Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Efter skoletid

Noveller
Selv om foredraget, hun havde meldt sig til, var spændende, blev hun nødt til at finde et toilet nu. Hendes søn gik på skolen, så hun mente, at hun kendte den rimelig godt, men pludselig befandt hun sig i en lang, mørk gang, og døren, hun var kommet ind ad, var smækket i. Og så var det, hun hørte en mærkelig lyd, som om hun ikke var alene...

Mille vippede lidt fra den ene balle til den anden; hun havde ondt i ryggen af at sidde på den hårde stol. Hun fik altid ondt i ryggen af at sidde på skolens stole. Tænk, at hun havde siddet på sådan nogle stole i ni år. Det var ikke utænkeligt, at det var det, der gav ekko i hendes ryg nu. Hun skulle også tisse. Hun skulle have gjort det, inden foredraget begyndte. Dumt.

 

Et blik op og ned mellem stolerækkerne i aulaen. Alle andre sad dybt opslugt af at lytte til forfatteren, som travede frem og tilbage på scenen og fortalte med fægtende arme. Han fortalte om en tur til Mellemøsten i forbindelse med research til hans seneste roman.

 

På lærredet bag ham blev der vist billeder af støvet ørken, barfodede børn og indhyllede kvinder med brændende øjne. En mor lavede mad over bål på en gammel hjulkapsel. Fortællerens stemme steg og faldt melodisk, engageret. Den verden, han fortalte om, virkede fjern og eksotisk her i det store rum med gule murstensvægge prydet af barnlige lerrelieffer.

Annonce

 

Der hang en svag duft af børn i luften; madpakker og skyllemiddel og tyggegummi. Mille havde glædet sig til denne aften, lige siden hun købte billetten for en måned siden. De kulturelle tilbud i byen begrænsede sig som regel til udstillinger af smykker og decoupage på biblioteket.

 

Billedet på scenen skiftede: En lille dreng sad i et bulet blikkar, mens hans mor hældte vand fra en plastikdunk ned over ham. Vandstrålen så meget klar og forfriskende ud midt i de tørre og gule omgivelser. Milles blære spilede sig ud til bristepunktet, og hun krydsede benene. Mon ikke også der kom en pause?

 

Hun konsulterede det store ur over døren; der var kun gået en halv time, siden de startede, så der blev nok ingen pause før senere. Hun vendte sin opmærksomhed mod scenen, men kunne ikke koncentrere sig om drengen i baljen, sad bare helt spændt ude på kanten af den elendige stol. Så da der lige pludselig udbrød latter over noget, Mille var gået glip af, skyndte hun sig at smutte ud.

 

Uden for aulaen var der en lille plads med et bænkebord, der fungerede som samlingspunkt for tre gange. Glasdørene ind til gangene var lukkede. Mille gik hen til den, der førte ind til gangen, hvor hendes søn havde haft klasseværelse indtil for to år siden. Den var låst. Pokker også. Hun vidste, at der lå to toiletter derinde.

 

Den næste dør var også låst. Men den sidste stod på klem med en lille plastikkile skubbet fast mellem karm og dør. Mille hev døren op og gik hen ad gangen. Der var mørkt. Det var en lang gang. Dørene, hun gik forbi, var alle klasseværelser; ingen toiletter. Det kunne da ikke passe. De måtte ligge nede i den anden ende.

 

Hendes fodtrin på det grå linoleum skabte en underligt rungende stilhed, som om der var virkelig højt til loftet. Huden trak sig lidt sammen i hendes nakke, og hun gik hurtigere. Skyggerne var sorte som beg langs væggene, men et svagt lysindfald fra de højtsiddende vinduer fik det lysegrå gulv til at bølge som måneskær på vand.

 

Hun mente bestemt, at denne gang førte ned til lærerværelset og kontorerne. Dér måtte der da være toiletter. En høj lyd kom fejende gennem mørket. – Uh! Milles hjerte begyndte at hamre, og hun fik lyst til at løbe. Sådan havde hun også altid haft det med kælderhalse; når hun som barn blev sendt i kælderen med skraldeposen, løb hun altid tilbage op ad trappen, inden den tunge dør nåede at smække bag hende.

 

Hun havde altid den her følelse af, at noget ukendt og ondt lurede på hende fra skyggerne, sad på spring mellem cyklerne, trykkede sig sammen bag ved kasserne i de små aflukker med tremmedøre. De svage gule natriumlamper lavede kun pletter på de rå betonvægge, som om de stod i ledtog med mørket i krogene. Så hun løb. Bagefter stod hun i sikkerhed oppe i dagslyset med hænderne på knæene og ventede, til åndedrættet var faldet til ro, inden hun gik ind til sin mor.

 

Sådan stod Mille også nu uden for døren ind til 5.a's klasseværelse. Hun kiggede tilbage i gangen, men kunne ikke se den dør, hun var kommet ind ad, og som øjensynligt var smækket i. Det måtte være træk. Hendes hjerte begyndte at pumpe ildevarslende tanker rundt i kroppen, der satte sig til små trækninger i mundvigene, et sug i maven.

 

Luften stod så stille som i et vakuum. Træk? Virkelig? Nej, hun måtte være kommet til at puffe til kilen, så den ikke lå ordentligt, og dørens vægt havde langsomt skubbet den helt ud. – Hallo? sagde hun alligevel ud i mørket. Kun stilhed. Selvfølgelig. Her var jo ingen.

 

Faktisk var det svært at forestille sig det liv, denne gang summede af i dagtimerne. Nu var den som en tyst og dyster verden i en anden dimension. Selv duften af børn var fortrængt af en skarp lugt af industrirengøringsmidler og ... cigarrøg? Det kunne da ikke passe. Det måtte være et eller andet, der bare mindede om lugten af cigar. Hun kom til at tænke på den trappe ned til kælderen, som lå ved siden af hendes søns gamle klasseværelse; den trappeskakt lugtede altid sådan.

 

* * *

 

Lærerværelse læste Mille på den næste dør, der dukkede op på højre hånd. Hun tog i håndtaget, der var ikke låst. Gud ske tak og lov! Hun smuttede ind. Her var lidt lysere end på gangen, fordi der var et stort vindue, der vendte ud mod gården.

 

Mille kunne skimte det store skelet af legepladsens tårne og hængebroer. Rummet, hun var kommet ind i, var ikke selve lærerværelset; det lignede en entre med knagerækker til overtøj, nogle høje skabe og en kaffeautomat. Og et toilet! Milles blære havde nær sluppet taget bare ved synet af det lille skilt, og hun nåede med nød og næppe at få bukserne lukket op og synke ned på sædet. Lettelsen gav hende næsten tårer i øjnene.

 

Hun havde hverken fået tændt lyset eller låst døren. Skidt med det. Rummet var ikke større, end at Mille kunne række en hånd ud og lige akkurat nå lyskontakten ved siden af døren. Hun missede med øjnene mod det skarpe hvide lys, mens hun rullede papir af rullen. Det buldrede højt inde i metalboksen.

 

Hun trykkede kun knappen på toilettet halvt ned og lavede en slags kontrolleret udskyl, fordi lyden af papirrullen stadig vibrerede i nervespidserne. Midt i bruset lød der en anden lyd. Som et hårdt bank. Mille stod stille og spidsede ører. Intet. Hun åbnede for vandhanen.

 

KLONK! Mille drejede hanen hårdt tilbage. Lyttede igen. Stadig intet. Det var sikkert bare rørene, der gav sig, når hun brugte vand. Skolen var trods alt gammel. Forsigtigt fiskede hun et papirhåndklæde ud af boksen på væggen i stedet for at bruge den elektriske varmlufttørrer.

 

Hun var stiv indeni. De i forvejen smertende muskler i lænden havde nu krampet sig sammen som små vrede knytnæver. Det lignede sgu da heller ikke noget at sende folk, der skulle tisse, rundt i de labyrintiske gange på en mørk skole, hvor størstedelen af dørene oven i købet var låst.

 

Hvis der skulle være en form for evaluering af foredraget, ville Mille nævne det. Lige nu måtte hun se at komme tilbage. Ud på gangen, til venstre, gennem døren og tilbage til aulaen. Lys, mennesker. Hun tog en dyb indånding og åbnede toiletdøren.

 

Lyset krøb ud i en stribe og afslørede, at døren ind til selve lærerværelset ikke var helt lukket, men Mille havde ikke lyst til at kigge derind. Hun smuttede ud på gangen igen og begyndte at gå tilbage. Uanset hvor meget hun koncentrerede sig om sit åndedræt, lagde det sig øverst i brystet og føltes overfladisk, så hun blev en smule stakåndet.

 

Hun kunne heller ikke styre en impuls, der fik hende til at kaste blikke bagud for hvert femte skridt. Men hun løb dog ikke. Ville ikke. Ville ikke overgive sig til barnlig angst og tåbelige forestillinger. Dette var en skole, og der var ikke noget i mørket at være bange for.

 

Mille rakte en hånd ud og lod den køre hen over væggens kølige mursten. Hun strejfede en plakat. Den fedtede følelse af mange lag farvekridt. Det var en tryg følelse, som hun forsøgte at holde fast i, når hun passerede de mørke nicher i væggen, der udgjorde elevernes garderober.

 

Så glasdørens oplyste firkant. Mille sukkede dybt og rykkede i døren. Den klikkede lidt, men forblev lukket. Hun rykkede igen. Hårdt. Ruskede i den. Låst. Ude på den anden side kunne hun se den lille gule plastikkile. Døren var smækket i lås, da den gled ud.

 

Hun lagde hænderne mod det kølige glas. Døren ind til aulaen var lukket. Kunne de høre hende, hvis hun bankede og råbte? Sikkert ikke. Hun vendte sig mod den mørke gang, var nødt til at gå op i den anden ende igen og se, om døren deroppe var åben.

 

Der var en dør ud mod skolegården oppe ved kontorerne som, vistnok, lå til venstre på den tværgående gang. Hun døjede lidt med at huske det, og det var forbavsende svært at danne sig et overblik i mørket. En begyndende panik flaksede i hendes bryst, da hun begyndte at gå tilbage mod den anden ende. Skyggerne flimrede som mørke væsner, der sneg sig langs murene.

 

KLIK. Gangen blev badet i lys. Mille stod som naglet til ste-det. Den oplyste gang strakte sig tomt foran hende. Hun snurrede omkring. Ingen var kommet ind. Men hvordan så... ? Hvem havde...? Og så gik det op for hende: bevægelsescensor. Det var meningen, at lyset skulle tænde, når man kom ind. Censoren henne ved døren var øjensynligt bare lidt ustabil, og derfor havde lyset ikke tændt før.

 

* * *

 

Hun slappede lidt af igen; så langt så godt, nu kunne hun i det mindste se, hvor hun gik. Hun styrede mod den mørke glasdør. Gik med raske skridt. På væggene strålede regnbuer og sole. En række tegnede portrætter med hår lavet af garn. Mille smilede lidt ad sig selv. Utroligt hvordan mørke kan sætte gang i fantasien.

 

En stor trækasse med påskriften Glemte ting & sager. En knækket blyant skubbet ind mod fodpanelet. En glemt jakke på en knagerække i en af garderobenicherne. En bevægelse. Milles hjerne slog et par forvirrede krøller, inden hun med et sus i kroppen forstod, at der stod en person trykket op i hjørnet bag knagerækken. En mand i en matgrøn jakke. Ude af stand til at bedømme situationen blev Mille stående.

 

Manden trådte ud fra hjørnet, lidt kejtet og genert. Han havde rare øjne under en høj pande og et mørkt cykelstyrskæg. Han smilede til hende med hovedet let på skrå. Smilet virkede nærmest beklagende. De brune øjne vurderede hende. Mille stod stadig stille. Panik og fornuft tumlede rundt i et rodet favntag i hendes hoved; skulle hun hilse på ham eller løbe? Panikkens stemme messede: Han burde ikke være her. Han burde slet ikke være her!

 

Pludselig forsvandt hans smil, og han kastede sig frem mod Mille. Angrebet rev hende ud af lammelsen. Hun holdt skærmende hænderne op foran ansigtet. Manden greb hende om håndleddene og forsøgte at tvinge hende ned på gulvet. Hans skæg kradsede hendes kind. Han stank af cigarrøg og metal og knurrede vredt under anstrengelserne for at prøve at holde hende.

 

Hun skreg, vel vidende at ingen ville høre det. Han havde fået hende drejet omkring og holdt nu om hende bagfra. Hans underarme var muskuløse og dækket af mørke hår. En nøgen dame vred sig på venstre underarm, for hver gang han strammede sit greb.

 

Efter en pludselig indskydelse bøjede Mille nakken og satte tænderne i tatoveringen. – For fanden da! stønnede han og slap hende. Så løb Mille. Hun nåede lige akkurat at tænke, at hvis glasdøren var låst ville hun brage lige igennem den med den fart, hun havde på, inden hun satte hænderne mod glasset og skubbede den ulåste dør op.

 

Bag sig hørte hun dæmpede hurtige trin mod linoleummet. Ved kontorerne fandt hun døren til skolegården låst. Hun fortsatte ligeud med lyden af hans prustende åndedræt i nakken. Flåede et par døre op. Klasseværelser. Ikke nogen god idé at afskære sig selv enhver flugtvej. Den fjerde dør gemte en trappe, der førte ned i kælderen. Mille smuttede ind og løb ned. Håbede, at han ikke havde set det. Lyden af døren, da han rev den op, ødelagde det spinkle håb.

 

* * *

 

Mille besluttede sig for at gå til venstre. Der var mørkt hernede. Hun kunne svagt fornemme de tykke rør, der løb under loftet, og metalreoler langs væggen hist og her. Depoter, værksteder, installationer. Her holdt skolens usynlige personale til. Lugten af cigar var meget tydelig hernede.

 

Skramlende små ekkoer fortalte, at han stadig var efter hende. Mille drejede om et hjørne og stod for enden af en trappeopgang. Hun tog trinene op til den første repos i tre spring og skreg, da en skikkelse pludselig stod foran hende. Hun sparkede ud. Skikkelsen faldt sammen på gulvet med en hul, tør lyd. Hvad ...?

 

Mille bøjede sig ned. Manden var lavet af pap-maché. Hun havde brækket hans ene arm. Pludselig vidste hun, hvor hun var: trappen ved siden af hendes søns klasseværelse. Skulpturen af H.C. Andersen havde stået her, lige så længe hun kunne huske.

 

Hun tumlede ud på gangen. Det eneste lys kom ude fra det lille alrum foran aulaen. Endnu en ustabil censor. Lyset kastede et svagt skær gennem glasdøren og gav spøgelsesagtigt genskin i det store vinduesparti i modsatte ende af gangen. Hun havde dummet sig: Dette var en blindgyde. De eneste udveje var døren, som jo var låst, og trappen.

 

I næste sekund gik døren til trappen op. Manden stoppede op, da han indså, at hun var fanget. - Hvem er du? Hvad vil du mig? råbte Mille og bakkede op mod døren. – Du skal med mig, sagde han. Hans stemme var næsten behagelig. – Nej! Hvorfor? Hvad ... – Du så mig! Nu lød han mere truende. – Jeg har ikke set noget. Jeg ved ikke, hvem du er, og jeg er også ligeglad. Jeg vil bare tilbage til mit ... foredrag...

 

Milles stemme døde hen. Angsten tyngede hende, så hun nær var gået i knæ. – Jeg har ikke set dig før. Er du ny lærerinde her? – Nej! Nej, jeg er ... – Du ligner en. De fleste lærerinder er kønne. Vidste du det? Kønne og forbandet højrøvede. Hans smil var giftigt. Øjnene havde fået et sultent udtryk, der gjorde Mille kold indeni.

 

Hun gjorde et sidste desperat forsøg på at hamre døren op, i stykker, hvad som helst. Så var han over hende. Han pressede hende op mod glasset; det gjorde ondt i baghovedet. Hans hænder lagde sig om hendes hals. Milles verden begyndte at dreje rundt.

 

* * *

 

– Hallo! Hvad foregår der? Slip hende! Raslen af nøgler. Manden slap. Mille tumlede om på gulvet, netop som glasdøren gik op. Arme omkring hende. Mange stemmer. – Hvad er der sket? – Er du okay? Et par mænd løb ud på trappen. Kort efter kom de tilbage med manden i den grønne jakke.

 

– Det er jo Hansen, vores gamle pedel! udbrød en kvinde i forsamlingen. – Hvem? spurgte manden med nøgleknippet. – Jeg er medlem af skolebestyrelsen, forklarede hun. – Vi bortviste ham med øjeblikkelig virkning for to uger siden, fordi vi fik klager fra flere kvindelige lærere over, at han opførte sig truende og... upassende. Han passede en af dem op en aften, efter hun havde holdt forældremøde. Hun slap fra ham og gemte sig i fysiklokalet. Hun sad der det meste af natten, før hun turde komme ud. Vi kunne ikke bevise noget, der var jo ikke rigtig sket noget, men hun var slemt rystet.

 

En af mændene gav sig til at tømme Hansens lommer. Han rakte en lille stak fotografier af smilende kvinder frem. – Det er portrætterne fra tavlen på lærerværelset, oplyste kvinden. – Manden er jo syg! Hansen sendte hende et ondt blik og kneb læberne sammen. Mille skulede til ham. Hun havde i hvert fald for altid fået en anden opfattelse af, hvad der kan ske, når lysene slukkes – efter skoletid.

Tekst: Karen Storm
Illustreret af: Erlend Tønnesen
Publiceret: 29-03-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge