Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Den afgørende dag

Noveller
Det gik op for ham, at denne dag ville ændre alt. I dag var et vendepunkt i hans liv, der i al fremtid ville blive refereret til som før eller efter. Forhåbentlig ville det blive en forandring til det bedre. Højst sandsynligt til det bedre, hvorfor skulle han ellers foretage sig en så drastisk handling?

Anton Sørensen stillede sig foran spejlet i badeværelset og strammede slipset. Derefter tog han sin jakke på og gennemgik indholdet i tasken. Forsikrede sig om, at ingenting var glemt, inden han lagde den sidste genstand i den – en kraftig forskærerkniv. Da han greb om det solide skaft, gik det op for ham, at denne dag ville ændre alt. Et vendepunkt i livet, der i al fremtid ville blive refereret til som før eller efter.

 

Forhåbentlig ville det blive en forandring til det bedre. Højst sandsynligt til det bedre, hvorfor skulle han ellers foretage sig en så dramatisk og gennemgribende handling. Han måtte le ad sig selv – „en handling". Det, han nu var i færd med at foretage sig, var så voldsomt, så dramatisk, at han ikke engang vovede at kalde det ved sit rette navn. Det måtte være nok at kalde det en handling.

Annonce

 

Han rystede over hele kroppen, da han slyngede tasken over skulderen. Maven var i vildt oprør. Naturligvis var det hele grundigt planlagt, det var af afgørende betydning. Det var, når folk gjorde den slags i desperation eller i en rus af spænding – hvad vidste han – at det gik galt.

 

Selv havde han forberedt sig i snart et år. Alligevel var tidspunktet valgt helt tilfældigt. Som om han rejste sig brat op i sengen og vidste, at tiden var inde. At der ikke længere var nogen vej tilbage. Han så på klokken. Lidt over syv. Normalt kunne han godt lide dette tidspunkt på dagen. Den grå morgendæmring, der skilte nat og dag. Men denne morgen var det anderledes. Nervøsiteten var som en trykkoger nær bristepunktet.

 

Om to timer ville han spadsere roligt op foran guldsmeden, og mindre end 10 minutter senere ville han tage den lige vej ind i parken. Han havde gået ruten mange gange, kendte hver en busk, hver eneste smutvej. Ingenting måtte gå galt, når det virkelig gjaldt. Og først da, når han befandt sig dybt under de tunge trækroner, ville han vide, om det var lykkedes ham, om han kunne tage hul på en ny og bedre fremtid.

 

Igen så han på klokken. Fem minutter i otte. Han gik ud i entreen, tog sine sko på og tog et sidste overblik. Intet ville blive det samme igen. Få minutter senere sad han i et overfyldt S-tog og stirrede frem for sig. Stenansigter, tænkte han. En grå masse af stenansigter, som sad der og filosoferede over livet, over dets problemer og udfordringer.

 

Hvad om passagererne i stedet tog hinanden i hænderne og lovede hinanden evig troskab og samhørighed. Som en stor familie. I stedet sad hver og en i sin egen uindtagelige boble af angst og uro. Eller måske var det ikke sådan? I grunden var det mærkeligt, hvordan alt blev farvet af ens egne opfattelser, hvordan noget, der var helt oplagt for ét menneske, fremstod helt anderledes for et andet. Hvor let var det ikke at tage fejl.

 

Stenansigtet foran ham kunne for eksempel netop have vundet i lotto. En lykkelig mand på vej ud i den store verden... Anton tog sig i atter at have ladet sine tanker gå på vandring. Han måtte koncentrere sig, tænke klart. Han vidste, at han kun ville få en chance.

 

* * *

 

Ida Langeland stod på perronen og mærkede det kolde pust fra S-togstunnellen. Idet togstammen susede ind på stationen med et hvin af skrigende bremser, undslap der hende et langt suk. Hun burde have været mere oplagt nu, klar til at tage fat på en ny dag. Om mindre end en time skulle hun blid og smilende stå og tage imod nye kunder i Gerdas guldsmedeforretning. Alligevel strittede det imod inden i hende.

 

Frem for alt kunne hun ikke fordrage Gerda, den gamle heks, som havde overtaget forretningen, efter at hendes mand, Erling, døde. Han havde altid givet Ida stor frihed til at gøre, som hun havde lyst, men med Gerda var det anderledes. Hun havde ikke den rigtige fornemmelse for, hvad der kunne sælges, men efterlod alligevel ingen tvivl om, hvem der var chefen.

 

I virkeligheden var det Ida, der drev forretningen. Det var hende, der tørrede gulvet af på regnvåde dage, som ryddede op, sorterede, og som altid havde et smil tilovers til de forbandede kunder, alt imens indehaveren havde et uendeligt antal ærinder i byen, som hun absolut måtte gøre i åbningstiden.

 

For ikke så længe siden havde Ida tilmed afværget et røveriforsøg, da hun også var alene i butikken, men uden at hun havde modtaget en påskønnelse fra Gerda af den grund. Ganske vist havde hun fået et par fridage, men det var det hele.

 

Røveriet red hende stadig som en mare. Den unge og pænt klædte mand var kommet ind i forretningen og havde ladet, som om han ville se på et smykke til sin kæreste. Hun havde taget den ene skuffe ud efter den anden, uden at han fandt noget, han var tilfreds med. Netop som hun var i færd med at tage den sidste skuffe ud, ragede han pludselig så mange varer, han kunne få fat i, til sig, stoppede dem ned i lommerne og skulle til at stikke af.

 

Havde det ikke været for kosteskaftet, som hun fik stukket ind mellem benene på ham, var det sikkert lykkedes ham at slippe af sted med smykker til en stor værdi. I stedet snublede han og fik på en eller anden måde klemt sin jakke fast i radiatoren. I en fart flåede han den af sig og forsvandt uden at have fået et eneste smykke med sig.

 

At han ikke var blevet pågrebet, var hun ligeglad med. Det var ikke et voldeligt røveri, og hun var ikke bange for ham. Værre var det, at en pænt klædt mand pludselig kunne foretage sig helt uventede handlinger. Derfor var hun mere forberedt nu, altid på vagt og oppe på tæerne.

 

Hun havde besluttet sig for, at ingen skulle herse med hende igen, hvad enten det var Gerda, en tilfældig røver eller hvem som helst ellers. Fra nu af ville hun gøre tingene på sin måde, tage hensyn til sig selv først og leve livet, som hun havde lyst til. Nu var det hende, der havde styringen.

 

Alligevel følte hun en ulmende angst denne morgen, en tidevandsbølge af kvalme, som fik hende til at krumme sig sammen. Det burde ikke være sådan, og hun vidste ikke hvorfor. Var man oppe på tæerne og altid forberedt, kunne intet vel gå galt. Eller kunne det?

 

Hun rørte uroligt på sig i midtergangen af den knirkende vogn og lagde ikke mærke til den pænt klædte mand, der sad på sædet nogle rækker bag hende. Hun så ikke, hvordan han knugede om tasken, som om den indeholdt en dyrebar skat, lagde ikke til hans nervøse blik, eller hvordan hans hænder skælvede. For hende var han bare endnu et stenansigt.

 

* * *

 

Det var over fem år siden, Anton var holdt op med at ryge. Og hvis han havde overvejet at begynde igen, fandtes der ikke en bedre anledning. Flere gange havde han stukket en cigaret i munden denne morgen, men ladet være med at tænde den. Men det var ikke for sent. Der var stadig et stykke vej til guldsmedeforretningen, han havde taget en omvej langs parken.

 

Han registrerede, hvordan folk hastede på vej til arbejde, helt i deres egen verden, hvilket fik ham til at føle sig afslappet. Det betød, at der ikke var nogen, der lagde mærke til ham, så han i fred og ro kunne koncentrere sig om det, der snart skulle ske.

 

Han var allerede gået forbi guldsmedeforretningen en gang denne morgen, lige efter at han var kommet op fra stationen. Men da var der stadig mørkt derinde. Han var stoppet op ved udstillingsvinduet, men kun et par minutter. At stå stille gjorde ham altid nervøs. Så var det bedre at bevæge sig, spadsere hurtigt, mens han trak vejret i dybe drag. Men nu var tiden inde.

 

* * *

 

Ida tændte for lyset og lagde avisen fra sig på disken. Gerda klagede ustandseligt over, hvor dårligt det gik, men den dyre avis kunne hun godt få råd til at holde, og det selv om hun knap nok læste i den. Irriteret låste Ida op for en af udstillingsmontrene og rettede på et par smykker. Derefter gjorde hun det samme med håret og den grå buksedragt, før hun demonstrativt undgik at se ind i det lille spejl, der hang ved døren ud til baglokalet. Lige under det havde Gerda skrevet en tåbelig seddel, hvor der stod: Smil til verden, og verden smiler til dig, og bedt hende om at tage et kig i spejlet før hver ny kunde.

 

En krampetrækning i maven gjorde, at hun måtte støtte sig til disken. Hvorfor denne angst? Hvor kom usikkerheden fra? Hun havde da styr på det hele ned til mindste detalje. Eller havde hun ikke? I det samme gik døren, og ind trådte en smilende Gerda.

 

– Godmorgen, min kære, sagde hun. – Hej, svarede Ida livløst og følte i det samme, at butikslokalet var for lille til dem begge to. Forhåbentlig ville den dumme gås snart gå af sted på et af sine mange ærinder, især i dag, hvor hun mere end nogensinde havde brug for at være alene.

 

Heldigvis tog det kun nogle få minutter, inden Gerda forsvandt ud i baglokalet og kom tilbage med en konvolut. – Jeg går lige med posten, sagde hun. – Posten, fnøs Ida for sig selv. En enlig konvolut, som det garanteret ikke havde nogen hast med. Det var bare et påskud for at komme ud i det fine vejr. Alligevel var Ida tilfreds, for selv om posthuset kun lå nogle minutter derfra, ville Gerda være væk i mindst 20 minutter. Sådan var det altid.

 

* * *

 

Dette er mit nye liv, min nye fremtid, sagde Anton til sig selv, da han gik forbi posthuset i et stadigt hurtigere tempo. Det var, som om hans fødder svævede et par centimeter over fortovet, som om alt gik på autopilot, og alt, han skulle gøre, var at følge med. At nervøsiteten lå som en usynlig hinde over ham, tog han sig ikke længere af.

 

* * *

 

Ida blev stående en stund ved døren for at forsikre sig om, at Gerda virkelig var forsvundet. Det skete, at hun havde glemt noget og pludselig dukkede op igen. Men efter nogle minutter følte hun sig sikker. Tiden var inde. Hun greb posen, hun havde haft i tasken, trak den nederste skuffe ud, og i et rasende tempo begyndte hun at fylde den med smykker. Derefter tog hun for sig af ringene, øreringene, slipsenålene og manchetknapperne. Holdt ikke op, før posen var næsten fuld.

 

Så var det bare at skynde sig ud gennem butiksdøren, dreje til venstre hen ad fortovet og smutte ind i baggården lidt nede ad gaden, hvor hun ville gemme det alt sammen et upåfaldende sted. Det var en forfalden gård, hvor porten altid stod åben, og som ikke var af interesse for andre end byens hjemløse katte.

 

Tilbage i forretningen ville hun ringe til politiet, anmelde røveriet og håbe, at de tog lige så let på det som sidste gang. Og så om nogle dage, når postyret var ovre, ville hun kunne hente det hele og starte sit nye liv. Så enkelt, så godt. Gerda havde hun ingen medfølelse med. Hun havde haft mange chancer for at give hende lønforhøjelse. At butikken var nedslidt og ikke gik så godt, var ingen undskyldning.

 

Efter det forrige røveriforsøg havde hun ganske vist bestilt et kostbart alarmsystem med tilhørende overvågningskamera. Det udstyr ville selvfølgelig gøre forretningen langt tryggere, når det blev installeret, men det kostede langt mere end det, Ida havde bedt om. Pengene fandtes, sikkert i rigt mål, hvis bare viljen var der.

 

Ida kiggede rundt og besluttede sig for, at hun havde fået nok med sig. Meningen var, at det skulle se ud som et brutalt røveri, så hun skælvende kunne stå og udbrede sig om, hvor forfærdeligt det havde været, og hvordan røveren havde viftet hende lige op i fjæset med sin pistol.

 

Hun foldende posen sammen, væltede en glasmontre, så glassplinterne bredte sig ud over guldet, og skyndte hen mod udgangen. Hun sprang ned ad trappen og snublede, da hun løb lige ind i den pænt klædte mand, der var på vej op. I et kaotisk øjeblik forsøgte hun at tage for sig, men fortovet føltes med et så langt væk. Det var, som om hun svævede i en uendelighed, inden hun ramte jorden med et smæld. Hun blev liggende i flere sekunder, inden hun gjorde noget forsøg på at rejse sig.

 

Hudafskrabningerne i håndfladerne og på knæene sved som besat, og hun var ør i hovedet. – Det må du meget undskylde, sagde Anton og hjalp hende op i siddende stilling. – Er du o.k.? – Ser det sådan ud? Ida fnøs og gjorde et nyt forsøg på at rejse sig op, men det var umuligt. Benet gjorde så ondt, at hun havde lyst til at skrige højt. – Du har brækket mit ben! hvæsede hun. – Det er nok bare forstuvet, sagde Anton og følte efter på hendes læg, inden han undskyldte endnu en gang.

 

– Støt dig til mig, så skal jeg hjælpe dig ind. Ida lagde modvilligt en arm om hans skulder og lod sig hjælpe på benene. – Det var som søren, mumlede Anton og tørrede sig over panden. Han burde have taget den med ro. Hastværk var lastværk.

 

Han holdt den forslåede kvinde i et fast greb, og først nu lagde han mærke til juvelerne, der lå strøet ud over fortovet – smykker, ringe og øreringe i store mængder. Også Ida lagde mærke til dem og stønnede højt. Der var ikke meget, hun kunne gøre ved det nu. Snart efter ankom også en ældre, vred dame. Der gik flere minutter, inden det gik op for ham, at hun hed Gerda og var indehaveren af forretningen. Hurtigt hjalp han hende med at samle varerne op, inden hun forsvandt ind og ringede til politiet.

 

* * *

 

Der gik næsten 40 minutter, før politiet lod ham gå. Ned til mindste detalje måtte han forklare, hvordan han var løbet ind i Ida, og hvad hun havde sagt og gjort. Derefter havde de takket ham og ladet ham slippe. Men nu var han sent på den. Han småløb over vejen og ind i parken, stadig eksalteret efter alt det, der var sket.

 

Tænk, at den unge, pænt klædte kvinde havde forsøgt at røve sin egen arbejdsplads, hvilket fik ham til igen at tænke på noget, han havde funderet over i toget i morges: Om hvordan alt blev farvet af ens egne opfattelser og forestillinger, og hvordan man kunne tage helt fejl af folks egentlige hensigter.

 

Han skyndte sig ind på den smalle sti, som ville føre ham ned til grusvejen, der førte ud af parken på den anden side. Men så langt skulle han ikke. Målet var den lille sø midt inde i parken. Da han nåede frem, smed han tasken i græsset, åbnede den og tog plaiden, osten, druerne og flasken med mousserende vin op. Alkoholfri, eftersom hun var på vej til arbejde, når han stoppede hende.

 

Han stak hånden i lommen og mærkede efter, at ringen var der. Det var pænt af Gerda at lade ham få den til halv pris som tak for, at han havde afværget røveriforsøget. Gudskelov, at han havde udset sig ringen for nogle dage siden, så han slap for at bruge tid på det nu.

 

Han kastede et flygtigt blik på klokken og konstaterede, at Miriam kunne være her, hvad øjeblik det skulle være. Derefter greb han kniven og lagde den pænt over ostefadet. Hvad kunne vel være mere romantisk end et frieri under en picnic i det fri? En skelsættende handling, som ville forandre tilværelsen for altid, et vendepunkt i livet, der for al fremtid ville blive refereret til som før eller efter.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: En nem og simpel sag?

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Brændt barn

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Sidste udvej

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Erlend Tønnesen
Publiceret: 26-09-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge