Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Den rare genbo

Noveller
Jytte var godt klar over, Jørgen ikke havde det let derhjemme, og tydeligvis delte konen ikke hans store interesse for antikviteter. Men når nu hun gjorde det, var der vel ikke noget galt i, at hun tog med ham ud til loppemarkeder i omegnen – selv om hun for sig selv måtte indrømme, at hun mærkede et sug i maven, når han så på hende med sine rare brune øjne.

Jytte trak cyklen om i gården bag politistationen. Som sædvanlig var hun den første. Det havde været en god weekend. Og hektisk. Der var kun gået en uge, siden hun havde set annoncen i ugeavisen med "Dejligt hus til leje", til hun og sønnen, Patrick, flyttede ind denne weekend.

 

Selv om det var lidt overskyet, føltes dagen lys og varm. Da hun havde sat cyklen fra sig i stativet, strakte hun sig lidt. Hun var træt i hele kroppen, men på en god måde. Hun låste sig ind og satte kaffe over, og to minutter senere hørte hun stationsforstanderen, Charlotte Jørgensen råbe: – Hej!

 

Charlotte og Jytte plejede tit at drikke en kop kaffe sammen, inden Frederik og Erik mødte. I dag nøjedes Charlotte dog med at stikke hovedet indenfor i køkkenet og spørge, hvordan flytningen var gået, før hun gik ind på sit kontor. – Godmorgen, smukke! lød det fra Erik, som straks styrede over til kaffemaskinen og skænkede sig en kop kaffe.

Annonce

 

Jytte rødmede. Selv om hun var lykkelig over flytningen, havde spejlbilledet ikke ændret sig. Det viste stadig en alt for tyk kvinde. Hun lagde madpakken, der mest bestod af gulerødder og bladselleri, ind i køleskabet og smilede til Erik.

 

– Jeg måtte selv smøre madpakke i dag, sagde Erik og viftede med en bagerpose. – Karen er på intranatkursus med kirken. Jytte kvalte et lille latterkluk. Erik havde det med at få fremmedord galt i halsen. Karen var nok snarere på internatkursus.

 

Jytte hældte kaffen på termokanden, satte kanden, kopper og mælk på en bakke og bar det ind i mødelokalet.

 

* * *

 

– Det har været en stille weekend. Lidt værtshusballade og så et indbrud i Vildbjergparken. Det kan du og Frederik tage ud og kigge på om lidt, sagde Charlotte til Erik. Da morgenmødet var overstået, satte Jytte sig ved computeren, men inden hun gik i gang med dagens arbejde, klikkede hun sig ind på Lauritzen.com. Der var en auktion i gang om et kaffestel til 12 personer. Auktionen ville lukke kl.14.

 

Jytte tastede sit bud ind. 1.300 kr. Så mange penge havde hun ikke engang på kontoen, men hun ville kunne sælge stellet for langt mere på markedet nede på havnepladsen i weekenden. Det kriblede i maven på hende af spænding.


* * *

 

Da Jytte om eftermiddagen cyklede ned ad Rømervej, var hun skuffet. Kaffestellet var gået til en anden. Nå, det var meget godt. Det var heller ikke sikkert, at hun ville have haft held til at sælge det lige i weekenden. Da hun sprang af cyklen for at trække den op ad havegangen, så hun en kvinde komme ud af huset overfor. Hun var stadig i morgenkåbe.

 

– Nå, det er dig, der er flyttet ind i Mikkelsens hus, råbte kvinden. Hendes stemme lød rusten. Jytte stillede cyklen op ad plankeværket og gik over vejen. – Jytte, hilste hun og rakte hånden frem. – Lis, svarede kvinden og hev en pakke Prince op af morgenkåbelommen. – Jeg bor derinde sammen med min mand, Jørgen. Vi er lykkeligt gift på 29. år!

 

Jytte så forskende på Lis. Det lød lidt sarkastisk. Men det var måske bare hendes facon? – Hør, vi har en lille sammenkomst på fredag, bare nogle naboer. Kunne du tænke dig at komme? Jytte blev lidt overrumplet, men sagde ja. – Så ses vi klokken syv på fredag, sagde Lis.

 

* * *

 

– Hvad laver du? spurgte Jytte. Patrick sad og læste i en bog ude i køkkenet, mens hun stegte karbonader og prikkede i kartoflerne. De manglede et par minutter. Hun gik i gang med at lave sovs. Hun skulle ikke selv have sovs, men Patrick kunne ikke spise kartofler uden.

 

– Nåeh, det var bare en gammel bog, jeg fandt i en af dine kasser. Den hedder "Gamle mordgåder", sagde Patrick. Jytte smilede. Bare det, at Patrick sad og læste! Ellers havde hun tit været bekymret for ham. Han havde flirtet lidt med forskellige dårlige kammerater i tidens løb, men nu troede hun nok, han var ved at falde til ro.

 

– Spændende, sagde hun og hældte vandet fra kartoflerne. – Det handler om en gut, der tegnede en stor livsforsikring på sin kone, og så sejlede han ud og smed hende over bord et par kilometer fra land. Han havde bare glemt, at hun var gammel elitesvømmer, så hun reddede sig i land.

 

Jytte nikkede bare, mens hun førte en længere, ophedet diskussion med sig selv. Tage af sovsen eller lade være. Med et lille suk rakte hun ud efter sovsekanden. Så blev det heller ikke i dag, at hun gennemførte sin slankekur.

 

* * *

 

 – Ih, den er smuk! udbrød Jytte og tog vinkaraflen ud af hænderne på Jørgen, Lis' mand. Facetslebet glas. Stearinlysenes flammer fik glasset til at gnistre i alle regnbuens farver. – Jeg købte den på et kræmmermarked i Jylland engang, sagde Jørgen.

 

– Tak, den tur husker jeg godt! råbte Lis nede fra den anden bordende. – Vi lavede ikke andet end at køre fra det ene loppemarked til det andet! Jørgen sendte Jytte et lidt forlegent smil, og Jytte smilede nervøst tilbage. Selv om maden var god og vinen rigelig, følte hun sig ikke helt godt tilpas hos Jytte og Jørgen og de seks andre gæster fra vejen. Der var kun par, og snakken drejede sig mest om, hvem der havde fået ny bil, eller hvilke pensions-ordninger folk havde tegnet. Jytte kedede sig lidt.

 

Så så Jørgen på hende. – Måske har du lyst til at se min samling af karafler? Jeg har dem nede i kælderen. – Det er lidt tidligt på aftenen, hvinede Lis, og alle lo på en måde, som fortalte Jytte, at de mente noget helt andet med at "gå i kælderen". – Tak, sagde hun og smilede til Jørgen. – Måske lidt senere.

 

Da bordet var ryddet, ville Lis danse. Men ikke med Jørgen, der gjorde tegn til Jytte om at følge med. Mens Kandis skrålede i baggrunden, gik de ned ad den stejle kældertrappe. Der stod glas fra gulv til loft. Det ene vidunderlige klenodie efter det andet.

 

– Hvor er det smukt! sagde Jytte og drejede et Derbyglas mellem hænderne, før hun satte det ned til de andre tre. – Jeg købte dem for 85 kr. stykket, men jeg har set dem i en antikvitetsforretning til det firedobbelte! Jytte fortalte ham, at der var marked nede på havnen næste dag, og at hun selv havde en stadeplads dernede.

 

– Jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg aldrig har været dernede. Er der nogen gode ting? Jørgen så på hende med sine rare brune øjne, og Jytte mærkede et sug i maven. – Det meste er skrammel, indrømmede hun. – Men indimellem kan man være heldig.

 

I det samme lød der et højt rabalder oppe fra stuen, og Jørgen sprang op ad trappen. Da Jytte kom ind i stuen, så hun Jørgen hjælpe Lis op fra gulvet og over i sofaen, hvor hun krøllede sig sammen og faldt i søvn. – Så er festen vist forbi, brummede en af de andre mænd, og folk fik travlt med at sige farvel og "tak for en dejlig aften". Da Jytte gik, havde hun bare så ondt af Jørgen.

 

* * *

 

Det var en lysende smuk forårsdag, og der var mange folk på havnen. Patrick, som havde hjulpet Jytte med at stille boden op og sætte tingene på plads, sad på en klapstol med kasketten trukket godt ned over øjnene, mens han læste i bogen om gamle kriminalsager. Pludselig så Jytte Jørgen komme gående hen mod hendes bod, mens han smilede til hende. Hun mærkede atter et sug i maven.

 

Jørgen undersøgte hendes ting nøje og roste hende for hendes gode smag og sans for kvalitet. Han endte med at købe et lille Eaton snapseglas. Hun havde egentlig sat det til 50 kr., men lod ham få det for en 20'er. – Så har jeg i hvert fald gjort en god handel, smilede Jørgen. – Det har jeg også, sagde hun. Da Jørgen var gået, så Patrick op fra bogen. – Hold kæft, hvor han flirtede med dig! – Det gjorde han da vel nok ikke, sagde Jytte og mærkede, at hun blev varm i kinderne. – Hm! lød det Patrick.

 

* * *

 

Tirsdag havde Jytte tidligt fri. Hun cyklede hen ad vejen og vinkede til Erik og Frederik, der i det samme kom trillende imod hende. Erik rullede vinduet ned: – Din heldige bandit, vi andre sidder herinde og lumrer og får sgu snart en diskospolaps! Jytte fniste, og hun kunne se, at Frederik var ved at flække af grin.

 

Mens hun cyklede hjemad, overvejede hun, om hun virkelig orkede at cykle helt over til nabolandsbyen Vang, hvor der var kræmmermarked i dag. 7 km. Men sikke en masse motion. For resten syntes hun, at hun kunne se i spejlet, at hun havde tabt sig lidt. Og måske ville Jørgen dukke op derude. De havde snakket lidt løst om det i går, da de mødtes på vejen.

 

I stedet for at svinge op mod Rømervej drejede hun til venstre ud på landevejen mod Vang. Aprilluften bed i kinderne, og hendes hænder føltes som isklumper, men nu ville hun ikke vende om. Der var ikke noget særligt at komme efter på markedet. Hun slog alligevel et slag forbi alle boderne. Det kunne da altid være, hun kunne finde et par handsker.

 

– Hej, Jytte! Jørgens pæne brune øjne så venligt på hende. Jytte mærkede det sædvanlige sug i maven. – Hej, Jørgen! mumlede hun. – Der er vist ikke noget at komme efter her, mente han. Hun rystede på hovedet. Næ, markedet var en skuffelse, men bare det at se ham var hele cykelturen værd. Da hun cyklede hjemad, fik hun vinden lige i hovedet, men hun mærkede det slet ikke.

 

* * *

 

– Er det for mærkeligt, hvis jeg spørger dig, om du vil med på marked i morgen? Det var Jørgen, der stod i døren. Jytte inviterede ham ud i køkkenet til en kop kaffe. Patrick sad derude. Han var stadig i gang med bogen om gamle mordgåder. Han hilste vrantent på Jørgen, og Jytte kunne mærke, hun blev irriteret. Selv om Patrick havde rettet sig meget på det seneste, var han stadig ikke specielt imødekommende.

 

– Jeg vil gerne med, smilede Jytte og skænkede kaffe op. – Det er et lille sted 10 km uden for Egerud. Et ægtepar. Jeg kender dem udmærket. De er blevet for gamle til at køre deres ting ud på markeder, så nu holder de i stedet marked på deres gård. Men forstår du, Lis gider jo ikke sådan noget. Og ... ja, så tænkte jeg.

 

Jørgen så på hende over kanten af kaffekoppen. Jytte nikkede bare. – Fint, mumlede hun. Da Jørgen lidt efter gik, sendte Patrick hende et forskende blik. – Er han ikke gift eller noget? – Du godeste, Patrick, vi er bare venner!

 

* * *

 

Der var mange mennesker på gården med antikmarkedet. Jørgen købte et gammelt vitrineskab, Jytte fandt ikke noget, hun havde lyst til at købe. Da de havde snuset alt igennem, satte de sig i en lille krog af stalden, der var indrettet som café, med hver sit papkrus med kaffe.

 

– Det er hyggeligt, smilede Jørgen, og Jytte nikkede. – Meget hyggeligere end... Han tav. Så så han på hende. – Ja, Lis hun er jo... Atter tav han, og Jytte nikkede bare. Selv om han ikke sagde mere, vidste hun godt, hvad han tænkte på.

 

Lis drak. Det var tydeligt. Hver gang Jytte mødte hende på vejen eller hos købmanden, talte hun sløret og virkede lidt usikker på benene. Hvis man ikke kendte hende, ville man måske ikke bemærke det, men efter den aften, hvor Lis havde drukket sig så fuld, kunne Jytte slet ikke undgå at bemærke det.

 

– Jeg har købt en rejse til os! sagde han pludselig, og et øjeblik misforstod Jytte og troede, at han mente en rejse til hende og ham. – Til Karibien. Der har Lis altid ønsket sig at komme hen. Måske kan det få hende til at holde op med at... Han trak opgivende på skuldrene. Så smilede han til hende: – Nåh, skal vi se at komme hjemad?

 

De rejste sig og gik over til vitrineskabet. Det var tungt, men omsider fik de bakset det ud på traileren. Da de kørte ind foran Jørgen og Lis' hus, foreslog Jørgen, at de først gik ind i kælderen for at se, hvor de kunne sætte skabet fra sig, før de begyndte at slæbe rundt på det.

 

Jytte så hende med det samme. Den forvredne skikkelse for foden af trappen og blodet, der bredte sig i en mørk ring rundt om hovedet. – Åh, gud! udbrød hun. Jørgen tog hende hårdt i armen. – Gå udenfor og ring efter en ambulance!

 

Jytte tumlede udenfor og kunne næsten ikke få fingrene til at makke ret, da hun skulle taste 112. Med rystende stemme forklarede hun, at der var sket en ulykke. Først da ambulancen kom, gik hun ind til Jørgen igen. Han så forstenet på hende, da ambulancefolkene bar båren med Lis ud af kælderen. – Åh, Jørgen! udbrød Jytte og så, at han fik tårer i de brune øjne.

 

* * *

 

– Du skal se, han har sikkert selv slået hende ihjel! grinede Patrick med munden fuld af mad, da de en uge efter Lis' død sad og spiste til aften. – Hvad er det for noget grimt noget at sige, udbrød Jytte. – Lis døde ved et-tiden den dag, og på det tidspunkt var Jørgen sammen med mig. Det var et uheld, hun var fuld, og så snublede hun på trappen. I øvrigt kan jeg ikke fordrage, når du taler med mad i munden!

 

Da de havde ryddet af bordet, så hun ud ad køkkenvinduet over mod Jørgens hus. Der var lys i køkkenvinduet. Mon han følte sig ensom? Nu blev hans tur til Karibien sammen med Lis ikke til noget. Naboer og genboer havde været utroligt hjælpsomme og omsorgsfulde efter ulykken. Hun havde selv været hos ham et par gange.

 

På den anden side ville hun ikke trænge sig på, men hvis han nu sad og følte sig alene? Mon han overhovedet havde noget mad i huset? Resolut pakkede hun frikadeller og kartofler i stan-niol og hældte sovs i en tup-perwareboks. – Jeg smutter lige lidt, råbte hun til Patrick og lukkede døren efter sig.

 

* * *

 

– Åh, sagde Jørgen og nikkede lidt forbeholdent, da han åbnede døren. – Jeg tænkte, du måske var... sulten? Jytte holdt stanniolpakken og tupperwareboksen foran sig som et våben. – Måske gider du stille det ud i køkkenet. Jeg er lige ved at ordne noget.

 

– Jeg varmer det til dig, sagde Jytte og gik ud i køkkenet. Mens hun fandt en pande og en gryde frem, hørte hun Jørgen rumstere rundt inde træslev et sted? Hun åbnede den mellemste skuffe. Der lå ganske rigtigt en slev, og nogle papirer. Hun ville ikke læse dem, men hun kunne ikke undgå at se ordet "Livsforsikring".

 

Forsigtigt løftede hun brevet fra forsikringsselskabet op. Jørgen ville få udbetalt en halv million efter sin kone. Så fik hun øje på en aflang kuvert fra et flyselskab. Hun tog billetten op. En enkeltbillet til Karibien. Købt dagen inden Lis' død. Men havde Jørgen ikke sagt, at han og Lis skulle rejse sammen? Hvordan kunne Jørgen vide, at Lis ikke kunne komme med på rejsen dagen inden hendes død...? Medmindre...

 

I det samme mærkede Jytte kvælende hænder om sin strube. Hun gled ned på køkkengulvet og så op i Jørgens øjne, der ikke længere var varme og brune, men sorte af raseri. Lige inden hun mistede bevidstheden, opfattede hun en mørk skikkelse komme farende ud i køkkenet og slå til Jørgen.

 

* * *

 

 – Det var godt, Patrick pludselig matriliserede sig og gav stodderen en på bærret, sagde Erik. Jytte nikkede og så kærligt på Patrick. Patrick var blevet urolig for hende, da han pludselig ikke kunne finde hende. Han havde slet ikke hørt, at hun havde sagt til ham, hun gik, og var gået ud for at lede efter hende.

 

Ind gennem køkkenvinduet i Jørgens hus havde han set, hvordan Jørgen overfaldt Jytte. Så var han stormet ind og havde væltet Jørgen omkuld med et velrettet knytnæveslag. – Jørgen Buusbjerg har i øvrigt aflagt fuld tilståelse, sagde Charlotte og satte en buket hvide tulipaner på sengebordet.

 

– Han havde flyttet al spiritus og vin ned i kælderen, den dag I to var til antikmarked. Han vidste jo udmærket, at hans kone ikke kunne klare sig så mange timer uden en lille en til næsen og ville begynde at lede efter forsyningerne. Han havde spændt en snor ud mellem gelænderet og en lille krog i væggen, så hun ikke kunne undgå at snuble på vej ned ad trappen. Han sørgede for at fjerne både snor og krog, mens du gik udenfor og ringede efter ambulancen.

 

– Hvorfor kunne han ikke bare blive skilt fra hende ligesom normale mennesker, kvækkede Jytte. Det gjorde stadig ondt i halsen. – Livsforsikringen, sagde Frederik. – Nogle folk vil godt slå ihjel for en halv million! Da kollegerne var gået, tog Patrick hende pludselig i hånden og gav den et lille klem. Hun fik tårer i øjnene. Patrick var en god dreng. Den allerbedste.

Tekst: Esben Birkving
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 13-09-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri