Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Den eneste ene

Noveller
– Det må have været frygteligt for dig, hvisker Bitten, da jeg fortæller hende, hvordan jeg om morgenen har været tvunget til at skyde en mand i selvforsvar. Nu lægger hun armene om mig og ser på mig med sine smukke blå øjne, der lige nu er fulde af medlidenhed. Det bliver de ikke ved med at være, for hun ved endnu ikke, hvem det er, jeg har dræbt.

For fire timer siden blev jeg suspenderet fra min stilling som overbetjent i politiet. Ikke fordi jeg havde gjort noget galt, men fordi jeg havde skudt en desperat ung mand efter en biljagt. Mads Mortensen, hed han, den unge mand, som trak våbnet. Jeg havde ikke noget valg. Jeg skød i selvforsvar.

 

Det er normalt at blive taget ud af tjenesten, indtil politiets specialafdeling for politisager har undersøgt sagen. At man bliver suspenderet i sådan en situation, er forståeligt, men alligevel ubehageligt. Som om man får et mistankens slør trukket ned over sig til, trods for at man ikke har gjort noget galt.

 

Heldigvis har jeg min kone Bitten ved min side. Uden hendes uforbeholdne støtte og kærlighed tror jeg ikke, jeg ville have overlevet. Jeg kunne have sagt meget om Bitten, og det agter jeg også at gøre. Om to dage er det 10 år siden, vi giftede os. De fleste i vores omgangskreds er for længst blevet skilt og gift igen. Enkelte har endda gentaget kunststykket to gange, som om det var en stafet, de deltog i.

Annonce

 

Nogle gange føles det næsten, som om jeg har sprunget over en epoke i mit liv. Men jeg er glad for Bitten. For mig er Bitten alt. – Jeg elsker dig, siger jeg og ser hen på hende. Hun har krøllet sig sammen i sofaen foran fjernsynet med en skål jordbæris og en bog.

 

Det er sådan, hun tilbringer aftenerne, med mobilen i hånden og noget godt at stoppe i munden. Men mobilen mangler. Hun har ikke haft den et par dage. Den er som sokker i en vaskemaskine. Selv om man putter to ind, kommer der kun en ud. Men før eller siden kommer den manglende sok altid tilbage igen, om end på de særeste steder. Sådan er det også med Bittens mobil. Den bliver væk, men dukker altid op igen.

 

Bitten ser sig omkring, som om hun ikke er sikker på, hvor stemmen kommer fra. Så møder hun mit blik og smiler genert. Men hun siger ingenting. – Det gør jeg virkelig, siger jeg. – Elsker dig. Min stemme er højere denne gang, ligesom lidt kækkere i det. Alligevel har der sneget sig en tone af usikkerhed ind. Man bliver så sårbar i sådan en situation. Trænger til al den bekræftelse, man kan få. Men Bitten siger ingenting.

 

Pludselig føler jeg mig så lille og hjælpeløs. Det er mig alene mod den store overmagt. Mod en hel hær af patologer, kriminalteknikere, advokater og efterforskere. Det er min vurderingsevne i et dramatisk øjeblik, der skal sættes under lup. Som skal ristes, tygges på, spyttes ud igen og studeres til mindste detalje.

 

Og stakkels mig, hvis jeg i løbet af en tusindedel sekund har truffet en forkert beslutning. Så bliver jeg kastet for ulvene. Eller rettere sagt for pressen. Og for dem er det ligegyldigt, om jeg ikke havde andet valg end at skyde. Om det stod mellem mig og denne våbendesperado. De vil flå mig i stykker uanset hvad.

 

Min chef vil ganske vist stå bag mig. Klappe mig på skulderen og sige, at jeg har etatens fulde støtte. Men efterhånden vil jeg erfare, at omsorgen ikke er så helhjertet, som den først føles. Efterhånden som årene går, vil jeg opleve, at stadig yngre kolleger overhaler mig i anciennitetskøen. At jeg befinder mig stadig længere fra begivenhedernes centrum, stuvet væk i et lille kontor. Min fortid er blevet for ubehagelig for dem, en varm kartoffel, ingen har lyst til at røre ved.

 

Hvis de altså kan tage mig i en eneste lille fejl. Alligevel føler jeg mig tryg i min sag. En ung mand blev revet væk for tidligt, ja. Men det var mig eller Mads Mortensen. Jeg trak våbnet, fordi jeg ikke havde andet valg. Efter den fatale skudepisode fik jeg hurtigt assistance, og snart vrimlede det med politi på gerningsstedet.

 

Selv fik jeg et tæppe om skuldrene og blev puffet ind i en tjenestevogn. Så gik det direkte til stationen, hvor de første indledende forhør blev gennemført. Derefter blev jeg sendt videre til politichefen. Han lagde en faderlig hånd på min skulder og pegede på stolen foran et overfyldt skrivebord.

 

– Foreløbig er der kun en ting, jeg har brug for at høre fra din mund, sagde han. – Var det et nødvendigt skud? – Han pegede på mig med et oversavet haglgevær, sagde jeg og fortalte i korte træk, hvad der var sket. Om hvordan jeg var svinget ind på gårdspladsen foran det lille husmandssted for at hente et uregistreret våben. Om den unge mand, som havde nikket og smilet, før han forsvandt ovenpå i huset. Men så, idet han kom ud igen, sigtede han lige mod min brystkasse.

 

Jeg takkede min Gud og skaber for, at jeg havde benyttet en tjenestevogn, som var udstyret med et let tilgængeligt våben. Der var ikke noget at gøre ved, at jeg ikke havde haft tid til på forhånd at få godkendt bevæbningen, som den normale procedure ellers foreskriver. Jeg måtte bare skyde, det var ham eller mig.

 

– Jeg forstår, sagde politichefen. – Af erfaring ved vi dog, at mange kæmper med skyldfølelse efter sådan en oplevelse. Vil du tale med en psykolog? Jeg tænkte mig om, men mærkede ingen skyld. Ikke over drabet på Mads Mortensen vel at mærke. På andre områder af mit liv var det en anden snak.

 

Over for Bitten følte jeg for eksempel dårlig samvittighed over mine mange overarbejdstimer, over min påståelighed og korte lunte. Over min tavshed, min selvoptagethed og gnavne irritation, når verden gik mig imod. Bitten fortjente en undskyldning, helt bestemt.

 

Men at jeg i morges skød og tog livet af hendes elsker gennem to år, Mads Mortensen, kommer jeg aldrig til at give hende en undskyldning for. Eller at indrømme, at jeg kendte til forholdet, for den sags skyld. Det bliver til evig tid en sag mellem mig og min samvittighed.

 

Politichefen gav mig atter hånden og forklarede, at jeg på et senere tidspunkt skulle tale med en psykolog, enten jeg ville det eller ej. Det var almindelig procedure i den slags sager. – Nu skal du tage hjem og tage den med ro. Har du nogen i dit nærmiljø, som kan støtte dig? En ven eller ægtefælle? – Min kone Bitten. – Fint. Tag hjem til hende og prøv at samle kræfter. Du kommer til at få brug for dem. Afhøringerne med politiets afdeling for Interne Affærer kan blive hårde, advarede han. – Og derefter kommer pressen på banen. – Det forstår jeg, sagde jeg og tog direkte hjem til Bitten.

 

Og med åben mund og øjne der lyste af frygt, lyttede hun til hele den dramatiske historie. Det slog mig, hvor smukt hendes øjne strålede, selv når de lyste af frygt. Bittens øjne tindrer altid, det var det, jeg elskede ved dem. Ingen kan smile med øjnene som hun. Og det er ikke smilerynkerne, der gør det, det er måden hvorpå de nederste øjenvipper bliver trukket lidt opad. Øjnene bliver smalle og fugtige, og det får dem til at stråle.

 

Da jeg havde fortalt færdig, knugede hun sig ind til mig. De lyse krøller kildede mig på kinden, og duften af hende gjorde mig øm og helt forpustet. – Det må have været været frygteligt, sagde hun. Og typisk nok viste hun også omsorg for den dødes pårørende. Som sygeplejerske i det udekørende team, havde hun et stort hjerte.

 

– Har de offentliggjort hans navn? – Det tror jeg ikke. Jeg kender ikke engang selv navnet, løj jeg. En klog plan, det var det, det var. Det perfekte drab, intet mindre. For Bitten ville selvfølgelig aldrig indrømme over for mig, at han havde været hendes elsker. Hvorfor skulle hun det, når han alligevel var død? Hun ville selvfølgelig sørge, når hun fik navnet på den døde at vide. Trække sig ind i sig selv og måske blive helt væk for mig.

 

Men så, når hun kom frem af skyggerne igen, ville jeg være der for hende. Stærkere og tryggere end nogen sinde. Tålmodig og forstående ville jeg tage mig af hende og vise hende al min kærlighed. – Har du det godt? vil jeg spørge.– Er der sket noget? – Hvorfor skulle jeg ikke have det godt? vil hun svare let. Alt for let. Og så vil hun synke ind i mine arme. Ind i armene på den eneste, hun har.

 

* * *

 

Jeg skotter over til hende, som hun sidder i sofaen med sin bog, stadig uvidende om hvem den omkomne er. Fjernsynet kører lavt i baggrunden, men foreløbig har de ikke nævnt hans navn. Politiet har også ringet. Sagt, at de sender en bil for at hente mig i løbet af en times tid.

 

Afdelingen for Interne Affærer arbejder effektivt og vil gerne i gang. Netop det gør mig lidt nervøs. Jeg går hændelsesforløbet igennem om og om igen. Spørger mig selv, om jeg begik nogen fejl. Om der er noget, jeg har udeladt eller overset. En rød tråd, som kan findes og rulles op med mig siddende i den anden ende. Men jeg kan ikke finde noget.

 

Idéen til drabet fik jeg, i samme øjeblik Mads Mortensen dukkede op på mit kontor i morges. Klokken var lidt over 10, da han pludselig stod der. Jeg vidste straks, at det var min kones elsker, jeg stod over for. Det første, der slog mig, var hans intense nærvær. Som om han fyldte rummet med sin tilstedeværelse.

 

Ikke sært, at kvinder falder for ham, tænkte jeg. Høj, blond og med markerede, fremskudte kæber. En kortærmet bluse, som afslørede to tatoveringer på de solbrune overarme. Solide muskler, men ikke pumpede på nogen måde. Han var her, fordi han spekulerede på, hvad man gjorde, når det gjaldt indlevering af et uregistreret våben. Jeg bad ham sætte sig og slog ham rutinemæssigt op i systemet.

 

Der var lidt ting at finde. Et overfald på en pub, et mislykket røveri af en bus. Alt sammen for næsten 10 år siden. En ung mand, der kom lidt skævt ind på voksenlivet, før han fik sat skik på sit liv. Ikke helt usædvanligt. Nu arbejdede han med problematiske unge. Det var sikkert sådan, han traf min kone. Gennem det udekørende team.

 

– Har du våbnet med? spurgte jeg. – Nej, det ligger derhjemme. Et oversavet haglgevær. Den slags vil jeg ikke køre rundt med i bagagerummet. Tænk, hvis jeg blev stoppet! – Og hvorfor har du besluttet dig for at indlevere det nu? – Har haft det liggende i mange år. Tænkte, at det var på tide at få ryddet op i fortiden en gang for alle. Hvorfor spørger du? Er det alvorligt? – Et uregistreret våben er meget alvorligt, sagde jeg.

 

Han trak på skuldrene, så hjælpeløst på mig. De sidste rester af et tidligere liv. Jeg burde have hjulpet ham med det. I stedet havde jeg fået en anden idé. – Tidligere havde vi amnesti for den slags, men det har vi ikke længere. Nu giver du mig ikke andet valg end at beslaglægge det.

 

Han blev tydeligt nervøs, virkede med et så usikker. En stor mand, der stod og rystede. – O... og hvordan gør I så det? – Jeg skal gøre det enkelt for dig. Jeg tager med dig hjem og henter det. Når jeg har overtaget det på betryggende vis, må vi vurdere et eventuelt tiltalefrafald. – T...tak, stammede han og gik foran mig ud.

 

Et kvarter senere befandt vi os på hans lille husmandssted uden for byen. Han gik ovenpå, var væk et par minutter og kom ud igen med det frygtindgydende våben i hånden. Så vidt, så godt. Efterforskerne fra Interne Affærer ville få serveret akkurat den samme historie, som jeg havde forklaret i de indledende afhøringer tidligere på dagen. Men derfra ville sandheden og løgnen skilles ad. For det var ikke sandt, at Mads Mortensen pludselig løftede våbnet og sigtede på mig.

 

Men det var det, jeg ville sige. At Mads Mortensen pludselig havde fået et fandenivoldsk udtryk i ansigtet. At han havde skreget, at han aldrig havde glemt, hvad vi gjorde mod ham dengang. At han stadig bar nag til politiet, for det, som var sket for 10 år siden. Om hvordan vi havde tacklet ubetydelige bagateller på en så uhensigtsmæssig måde, at det fremover havde ødelagt mange jobmuligheder for ham osv. osv.

 

Jeg havde så ikke haft andet valg end at skyde, ville jeg sige. Og hvad kunne afdelingen for Interne Affærer indvende mod det? Det oversavede haglgevær i græsset, fuld af Mads Mortensens fingeraftryk. En ung mand med et generalieblad. Ingen vidner eller overvågningskameraer. Sagen talte for sig selv. Jeg havde loven på min side.

 

* * *

 

Klokken er lidt over halv otte, da nyhedsoplæseren læser navnet op fulgt af et fotografi. Mads Mortensen, 32 år, pædagog. Jeg ser Bittens ansigt i profil, da billedet af Mads toner frem på skærmen. Ser, hvordan hun farer sammen, hvordan hendes øjne bliver mørke. De stråler ikke nu.

 

Nyhedsoplæseren er overraskende venlig i sin omtale af mig, politimanden, som skød. Så får vi et interview med politichefen. Rank står han der og forklarer, at jeg ikke havde noget valg. At de indtil videre ikke har fundet noget kritisabelt ved min fremgangsmåde.

 

Bittens vævre skikkelse forsvinder ind i sig selv, som om hun ikke længere er til stede. Hun åbner munden og gisper. Men siger ingenting. Hvad kan hun sige? Det giver ingen mening nu, hvis hun afslører, at hun har haft en elsker. Det ville være dumt af hende. Jeg går over til sofaen og sætter mig ved siden af hende. Lægger armen om hendes skuldre. – Er der noget i vejen, skat? Kendte du ham, måske?

 

Hun siger stadig ingenting, og hvorfor skulle hun det? Det er hende og mig, det gælder nu. Os, der skal indtage fremtiden sammen. – Vil du have en kop te? spørger jeg. Først da vender hun sig mod mig. Ser på mig gennem tårevædede øjne. – D... der er noget, du skal vide, siger hun næsten uhørligt. Jeg trækker nervøst på skuldrene. – Ja?

 

Hun svælger og ser ned. – Det, jeg vil fortælle dig nu, var det aldrig meningen, at du skulle have at vide... aldrig nogen sinde. Det ville være unødvendigt. Han betød ikke noget for mig, ikke som dig. Alligevel var det tåbeligt af mig. – H... hvad er det, du taler om? Jeg forstår ikke... – Jeg havde et forhold til Mads Mortensen. Jeg rejser mig brat og løfter hænderne i en afmægtig bevægelse.

 

– Nu er han jo alligevel død, fortsætter hun. – Jeg havde aldrig behøvet at fortælle dig det, hvis det ikke var, fordi jeg glemte mobilen hos ham, sidst vi var sammen. Han ringede og sagde, han ville tage den med på arbejde i aften. Telefonen indeholder et fotografi af mig og ham i tæt omfavnelse. Så idiotisk og barnligt. Jeg ville selvfølgelig have slettet billedet, så snart jeg fik telefonen tilbage. Nu er den nok i politiets varetægt, og så snart de opdager fotografiet, vil de vel tro, at det var derfor, du skød ham. At du dræbte ham, fordi han havde et forhold til din kone.

 

Jeg følte mig svimmel og måtte sætte mig igen. Bitten slog hænderne op for ansigtet. – Åh, det er min skyld alt sammen. Det stiller jo drabet i et helt nyt lys. Nu har du jo et motiv. I det samme hører jeg bilen udenfor, og jeg rejser mig på ny. Mærker, at benene er ved at kollapse under mig, men kommer dog op at stå og går hen til døren. De to politimænd udenfor er begge i civil. Den nærmeste nikker mod bilen. Høfligt, men bestemt, siger han:

 

– Det gælder afhøringen hos politiets afdeling for Interne Affærer. Er du klar? Jeg forstår, at slaget er tabt. At det ikke vil nytte at holde noget tilbage. – Ja, jeg er klar, siger jeg og vender mig mod Bitten, som er kommet ud bag mig. – For mig var du alt, siger jeg. – Derfor var det umuligt at dele dig med nogen. Så går jeg ned ad trappen og følger med betjentene hen til bilen. Endnu en forbryder vil få sin straf. Det er det min opgave at bidrage til.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Løgn, bedrag, mord

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Højdeskræk

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Mord uden offer

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 28-03-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri