Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: En fremmed i huset

Noveller
Helle havde en uhyggelig fornemmelse af, at der havde været nogen i lejligheden. Der var ingen tegn på indbrud, men efter tre år med en voldelig mand var hun altid på vagt, selv om han nu havde fået polititilhold. Hun forsøgte at berolige sig selv, men det syn, der mødte hende i køkkenet, da hun kom hjem fra arbejde, var ikke til at tage fejl af.

Lige så snart hun kom ind i lejligheden, kunne hun mærke, at der havde været nogen. Det var ikke, fordi der var rodet. Møblerne stod også, som hun huskede, hun havde efterladt dem. Det var mere en fornemmelse. Helle så sig om. Hun var sikker på, at hun havde lukket døren til badeværelset efter sig, da hun gik om morgenen. Nu stod den på klem.

 

Hun stod helt stille i den endnu mørke entré. Alle hendes sanser kørte på højtryk. Hun lyttede efter den mindste lyd, men hun rykkede sig ikke fra hoveddøren. Det var et instinkt, hun havde oparbejdet gennem mange år: altid at holde sig tæt ved en flugtvej.

 

De eneste lyde, hun kunne høre, var den hjemmevante puslen fra undulaten Mogens, der hoppede rundt i sit bur inde i stuen og den svage susen fra trafikken på gaden nedenfor. Endelig trådte hun et skridt frem og skubbede forsigtigt døren til badeværelset op med foden. Der var ingen. Hun tændte lyset for at føle sig helt sikker.

Annonce

 

Så bevægede hun sig langsomt gennem resten af lejligheden. Stuen, soveværelset, køkkenet; der var tomt. Adrenalinen susede endnu i hendes krop, da hun gik til-bage ud i entreen for at stille sin taske. Selvom der ikke var nogen i lejligheden var hendes fornemmelse af, at der havde været nogen, stadig stærk og foruroligende.

 

I det samme hørte hun en lyd, der beroligede hende. Anders' skridt på trappen i opgangen. Hun åbnede døren lige i samme øjeblik, som han satte nøglen i nabohoveddøren på den anden side af reposen. – Hey, er du o.k? spurgte han og så bekymret på hende med sine venlige brune øjne. – Ja, ja. Eller nej. Nej, ikke rigtigt. Helle støttede sig til gelænderet. Pludselig kunne hun mærke sine knæ blive svage. – Kom med ind, sagde Anders og lagde en beskyttende arm om hende.

 

* * *

 

– Jeg er bange for, at han er kommet tilbage, sagde hun. Anders sagde først ikke noget, men så bare på hende med et bekymret blik. Han vidste præcis, hvem hun mente. Så rejste han sig og gik ud i køkkenet. Hun kunne høre ham fylde kedlen med vand.

 

Først da han kom tilbage med teen, sagde han: – Jeg troede, at han havde fået et polititilhold? – Det har han også. Det sidste, jeg hørte, var, at han også havde taget imod et tilbud om terapi. Men man ved aldrig. Han har før overtrådt sit tilhold.

 

Helle trak sig lidt mere op i sofaens hjørne. Anders rakte forsigtigt ud efter hendes hånd. Han vidste bedre end at lave hurtige, overraskende bevægelser, når hun var i nærheden. Hun fortalte om badeværelsesdøren. Hun kunne se, at han overvejede sine ord nøje, inden han svarede: – Har du tænkt over, at hvis der har været damp i, kan fugten have fået døren til at springe op? Hun svarede ikke. Hun vidste, hvad hun havde fornemmet, og hendes instinkt tog sjældent fejl.

 

* * *

 

Da hun kom tilbage til sin egen lejlighed, følte hun sig alligevel mere rolig. Dengang hun havde mødt Benjamin, havde hun været meget tillidsfuld og åben. Hun havde aldrig været nervøs eller vagtsom. Det var en af de ting, der havde gjort det let for ham at charmere sig ind på hende, uden at hun havde haft nogen mistanke om, at hans udadvendte personlighed kun var en overflade.

 

Hun satte sig på sengekanten og lod en finger løbe over sit højre øjenbryn. En tynd arlinje markerede det sted, hvor hendes øjenbryn havde været flækket. Hun mærkede på sin venstre albue. Der var stadig en uregelmæssighed dér, hvor den var vokset sammen efter et brud. Hendes håndflade gled over de nederste ribben. Det var det samme. En uregelmæssighed i knoglerne dér, hvor de var vokset sammen igen.

 

Hun løftede hånden og mærkede forsigtigt efter under sit mørke hår. Hendes længste ar løb som en tynd, knudret slange på tværs af hendes baghoved. Hun holdt af samme grund altid sit hår så langt, at det faldt ned og dækkede arret. Hun vidste godt selv, at det største ar, hun bar rundt på, var det, hun havde fået på sjælen. Det var det, man ikke kunne se udenpå som andet end en tilbageholdenhed over for andre mennesker, især nye bekendtskaber.

 

Hvert af hendes ar var en påmindelse om ikke at ende i et voldeligt forhold igen som det, hun havde været i med Benjamin. Det havde været tre år i helvede. Tre år med løgne og angst. Først nu var hun så småt ved at få fast grund under fødderne igen efter to år alene.

 

* * *

 

De næste par dage klyngede hun sig alligevel mere og mere til Anders' teori om, at det var dampen i badeværelset, der havde fået døren til at springe op. Var det ikke, når alt kom til alt, det mest sandsynlige? Hun havde slet ikke set Benjamin i de to år, der var gået, siden hun havde forladt ham.

 

I begyndelsen var han blevet ved med at kontakte hende med trusler, men efter hendes advokat havde sørget for, at han fik et polititilhold, var der blevet stille. Alligevel var hun på et splitsekund tilbage i sin mistro, da hun en uge senere igen åbnede døren til sin lejlighed og fornemmede, at der havde været nogen.

 

Hun snappede efter vejret. Var det en lugt? En lyd? Hendes blik gled over på badeværelsesdøren. Den var lukket. Var det bare hendes sanser, der spillede hende et puds? Var hun igen ved at miste sin naturlige dømmekraft ligesom dengang, hun boede sammen med Benjamin og troede på alt, hvad han sagde?

 

Hun tog en dyb indånding og trådte ind i lejligheden. Der var ingen tegn på, at en anden skulle være brudt ind. Alt virkede roligt. Inde i stuen hoppede Mogens pippende rundt i sit bur. Aftensolen skinnede ind ad vinduerne. Lænestolen stod præcist i samme vinkel til sofaen, som hun havde efterladt den om morgenen.

 

Ude i køkkenet stivnede hun. Hun følte, at hun skreg, men ikke en lyd kom over hendes læber. På køkkenbordet lå alle hendes knive sirligt på parade. De længste og skarpeste kødknive lå helt ude til højre. De mindste grøntsagsknive til venstre. Det lignede næsten et kunstværk. En makaber besked fra hendes forfølger. Måske en advarsel?

 

Med rystende hænder rakte hun ud og lagde forsigtigt knivene tilbage i skuffen, en efter en. Hun kunne ikke holde ud at se dem sådan. – Det her er ikke bare i min fantasi, hviskede hun til sig selv, – det sker rigtigt. Det er virkeligt.

 

Inden hun gik i seng den aften, skubbede hun sin store kommode fra entreen hen foran hoveddøren, men hun kunne ikke sove. Hun var stadig vågen tæt på midnat, da hun hørte trin på trappen ude i opgangen. De standsede på hendes repos. Noget eller nogen puslede ved hoveddøren.

 

Hun rejste sig lydløst op på albuen, så hun kunne se kommoden, der spærrede døren, gennem døråbningen. Der lød et kort bank på hoveddøren. Hun listede ud i entreen. – Helle? lød en stemme. Hun løb det sidste stykke over til døren, skubbede kommoden til side og åbnede døren.

 

– Anders! Hun faldt ham om halsen. Hvor var det godt, at hun havde ham, og at han altid var så tæt på. – Så, så, hvad er der dog? Jeg ville bare sikre mig, at alt var, som det skulle være. – Ingenting er, som det skal være, hulkede hun ind i hans skulder. Nu hvor hun pludselig kunne slappe af, ville tårerne ikke stoppe. Da hun endelig genvandt fatningen en lille smule, så hun op på ham og sagde: – Jeg er så glad for, at du er min ven.

 

Anders skævede til kommoden, der stadig spærrede halvt for døren. – Er du sikker på, at du ikke hellere vil sove inde hos mig i nat? spurgte han, – jeg kan tage sofaen. – Nej, nej, svarede hun. Hun følte sig allerede langt roligere, nu hvor hun var kommet ud med sin nervøsitet. – Jeg har min vagthund hér, sagde hun og klappede på kommoden. – Og Mogens, tilføjede hun med et lille smil.

 

– O.k., svarede han, selvom han ikke lød helt overbevist, – men husk, at jeg er lige inde ved siden af. – Og hold din mobiltelefon åben, tilføjede han, inden han gav hende et sidste kram og gik ind til sig selv. Helle skubbede kommoden på plads foran døren igen og lagde mobiltelefonen lige ved sit hoved, inden hun sov.

 

* * *

 

Næste morgen virkede alting klarere. Knivene lå i køkkenskuffen, og det virkede usandsynligt, at de havde ligget på bordet dagen før. Alligevel havde hun stadig en uro i kroppen. Denne gang vidste hun, at det ikke var hendes sanser, der havde spillet hende et puds.

 

Hun gik ind og løftede tørklædet fra Mogens' bur. Idet hun så ned på gaden, fik hun øje på en skikkelse på fortovet overfor. Det var svært at se hans ansigt, for han havde hætten på sin hættetrøje trukket op om hovedet. Alligevel var der noget velkendt ved måden, han stod på, da han bøjede sit hoved for at skærme for vinden, så han kunne tænde en cigaret. Sådan havde Benjamin altid stået.

 

Helle trak sig om bag gardinet. Han skulle ikke se hende, hvis han så op. Men gid han ville se op, så hun kunne se hans ansigt og få vished. Han vendte sig og gik ned ad gaden. Gad vide, hvor længe han havde stået der? Ville han se, hvornår hun stod op? Eller holde øje med, hvornår hun gik om morgenen?

 

Da hun gik ud, tog hun et lille stykke rød sytråd med sig. Anders kom samtidig ud af sin lejlighed. Da han så hende sætte sytråden fast mellem døren og dørkarmen, nikkede han anerkendende. – Smart, sagde han. Nu ville hun i det mindste være advaret, hvis der havde været nogen, når hun kom hjem.

 

* * *

 

Om aftenen drog Helle et lettelsens suk, da hun så det lille stykke sytråd sidde på sin plads. Hun satte nøglen i døren og fjernede tråden. Hun smilede ved sig selv. Det skulle blive godt at komme ind og få lavet noget mad. Hun samlede sine indkøbsposer og gik med raske skridt ud i køkkenet.

 

Halvvejs gennem stuen stoppede hun brat op. Der var noget helt galt, og hun vidste godt, hvad det var. Hvorfor havde hun ikke lagt mærke til det med det samme? Hun satte forsigtigt poserne ned ved sine fødder. Så vendte hun sig om. Mogens lå livløs på bunden af buret. Hun stak hånden derind og tog ham ud. Han var helt kold i hendes håndflade.

 

* * *

 

– Der er ingen tegn på indbrud, sagde kriminalassistent Per Mikkelsen, der var kommet ud til Helles lejlighed. Han lod sin håndflade løbe op og ned ad den helt intakte dørkarm. Inden da havde han undersøgt låsen. – Og der er ingen andre, der har nøgler til lejligheden? spurgte han.

 

– Kun min nabo, som vander mine planter, hvis jeg er væk. Han er en af mine venner. – Og der er ikke andre, der har adgang til dine nøgler via ham? Hun rystede på hovedet. Da hun havde fortalt kriminalassistenten om knivene, havde han set på hende med et bekymret udtryk, som muligvis betød, at han anså hende for ikke at være rigtig klog. Nu så han ned på Mogens med samme udtryk.

 

– Undulater lever vel ikke for evigt, begyndte han, – nogen gange falder de vel bare ned fra deres pind og dør? Helle havde stadig tårer i øjnene. Hun kunne godt se, at en død undulat ikke udgjorde den store forbrydelse. Og hvordan skulle hun kunne forklare, at der var sket noget usædvanligt, når hendes hoveddør var helt ubrudt?

 

Kriminalassistenten sukkede. Hun vidste godt, at det ikke var et medfølende suk. Han følte, at han spildte sin tid. Han var en vigtig mand, der havde travlt. Hun var en tosse. – Har du noget familie, du kan tage ud til? spurgte han. – Bare for at få ro på et par dage? Der er ikke så meget, vi kan gøre her lige nu. Vi er nødt til at have noget mere konkret at gå efter.

 

Hun nikkede med en klump i halsen. Hun vidste, hvordan det var fra dengang med Benjamin. Politiet greb ikke ind, før man var kommet til skade. Inden hun gik, smed hun en seddel ind ad brevsprækken til Anders. Jeg er taget ud til min mor. Ingen grund til at fodre Mogens. Er tilbage om et par dage, stod der. Så gik hun.

 

Hun kom ikke så langt. På stationen satte hun sig på en bænk for at tænke. Selvom der var mange mennesker omkring hende, følte hun sig utryg. Hun så sig hele tiden over skulderen. Spejdede efter en høj mand i hættetrøje i mængden af mennesker. For sammen, når hun hørte hastige skridt nærme sig.

 

Hun havde slet ikke lyst til at tage ud til sin mor. Hun vidste, hvad hun ville sige. Hun ville sige: – Hvad sagde jeg? Hun havde aldrig brudt sig om Benjamin. Det ville hun sikkert minde Helle om nu. Det orkede hun ikke. Hun rejste sig helt stiv i benene efter at have siddet så længe i aftenkulden og gik hjemad gennem gaderne igen.

 

Hun kom gående på det modsatte fortov over for sin ejendom, da hun stoppede op for at orientere sig. Var hun gået for langt? Alle ejendommene i hendes gade lignede til en hvis grad hinanden. Hun så over på bygningen igen. Nej, det var hendes vinduer. Og der var lys i dem! Pludselig så hun en skikkelse bevæge sig gennem lejligheden. Hendes hånd knugede om mobiltelefonen i hendes lomme.

 

* * *

 

Forgæves ringede hun på til Anders' lejlighed. – Kom nu, kom nu! hviskede hun til dørtelefonen, men ingen svarede. Hun låste sig ind med rystende fingre. Havde hun mod på at stå ansigt til ansigt med Benjamin? Hun undlod at tænde lyset i opgangen og bevægede sig op ad trappen i mørke.

 

På hendes afsats faldt en tynd stribe lys ud fra hendes hoveddør, der stod på klem. Hun kunne høre nogen bevæge sig rundt derinde. Hun svedte angstens sved, og pludselig gled hendes nøgler ud mellem fingrene på hende og landede på terrazzogulvet med en klirrende lyd.

 

Det var, som om der blev stille inde i lejligheden. Hun åbnede forsigtigt døren og gled ind i entreen. Der var lys i stuen. Det var det, hun havde set fra gaden. Hun trådte et skridt frem. Hun ville råbe Benjamins navn, men hun kunne ikke få sin stemme til at lystre.


Pludselig greb han hende bagfra. Han måtte have stået bag badeværelsesdøren. Hans ene hånd lå så stramt over hendes underansigt, at hun næsten ikke kunne få vejret. Den anden holdt hendes overkrop fast. Hun forsøgte af alle kræfter at sparke bagud. Hun kæmpede imod.

 

Han slækkede grebet om hende et kort sekund. Nok til at hun kunne åbne læberne og bide hårdt ned i hans håndflade. Hun smagte blod, og i det samme vred hun sin krop rundt, så hun kunne se ham i entréspejlet. En kniv glimtede i hans hånd under entrélampen.


– Anders! Han havde revet hånden til sig, da hun råbte hans navn. Han havde et vildt blik i øjnene. I samme øjeblik brød kriminalassistent Mikkelsen gennem hoveddøren og kastede sig ind over Anders, så hans kropsvægt holdt ham nede. Det tog kun den store politimand et øjeblik at overmande Anders og få lagt ham i håndjern.


Kriminalassistenten så op på Helle, der stod bleg og rystende med blod om munden og stirrede på de to mænd. – Det var godt, du ringede, sagde han forpustet, – men du skulle aldrig være gået herop alene. Helle faldt på knæ foran Anders, der lå på maven. Blå blink lyste op fra gaden.


– Hvorfor? spurgte hun med rystende stemme. – Hvorfor? Jeg troede, du var min ven... – Jeg ville have, at du havde brug for mig. At du ikke kunne leve uden mig, svarede han. To uniformerede betjente kom ind og løftede ham op. Han undgik at se Helle i øjnene. Hun stod rystet tilbage. Anders, som hun havde stolet på. Anders, som hun havde fortalt sine hemmeligheder til. Han, som vidste, hvor meget tryghed og venskab betød for hende.


– Man kan åbenbart ikke stole på nogen, mumlede Helle frem for sig. Mikkelsen børstede et par fnug fra sin jakke. – Jeg kunne ikke være mere uenig, sagde han. Helle sukkede. – Jo, jo, det er rigtigt. Jeg er glad for, I kom, men det er jo også jeres arbejde. – Det var ikke det, jeg mente, afbrød Mikkelsen hende. – Her til aften har du bevist, at der er et menneske, du altid kan stole på.


Han havde ret. Hun havde stolet på sig selv. For første gang i sit liv havde hun stolet på sine fornemmelser og taget kampen op og forsvaret sig selv. Med hud og hår.

Tekst: Susanne Cordes
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 25-10-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri