Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Den anden kvinde

Noveller
Carol vidste alt om Tom, kendte alle hans ønsker og vaner, vidste, hvad han kunne lide og ikke lide. Så hvordan kunne han få sig selv til at forlade hende efter al den tid for at flytte sammen med Louise? Men uanset hvad hun sagde, lod han sig ikke rokke, og til sidst så Carol ikke andet end én udvej...

– Du kan da ikke bare gå! sagde Carol. Hjertet hamrede i brystet på hende, og rummet snurrede rundt. – Det kan du da ikke! Hun kæmpede for at holde sin stemme i ro, men konsekvensen af hans ord truede allerede med at tage magten fra hende. – Jeg vil ikke tillade det!

 

– Carol, du kan ikke stoppe mig. Tom stod i køkkenet med et krus te i hånden, klar til at gå på arbejde. Han havde lige spist et stykke ristet brød. Hans tallerken stod fuld af krummer ved siden af køkkenvasken og ventede på at blive vasket op, som om det bare var en helt almindelig morgen. Men hvordan kunne det være en helt almindelig morgen, når han for et øjeblik siden havde bekendtgjort, at han ville flytte fra hende for at bo sammen med sin kæreste? Og hvorfor lige nu?

Annonce

 

– Hvorfor sagde du ikke noget i går aftes? ville hun gerne vide. – Hvorfor vente, til du står og er på vej ud ad døren, før du lader bomben springe? – Fordi jeg vidste, hvordan du ville reagere. Han tog endnu en slurk af teen. – Jeg vidste, hvordan det ville blive, og for at være helt ærlig så ville jeg godt være fri for den rædselsfulde stemning bagefter.

 

– Så er du en kujon. – Jeg troede, det ville være det bedste. – Det bedste? Carol fremtvang en hånlatter. Hvordan skulle det være det bedste, at han skred? – Og det ser ud til, at jeg havde ret. Han sendte hende et iskoldt blik. – Gør det ikke? – Hvad så med mig? sagde hun. – Hvad med os?

 

– Os? Alene tanken virkede fremmed for ham. – Vi er jo ikke ligefrem gift, vel. Det var jo aldrig meningen, at det her skulle vare ved. Han drak det sidste af sin te og satte som sædvanligt kruset på køkkenbordet ved siden af tallerknen med krummerne. Selv efter sin pompøse bekendtgørelse forventede han stadig, at hun skulle vaske hans snavsede porcelæn op.

 

– Nå, hvis du vil have mig undskyldt... Han masede sig forbi og ud i gangen. Var det alt, hvad hun betød for ham? Var hun simpelthen bare den, der lavede mad og gjorde rent for ham? Havde han bare gået og ventet på, at en, der var bedre – og så bedre ud – skulle dukke op?

 

– Så er det bare det? sagde hun og fulgte efter ham ud i gangen. – Går du bare din vej? Efter al den tid? Efter alt, hvad vi.... Ordene blev siddende i halsen på hende, mens tårerne sved hende i øjnene og slørede hendes blik. Hun slog hånden for munden for at kvæle gråden.

 

– Jeg bliver nødt til at komme på arbejde, sagde Tom. Han greb jakken på gelænderet og tog den på. Han slog på lommerne for at tjekke, at han havde det hele. Det var den samme rutine hver dag. Hun kendte den så godt. Han ville nu tage sin mobil på bordet i gangen, tjekke displayet og stikke den ned i inderlommen på sin jakke. Og det gjorde han. Men denne gang skar de velkendte handlinger i hendes som knive.

 

Hun vidste alt om ham. Alle hans hemmelige ønsker, hans vaner, det, han var glad for, og det, han ikke kunne fordrage, hans yndlingsprogrammer i fjernsynet, hvordan han bedst kunne lide sine æg. Ville denne anden kvinde overhovedet interessere sig så meget for ham, at hun ville komme til at kende ham lige så godt, som hun gjorde.

 

– Hvordan kan du forlade mig for at flytte sammen med Louise? ville hun vide. Han stivnede i bevægelsen og lukkede sine øjne, som om han prøvede at huske Louise for at sammenligne hende med Carol. Og da han igen åbnede øjnene, sagde han: – Fordi jeg elsker hende. Hans ord borede sig ind i Carol, og hun måtte anstrenge sig for at beherske sig.

 

– Kan vi i det mindste ikke tale om det? – Der er ikke noget at diskutere. – Det mener jeg nu nok, der er. Jeg mener, at vi burde tale om det, vedblev hun. Hun anstrengte sig i det mindste for at lyde rimelig, men i samme øjeblik ordene forlod hendes læber, indså hun, hvor komplet urimelige de måtte lyde for ham.

 

– Jeg mener, at vi har en hel del at tale om. Vi har... en historie sammen. Hvad har du og hun? Du har sikkert ikke engang tænkt over, om Louise måske er...Han sukkede. – Carol, lad nu være med at opføre dig sådan! – Opføre mig hvordan? Såret? Vred? – Lad være med at gøre det sværere end nødvendigt, sagde han.

 

– Det er ikke mig, der ødelægger det hele. Det er mig, der er blevet kasseret helt uden varsel. Men diskussionen, eller skænderiet, var tydeligvis overstået. Han gjorde et stort nummer ud af at tjekke klokken. – Jeg bliver nødt til at gå nu, hvis ikke jeg skal komme for sent til toget.

 

Toget, ja, det var selvfølgelig vigtigere end deres liv sammen, et liv, som han smed væk på grund af en eller anden billig tøs, som han havde mødt til en fest. – Så gå! bed hun ad ham. – Jeg er da ligeglad! – Carol... Han tog et skridt frem mod hende og rakte en hånd ud mod hendes arm. Men hun tog et skridt bagud og løftede armene i vejret.

 

– Nej, gå bare. Kom ikke for sent til dit tog. Tag på arbejde. Begynd på et nyt liv. – Du er urimelig. Du og jeg var aldrig andet end... – Tom, skrid! Hun kunne ikke klare at høre mere. – Skrid! Hun skubbede ham hårdt i brystet. – Forsvind! Tom tumlede ned ad gangen, for hvert skub hun gav ham. – Carol... Bare gå, Tom! Gå!

 

Han sendte hende et blik, der var fyldt med en sådan tristhed, en sådan medlidenhed, at det fik hendes hjerte til at briste. Så vendte han hende ryggen, åbnede gadedøren og gik ud. – Du skal ikke vente mig tilbage i aften, sagde han. – Jeg tager hen til Louise. Jeg bor i hendes lejlighed fra nu af. Måske om nogle dage, når du er faldet lidt ned, kan vi...

 

Men Carol smækkede døren i lige i hovedet på ham, inden han nåede at tale færdigt. Og det varede ikke mere end nogle få øjeblikke, før hun sank sammen på gulvet med tårerne løbende ned ad kinderne.

 

* * *

 

Hvor lang tid hun sad dér, vidste hun ikke. Da hun endelig fik lidt hold på sig selv og så op, mens hun tørrede tårerne af sine øjne, kunne det have drejet sig om minutter, men det kunne også have været en time eller mere. Praktiske spørgsmål trængte gradvist den blotte smerte i baggrunden. Hvordan kunne Tom være hos Louise i „nogle dage"? Havde han skiftetøj dér? Havde han sit andet hjem dér?

 

Hun sprang op og skyndte sig ind til hans klædeskab. Så vidt hun kunne se, var alt hans tøj der stadig. Men hvad ville han have brug for? Et par skjorter og bukser. Undertøj. Det var nok til nogle få dage. Hun vidste ikke, hvor længe han havde planlagt sin fraflytning, men det virkede ikke sandsynligt, at han havde anskaffet en helt ny garderobe.

 

På et eller andet tidspunkt ville han være nødt til at komme tilbage for at hente resten af sit tøj. Og alt det andet. Alle hans bøger og film og personlige ting. Måske havde han tænkt sig at snige sig ubemærket tilbage for at hente sine ting, når hun var på arbejde. Var det værd at melde sig syg og vente hele dagen, i tilfælde af at han kom tilbage?

 

Men hvad hvis han ikke kom før i morgen eller dagen efter – eller fik en ven til at gøre det for ham? Hvor mange dage skulle hun blive hjemme og ikke turde gå uden for en dør, i tilfælde af at han kom tilbage? Hun skulle også tænke på sit arbejde. Hun havde travlt på sit arbejde, for travlt til bare at sidde derhjemme og vente dag efter dag.

 

Hun kastede et blik på vækkeuret på sengebordet. Hun ville under alle omstændigheder komme for sent på arbejde, selv hvis hun styrtede af sted uden at gøre sig færdig. Toms bekendtgørelse havde fået hendes normale morgenrutine til at gå helt i stå, og hun var alt for sent på den.

 

Så lo hun og rystede på hovedet over sin egen dumhed. Tom forlod hende. Hendes liv var ved at falde fra hinanden. Hvad gjorde det dog, om hun kom for sent på arbejde? Eller om hun overhovedet mødte op? Hendes chef kunne gå meget op i punktlighed, men sammenlignet med det, der nu skete i hendes liv, var hans sølle udbrud ikke værd at tage sig af.

 

Der var, tænkte hun, mens hun kom på benene, en mulighed for, at Tom måske alligevel ikke ville kaste hende væk som et brugt lommetørklæde. Tom havde engang før, efter et kæmpe skænderi, sagt, at han ville flytte. Det havde været om noget fuldstændig ligegyldigt. Hun kunne ikke engang huske, hvad der havde startet det, men hun kunne huske, at Tom havde truet med at flytte, da skænderiet var gået op i en spids.

 

Men dengang havde der ikke været en anden kvinde indblandet, og det var alt sammen gået over næste dag, men hun kunne stadig huske den knugende fornemmelse af ren og skær frygt. Det her var 10 gange værre. 100 gange. Ja, 1000 gange. For denne gang havde han en reel grund til at forlade hende. Og et sted at flytte hen.

 

Var der mon en chance for, at hun kunne gøre det godt igen? Hvad hvis hun måske talte med Louise selv? Tanken var som en livline kastet ud til en druknende. Hun klyngede sig til den og ville ikke give slip på den. Den trak hende i sikkerhed, og håbet skyllede gennem hendes årer. Der var en chance. Ganske vist en lille én, men trods alt en chance.

 

* * *

 

Carol var klar i løbet af nogle få minutter, hastede ud ad

 

Da hun stod af bussen, løb hun nærmest, indtil hun nåede frem til Louises gade, overhalede andre fodgængere og undgik behændigt bilerne, da hun krydsede vejen. Så var hun der endelig, foran kvindens lille hus i Berman Street. Hun bankede på gadedøren. Hamrede på den og ringede også på dørklokken, da hun fik øje på knappen. Og så åbnede Louise langt om længe døren.

 

– Åh, er det dig, sagde hun tonløst. – Hvad vil du? – Må jeg komme indenfor? – Tom er her ikke. – Det regnede jeg heller ikke med. Faktisk havde hun slet ikke tænkt på det. Tom havde sagt, at han tog på arbejde, så hun havde aldrig skænket det en tanke, at han kunne komme her i stedet for. Det var simpelthen for unaturligt at forestille sig Tom her. Og det føltes mærkeligt selv at være her.

 

– Det er dig, jeg er kommet for at tale med. – Han ringede til mig og sagde, at du ikke havde taget det pænt. – Hvordan havde du forventet, at jeg skulle tage det? Han forlader mig for dig. Det skal jeg vel ikke ligefrem være vild med? Louise stod med den ene hånd på dørkarmen uden at svare, ventede bare.

 

Så sagde Carol: – Må jeg komme indenfor? Vi må snakke sammen. – Om hvad? – Er det ikke oplagt? Louise rynkede panden. – Jaså... Hun tænkte over det et kort øjeblik og lukkede så døren helt op. – Jeg har kun fem minutter. Jeg har noget arbejde, der skal gøres.

 

Arbejde, arbejde, arbejde, tænkte Carol. Alle havde så travlt med deres arbejde. Kunne de ikke se, hvor meget vigtigere andre ting var? Louise var ung, i begyndelsen af 20'erne, 10 år yngre end Tom, som var 5 år yngre end Carol. Hun var sød og blond og sprudlende, en charmerende blanding af en helt almindelig pige og en barmfager vildkat.

 

Det var oplagt, hvorfor Tom var tiltrukket af hende. De havde mødt hende til en fest. Hun var selvstændig revisor og havde stukket dem sit kort. Dengang havde Carol syntes godt om hende. Hun havde ikke anet, at Tom var blevet besnæret af hendes ungdommelige skønhed og øvrige attributter.

 

* * *

 

Carol havde aldrig før været inde i Louises hus, selv om adressen på visitkortet stod printet i hendes hukommelse. Stuen var moderne og smart. De hvide vægge og minimalistiske møbler blev lyst op af enkelte stærke farver indimellem – en farverig vase her, et lærredsprint der. Det så ud som et fotografi i et stiligt boligblad eller glitrende møbelkatalog. Imponerende, men koldt.

 

Carol foretrak sin egen hjemlige hygge. Hun havde altid troet, at Tom gjorde det samme. – Så du har fået ham overtalt til at flytte, sagde hun. – Jeg har ikke overtalt ham til noget som helst, svarede Louise. – Vi er forelskede i hinanden. Det virkede bare som det næste logiske skridt.

 

– Logisk. Carol gentog ordet og kunne ikke rigtig indse, hvad logik havde med kærlighed at gøre. – Og hvad med mig? sagde hun. – Hvad med dig? Svaret ramte hende som et knytnæveslag. – Du stjæler ham fra mig! røg det ud af hende. Det havde ikke været hendes mening at opføre sig sådan, men hun kunne ikke undgå det. Der var for mange følelser, der kogte over inde i hende. – Stjæler? sagde Louise med et smil.

 

– Du vil ikke kunne klare at leve sammen med ham. Han er alle tiders, så længe du bare kommer sammen med ham, men han er forfærdelig, når han først flytter ind. Han roder. Han er et ekstremt rodehoved. Han kommer aldrig til tiden. Og så kan han være i et helt forfærdeligt lune.

 

Intet af det var selvfølgelig sandt. Tom var fin at leve sammen med. Vidunderlig. Men ordene væltede bare ud af hende. – Du kommer til at fortryde det! – Det tror jeg ikke. Louise var begyndt at virke utilpas ved situationen. Under busturen herud havde Carol øvet sig i, hvad hun skulle sige. Gentaget sine replikker igen og igen. Men intet af det, hun nu sagde, stod i drejebogen. Hun ævlede bare løs:

 

– Efter tre måneder vil du tigge mig om at tage ham tilbage igen. I to passer simpelthen ikke sammen. – Det tror jeg er op til os selv at afgøre, ikke dig. Louise trak hen mod døren. – Og så synes jeg, det er bedst, du går nu. – Nej! snappede hun og pegede på hende med en dirrende finger. – Jeg er ikke færdig endnu.

 

Louise for sammen. Carol vidste, at hun skræmte hende. Hun forsøgte at bløde lidt op i sin tone. – Jeg vil bare have, at du forstår, hvad det er, du gør imod mig. Men ordene lød mere som en trussel end som en bøn. Og selv en bøn, indså hun pludselig, ville alligevel ikke have haft nogen virkning.

 

– V... vær sød at gå, sagde Louise og så hen mod sofabordet. Carol fulgte hendes blik og fik øje på mobiltelefonen, der lå der. Jeg har ødelagt det, tænkte hun. Louise vil ringe til Tom og fortælle ham alt om mit skræmmende, nervøse besøg. Og så ville det med sikkerhed være slut. Hun ville miste ham for evigt, når han først havde fundet ud af, hvad hun havde sagt og gjort.

 

Desperationen gjorde hende ude af stand til at tænke klart, og hun greb ud efter mobilen. Han kunne ikke vide, at hun havde været der. Louise forsøgte samtidigt at få fat i mobilen. De masede og fægtede med armene. Carol kunne ikke tænke på andet end Tom, på hvordan han ville reagere, når Louise gav ham sin historie. Og hun sloges hårdere for at udsætte det forfærdelige øjeblik.

 

Men Louise var yngre og hurtigere. Hun fik først fat på mobilen og beskyttede den, mens hun foldede den ud. – Nej! Carol forsøgte at snuppe den fra Louise, men Louise blev ved med at vende den væk fra hende, for hurtigt til, at Carol havde en chance.

 

Carol mistede balancen og røg ind mod bordet. En farverig vase vippede faretruende. I en tåge af panik og frustration løftede hun vasen og svingede den. Louises hoved røg til siden, da den ramte hende, og hun sank sammen på gulvet. I faldet ramte hendes hoved kanten af sofabordet, og mobilen gled fra hende. Så blev hun stille. Meget, meget stille.

 

Virkeligheden ramte Carol som et slag i ansigtet. Blodet frøs til is i hendes årer. Louise var død – bare fordi hun havde ladet sin vrede og desperation løbe løbsk. Hun vidste, at hun under alle omstændigheder havde mistet Tom for evigt nu, selv hvis hun kunne slippe væk herfra, dække over sporene og slippe godt fra mordet.

 

Selv om Tom ikke havde været hendes mand, elskede Carol ham lige så meget. Kun det intime havde manglet, men hun var sikker på, at det også ville være kommet til sidst, når han endelig fik øjnene op for hende som andet og mere end blot hans værtinde. Hele hendes liv var ødelagt. Hun vidste, at hun ville komme til at betale for det, hun havde gjort i dette skæbnesvangre udslag af jalousi. Der var kun én ting, hun kunne gøre nu: Samle telefonen op fra gulvet og melde sig til politiet.

Tekst: Steve Beresford
Illustreret af: Neil Reed
Publiceret: 10-05-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri