Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: En fremmed i døren

Noveller
For nogle få timer siden havde hun og Robert siddet og hygget sig sammen med deres gode naboer. Med et virkede det så langt væk som i et andet liv. Nu var hun helt alene med en gal mand, der bare tænkte på at få hævn, og hun turde slet ikke tænke på, hvad der ville ske, når Robert kom tilbage med børnene.

Skridtene hen over gårdspladsen skulle ikke være der. Ikke nu så sent. Miriam stoppede op på trappen op til overetagen. Blev stående og lyttede til regnen, som rislede ned mod gruset som fra en finmasket si. Uvejret var ved at drive over. Et par timer tidligere, da hun og Robert brød op fra besøget hos naboerne, Tom og Ellen, havde regnen plasket ned. Med hver deres plastikpose over hovedet var de spurtet over plænen mellem de to huse.

 

Nu var Robert rejst. Havde taget de to børn med, der skulle overnatte hos bedsteforældrene, og var selv begyndt den lange tur ind mod hovedstaden. Da mødet i banken begyndte allerede klokken otte i morgen, kunne han lige så godt overnatte derinde.

 

Gennem den mørke stue så hun, at der stadig var lys hos Tom og Ellen. De var de eneste naboer i miles omkreds, og det måtte være en af dem hun havde hørt udenfor. Hun ventede i hvert fald ikke noget besøg på denne tid. Hun gik ud i entréen for at sikre sig, at døren var låst, og opdagede i det samme den mørke kontur uden for det matterede glas i døren.

Annonce

 

Hjertet sprang et slag over, da det ringede på døren. Miriam åbnede uden at fjerne sikkerhedskæden. Manden derude var slank og forholdsvis ung, måske fem år yngre end hende selv. Lyset fra udendørslampen gav hans ansigt et skarpt præg, men han var pænt klædt. Spidse, blankpudsede sko, lysegrå blazer, hvid skjorte og slips.

 

– Det drejer sig om Robert, din mand, sagde han alvorligt. – Du må lukke mig ind. Hun spærrede øjnene op. – Er der sket noget? – Et biluheld, din mand... Han stoppede op, nikkede mod sikkerhedskæden. Miriam mærkede kvalmen. Vidste, hun aldrig burde have ladet ham køre i det voldsomme regnskyl. Hurtigt fjernede hun kæden og åbnede døren.

 

– Møgvejr, sagde den fremmede og lukkede døren efter sig, før han børstede dråberne af jakken. – Man bliver jo dyngvåd bare man stikker næsen udenfor. – Kommer du fra politiet? – Politiet? Han strøg sig over lommerne på jakken og trak en cigaretpakke frem. Fiskede en cigaret op, som han jonglerede mellem fingrene, før han tændte den. – Hvem snakker om politiet?

 

– Robert? Er han kommet til skade? Miriam hørte panikken i sin egen stemme. – Nej, ingen er kommet til skade. Den fremmede tog nogle truende skridt imod hende. – Men det er ikke sikkert, det bliver ved at være sådan. – Hvad mener du? Hvem er du?

 

Hun trak sig baglæns, mod telefonbordet. Famlede efter røret. – N-nu ringer jeg til Roberts mobil, og så får vi opklaret... Lynhurtigt var han over hende. Rev røret ud af hånden på hende og klaskede det på igen. – Du ringer ingen steder, søde! Der var noget bekendt ved hans ansigt, uden at hun kunne placere det. Havde hun set ham før? Var han efterlyst?

 

– Er det et røveri? Er det penge, du vil have? Med den ledige hånd greb hun tegnebogen, som lå ved siden af telefonen. – Se her, bare tag... Han slog den ud af hendes hånd. – Den eneste røver i dette hus er din mand. Jeg er her for at lade retfærdigheden ske fyldest, som det så smukt hedder.

 

En grufuld tanke slog ned i hende. Fyren måtte have taget fejl af huset, af vejen, af området. – Robert arbejder i banken. Du må have taget fejl. Han kiggede sig rundt. Stoppede ved et maleri ved siden af spejlet.

 

– Selvfølgelig ved jeg, at han arbejder i banken. Filialchef og så videre. Det er derfor, jeg er her. Jeg havde lidt problemer med nogle afdrag. Firmaet var inde i en turbulent periode, og derfor tog de vores hus og alt, hvad vi ejede. Rub og stub. Vi måtte flytte til et lille kosteskab af en lejlighed. Langt under vores værdighed. Så forsvandt konen også, orkede ikke mere.

 

Pludselig gik det op for hende, hvor hun havde set ham før. I avisen. Ronny Eriksen! Hans firma var erklæret konkurs af Roberts bank. Og under konkursbehandlingen var der dukket flere strafbare forhold op. Et firma, hvor ejerne havde haft flotte kontorer, dyre biler og var taget på kostbare rejser. Alt uden at have tjent en eneste krone.

 

– Ind i stuen med dig, sagde han og puffede hende i ryggen. – Jeg ved, din mand ikke er tilbage før i morgen, så vi må indrette os, som vi bedst kan. Hun adlød uden et kny. Lod sig føre ind i stuen. Men idet hun ville tænde lyset, greb han hendes arm.

 

– Tror du, jeg er dum? hvæsede han og kommanderede hende ned i en stol. Selv slængede han sig i sofaen over for hende. – Dine naboerne kan jo se alt ovre fra deres stue. De ville nok studse lidt, hvis de pludselig så en fremmed her så sent. – Hvad vil du Robert? spurgte hun spagt. Ronny stirrede tomt ud i det mørke rum.

 

– At han skal mærke, hvordan det føles at miste alt det, jeg har mistet. Huset, konen... Hun stivnede. Først nu var det, som om alvoren rigtig gik op for hende. – Jeg vil ikke dø, klynkede hun. Han snerrede: – Det behøver du heller ikke. Hun så usikkert på ham. – Jeg har tænkt mig at give ham et valg. Han viftede med fingrene foran sin strube. – Enten dig eller ham og børnene. Søde børn I har, for resten. Selv har jeg også to. Konen tog også dem. Forstår du det? Forstår du, hvordan jeg har det?

 

Miriam stirrede forfærdet på ham. Fyren var tydeligvis ude af balance. Derfor var det livsvigtigt at bevare roen. – Hvad om jeg taler med Robert? foreslog hun. – Hvad nu, hvis jeg får ham til at se på sagen igen. Jeg er sikker på, at han kan hjælpe dig på en eller anden måde.

 

Han overhørte hende. Tog en lang indånding, og sagde: – Det har været en lang dag. Tror snart, jeg har brug for en lur. Du må vise mig kælderen, så jeg kan finde et rum, hvor jeg kan låse dig inde. – Vi har ingen kælder, sagde hun næsten lydløst. Hun måtte advare Robert, det var det eneste, der betød noget nu. Forhindre, at han dukkede op sammen med børnene. Det ville være en katastrofe.

 

* * *

 

Hun så over på huset på den anden siden af plænen, på vinduerne, hvor der stadig var lys. For nogle timer siden havde de siddet i Tom og Ellens hyggelige stue og grinet sammen. Med et virkede det så langt væk. Som i en drøm, i et andet liv.

 

Sønnen Joakim på ni år var blevet derhjemme, og for første gang havde han været barnepige for lille Sofie på to år. De havde ganske vist en babyalarm i hendes værelse, så de kunne høre, hvis hun vågnede. Men bortset fra det rolige åndedrag, havde der været helt stille. Så harmonisk og trygt.

 

Hvad hvis denne galning havde opsøgt dem et par timer tidligere, mens børnene stadig var alene hjemme? Tanken var så frygtindgydende, at hun ikke vovede at tænke den til ende. Igen trak Ronny Eriksen vejret dybt og sank længere ned i sofaen.

 

Hvis hun bare kunne komme ud til telefonen i gangen, tænkte Miriam. Hun behøvede ikke engang at tale med ham. Alt, hvad der skulle til, var, at hun fik lirket røret af og tastet hans nummer. Når han så forsøgte at ringe tilbage uden at få svar, ville han hurtigt forstå, at der var noget galt.

 

Hun rejste sig forsigtigt. – Jeg skal på toilettet. Er det i orden, hvis... – Fint, sagde han. – Men finder du på noget dumt, så ... Hun skyndte sig ud i gangen. Mærkede, hvordan varmen skyllede op i kinderne, da hun lagde hånden på telefonrøret. Dette var hendes chance. Et par sekunder, tre – mere behøvede hun ikke. Hun løftede røret af og kastede et blik mod stuen. Ikke en lyd. Så bøjede hun sig over telefonen og begyndte at taste Roberts mobilnummer.

 

– Så det var det, du skulle! Stemmen bag hende fik hende til at stive. Et øjeblik var hun bange for, om han ville slå, men i stedet trak han en kniv op af lommen. Med en demonstrativ bevægelse skar han telefonledningen over. Miriam lukkede øjnene. Det var ovre nu. Hun var færdig.

 

Det var, som om hun så livet passere revy. Roberts varme smil. Hvillken god og omsorgsfuld far han var. Hvordan han altid glemte de snavsede sokker på soveværelsesgulvet. Hvor mange gange havde hun ikke sagt til ham, at... Med et mærkede hun tårerne brænde.

 

Mest af alt angrede hun de tåbelige skænderier om småting. Bagateller, som ikke betød noget som helst i en større sammenhæng. Men endnu værre var det, at hun måske aldrig ville få lejlighed til at fortælle ham det. At det eneste, der virkelig betød noget, var, at hun elskede dem alle, Robert, Joakim og Sofie.

 

Hun gav sig, idet han vred hendes arm om. – Ingen kælder, okay. Så går vi ovenpå. Så må vi se, om der er et sted, hvor jeg kan låse dig inde, mens jeg tager en lur. Badeværelset måske. Han trak hende med sig op ad trapperne og ind i det første værelse. Hendes og Roberts soveværelse. Men han var åbenbart ikke tilfreds. Vinduerne var for store, og selv om de befandt sig på første sal, lå plænen lige nedenfor. Herfra ville det være en smal sag at flygte. Desuden var der ingen nøgle til døren.

 

Det næste værelse var børneværelset. Det eneste rum, som vendte direkte ud mod Tom og Ellens stue. Han skubbede hende foran sig og missede mod mørket. Et øjeblik mærkede hun fornyet håb. Ganske vist lå der en stor plæne mellem husene, men hun kunne se, at Tom og Ellen stadig ikke var gået i seng. Hvis hun bare kunne fange deres opmærksomhed. 

 

– Se herover, bare én gang, skreg det i hende, men begge sad halvt bortvendte, tydeligt opslugte af det, som foregik på tv-skærmen foran dem. Ronny Eriksen stod i mørket lige bag hende. – Nej, det her værelse dur heller ikke. I det samme så hun, at Tom rejste sig.

 

Hvis bare hun kunne finde noget at knuse ruden med, tænkte hun og så sig febrilsk omkring. Men selv om hun fik øje på den store krukke i hjørnet, blev hun stående som paralyseret. Hvad hvis hun knuste ruden, og de alligevel ikke opdagede hende? Hvis lyden af fjernsynet var for høj? Det ville bare gøre det endnu værre for hende selv.

 

Tom så mod køkkenet, derpå sagde han noget til Ellen. At han ville gå i seng, måske? Miriam kunne kun gætte. Eller at han var sulten og spurgte, om hun også ville have noget? Nej, tydeligvis træt gabte han, og et øjeblik så han direkte mod hendes hus. Men så greb Ellen fjernbetjeningen og slukkede fjernsynet. Hun rejste sig også, og de gav hinanden et kys, før de begyndte at slukke lysene i stuen. Der var ikke længere nogen tvivl. Naboparret var i færd med at gå i seng.

 

– Kom! Ronny tog hendes arm og vred den så hårdt, at hun skreg. – Jeg trænger til at sove nu. Vi må se, om det er muligt at låse dig inde på badeværelset. Hidsigt forsøgte hun at vriste sig løs, men han var for stærk. – Så snart politiet får nys om det her, er det ude med dig, hikstede hun. – Du slipper ikke væk.

 

Han prustede hånligt. – Der er ikke noget politi i miles omkreds, og heller ingen måde, du kan varsko dem på. – Men før eller siden finder de ud af, hvem der tog livet af mig. Eller Robert. At det var dig, der gjorde det, for at hævne din egen konkurs. – Det blæser jeg på. Når de fanger mig, har jeg fået min hævn. Den tanke kan jeg fryde mig over resten af mine dage. Mit liv er alligevel ovre.

 

Han trak hende med ud på gangen og ind på badeværelset, hvor han smed hende på gulvet. Tog et overblik og smilede fornøjet. Omsider havde han fundet et værelse, han kunne bruge. Ganske vist var der et lille vindue højt oppe på væggen, men det var ikke nogen egnet flugtvej. Der var mindst fem meter ned, og stensætningen nedenfor ville nemt kunne gøre det til en dødelig øvelse.

 

Han tog nøglen ud af låsen og smækkede døren i. Derpå klikkede det i låsen, da han låste den Miriam krøb sammen på badeværelsesgulvet. Nu var alt håb ude. Når Robert, Joakim og Sofie vendte tilbage i morgen, ville tragedien være sket.

 

* * *

 

Få minutter tidligere rejste Tom sig fra sofaen. – God film, men det er på tide at gå i seng. Du må fortælle mig slutningen i morgen. – Som sædvanlig, mumlede hun. – Men jeg vil nu også i seng. – Hyggeligt besøg i dag forresten, sagde Tom og så mod køkkenet. – Robert er altid så sjov. Han skulle have været komiker, ikke filialchef i en bank.

 

– Håber, alt er vel hos Miriam, sagde Ellen. – Hun kan jo ikke lide at være alene. – Måske skulle du ringe til hende og sige, at hun bare kan komme herover, hvis hun føler sig utryg? Tom gabte og så mod nabohuset. – Eller for resten, nåede Ellen ikke længere end det første trin, før hun stoppede brat. – Hørte du også en lyd? – Hvad skulle det være? – Et suk eller et skrig. Det kom henne fra bordet ved vinduet.

 

– Har jeg ikke sagt, du ikke burde se den slags film, lige før du skal i seng? Han grinede, idet han passerede hende på vej ned. – Sikkert bare en mus eller en rotte, ikke noget farligt. – Meget morsomt, fnøs hun. Så var lyden der igen. Ikke høj, men helt tydelig, nu hvor alle husets andre lyde var stilnet af. – Jeg trænger til at sove nu. Vi må se, om det er muligt at låse dig inde i badeværelset.

 

Tom og Ellen stirrede vantro på hinanden, før de skyndte sig hen til det sted, hvor lyden kom fra. Så fik de øje på den lille boks på bordet, knap større end en mobiltelefon. – Den elektroniske babyalarm! udbrød Ellen. – De må have glemt den. Miriam brød ind. Hendes stemme virkede desperat:

 

– Så snart politiet får nys om det her, er det ude med dig. Du slipper ikke væk. Så den fremmede stemme: – Der er ikke noget politi i miles omkreds, og heller ingen måde, du kan varsko dem på. Miriams stemme lød endnu mere desperat nu: – Men før eller siden finder de ud af, hvem der tog livet af mig – eller Robert. At det var dig, der gjorde det, for at hævne din egen konkurs.

 

Tom havde allerede hørt nok, og øjeblikket efter fik han kontakt med politiet. Så roligt han kunne, forklarede han situationen. Derpå ringede han til Robert.

 

* * *

 

Da Miriam strakte sig op og kiggede ud gennem det lille vindue i badeværelset, fik hun øje på den sorte bil. Sagte svingede den ind på vejen, som førte op mod huset, men stoppede et stykke væk. Så kom nok en bil, og endnu en. Flere politibetjente gik frem mod huset, og derpå skete alt i et forrygende tempo.

 

Mens en betjent stillede en stige op mod badeværelset, trængte flere andre ind i huset og fik overmandet den forvirrede gidseltager. Hjulpet af en kraftig politimand klatrede hun ned. Også Robert var ankommet, og da hun fik øje på ham, kastede hun sig i hans arme. – Sokkerne, hviskede hun i hans øre. – Sokkerne? – De snavsede sokker, du altid glemmer på gulvet i soveværelset. Jeg vil aldrig mere brokke mig over dem.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 21-06-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri