Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: De bedste ting

Noveller
Charlotte var kørt direkte ud til gerningsstedet. Der var ingen tvivl om, at manden i huset var død, antageligt fordi han havde overrumplet en indbrudstyv, som var i færd med at forsyne sig blandt husets mange kostbare antikviteter. Alligevel sad Charlotte tilbage med en lille tvivl...

Telefonen stod på sengebordet, og det var, som om den kimede lige ind i Charlottes øre. Den behagelige drøm om Rhodos blev brat punkteret, og hun famlede røret til sig og dukkede ud i den grå og kolde februarmorgen. Det var hendes tur til at have vagten på stationens telefon.

 

– Charlotte Jørgensen, fik hun lidt rustent frem. Hun blinkede mod vækkeurets grønne tal, som viste 5.32. – Han er død! hulkede en tydeligt oprevet kvindestemme i hendes øre. – Der er blod overalt. Charlotte satte sig op i sengen, brat vågen. – Hvem taler jeg med?

 

Hun hørte en langtrukken, sitrende indånding i den anden ende af forbindelsen: – Astrid Hammer, Skovlinjen 15. Der har været indbrud, det må have været en gang i nat. Min mand... han er død! Der lød et tørt hulk. Charlotte pressede røret hårdt mod øret, hun havde svinget benene ud over sengekanten og var allerede ved at trække bukserne på.

Annonce

 

På sin indre gps-skærm så hun adressen Skovlinjen for sig. Der var tre-fire kilometer. – Er gerningsmanden væk? spurgte hun roligt, klemte røret fast mellem skulder og øre og trak strømperne på. – Ja... ja, det tror jeg. Erling er... han er næsten kold! Det sidste ord kom i et gisp. – Vi er der om få minutter, sagde Astrid og fik skjorten på. – Bliv hvor du er og rør intet.

 

* * *

 

Billygterne skar gennem mørket og afslørede, at nummer 13 var en villa tæt på vejen. Få meter efter den klodsede Charlotte bremserne. Hun havde nær overset de to murede søjler, hvoraf den ene bar et diskret 15-tal i messing. I sidste øjeblik nåede hun at vride på rattet og tvinge bilen ind mellem søjlerne.

 

Opkørslen var ikke lang, men lang nok til at huset var skjult fra vejen. Foran den smukke, gamle villa var en cirkelformet plads, og det var lys i to vinduer i huset, et på første salen og et ud mod vejen. I samme sekund, som hun smækkede bildøren i, blev den ene halvdel af dobbeltdøren for enden af trappen åbnet. Samtidig registrerede Charlotte ambulancens sirene i det fjerne.

 

Hun kastede et kort blik bagud og så Eriks bil blinke ind. Undervejs havde hun informeret ham om, at det sandsynligvis var et banalt indbrud, som var gået gruelig galt. Så koncentrerede hun sig om den tydeligt chokerede kvinde i morgenkåben. – Astrid Hammer? Jeg er stationsleder Charlotte Jørgensen, manden i den næste bil er min kollega, politiassistent Erik Nielsen. Ambulancen er på vej, det samme er embedslægen og et hold teknikere.

 

Kvinden blinkede mod hende og trak den orange frottékåbe sammen over brystet. – Han... det er herinde. Jeg... slukkede lyset igen! Med en håndbevægelse guidede hun Charlotte i den rigtige retning. Rummet vendte ud mod haven og væk fra vejen.

 

Charlotte puffede døren op med albuen og blev mødt af isnende kulde, som trak ind gennem den knuste rude i havedøren. Da rummet blev badet i lys fra en enorm krystallysekrone, blev det reflekteret i glasskår på gulvet. Charlottes første indtryk af offeret på gulvet blev akkompagneret af et nyt hulk fra kvinden i morgenkåben.

 

– Erling, åh nej! Nej, undskyld, det er bare så grusomt, så ondt! – Det forstår jeg udmærket, sagde Charlotte med rutineret medfølelse, mens hun i et par sekunder lod blikket hvile på manden på gulvet.

 

Der var ingen tvivl om, at han var død. Hans øjne stirrede blindt op mod lysekronen, munden stod åben i noget, der lignede overraskelse. En glorie af mørkt-glinsende blod havde tegnet sig under hans baghoved, og de pyjamasklædte ben, som stak ud fra den grønne morgenkåbe, lå sært yndefuldt bøjet til den samme side.

 

Lidt fra ham lå en blodig messinglysestage. Charlotte tænkte, at han var blevet overrasket bagfra. Måske var han gået hen til havedøren for at se nærmere på den knuste rude uden at ane, at han ikke var alene i havestuen. – Vi må hellere overlade stuen til teknikerne og embedslægen, sagde hun og tog blidt om Astrid Hammers albue og førte hende ud fra havestuen og tværs over hallen.

 

Erik stod midt i hallen og fangede hendes blik. – Frederik er her om lidt. – Godt, nikkede Charlotte. Hun havde allerede kigget døren til køkkenet ud, og Astrid Hammer styrede i samme retning. Køkkenet virkede som resten af huset gedigent med gulvet af Ølandsfliser og skabslågerne af lærketræ, og de flisebelagte køkkenbordplader gav det desuden et anstrøg af fransk landkøkken.

 

– Kan jeg... byde på noget? spurgte Astrid Hammer og blinkede igen mod Charlotte. Charlotte rystede på hovedet og pegede på en køkkenstol. – Nej, tak. Inden vi begynder at tale sammen, er der så nogen, vi kan ringe til? En pårørende, en veninde, som kan komme og støtte dig?

 

Astrid Hammer sank ned på en køkkenstol og klemte hænderne sammen i skødet. – Nej. Eller... det skulle da lige være min søster. Birgitte, hun bor i nærheden. Jeg har hendes nummer her. Hun tog en mobil fra køkkenbordet og rakte den op mod Charlotte, som hurtigt fandt nummeret, trykkede på ring op og vækkede en kvinde, som beundringsværdigt hurtigt fik tøjlet sin forvirring og lovede at komme.

 

– Fortæl mig nu, hvad der skete, sagde Charlotte venligt opfordrende og så på Astrid Hammer. Ude fra hallen kunne hun svagt høre stemmer og lyde fra teknikerholdet og embedslægen, som blev modtaget af Erik. Den anden kvinde lukkede øjnene og fugtede sine læber.

 

Pæne læber, noterede Charlotte sig, fyldige selvom de var umalede. Måske var der kommet lidt fyld i dem? Alt i alt så hun godt ud, sine formodentlig omkring 45 år og chokerede tilstand til trods. – Jeg tog en sovetablet til midnat, og jeg har intet hørt. Da jeg vågnede, opdagede jeg, at Erling ikke lå i sin seng, og jeg gik nedenunder og... og fandt ham. Og så ringede jeg.

 

Hun åndede dybt ind og så på Charlotte. – Men Erling frygtede altid for indbrud, vi har så mange fine ting, og jeg nåede da at se, at han har taget nogle af vores bedste, blandt andet Bindesbøll kæmpevasen, som Erling for nylig fik vurderet til mindst 175.000 kr.

 

* * *

 

En halv time senere havde embedslægen erklæret direktør Erling Nørregård for død, og enkens søster var ankommet og sad med armene om hende. Mens liget blev fjernet, lukkede Charlotte køkkendøren, og bagefter gik hun ud og talte kort med Erik og Frederik. Teknikerholdet var allerede i fuld gang.

 

– Der er sikkert brugt handsker, men jeg har sagt til dem, at de skal gå alt igennem med en tællekam! sagde Erik. – Tættekam, mumlede Charlotte. – Frederik, snakker du med beboerne i nr. 13? Hun gik igen ud i køkkenet og satte sig over for de to kvinder.

 

– Jeg ved, det er tidligt at bede om en foreløbig liste over forsvundne genstande, sagde hun forsigtigt. – Men jo hurtigere vi får efterlyst dem, jo hurtigere fanger vi ham måske. Helst en præcis beskrivelse eller fotos. Søsteren så på Astrid Hammer: – De er da på billederne fra Erlings 60-års fødselsdag!

 

Lidt efter havde Charlotte på fotos fået udpeget en sølv-vase, to miniaturemalerier, en lågkrukke fra Mingdynastiet samt et drikkekrus, som enken efter en hastig rundtur i stueetagen erklærede for forsvundet. Charlotte havde noteret sig, at hun undlod at kigge hen mod blodpletten på gulvet.

 

– Og det krus her er værdifuldt? spurgte Charlotte og tog fotoet ud. Efter hendes mening lignede det røde, forgyldte krus noget fra Søstrene Grene. – Det er et russisk cloi-sonné-emaljekrus fra omkring 1910, uhyre efterspurgt blandt nyrige russiske samlere, lød svaret.

 

– Et lignende er netop blevet solgt på auktion for knap 200.000 kr. Charlotte pegede på en lille porcelænsopsats med perlemor, som også sås på fotoet. Den var køn, men den havde tyven ikke taget, for hun havde netop selv set den inde i stuen.

 

– Hvorfor mon han ikke tog den dér? Astrid Hammer smilede blegt. – Fordi den højst er 20 kroner værd. Det var bare en fødselsdagsspøg, en drillegave, og Erling beholdt den i samme ånd. Frederik dukkede op i døren og gjorde tegn til Charlotte. Hun samlede de blanke fotos sammen og rejste sig.

 

– Jeg får en tekniker til at tage dine fingeraftryk, sagde hun. – Og så vil jeg foreslå, at du kører med din søster hjem og bliver der i nat. Forinden følger jeg dig ovenpå, så du kan tage det mest nødvendige med. Astrid så hurtigt op. – Jamen, jeg vil helst blive her! Charlotte smilede venligt. – Det er normal procedure, så jeg må desværre insistere.

 

Med et nik forlod hun de to kvinder og trådte hen til Frederik. – Den gamle dame i nr. 13 har intet set eller hørt, sagde han. – Men hun fortalte, at Erling Nørregård så sent som i forgårs bankede på og spurgte, om hun igen ville påtage sig at gøre rent en gang om ugen. Hun var ellers blevet sat fra bestillingen af fruen. Men noget helt andet, skal vi have fat i et hold efterforskere? Charlotte bed sig i læben. – Måske. Lad os lige se tiden lidt an.

 

* * *

 

To timer senere sad hun på stationen og skrev en foreløbig rapport. Da hun fulgte Astrid Hammer ovenpå, havde det vist sig, at den afdøde tilsyneladende havde sovet på en opredt divan og ikke i soveværelset. Hun havde diskret spurgt ind til det, og Astrid Hammer havde bekræftet, at det forholdt sig sådan, og at årsagen var problemer med snorken.

 

Hun var netop ved at læse rapporten igennem, da Erik med et ophidset udtryk kom brasende ind på kontoret. – Teknikerne har ringet, de har et match med et sæt aftryk fra kartoteket, meddelte han stakåndet. – Ikke indefra huset, men fra havebordet. Det er en lokal, Skaffe-Kurt, han holder til i et skur nede på havnen. Frederik og jeg henter ham ind!

 

Erik var væk, inden Charlotte nåede at give udtryk for sin forbløffelse. Skaffe-Kurt havde et alenlangt generalieblad, men kun for hæleri og smårapserier – og et enkelt villaindbrud, huskede hun pludselig. Da var han blevet snuppet, fordi han havde været dum nok til at forsøge at sælge et spritnyt digitalkamera på det lokale værtshus.

 

Hun gik ud til Jytte og bad hende finde alle oplysninger på ham. – Skal ske, nikkede Jytte. – Og så har jeg også tjekket både afdøde og enken, som du sagde. De er altså ikke gift, men Astrid Hammer har boet hos Erling Nørregård i fem år.

 

* * *

 

Charlotte stod med et print af Kurt Hansens alias Skaffe-Kurts småplettede straffeattest i hånden, da patruljevognen kom tilbage. Tre hoveder sås i den, og Erik og Frederik havde straks efter fat i hver sin arm på den lidt forhutlede og øjensynligt heller ikke helt ædru Kurt Hansen.

 

– Man kan være sikker på, at så snart der bliver stchjålet så meget som en kagegaffel her i byen, schlår I ned på mig! spruttede han, da han sad over for Charlotte og Erik i forhørslokalet. – I schkulle hellere tage fat i de rigtige forbrydere som schkatteschnydere og bankdirektører!

 

– Drab er faktisk også en ret alvorlig forbrydelse, sagde Charlotte. – Så vi vil gerne høre, hvor du befandt dig i nat? – Drab, hvad schnakker du om? kom det usikkert fra ham. – Drab, gentog Erik. – Har du et abili for i nat? Kurt Hansen blinkede. – Hvem er død? – Ejeren af et hus, som tilsyneladende overraskede en indbrudstyv i nat, svarede Charlotte. – Og dine fingeraftryk befinder sig halvanden meter fra den havedør, som tyven skaffede sig adgang gennem.

 

Manden over for hende var blevet tydeligt bleg, og nu gjorde han en synkebevægelse. – Hør her, jeg indrømmer, at jeg var ude på Skovlinjen i nat, og at jeg smadrede en rude. Jeg kender deres vinduespudser, og han siger, at dem i huset har B&O-anlæg og den slags. Men jeg nåede kun lige ind og se mig lidt om, før en eller anden mand begyndte at råbe op, og så stak jeg af igen!

 

Han tav, fugtede sine læber og så tryglende på dem begge. – Jeg schværger på, at jeg ikke så meget som rørte ham. Jeg nåede slet ikke at se ham! Charlotte skubbede et foto over bordet. – Hvilken af de ting her kunne du forestille dig at fjerne fra deres rette ejere?

 

Kurt Hansen så forvirret fra fotoet og op på Charlotte og tilbage igen. – Den dér måske, sagde han og plantede en nusset finger på den lille perlemorsopsats.

 

* * *

 

– Han er fuld af løgn, mente Erik, da de en time senere afsluttede forhøret og anbragte en nu ædru og nærmest desperat Kurt Hansen i forvaringen. – Selvfølgelig kan han være gået i panik, men ... Charlotte trak på skuldrene. –Jeg tror, jeg kører ud på Skovlinjen og ser, om huset er blevet forseglet. – Det gjorde Frederik, indvendte Erik. – Alligevel, sagde Charlotte og snuppede nøglerne til den blå Opel fra brættet.

 

Da hun for anden gang den dag styrede bilen ud mod Skovlinjen, tænkte hun på, at det havde været en kort dag. Tusmørket var allerede ved at falde på, og i nr. 13 var der tændt lys, og der steg en røgsøjle op fra skorstenen. Mellem de to murede søjler ved indkørslen til nr. 15 havde Frederik ganske rigtigt spændt det rød-hvide stribede politi-tape ud.

 

Hun parkerede på skovvejen lige overfor og gik det sidste stykke op mod huset. Det lå hen i mørke, og den dobbelte dør var også forseglet med tape. Teknikerne havde afleveret husnøglerne til hende, og hun gik rundt om huset og så, at havedøren var afsikret med en plade og ligeledes forseglet.

 

Det samme gjaldt bagdøren, men døren åbnede indad, så hun kunne træde ind over det, da hun havde låst op. Hun låste bag sig igen og gik lidt rundt i det stille hus. Nu var blodpletten fjernet. I det sidste dagslys kiggede hun tankefuldt på den værdiløse porcelænsopsats, før hun gik ovenpå.

 

Der var fire døre i den lange gang, og hun tændte lyset i soveværelset og åbnede skuffer og skabe. Pinlig orden overalt. Bagerst i klædeskabet stod en weekendkuffert, og da hun prøvende skubbede til den, gav den en lyd fra sig. Charlottes puls steg, hun tog hurtigt et par tynde gummihandsker på og hev kufferten ud. Tung var den også.

 

Et gisp undslap hende, da hun åbnede den og så et rødt emaljekrus og en enorm sølvlysestage. Hun havde været for optaget til at bemærke, at hun ikke længere var alene, men pludselig registrerede hun ud gennem øjenkrogen en bevægelse og sprang op.

 

Det var i sidste øjeblik, for Astrid Hammer havde allerede løftet armen til slag, og på et splitsekund opfattede Charlotte, at hun knugede en krystalkaraffel i den. Den havde hun set på en kommode ude i gangen for lidt siden.

 

– Frederik, kom herind! skreg Charlotte højt, mens hun samtidig slog den anden kvinde hårdt på den løftede arm. Det lykkedes hende at snyde Astrid Hammer til at se sig bagud. Et slag mere og et spark over skinnebenet, og karaflen knustes mod gulvet, mens Charlotte fik vredet hendes arm om på ryggen og med sin frie hånd fiskede håndjern-ene frem. – Astrid Hammer, klokken er 17.12, og du er anholdt og vil blive sigtet for overlagt drab på Erling Nørregård!

 

* * *

 

Pizzaen var blevet kold, men Frederik snuppede alligevel det sidste stykke for næsen af Erik. Klokken var 11, og stilheden havde endelig sænket sig over Egerud politistation. – Hun havde fået en uge til at flytte sig selv og sit tøj i, sagde Charlotte. – Indbruddet kan hun ikke have vidst noget om, så drabet har ikke været planlagt. Men hun må have tænkt hurtigt og grebet chancen, da hun hørte Erling Nørregård råbe op på trappen. Stakkels mand, han har selvfølgelig råbt efter Skaffe-Kurt, som flygtede.

 

– Det var nu også mærkeligt, hvis Skaffe-Kurt skulle have vidst, præcis hvilke ting der var de bedste, kom det gumlende fra Frederik. – Nemlig, men det vidste Astrid Hammer, gabte Charlotte. – Nå, men der er også en dag i morgen, sagde Erik og rejste sig. – Vil I for resten høre noget sjovt? Vi har sådan en porcelænsopsats med perlemor præcis mage til derhjemme!

Tekst: Esben Birkving
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 26-04-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri