Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Brændt barn

Noveller
Therese stirrede på Andreas. Mente han virkelig helt seriøst, at han ville gå fra sin kone for hendes skyld? Så var han jo ikke rigtig klog! De skulle jo bare have haft en fræk weekend sammen her langt væk fra alt og alle. Ikke noget alvorligt, ikke en stopklods for hendes karriere. Det kunne hun ikke tillade. Slet ikke.

– Man hører det desværre tit. Uanset hvor meget fædrene elsker deres børn, så vil de altid slippe ud af en skilsmisse så billigt som muligt, sagde Therese trøstende og rakte sin snøftende, kvindelige klient en ny Kleenex fra den æske, som hun allerede ved mødets start havde skubbet helt frem på bordet i advokatfirmaets mødelokale.

 

Den nydelige kvinde midt i 30'erne foran hende tørrede mascara af kinderne og snøftede. – Jamen, det er så grotesk. Først var det så vigtigt, at jeg gik ned i tid, så børnene ikke behøvede at være så længe i deres institutioner. Men nu, hvor han har fundet en yngre model, synes han sandelig, jeg bare kan arbejde på fuldtid i stedet for at få hustrubidrag, og så er det åbenbart lige meget, at jeg så først kan hente børnene sent!

Annonce

 

Therese skruede sit professionelle, beroligende smil på. Det var på tide at afslutte mødet. – Vi skal nok nå frem til en fornuftig ordning, sagde hun og rejste sig. – Nu skriver jeg til hans advokat, og så hører du nærmere. – Tak... tak for det. Klienten tørrede øjnene en sidste gang og trykkede Thereses hånd. Therese gjorde tegn til sin sekretær om, at hun skulle følge klienten ud.

 

Puha, hun skulle aldrig giftes, heller ikke selvom forældrene blev ved at prikke til hende og spørge, om 35 ikke var en passende alder til snart at få ring på fingeren. Nej, dertil havde hun haft lidt for mange kedelige skilsmissesager, og hun havde jo allerede ved sin tiltrædelse i Munk og Gram, byens største advokatfirma, sagt til de to aldrende ejere, at hun regnede med at forblive single. Og de havde begge nikket alvorligt og informeret hende om, at private forhold mellem de ansatte i firmaet var meget ildesete og ikke befordrende for den videre karriere.

 

Dengang for fem år siden havde Therese med god samvittighed kunnet love dem, at hun aldrig kunne drømme om at se til en kollegas side. Mænd var et sjovt og dejligt tidsfordriv, men ikke andet end det, karrieren kom i første række. Men det var før, Andreas blev ansat i firmaet...

 

Næsten som om han sprang direkte ud af hendes tanker, kom den flotte, mørkhårede advokat i det samme til syne uden for glasdøren ind til Thereses kontor, og det gav et lille sæt i hende, mens hendes tåbelige hjerte begyndte at slå hurtigere. Med et lille, indforstået smil lod han sine knoer lave en lille fanfare på døren, før han skubbede den op med den ene brede skulder og trådte ind.

 

– Hej, smukke, sagde han lavt med den dybe, mørke stemme, som altid fik noget varmt til at risle gennem Therese. – Jeg ville lige aflevere de her sagsakter til dig, du får vist brug for dem til den der forureningssag. Men i virkeligheden kommer jeg selvfølgelig for at sige, hvor meget jeg har lyst til dig. Han blinkede til hende, og det fik igen Thereses puls til at stige.

 

– Tak, fik hun frem og rakte hånden ud mod sagsmappen, som om han bare var en hvilken som helst anden kollega, der var inde for at aflevere noget og i den forbindelse vekslede et par ord om vejr og vind. Over hans skulder kunne hun se Gram selv, som langsomt passerede gennem kontorgangen.

 

Therese nikkede forbindtligt til ham, som om alt var normalt inde på hendes kontor. Men det var det ikke, for luften var mildt sagt elektrisk. Det kunne hverken Gram eller de nysgerrige sekretærer dog se, ligesom de heldigvis heller ikke kunne se, at Andreas nærmest åd hendes krop med øjnene, fordi han stod med ryggen ud mod gangen.

 

– Men vi kan jo ikke blive ved med at mødes på den her måde, fortsatte han. – Tag med op til min ødegård i Sverige her i weekenden, smukke Therese, så lover jeg at beværte dig godt med ild i pejsen og cognac på lammeskindet og alt, hvad dertil hører.

 

Therese blinkede mod ham. Hun anede ikke, at han havde en ødegård i Sverige. Faktisk vidste hun ikke ret meget om ham. Ikke andet end at hun var forfærdeligt tiltrukket af ham, og at det i den sidste måned havde forstyrret og svækket hendes arbejdsindsats.

 

– Ligger den et ugenert sted? spurgte hun. – Fuldstændig ugenert, svarede han og lagde en seddel på bordet foran hende. – Uanset hvor højt du kunne finde på at skrige, så vil ingen kunne høre dig. Kom efter 21, så er huset varmet op...

 

Therese tog en hurtig beslutning. Det var bedst at få det ud af kroppen, og desuden skulle man jo have lov at more sig lidt en gang imellem. – Okay, sagde hun kort. Andreas snurrede rundt. Da han stod i den åbne dør, nikkede han og sagde: – Så venter vi til domfældelsen! Therese noterede sig, at sekretærens øjne hang ved ham, da han med lange skridt forsvandt. Så tog hun sedlen op og læste den.

 

Lilla Solbacka, Stenbergsvägan 12, Häckeberga. Det måtte være til at slå ind på GPS'en. Var det for farligt, ville det blive for ubekvemt at omgås bagefter på kon-toret? Nej, besluttede hun. Andreas måtte være lige så lidt interesseret som hun i, at nogen fik nys om deres forhold. Deres private forhold.

 

* * *

 

Først på fredag aftenen lagde en behagelig blanding af ro og spænding sig over hende, da hun havde passeret broen og kørt de første kilometer af E22. Solen hang lavt på himlen, der var næsten ingen biler på vejen, og de lange skovstrækninger satte hende i feriestemning.

 

Therese kastede et hurtigt blik om på bagsædet af sin lækre, nye Clio. Weekendtasken var pakket med alt, hvad hun formodede at få brug for, hun havde taget et langt bad efter kontortid, og den ulastelige spadseredragt var skiftet ud med jeans og en blød skjorte.

 

Therese smilede ud i luften og knappede en knap i skjorten op, mens hun spekulerede på, hvorfor hun var så tiltrukket af Andreas. Måske var det simpelthen, fordi han var en kollega og dermed forbuden frugt? – Om 200 meter drej til højre! sagde stemmen fra GPS'en, og Therese kiggede på skærmen. Kun 1,5 kilometer tilbage nu.

 

Hun tog en dyb indånding og drejede ned ad en smal vej, der mundede ud i en vaskeægte skovvej uden asfalt. – Målet er nået, kom det fra GPS'en, samtidig med at vejen svingede, og Therese fik øje på den smukke, røde træbygning. Vinduer og døre var hvidmalede, og bag huset kunne hun skimte flere typisk svenske småhuse samt fronten af Andreas' Volvo.

 

Hun lod Clioen trille om bagved og parkerede den ved siden af hans bil. Han havde set hende, for han stod allerede i en åben halvdør og smilede. – Velkommen, smukke Therese. – Tak, smilede hun og hev weekendtasken ud. Han havde vådt hår og bare tæer, registrerede hun, og synet fik blodet til at skyde op i hendes kinder.

 

Godt, ingen fra kontoret kunne se hende nu, hun måtte jo ligne en forfjamsket konfirmand i stedet for den skarpe advokat med den usædvanligt gode dømmekraft. – Kom indenfor i mit slot... Han gav hende et kram i den åbne dør, tog weekendtasken fra hende og rakte hende i stedet et cognacglas med en smule brun væske på bunden.

 

Therese lod blikket glide rundt i stuen med de høje, hvidmalede paneler, de rustikke møbler og blondegardinerne og tog det ind i ét drag sammen med smagen af cognacen og den lette duft af røg fra flammerne i pejsen. Han havde ikke løjet om lammeskindet, for der lå virkelig ét på de hvidskurede gulvplanker.

 

– Lægger du på ilden, så gør jeg en bakke med lidt lækkert klar? smilede Andreas. – Det må være min mindste sag, svarede Therese. Hun satte glasset fra sig og valgte et passende stykke birkebrænde. Da hun smed det på, var det, som om flammerne døde lidt hen, og hun tog ildrageren, som hang på væggen ved siden af pejsen. På knageræk-ken af metal hang også en handske, og hun tog den på, før hun gav sig til at rode op i gløderne.

 

For sent opdagede hun, at der var et hul i handskens tommel. – Av for pokker! udbrød hun, slap ildrageren og rev handsken af. Der var allerede kommet et rødt brandmærke på blommen af hendes højre tommelfinger, og hun stak den i munden for at køle den. Andreas kom til med lange skridt. – Lad mig, sagde han, greb hendes hånd og stak hendes finger ind i sin egen mund, mens han holdt hendes øjne fast med sine mørkebrune.

 

Thereses puls tordnede deropad. – Hvor er det et dejligt hus, sagde hun og prøvede at lyde uanfægtet. – Du må have sans for indretning! Andreas bed let i hendes finger, før han slap den. – Nej, det må min kone have æren for. Therese følte det, som om nogen havde trukket en stikkontakt ud af hende.

 

– Din kone? gentog hun. – Jamen ... – Bare tag det roligt, smilede Andreas. – Jeg har ikke sagt noget til hende om dig, ikke endnu. Indtil videre tror hun bare, jeg er kørt herop for at arbejde uforstyrret hele weekenden. Du ved, det kan være svært at få fred, når man har små børn, ikke?

 

– Børn? – Alma på fire og Anton på fem, nikkede han. – De elsker for resten stedet her, og jeg er sikker på, du også kommer til at elske dem, når du lærer dem at kende. Mens jeg kørte herop, tænkte jeg lige lidt på bodelingen, og jeg tror, jeg vil have gården her. Så kan vi bo hos dig indtil videre, ikke?

 

Therese var blevet knastør i munden, og hendes krop føltes i total alarmberedskab. – Andreas, du har vist misforstået noget fuldstændig, lykkedes det hende at få frem. – For mig skulle det kun være den her weekend og så ikke mere. Slet ikke mere. Han blev ved at smile, mens han så på hende.

 

– Så har du helt taget fejl af både mig og mine hensigter. Jeg har været vild med dig, lige siden jeg så dig første gang, og det er alvorligt ment. Jeg kunne ikke drømme om at have en affære. – Hør nu, det går slet ikke, vi er jo kolleger, og hos Munk og Gram er private forhold mellem de ansatte ikke tilladt, begyndte Therese, mens hun panisk spekulerede på, hvorfor hun for en gangs skyld havde mistet kontrollen over situationen.

 

– Nej, én af os kommer til at finde et andet job, svarede Andreas. – Men indtil videre må vi lade som ingenting. Slå dig nu ned, så henter jeg den bakke. Therese stirrede rædselsslagen på hans ryg. Han var jo ikke rigtig klog! På et splitsekund tårnede kommende pinlige og kompromitterende situationer på kontoret sig op for hendes indre blik. Det kunne hun ikke tillade. Overhovedet ikke. Det her skulle jo kun være lidt uforpligtende sjov, ikke en stopklods for hendes karriere.

 

Næsten af sig selv rakte hendes hånd ud efter et af brændestykkerne og fattede hårdt om det. To skridt frem, så havde hun indhentet ham, og inden han nåede at vende sig om, havde hun løftet brændestykket højt op og lod det suse ned over hans baghoved. Effekten udeblev ikke. Med et lille, overrasket suk sank han sammen for hendes fødder.

 

Therese kastede et enkelt blik på hans døde, stirrende øjne, mens hun kæmpede for at holde den panik stangen, som skyllede op i hende. Skadesbegrænsning, det var det, der skulle til nu. Samt det iskolde overblik og den handlekraft, hun var så berømt for at besidde.

 

Først og fremmest måtte hun af med gerningsvåbnet, selvom der vel ikke kunne tages aftryk af et stykke birkebrænde. Hun kastede det ind i pejsen og tænkte fjernt, at hendes smertefulde indsats med ildrageren havde båret frugt, for nu blussede ilden lystigt. Så slyngede hun den sidste rest cognac i sit glas efter, og allerede inden de blå flammer var døet hen, havde hun skyllet det og tørret det omhyggeligt af.

 

 Havde hun rørt ved noget andet? Nej, han havde jo åbnet døren. Hun greb weekendtasken, hvor han havde sat den, lukkede døren op med albuen og lod den stå åben, da hun trådte ud i mørket. Når han blev fundet, ville man måske tro, det var et røveri, der var kørt af sporet. Ingen og intet forbandt hende med Andreas og ødegården.

 

Hun blev ved at tænke den mindste detalje igennem, mens hun med pinagtigt hamrende hjerte kørte den samme vej tilbage og brugte al sin selvbeherskelse på ikke at trykke speederen i bund. Det gik ikke an at få fartbøder eller påkalde sig uheldig opmærksomhed. Og måske var skæbnen med hende, for da hun kom ud på den asfalterede vej, begyndte det at regne, og med regnen ville eventuelle dækspor ved siden af hans Volvo forsvinde.

 

Therese tvang sig til at tage en serie dybe vejrtrækninger. Der var noget om, at man blev fotograferet, når man passerede brokontrollen på den svenske side, men hvorfor skulle nogen sidde og kigge efter hende på de billeder? For resten blev de vist også slettet efter nogle uger, det havde hun læst i avisen engang.

 

Hun havde næsten genvundet kontrollen over sig selv, da hun kom ud på E22 igen og kom til at tænke på, at hun havde betalt brobilleten med sit Visakort. Igen buldrede pulsen, indtil hun mindede sig selv om, at det ikke betød noget. Ingen anede, at Andreas var andet end en ny kollega for hende, og der var jo mere end 30 ansatte på kontoret. Det var usandsynligt, at hun ville komme i søgelyset. Helt usandsynligt.

 

* * *

 

Fredagen efter sad Therese på sit kontor og studerede brandmærket på sin tommel, mens hun tænkte en sag igennem. Nu var sårskorpen faldet af, men der var stadig et zig-zagformet, rødt mærke, og hun havde fået en dårlig vane med at stikke tommelen i munden. Ud gennem øjenkrogen så hun, at sekretæren var på vej ind, og hun rettede sig op og lod begge hænder hvile på den blanke bordplade.

 

– Det var bare de her udskrifter, sagde sekretæren og havde tydeligvis mere at fortælle. Ganske rigtigt, nu bøjede hun sig lidt frem mod Therese og fortsatte i en dæmpet, fortrolig tone: – Mona nede fra receptionen har lige fortalt, at Andreas Jensens enke er kommet. Gram selv er gået ned for at tage imod den stakkels kvinde, og de er på vej herop nu. De skal sidde ind i mødelokalet, det er vist noget rutinemæssigt med testamentet. Hvor må det dog være slemt for hende, ikke? Og måske finder det svenske politi aldrig ud af, hvem der har dræbt hendes mand, for de hersens østbander huserer vist lige så slemt i Sverige som i Danmark, og ...

 

– Tak! afbrød Therese talestrømmen, og med et såret blik vendte sekretæren på hælen. Therese skubbede stolen tilbage og tænkte sig hurtigt om. Var det bedst at lade som ingenting eller bedst at være på forkant? Det sidste, bestemte hun sig for. Hun rejste sig og gik ud på gangen, netop som elevatoren spyttede Gram og en ung, blond kvinde ud længere nede ad gangen.

 

Andreas' kone var smuk, fløj det gennem Thereses hoved, mens hun gik dem i møde. Smuk og forgrædt og bevæbnet med et snehvidt lommetørklæde. – Det gør mig meget ondt, må jeg have lov at kondolere, sagde Therese medfølende og rakte hånden frem. – Tak, hviskede den unge kvinde og stak lommetørklædet i tasken, mens hun rakte sin egen hånd frem.

 

Therese nåede lige netop at mærke, at hendes hånd var blød og tør. Så snappede den anden kvinde pludselig heftigt efter vejret og vendte med et uventet jerngreb Therese hånd, så håndfladen kom til at vende opad. – Du har været oppe i vores ødegård! råbte hun ubehersket og gav sig til at græde højlydt. – Se, se, jeg har præcis det samme brandmærke på min højre tommelfinger! Hvornår har du været deroppe?!

 

Therese trak lynsnart hånden til sig, men indså til sin svimlende forfærdelse, at det allerede var for sent. En masse nysgerrige øjne, deriblandt sekretærens og Grams, var allerede rettet mod hende og afkrævede en forklaring. Ligesom politiet ville gøre det.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Sidste udvej

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Biltyve på afveje

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Inden lukketid

Tekst: Dorte Roholte
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 08-08-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri