Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møller-krimi: Altid plads til en til

Noveller
Først tvivlede Møller på, at det var en politiopgave. Den 80-årige Katrine Kristensen havde ikke hørt fra sin bror i tre dage, men snart viste det sig, at heller ikke hans unge kone havde set ham, og genboen undrede sig også over, at den gamle købmand ikke var dukket op til hans fars begravelse. De havde jo kendt hinanden gennem et langt liv.

Dunk, dunk, dunk. Tre høflige slag på Møllers kontordør. – Kom ind! råbte han fra sin plads bag skrivebordet. En sort spadserestok med gummidup viste sig i dørsprækken, og lidt efter kom en hvidhåret kvinde til syne. Hun målte ikke meget mere end 155 cm i højden og var næppe yngre end 80 år, skønnede Møller. Hun havde en pæn blå frakke på, og øjnene var årvågne. Han rejste sig.

 

– Hvad kan jeg hjælpe med? – Jeg fik at vide ved skranken, at kriminalpolitiet ligger på anden sal, så det er vel her? Møller nikkede. – Stejle trapper og ingen elevator. Det er virkelig ikke nemt for en person i min alder... Men De kan hjælpe mig. Det vil sige: De skal hjælpe mig med at finde min bror.

 

– Sid ned. Fortæl mig, hvem Deres bror er, og hvem De selv er. – Købmand Karl Kristensen, Fyrrestien 20. Ja, det er privatadressen. Butikken ligger på Søndergade og hedder noget andet nu. Han solgte den for tre år siden, og den er bygget om til et supermarked. Ingen personlig betjening, men hvor får man det i vore dage?

Annonce

 

Møller noterede navn og adresse. – Og Deres eget navn? – Kan det ikke være lige meget? Nå, ikke. Jamen, siden De spørger: Katrine Kristensen med K i både fornavn og efternavn, pensioneret lægesekretær, Fyrrestien 119, nybyggeriet, de røde rækkehuse, De ved.

 

– Javel, sagde Møller. – Deres bror, hvornår har De sidst set ham? – Det er 14 dage siden. Vi render ikke hinanden på dørene, men jeg plejer at ringe til ham hver formiddag, og nu er der gået tre dage, uden at han er kommet til telefonen. – Jeg går ud fra, at han bor alene. – Nej, det kan De sandelig tro, han ikke gør. Han bor sammen med en ung kone, ja, ung i forhold til Karl, altså. Hun blev 50 i fjor, og hun havde den frækhed at holde fest uden at invitere mig.

 

Møller undertrykte et suk. – Skal jeg prøve at ringe og spørge efter Deres bror... og så give Dem røret, hvis han svarer? Katrine Kristensens ansigt, krakeleret af rynker og ovalt som et gammelt maleri, lyste op. – De er en kvik ung mand, sagde hun.

 

* * *

 

– Og hvad så? spurgte Nicolaisen, vicekommissæren, da Møller 20 minutter senere fortalte om besøget. – Så ingenting. Jeg ringede, og købmandens kone sagde, at hendes mand ikke var hjemme. Hvor var han henne? spurgte jeg, og hvad kom det mig ved? svarede hun. Så tog jeg politistemmen på, og så lagde hun røret. Klik, færdig. Kender du familien, og tror du, der kan være noget galt, eller er det bare, fordi han ikke gider snakke med nogen?

 

Nicolaisen drejede en cerut mellem fingrene, som om den skulle give svaret. – Kristensen er tredje eller fjerde generation i købmandsgården. En selvbevidst gammel herre. Firmaet skrumpede efterhånden ind til en almindelig butik, men penge er der vist stadig nok af. Han ejer flere ejendomme i midtbyen og bor selv i et flot gammelt hus. Du kender det, når du ser det, tårne og gavle i rødt bindingsværk. Søsteren er ugift og aktiv i alverdens foreninger. En af dem, der skriver læserbreve i Amtsavisen, når fortovsfliserne ligger ujævnt.

 

– Er der egentlig nogen her i byen, du ikke kender? sagde Møller. – Ja, et par gerningsmænd med dårlige signalementer. Men ellers har du ret. Efter 32 år kan man tage en telefonbog og sætte ansigter på de fleste. – Så hvad gør vi? – Vi? Nicolaisen tillod sig et smil. – Jeg foreslår, at du kører forbi Kristensens hus, ringer på og forlanger at tale med ham. Hvis han af en eller anden grund ikke vil snakke med sin søster, så må vi jo bare forklare hende, at sådan er det.

 

 – Er det virkelig en politiopgave? – Hvis ikke du har andet og mere presserende på skrivebordet, vil jeg sige ja. Lad os få den her bagatel ud af verden, inden den svulmer op og bliver til et læserbrev.

 

* * *

 

Fru Kristensen var 30 år yngre end sin svigerinde, og hendes smag i stramme nedringede bluser og knaldrøde slacks nærmere 60 år yngre, tænkte Møller. Hun stod i døren til sit palæ og betragtede ham med sammenknebne øjne, mens han viste politiskiltet frem og gentog sit spørgsmål.

 

Hun sagde ingenting, men Møller mærkede, at hun sitrede som en spændt klaverstreng. Han ventede, at hun ville smække døren, men så skete der noget overraskende: Hun begyndte at græde. – Jeg aner ikke, hvor min mand er, sagde hun med hånden for ansigtet. – Det er så forfærdeligt.

 

– Må jeg komme indenfor? Og må jeg spørge, hvorfor De ikke gav mig den oplysning, da jeg ringede? – Vi holder vores privatliv for os selv, lød svaret. Derefter et par våde snøft, før hun fortsatte: – Der er sladder nok her i byen. Karl og jeg havde et lille... nej, ikke et skænderi, bare en meningsudveksling. Og så gik han hjemmefra.

 

– Hvornår var det? – Torsdag... ja, torsdag over middag. – Er Deres mand syg eller svækket? – Overhovedet ikke. – Er han kørende? Kan vi efterlyse bilen? – Den holder herude i garagen. – Er det sket før, at han pludselig har forladt hjemmet? – Aldrig. Vi lever fredeligt og roligt.

 

Møller prøvede at fange hendes øjne. Troede hun selv på det, hun stod og sagde? – Jeg kunne godt tænke mig at gå en runde i huset, sagde han. – Hvad skulle det gøre godt for? – Det er sådan, politiet arbejder, svarede han og bevægede sig længere ind i den mørke forstue.

 

Ville hun protestere? Nej, hun blev stående, mens han sprang op ad trappen til første sal. Han kiggede ind i værelserne. Solide gammeldags møbler overalt. Stuerne lidt mere moderne, havestuen fuld af duftende planter. Den mindede ham om Botanisk Haves drivhus i København. I garagen holdt en sort Opel Kapitän, 10-12 år gammel. Op ad bagvæggen bemærkede han en spade og en skovl, rengjorte efter nylig brug.

 

* * *

 

Hos genboen stod der Baungaard på dørskiltet, og konen var hjemme. Hun havde forklæde på og curlere i håret. – Hvornår har De sidst set købmand Kristensen? – Det ved jeg sørme ikke. Det er ikke sådan noget, jeg lægger mærke til. – Har De set ham i torsdags eller senere?

 

Hun rystede på hovedet. – Vi har været meget optagede. Min svigerfar døde på hospitalet for en uge siden, og torsdag havde vi begravelse med sammenkomst herhjemme. Jeg kan huske... ja, det dukker op lige nu, at min mand undrede sig over, at Kristensen ikke var med, hverken i kirken eller herhjemme. Min mand og hans familie har jo kendt ham alle dage.

 

– Fru Kristensen, var hun heller ikke med? – Næh nej, svarede fru Baungaard med eftertryk. – Hvad er Deres forhold til hende? – Der er ikke noget forhold. Hun... Nej, jeg farer ikke med sladder. Det er mod mine principper. – Gør det nu alligevel, sagde Møller. – Vi skal finde købmanden, og enhver oplysning kan være af betydning.

 

Fru Baungaard lænede sig frem, som om der var andre end Møller inden for hørevidde. – Hun har en ven, sagde hun dæmpet. – En yngre mand, der ser påfaldende godt ud. Han er ikke her fra byen, men ellers ved jeg intet om ham. Han har sin gang derovre, når Kristensen er på jagtture eller besøger datteren i København.

 

* * *

 

– Ja ja, sagde Nicolaisen, mens han holdt lighteren op til en cerutstump. – Man løfter på låget til skarnkassen, og så krabler det af liv dernede. – Fru Kristensen forklarede, at den mand, hun er set sammen med, er hendes bror, sagde Møller og fiskede piben frem. – Men det passer ikke. Jeg har tjekket hende på folkeregisteret. Hendes forældre er døde begge to, og hun har en søster i Nørresundby, men ingen bror. Hun er i øvrigt dømt for underslæb mod en forretning i Århus for en 12-13 år siden. Forholdsvis bagatelagtigt, betinget straf, men alligevel.

 

– Find købmanden, sagde Nicolaisen, – død eller levende. – Efterlysningen er på forsiden af Amtsavisen i eftermiddag. Alle kender ham, så hvis han er et eller andet sted i lokalområdet, får vi det nok snart at vide. – Du har talt med hans læge, ikke? – Jo, og han fejler ikke noget. Nedsat hørelse, lidt gigt, slet ikke noget at snakke om.

 

– Selvmord derfor næppe sandsynligt, sagde Nicolaisen. – Men død, det er han? Du lyder sikker i din sag. – Hvis jeg blev spurgt af Bock fra Amtsavisen, ville jeg selvfølgelig sige, at vi holder alle muligheder åbne. Men herinde – Nicolaisen klappede sig på brystet, og cerutaske dryssede som grå sne ned over hans tøj – er jeg 99 procent sikker. Sådan en mand går ikke bare sin vej. Find ham, Møller. Uden et lig kommer man sjældent nogen vegne i en drabssag. Det ved vi begge to.

 

* * *

 

Møller sad i bilen på vej hjemad. Paraplyer og regnfrakker prægede bybilledet. Hvornår kom det forår? Og hvad var det, han skulle huske i dag? Et eller andet privat dæmrede, men den forsvundne købmand fyldte for meget i hans tanker. Billedet på forsiden af Amtsavisen havde givet et par opringninger, men ikke noget, der umiddelbart kunne bruges. Et neonskilt blev tændt fremme på det næste gadehjørne.

 

Baungaard Isenkram stod der med blå bogstaver på rød bund. Baungaard, jo, det var jo genboen fra Fyrrestien. Isenkræmmeren stod bag sin disk iført kittel og med brillerne oppe i panden. Han kiggede på sit ur, da Møller havde præsenteret sig. – Ja, jeg ved godt, at det er ni minutter over lukketid, men jeg havde altså en vanskelig kunde, og nu låser jeg døren.

 

– Udmærket, sagde Møller, – jeg er ikke kommet for at skrive bøder ud, men for at spørge, hvornår du sidst har set købmand Kristensen. – Javel så. Du besøgte min kone forleden dag, ikke? Hun fortalte om det, og jeg ville egentlig også have ringet... Min far er lige død. – Det forstår jeg. Og jeg kondolerer.

 

– Jeg gik en tur sent onsdag aften. Man gør sig jo sine tanker, når sådan noget sker. Far stod bag disken her hele sit voksne liv. Familien har haft forretning i byen siden 1909, snart lige så længe som Kristensens i køb-mandsgården... – Javel, sagde Møller. Kom nu til sagen, tænkte han.

 

– Jeg gik op over kirkegården. Det var en indskydelse. Jeg ville se, om graven var gravet, og det var den. Jeg stod dér i mørket og kiggede ned i den, indtil det begyndte at regne... Et par hundrede meter henne ad vejen kom der en bil imod mig. Det var Kristensens store, gamle Opel. Den standsede henne på parkeringspladsen ved kirkegården. Jeg kunne se de røde baglygter, indtil de blev slukket. Nu piskede det ned, så jeg skyndte mig hjem.

 

 – Sad Kristensen i bilen? – Det bemærkede jeg ikke i forbifarten. Det er først nu bagefter, jeg er kommet til at tænke på, at det var underligt. Hvorfor skulle han køre tur og holde dérhenne en sen aften, og hvorfor kom han ikke til begravelsen? – Det må vi se at finde ud af, svarede Møller.

 

* * *

 

Musik fyldte trappegangen. Rod Stewarts ru stemme: Do you think I'm sexy? Åh nej, tænkte Møller, nu er der igen fest hos naboen. Han steg op ad trinene, parat til at ringe på og bede om, at der blev skruet ned, og så huskede han, at det var i dag, Vera havde haft sidste almindelige skoledag på seminariet. De næste to måneder hed det læsning og eksamen, og hun havde inviteret hele holdet hjem til hyggespisning og drinks.

 

– De fleste af de andre bor på værelser eller hos deres forældre. Vi har plads til det! havde hun sagt. En overdrivelse af rang, tænkte Møller, da han kom ind i entreen, hvor overtøjet hang, stod og flød hen ad gulvet. Deres to små stuer var propfyldte. Et par af pigerne, som kendte ham, hilste og vinkede, mens et par langhårede unge mænd kiggede, som om de ikke kunne begribe, hvad det var for en type i trenchcoat og med pressefolder i bukserne. Hvad lavede han her?

 

Musikken var standset. – Kom nu bare ind, sagde Vera og sendte ham et smil. – Der er altid plads til en til. – Altid plads til en til, der bruger Rexona! lød det syngende fra stuen ved siden af. Møller så ind på et bord med pølser og ost, brød og kiks og rødvin i halvandenliters flasker. Han lukkede øjnene. Altid plads til en til. Ja, sådan var det. Sådan kunne det i hvert fald være.

 

Et nyt musiknummer drønede ud i stuen. Kim Larsen. Han vendte sig og var nået ud på trappen, da Vera indhentede ham. – Hvad er der galt, Verner? Larmer vi for meget? – Undskyld, sagde han. – Jeg fik en idé. Du må virkelig meget undskylde. Prøv at holde festen i gang. – Den holder sig selv i gang, så længe der er mad og vin. Kunne du ikke komme ind og være med?

 

Møller så ind i hendes øjne og følte sig gammel. En sur, gammel mand, tynget af pligter. – Jeg skynder mig, sagde han, – så meget jeg kan.

 

* * *

 

Gaden var tom, opgangen stille, da han kom hjem. Han så på sit armbåndsur. Fem minutter over halv to. Når Veras eksamen er i hus, tager vi på ferie, tænkte han. Spanien eller Grækenland, hvad enten vi har råd eller ej. Vi skal ned og mærke solen og lave ingenting i et par uger.

 

Hun sov. Han kunne se hendes hvide skulder over dynekanten. Han gik ud i køkkenet, som var forbavsende pænt og ryddeligt, og kiggede i køleskabet. Jo, der var op til flere oste med sølvpapir omkring. Han høvlede et par skiver af den, der så mildest ud. En halvt fyldt rødvinsflaske lokkede på køkkenbordet. Han bevilgede sig selv et glas og stod ved vinduet og så ud i den næsten lyse nat, da han mærkede en varm hånd i nakken.

 

– Du er ikke værd at invitere med til en fest, sagde Vera. – Nej, det må jeg give dig ret i. Og mine sko er møgbeskidte, og jeg glemte at tage dem af i entreen. Der er alt muligt i vejen med mig. Jeg kommer lige fra kirkegården. Vi har åbnet en nykastet grav nu i nat. Vi måtte have fat i præsten og kirkegårdsgartneren og familien til ham, der blev begravet i torsdags. Det har ikke været en morsom nat, Vera. Jeg ville hellere have danset med dig og skålet med dine studiekammerater.

 

– Hvad er der sket? – Du kender Baungaard, isenkræmmeren, ikke sandt? Familien har et familiegravsted omme bag kapellet, beskyttet til alle sider af hegn og hække. Gamle Hubert Baungaard blev begravet deroppe i torsdags. Men han lå ikke alene i sin grav. Der var en død mand mere, en etage længere nede, uden kiste. Købmand Kristensen sov den lange søvn bare en 10-15 centimeter under gravens bund.

 

– Føj da! – Ja, jeg brød mig heller ikke om synet. Men der er jo ikke gået ret lang tid, så han kunne genkendes med det samme. Konen og hendes elsker har været til forhør, det er derfor, det blev rigtig sent. Nicolaisen arbejder videre med dem i morgen tidlig.

 

– Var det dem, der gjorde det? – Det afgør retten, men vi har et bjerg af bevismateriale. Møller drak den sidste slurk rødvin. – Jeg tager et bad, sagde han. – Også selv om det forstyrrer naboerne. – Jamen, så lad mig gå med. Der er altid plads til en til, ikke? Møller tog hende om skulderen og begravede næsen i hendes røde hår. – Det udtryk må du ikke bruge den næste lange tid, sagde han, – men bortset fra det har du helt ret.

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 02-08-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri