Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Biltyve på afveje

Noveller
Charlotte var forarget over al det svineri, folk efterlod på stranden, og hun blev rigtig oprørt, da det gik ud over hendes søde hund, Miró. Men det var kun begyndelsen på de trængsler, det stakkels dyr skulle gå igennem den dag.

Charlotte Jørgensen, stationsforstander for Egerud Politistation, travede rask af sted ned mod vandet i følge med sin knap 10 år gamle schæferhund, Miró, som dansede for enden af snoren.

 

Miró, der egentlig skulle have været politihund, hvis det altså ikke havde været, fordi den var alt for jovial og sød til at skræmme nogen, elskede de tidlige morgenture nede på stranden, hvor Charlotte plejede at slippe den fri, så den kunne få lov at strække ud i en ordentlig galop.

 

Charlotte ville tage en sidste dukkert, inden det blev så koldt, at kun de mest entusiastiske svømmere turde vove pelsen og helbredet.

 

Da hun stod nede ved vandet, blæste koldt luft ind mod hendes ben. Med en lille kuldegysning så hun på havet, der viste tænder, og tangen, der lå dynget op i dyner på stranden.

Annonce

 

Ikke flere kolde bade! Charlotte mærkede et lille stik af vemod, da hun så hen ad stranden, hvor der for kun en uge siden havde været et leben af solbrændte unge, børn med ispinde og skovle og familier med termokander og badelagener. Nu var der øde. Og, Charlotte kneb øjnene sammen, et pokkers svineri!

 

De opsatte skraldespande langs stranden havde indimellem den modsatte effekt på folk. I stedet for at bevæge sig de 20 meter op med deres skrald, begravede de det i sandet eller lod det simpelthen ligge og flyde. Charlotte bøjede sig ned og samlede en gammel avis op, som i det samme kom blæsende hen ad stranden og klæbede mod hendes nøgne ben. Hun gik op til skraldespanden med avisen og samlede også lidt ispapir og to kvaste øldåser op på vejen.


Miró delte ikke sin ejers irritation over svineriet på stranden og spænede rundt mellem alle de spændende dufte, mens den logrede ivrigt. Så hørte Charlotte et skrig, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Et øjeblik kunne hun ikke forbinde det med Miró, men da hun i det samme så hunden falde om på stranden, var hun klar over, at det måtte være den, der havde skreget.

 

Hun for derhen og standsede et øjeblik op, da hun så blodet fosse ud af Mirós højre forben. Charlotte havde aldrig været god til blod. Da hendes nu voksne søn, Birk, engang var faldet ned ad et træ og havde slået hovedet, så blodet flød, var hun næsten besvimet.

 

Nu kunne hun igen mærke jorden dreje rundt og komme nærmere; hun trak vejret dybt et par gange, og den kølige septemberluft fik hende til at komme til sig selv. – Lille ven, sagde hun og satte sig på hug for at undersøge Mirós forben. Et ordentligt lag hud var skrællet af, og blodet blev ved med at løbe. Ved siden af hunden lå en smadret ølflaske. – Kan du gå? spurgte Charlotte hunden, der logrede svagt. Den gjorde et tappert forsøg på at komme på benene, men sank om med en forpint klynken.


Resolut tog Charlotte Miró i favnen og vaklede af sted med den tunge hund. Hunden slikkede hende taknemmelig på halsen. Turen hjem var endeløs. Da hun omsider nåede sit hus, var hun så træt i armene, at hun øjeblikkelig lovede sig selv, at hun ville begynde at gå i motionscenter og styrketræne.

 

Heldigvis havde dyrlægen tidligt åbent, og han bad hende om straks at komme med hunden. Hun trak bare i noget tilfældigt tøj og bar Miró ud i bilen. Charlotte elskede den bil, og det krympede sig lidt i hende, da hun så Mirós blod sive ud på det hvide betræk. Fanden stå i det, men hvor var det dog ligegyldigt, nu gjaldt det Miró!


* * *

– Vi må operere straks. Kom tilbage i eftermiddag, så må vi se, om du kan få hende med hjem, sagde dyrlægen og tilkaldte veterinærsygeplejersken. De trillede af sted med Miró på en båre, og hjertet sank i livet på Charlotte. Hvis Miró døde, hvordan skulle hun så komme igennem hele den lange vinter!


– Du ser mig noget traverig ud her til morgen, bemærkede Erik Nielsen, politibetjenten, da Charlotte lidt senere mødte ind på politistationen. – Traurig, korrigerede Frederik Flintholm, stationens unge jyske praktikant og smilede til Charlotte, der bare nikkede kort uden at smile igen.


– Miró skar sig meget alvorligt på en smadret ølflaske nede på stranden i dag, fortalte hun så, og begge mændene og Jytte, politistationens sekretær, udstødte mumlende sympatilyde. – Folk er sgu nogle værre sandaler, udbrød Erik. – Vandaler, rettede Charlotte ham og studerede døgnrapporten, der lå på bordet foran hende. – Biltyve. Hun så på begge mænd. – Der har været flere tilfælde af biltyverier her i weekenden.


– De går direkte til Østeuropa, lød det ivrigt fra Frederik, der ud over at være en kvik ung mand, havde sans for drama. – Store, dyre biler. Væk. Uanset hvad forsikringsselskaberne siger, så kan man sagtens snige sig om uden om bilernes låsesystemer. Bilfirmaerne og forsikringsselskaberne påstår, de er dirkefri. Men det passer nu ikke.


– Tjah, måske har du ret, sagde Charlotte og smilede lidt. – Men jeg er nu ikke helt sikker på, at det er den østeuropæiske mafia, der er på spil her i Egerud, Frederik. Alle bilerne er blevet fundet igen. Kørt tomme for benzin og med smadrede topstykker, fordi dækslerne til olietankene er taget af. Det er nok snarere nogle unge rødder, der har moret sig med at køre ræs. Men derfor skal de naturligvis stoppes alligevel. I to kan køre rundt og tale med de folk, der har fået stjålet biler. Måske har de hørt eller set noget?

* * *

– Det var godt, du kom med hende med det samme, sagde dyrlægen, da Charlotte hentede Miró efter arbejde. Dyrlægen havde renset og syet såret, og Miró havde været nødt til at få en blodtransfusion. – Nu skal skal hun nok blive fin igen! Hun sover formentlig resten af dagen oven på bedøvelsen, men det er vigtigt, du holder øje med hende. Hun kan godt være temmelig desorienteret, når hun vågner.

 

Dyrlægen bar Miró ud til bilen og lagde hende forsigtigt på bagsædet. Charlotte så på Miró i bakspejlet, da hun kørte ud fra dyrlægens parkeringsplads. Miró snorkede lidt, og Charlotte bemærkede, at den var ved blive noget grå i pelsen. Ligesom mig, tænkte hun og kastede et blik på sig selv i spejlet. Hun trængte til et besøg hos frisøren for at få dækket de grå rødder. Hun ville egentlig være kørt direkte hjem, men besluttede sig så for at køre en tur omkring sin damefrisør, der boede ude på den anden side af byen.

 

Miró sov tungt og ville nok slet ikke bemærke, at hun lige smuttede inden om frisøren. Hun valgte at køre ad skovvejen i stedet for at tage den nye og temmelig befærdede omfartsvej. Da hun kom rundt i svinget ved Egerudhøjen, så hun en ung fyr, der var væltet på sin cykel. Han viftede med armene og råbte et eller anden efter hende, og Charlotte så, at han havde blod i ansigtet og ned ad halsen. Hun trådte hårdt på bremsen og priste sig lykkelig for, at hun ikke havde en anden bilist lige i hælene.

 

– Hvad er der sket? udbrød hun og nærmede sig cyklisten, der pludselig trak huen godt ned i ansigtet og gav Charlotte et hårdt skub i brystet, så hun faldt om på vejen og slog sig. Mens hun lå og sundede sig og ikke helt fattede, hvad der var sket, hørte hun to bildøre smække. To sekunder efter blev bilen gasset op og ræsede lige forbi hende. Charlotte kom fortumlet på benene og så nu efter bilen, der forsvandt rundt i næste sving.

 

Med rystende hænder fik hun tastet nummeret til stationen, og 10 minutter senere holdt Frederik og Erik der. – Så du, hvordan cyklisten så ud? Charlotte rystede på hovedet. – Han havde blod i hele ansigtet. Det så i hvert fald sådan ud, og så en hue, som han trak ned i panden, da jeg nærmede mig. – Det er garanteret østeuropæere, udbrød Frederik. – Jeg har hørt om flere af den slags overfald.


Charlotte mærkede, at hun mod sin vilje fik tårer i øjnene. Erik så bestyrtet på hende. – Jamen, Charlotte dog! Når alt kommer til et, er det jo bare en bil. Det vigtigste er, at der ikke skete noget med dig! – De har Miró, græd hun. – Miró lå omme på bagsædet, jeg havde lige hentet hende fra dyrlægen. Erik klappede hende hjælpeløst på skulderen. – Vi må straks udsende en efterlysning, udbrød Frederik med glødende øjne. – Måske kan vi nå at stoppe dem ved grænsen!


* * *

En efterlysning hos henholdsvis dansk og tysk politi gav intet. I hvert fald ikke Charlottes bil. Derimod stoppede man en stor Audi A7 på motorvejen lidt syd for grænsen. Bilen blev ført af en ung litauer, som ikke rigtig kunne gøre rede for, hvorfor han kørte rundt i en dyr bil, som netop var meldt stjålet fra en garage i Holte.


– Miró, sukkede Charlotte. De sad stadig på stationen, Erik, Frederik og Charlotte, selv om klokken nu var halv otte om aftenen. – Når hun så vågner og... Hun så godt de desperate blikke mellem Frederik og Erik. Åh nej, sagde de, bare hun ikke begynder at græde! Men bare tanken om Mirós forvirring og panik, når den vågnede af bedøvelsen, og hun ikke var der, gjorde hende syg og grædefærdig. Tænk, hvis biltyvene gjorde hunden noget!

 

Når Miró ikke lige havde skåret sig på en ølflaske, var den venskabelig og imødekommende over for alle folk. Næsten alt for imødekommende. Den duede simpelthen ikke til at gø rasende ad folk og sætte dem en skræk i livet. Men omtumlet af bedøvelse og med en flænge i benet, der sikkert stadig gjorde ondt, ville den måske gå til angreb? Og ville det få tyvene til at... Hun turde ikke tænke tanken til ende.


I det samme ringede telefonen. – Ja, sagde Frederik og lyste op og smilede til Charlotte. – Og hunden var der også? Nå okay, det var på grund af den? Fantastisk. Vi kommer med det samme. Charlotte udstødte et lettelsens suk. – Man har altså fundet bilen? Og Miró? – Miró har det godt. Og det har bilen også. Den var efterladt lidt nede ad en skovvej. Det var en mand, der var ude at jogge, der fandt den. Han hørte Miró gø!


* * *

– Åh, din skøre hund! Charlotte lod endnu en gang Miró bearbejde sit ansigt med den ru tunge. Hunden var så lykkelig over at se hende igen, at den trods flænge og sting dansede rundt om hende og sprang op og slikkede hende på munden. – Når enden er nær, er alting godt. Erik smilede bredt, og Charlotte nænnede for en gangs skyld ikke at rette på ham.


– Der er masser af blod på bagsædet, lød det fra Frederik, der stod med det halve af overkroppen inde i bilen. – Miró har nok bidt en af dem i hånden! Charlotte udstødte et lille fnys. – Det er Mirós blod, ikke tyvenes. Hun blødte ud over hele bagsædet, da jeg kørte hende til dyrlægen.


Frederik børstede forsigtigt fingeraftrykspulver på rattet, sideruden og instrumentbrættet. – Det er sikkert kun mine fingeraftryk, du finder. De har vel været fornuftige nok til at bruge handsker. Charlotte så på Frederik, der i det samme lagde gelatine hen over instrumentbordet og trak filmen af, hvor Charlotte kunne se, at der sad tydelige fingeraftryk. – Jeg har fem store pølsefingrede aftryk lige her! Og medmindre du bruger størrelse 11 i handsker, tror jeg faktisk, det er en af tyvene, der har afsat dem!


* * *

Miró blev gevaldig forkælet de næste dage, hvor Charlotte tog hende med på stationen. Der var egentlig ingen grund til det, for Miró var vant til at være alene i dagtimerne, men Charlotte kunne pludselig ikke bære, at hunden var uden for synsvidde. Tyvene havde man ikke fundet. Til gengæld var der heller ikke blevet stjålet andre biler i området. Mon tyvene havde fået sig en skræk i livet, da de så, at den bil, de havde kapret, havde en schæferhund på bagsædet?


– Nåeh, du er vel nok en god hund, du kan vist godt lide kavalerpølse, ligesom onkel Erik, sagde Erik og stoppede et halvt stykke rugbrød med cervelatpølse i gabet på Miró, der i det samme glemte alt om maden og i stedet rejste ørerne og knurrede dybt nede i struben. Charlotte og Erik så på hinanden, så hørte de, at Jytte var ved at betjene nogen ude i forkontoret.

 

Miró humpede resolut hen til døren, puffede den åben med snuden, og glemt var det dårlige ben, for nu for den frem mod den unge mand ved skranken og gøede af fuld hals. Den unge mand blev helt hvid i ansigtet. – F-få den væk! stammede han og vaklede et par skridt baglæns, hvilket kun fik Miró til at gø endnu vildere.


– Du er måske bange for hunde? Charlotte halede i Miró i halsbåndet. Hun kunne ikke undgå at se, at knægten havde meget store hænder. – Jeg blev bidt af sådan én, da jeg var barn, forklarede den unge fyr og holdt nervøst øje med Miró, der blev ved med at snerre og bjæffe.

 

Charlotte kneb øjnene sammen. Kunne det have været ham, der havde overfaldet hende? Hun prøvede at forestille sig den unge fyr med blod i hovedet og en hue ned i panden. Nej, hun vidste det simpelthen ikke. Det var gået så stærkt. Men Miró var tilsyneladende sikker i sin sag. Charlotte havde aldrig set sin fredsommelige hund så rasende før.

 

– Er du sikker på, du kan holde den? udbrød fyren, da Miró atter kastede sig frem mod ham. – Nej, nu du siger det, sagde Charlotte og slap halsbåndet. Miró satte poterne op på brystet af den unge mand og gøede som en vanvittig. Sveden sprang frem på den unge mands pande, og Charlotte kunne se, at han var ved at græde.


– Det var altså derfor, du og din makker forlod min bil forleden uden at køre den i smadder, sagde Charlotte og greb fat i Mirós halsbånd og trak hende lidt væk fra fyren, der nu græd rigtigt. – Lige så snart køteren vågnede og begyndte at gø, så parkerede mig og min bror bilen og skred, plaprede han. Så var det, som om der gik en prås op for ham. – Hey dame, v-var det din bil? Åh, noget shit!

* * *

Kenneth og Brian Hansen, de to brødre og biltyve, havde en lang stribe smådomme bag sig. Rapserier i supermarkeder, indbrud i skure og tyveri af haveredskaber. Hidtil havde de fået tiltalefrafald eller betingede domme. Biltyverierne var noget nyt på deres repertoire.

 

Selv om knægtene altså ikke havde forbindelser til den østeuropæiske mafia, men udelukkende brugte de stjålne biler til at køre ræs i, var dommeren helt indstillet på at give dem en ordentlig lærestreg og idømme dem ubetinget fængsel, men Charlotte stillede ham et alternativt forslag.

 

* * *


Det var en råkold oktobermorgen, da Charlotte første gang mødtes med de to unge mænd nede på stranden. – Her! Hun stak både Kenneth og Patrick en hundekiks i hånden. – Giv den til Miró, så bliver hun nok god igen. Miró, der var begyndt at snerre dybt nede fra struben, straks den så de to unge mænd, begyndte nu at logre, da Charlotte nævnte dens navn. Og den dansede ivrigt rundt, da først Brian og så Kenneth stak den en hundekiks.

 

– Ja, og så går I ellers i gang, sagde Charlotte muntert og hev en rulle sorte sække frem af sin taske. – Alt skal samles op og puttes i sækkene. Cigaretskodder, ispapir, dåser og flasker. I må have rigtig god arbejdslyst. De unge mænd tog hver deres sæk og begyndte trevent at putte skrald i dem.

 

– Miró og jeg kommer herhen efter arbejde og kører jer hjem. Men hvis jeg opdager, I har pjækket, så lader jeg Miró blive her i morgen, så hun kan holde øje med jer! Charlotte tav lidt, så tilføjede hun eftertænksomt: – Og hvis jeg hører om flere biltyverier i Egerud, så er det slut med at hygge sig med at rydde op på stranden, så ryger I lige lukt i spjældet.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Inden lukketid

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Mareridtet

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: En rigtig charmetrold

Tekst: Esben Birkving
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 27-06-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri