg ringede til hende et par dage efter – bare for at høre hendes stemme. – Jamen, det var da godt, Kalle. Grøn Tuborg igen... eller skulle vi prøve noget lidt stærkere? – Ikke mig. Han viftede tjeneren væk fra bordet. – Slut med det for i dag, sagde han. – Jeg skal holde hovedet koldt.

 

– Tuborg er udmærket som kølervæske, sagde jeg og grinede ad min egen humor. Kalle så på mig med et udtryk, som om de våde øjne lige straks ville fryse til. – Det skulle ikke undre mig, hvis du var en af dem, sagde han. – Ikke en fast medarbejder, for det har du hverken hjerne eller rygrad til, men en håndlanger, en stikker...

 

– Hov, hov, sagde jeg. – Tal ordentligt til en gammel cellekammerat. Kalle stirrede lige igennem mig nu. – De er overalt, sagde han. – Jeg mødte en pige i aftes, som tilbød mig et sted at sove. Da vi gik hen ad fortovet, kom de trillende efter os. To unge fyre i flødefarvede habitter. Jeg kendte dem fra kongressen. De havde været på en skole i Rusland, hvor man lærer at udøve usynlig vold. De kender metoder, som du ikke har drømt om...

 

– Nej, sagde jeg og rejste mig. – Jeg drømmer ikke om sådan noget. Jeg drømmer om varme piger og kolde pilsnere og andre positive og normale ting, Kalle.

 

* * *

 

Han hørte mig ikke. Stakkels Kalle, tænkte jeg. Der havde altid været noget underligt ved ham, måske fordi han havde læst flere bøger end andre mennesker. Nu var det klikket. Bøgerne, skakhjernen, fantasierne, det hele var brændt sammen for ham.

 

Jeg gik uden at sige farvel. Når han blev umulig under et spil skak, skulle man bare lade ham være. Inden næste morgen var han faldet ned igen. Men den her gang regnede jeg ikke med at se ham igen foreløbig. Kalle egnede sig ikke til livet i frihed, tænkte jeg, da jeg kom ud i solen.

 

Om få dage eller timer ville han sidde i et fængsel eller på en lukket psykiatrisk afdeling og fortælle sine historier, hvis nogen gad høre efter, og ellers ville han fortælle dem til væggen og wckummen.

 

Det mærkelige var, sagde jeg til mig selv, mens jeg gik hen mod hjørnet, at han havde penge. Han var blevet løsladt før mig. Det var uden for diskussion, at han havde været i omløb i fire-fem måneder. Og han havde haft læderet fuldt af menneskepenge.

 

Jeg blev stående på det travle hjørne og så Kalle komme ud med sin tumpede kasket så langt ned i panden, at han måtte lægge hovedet på skrå og dreje halsen som en giraf med gigt i nakkehvirvlerne for at kunne se op og ned ad gaden.

 

Vups! Kalle satte i løb, og øjeblikket efter kom den glidende forbi mig, den lave bil, en japaner, en Mazda coupé for at være helt præcis, og der sad to fine, veltrimmede unge mænd i den, iført ens flødefarvede habitter. De havde fremspringende, glatbarberede hager, og deres øjne var skjult af solbriller.

 

Jeg var nede på knæ for at kigge ind til dem, og jeg tror også, de så mig, inden de satte farten op og forsvandt omkring det næste hjørne. Den vej, Kalle var løbet. Så var det, jeg gik ind på værtshuset igen og ringede fra telefonboksen, der var på størrelse med en lodret ligkiste og foret med sort kunstlæder. Et sted, man øjeblikkeligt kom i sved, og det skal jeg love for, at jeg gjorde, for det var politiet, jeg ringede til.

 

Hvis Kalles historie lød usandsynlig, så lyder det her endnu mere vanvittigt, men dér stod jeg og ringede til dem og gav dem bilnummeret og bad dem om at trykke på speederen.

 

 – Det gælder en dygtig håndværkers liv, sagde jeg. – Og en stor skakhjerne. Han er for fin til selv at bede om hjælp. For loyal, hvis I forstår, hvad jeg mener... Hvem jeg er, og hvorfor jeg blander mig? Det tager vi en anden dag. Vi kan jo sige, at jeg gerne vil have en at spille skak med, næste gang jeg ryger til Horsens.

Tekst: O.H. Olsson
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 19-10-2013
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri