Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Novelle: Kærlighedsformlen

Noveller
Det var hendes veninde, der havde fået Helena til at oprette en profil på nettet, og det var på den måde, hun havde mødt Frans. De havde e-mailet sammen flere gange om dagen og vidste efterhånden alt om hinanden. Alligevel var hun nervøs nu, hvor hun skulle møde ham rigtigt for første gang.

Helena kom næsten en halv time for tidligt til Restaurant Rosengård. Restauranten levede til fulde op til sit navn. Der var en stor gårdhave, allerede halvfuld af mennesker, som sad og nød den pragtfulde forårssol og de mange rosenbuske, hvoraf flere allerede var sprunget ud.

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Skibe i natten

 

Et dejligt sted at sidde og vente på Frans. Bare tanken om hans navn sendte små ilinger ned ad hendes ryg. Hun gik ind i gårdhaven, hvor en venlig tjener på hendes egen alder spurgte, om hun ville sidde i skygge, halvskygge eller fuld sol. – Jeg tror, jeg vil sidde dér, sagde Helena og pegede på et bord ovre i hjørnet af gårdhaven.

 

– Et godt valg, mente tjeneren og gik forrest derhen og trak stolen ud for hende. – Jeg ville også selv have sat mig der, hvis det var mig! Og ønsker du noget at drikke? En kildevand? Eller måske et glas friskpresset juice? Eller hvad med et glas kølig hvidvin?

Annonce

 

LÆS OGSÅ: Novelle: Alt for dig, Jakob

 

Hans stemme var rolig, behagelig. Men vin? Helena skævede til uret. Halv tolv, det var alligevel lidt tidligt på dagen, selv om det selvfølgelig havde været rart lige at tage toppen af nerverne, inden hun skulle se Frans for første gang. På den anden side brød hun sig heller ikke om, at virke småsnalret, så hellere nervøs.

 

– Juice, tak! sagde hun og tjeneren spurgte, om han skulle tage spisekortet med. – Jeg venter lidt, sagde hun og fortsatte, selv om han ikke havde krav på nogen forklaringer: – Jeg venter nemlig på en... og jeg ved ikke... måske spiser vi her...

 

Tjeneren nikkede og forsvandt ind i restauranten for at hente hendes juice. Helena så sig omkring i gårdhaven. På den lave mur rundt om terrassen hang klaserne af de nysudsprungne roser i sarte hvide og lyserøde farver og udsendte en blid duft af forsommer. Bordene var dækket med laksefarvede duge, og på hvert bord stod et højt glas med en rosenknop i. Dette var den perfekte ramme om et romantisk møde.

 

Helena smilede til tjeneren, der i det samme kom med hendes juice. Han gengældte hendes smil. Han havde rare, gyldenbrune øjne. – Kald endelig på mig, hvis der er noget, du vil ha', sagde han og pegede så på et lille messingskilt på brystet, hvor Helena nu læste navnet Thomas. – O.k... Thomas, det skal jeg nok!

 

Helena nippede til juicen og drejede glasset mellem hænderne, mens hun betragtede de andre gæster. To forretningsfolk havde smidt jakkerne og sad nu i skjorteærmer med en stor portion rejer mellem sig, øl i glassene og en duggende kold flaske snaps i en køler. En mor i fyrrerne gemte sig bag en bog og nippede til en cappuccino, mens hendes to teenagebørn sendte hinanden forurettede blikke og skar ansigter. To veninder ca. på Helenas alder, den ene med lyst hår, den anden mørkt, sad midt i det hele og grinede højlydt og klinkede glassene sammen.

 

Her var en dejlig stemning af forår og ubekymrethed. Det føltes pludselig så rigtigt at sidde her, selv om hun i begyndelsen havde været noget skeptisk over for hele idéen.

 

***

 

– Dating? På nettet? Helena havde slået krøller på næsen, da hendes veninde Agnete havde foreslået det. – Tjah, sagde Agnete og trak på skulderen, – hvis du hellere vil sidde i dit elfenbenstårn resten af livet og gå i frø, mens du venter på, at en eller anden prins tilfældigvis kommer forbi, så...

 

Så galt var det vel heller ikke? Skilsmissen fra Klaus havde været slem. Det var ganske vist en fælles beslutning, men så nemt går man alligevel ikke bare hver til sit efter at have fulgtes ad i næsten otte år. Helena havde i hvert fald ikke haft noget større behov for at gå ud og finde en ny mand, ikke lige med det samme.

 

– Lige med det samme? Du har siddet her i næsten to år! Agnete rystede på hovedet ad hende. – Nu er det på tide, du kommer ud at cirkulere igen. Og så havde Agnete hevet hende med hen foran computerskærmen. Mens de delte en flaske vin, sad de og biksede en profil sammen. Skæg, fri og uhøjtidelig kvinde primo tredive søger ven/kæreste, skrev Agnete.

 

– Det der har da ikke meget med mig at gøre, protesterede Helena. – Næh, men mænd er nu lidt banale, havde Agnete sagt og sendt hende et skævt smil: – De trænger til opmuntring. Hvis du beskriver dig selv som indesluttet og snerpet, tvivler jeg på, at der er nogen, der gider skrive til dig.

 

Ved tanken om Agnetes bemærkning kom Helena til at fnise, og Thomas, der i det samme fangede hendes blik, kom over til bordet i den tro, at hun havde ombestemt sig og nu gerne ville bestille. – Nej, undskyld, mumlede Helena og kunne mærke, at hun rødmede let. – Jeg sad bare og kom i tanke om noget.

 

– Noget sjovt? spurgte Thomas og så ud, som om han havde lyst til, at hun skulle dele det med ham. – Nej, sagde Helena og mente, at hun så et udtryk af skuffelse i hans øjne. – Nå, men du kalder bare, hvis der er noget, ik'? Det lovede hun, og Thomas gik, og hendes tanker drog igen på langfart akkompagneret af den lette summen af bier og gæsternes snak og latter.

 

Der var mange, der havde svaret på hendes profil, men kun en, som hun for alvor havde lyst til at skrive sammen med. Frans. Han var omtrent på hendes alder. Havde nogenlunde den samme uddannelse. Havde en opvækst, der kunne minde om hendes. Var skilt efter syv års ægteskab og barnløs som hun selv. Ikke af ønske, men på grund af omstændighederne.

 

Ligesom hun kunne han lide at rejse og høre musik. Det hele passede perfekt, og selv om det på en måde var lidt sært, følte hun hurtigt så meget tillid til ham, at hun skrev nogle ret åbenhjertige mails til ham. Hun fortalte Frans om nogle tanker og følelser, som selv ikke Agnete vidste om. Frans var tilsvarende åben i sine mails. De kunne skrive om alt mellem himmel og jord. Om længsler og drømme, mareridt og håb. Helena havde faktisk aldrig før følt sig så fri i en mands selskab. Bortset fra, at hun naturligvis ikke var sammen med ham, men kun mailede med ham.

 

De skrev sammen hver morgen og aften, og nogle gange så de også deres snit til at få sendt en mail af sted, mens de var på arbejde. Der var snart ikke den sten, der ikke var vendt. Den krog, der ikke var oplyst. Den tanke, der ikke var tænkt og fortalt. Og så forleden havde han mailet og spurgt, om de ikke skulle ses. Helena var først blevet rystet. Hun kunne ikke greje, om hun var rystet over, at han ville se hende, eller tværtimod rystet over, at hun følte sig rystet.

 

Hvad var der egentlig at være nervøs for? De kendte jo hinanden ud og ind. Det var vel meget naturligt nu også at se hinanden? Til sidst skrev hun tilbage, at ja, det ville hun gerne, men at hun helst ville mødes på neutral grund den første gang. Hun havde spurgt Agnete, om hun kunne anbefale et sted, og Agnete havde foreslået „Restaurant Rosengård".

 

Og her sad hun så nu, mens roserne blomstrede, gæsterne snakkede, og bierne havde travlt. Det var der også andre, der havde. Thomas kom bærende på svingende fulde fade og flasker til gæsterne, og når de rejste sig og gik, kom han og ryddede af bordene igen i et rask, men alligevel velovervejet tempo.

 

Indimellem smilede han til hende eller så spørgende over på hende for at finde ud af, om hun ville bestille mad eller havde brug for mere juice. Hvor var han dog omsorgsfuld og venlig. Ikke kun over for hende, alle gæster fik tilsyneladende samme udsøgte behandling. Helena skævede til uret, og det gav et lille sæt i hende. Lige om lidt var han her, Frans. Hun var med vilje kommet næsten en halv time for tidligt, så hun kunne vænne sig til stedet og tanken om at se ham. Men nu kunne hun godt mærke, at hun igen blev nervøs.

 

Hun overvejede, om hun skulle gå på toilettet og tjekke makeup og frisure, men blev enig med sig selv om, at der ikke var tid og holdt nu øje med indgangen til gårdhaven. Den ene af de to veninder, den lyshårede, rejste sig nu, kyssede sin mørkhårede veninde på kinden og gik. Den mørkhårede blev siddende og drak resten af sin vin.

 

Helena trak vejret dybt ned i maven og mærkede åndedrættet konkurrere med alle de sommerfugle, der pludselig fløj rundt dernede.

 

***

 

Og så var han der. Der var ikke noget at tage fejl af, selv om han alligevel så anderledes ud end på billedet. Knap så høj, lidt mere tæt eller måske bare noget ældre? Hun vinkede, men tog hurtigt hånden til sig, fordi Frans i det samme havde fået øje på den mørkhårede kvinde midt i gårdhaven og nu styrede derhen.

 

Den mørkhårede kiggede op og smilede venligt til Frans, men rystede så beklagende på hovedet. Frans rynkede brynene og så sig omkring, og igen forsøgte Helena sig med et vink. Omsider fangede hun Frans' opmærksomhed, og endelig styrede han over til hendes bord. Hun rejste sig, og han sagde: – Davs, Helena!

 

Det gav et sæt i hende, og hun håbede ikke, at han så det. Men hans stemme var altså forkert! Den passede slet ikke til ham. Han skulle da have en dyb, varm stemme, ikke denne høje, lidt skingre røst. – Hej Frans, sagde hun mat. Han så ikke helt

tilfreds ud ved synet af hende. – Ja, jeg troede egentlig, du var mere mørkhåret! sagde han og nikkede over mod kvinden midt i gårdhaven som for at forklare, hvorfor han først var styret derhen.

 

– Javel, men ja, det er jeg så ikke, sagde Helena bare og så op på Thomas, der smilende kom hen til deres bord. – Du kan komme med et glas hvidvin med det samme, sagde Frans. Helena rynkede brynene. Hvordan var det han talte til Thomas?

 

O.k., Thomas var tjener, men det berettigede ikke til, at man kommanderede med ham, og så i det nedladende tonefald. I øvrigt kunne han da for resten også godt have spurgt hende, om hun havde lyst til et glas vin. – Og to spisekort, tak! Frans havde en måde at sige tak på, som ikke lød taknemmelig. – S'gerne, kom det noget sammenbidt fra Thomas.

 

– Har du ventet længe? spurgte Frans, og det forekom Helena, at hans øjne havde rigelig travlt med at kigge over på den mørkhårede kvinde midt på terrassen – Nej, sagde Helena. – Udmærket, sagde Frans og lod igen øjnene dvæle ved den mørkhårede. Helena fik pludselig ondt i maven. Det var forkert det her. Det havde virket så rigtigt, mens de skrev sammen. Men det var jo helt forkert. Frans så forkert ud, og hans stemme var også forkert, og pokker tage ham, om han ikke også var meget mere optaget af hende den mørkhårede kvinde end af hende!

 

– Jeg er faktisk ikke så sulten, sagde hun. – Nå, o.k., sagde han og trak modvilligt øjnene til sig og så på Helena. – Næ, jeg har faktisk også næsten lige spist morgenmad. Helena mærkede sine kinder brænde. Hun havde slet ikke lyst til at være sammen med Frans eller lære ham nærmere at kende, men det, at han så åbenlyst heller ikke var vild med hende, føltes ikke særlig rart.

 

Da Thomas kom med spisekortene, viftede Frans ham væk, som om han var en flue. Helena mærkede igen et anfald af irritation mod Frans, der ikke kunne finde ud af at være bare helt almindelig høflig. Frans fik hurtigt drukket sin hvidvin, mens de begge krampagtigt prøvede at tage tråden op fra deres mange mails, men sætningerne faldt til jorden som skamskudte dyr.

 

Den mørkhårede kvinde rejste sig og gik, og Frans fulgte hende med øjnene hele vejen ud gennem gårdhaven. Helena kogte indvendig. – Nå, men så skal vi måske gå en tur, nu når vi ikke skal have frokost? spurgte Frans lidt efter og så med flakkende øjne over på Helena.

 

Helena overvejede et øjeblik, om hun skulle trække pinen yderligere ud og være høflig og sige ja til at gå en tur, men besluttede sig så for, at hun lige så godt kunne sige sandheden. – Nej, Frans, det tror jeg ikke, vi skal. Jeg synes, vi har skrevet nogle dejlige mails sammen, men det er nok ikke helt det samme som at ... nå, ja...

 

– Næ, det kan du have ret i, sagde Frans og smilede så pænt til Helena, at det var lige før, hun kunne lide ham lidt alligevel. – Men så tror jeg faktisk, øhm... ja, at jeg vil se at komme videre i teksten. Han fiskede i bukselommen og fangede en tyver, som han nu smed på bordet, og så holdt Helena op med at kunne lide ham igen. En tyver? Troede han virkelig, at han kunne få et glas hvidvin på en bedre restaurant for en tyver, eller var han bare for nærig? Nå, men hun betalte nu gerne differencen, hvis bare hun snart kunne slippe af med ham.

 

***

 

Da Frans lidt efter gik, udstødte hun et stort suk af lettelse og opdagede så, at Thomas smilede til hende. Uvilkårligt smilede hun tilbage. – Nåh? Thomas kom hen til hende og så på hende med løftede øjenbryn. – Det blev alligevel ikke til noget med at spise? Gjorde han mon nar af hende? Nej, hans øjne virkede varme og deltagende. – Næh, sagde hun og så op på ham. – Nogle gange stemmer tingene bare ikke overens, og selv om alt tilsyneladende er perfekt, så... Hun tav brat. Hvad gik der af hende?

 

Måske var hun ikke snerpet og indelukket, sådan som Agnete havde drillet hende med den aften, hvor de skrev hendes profil til nettet. Men det lignede hende i hvert fald heller ikke at være så åbenmundet. Det gik op for hende, at hun havde været lige ved at buse ud med hele historien om profilen på nettet.  Alle de lange, hjertelige mails, hun og Frans havde skrevet sammen. Og så antiklimaks, da de så hinanden og instinktivt vidste, at det var forkert. Det var jo ikke kun hende, der syntes, at han var forkert. Han havde også tydeligt givet udtryk for, at hun ikke lige var det, han havde regnet med.

 

Helena mærkede det blusse i kinderne. – Dine kinder står godt til roserne! udbrød Thomas, og nu var det pludselig hans tur til at blive rød i hovedet. – Gør de? sagde Helena forfjamsket. – Du, øh... Thomas tav og bed sig i underlæben. – Ja, jeg ved jo slet ikke, hvad du hedder. – Helena, sagde Helena. – Helena, vi kender ganske vist ikke hinanden, men... vil du spise sammen med mig en aften?

 

Helena så op på ham. Så ind i hans varme, brune øjne. Nej, de kendte ikke hinanden. Men det gjorde ikke noget, for hun havde lyst til at lære ham at kende. Ganske langsomt og et skridt ad gangen. Hun smilede og sagde: – Det vil jeg gerne. ♥

Tekst: Margrethe Schmidt
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 21-02-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri