Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: En nem og simpel sag?

Noveller
Skilsmisser. Gudrun havde selv været der, og hun vidste, at uanset alle gode intentioner, så endte det ofte galt. Børn, penge, ejendom, alt sammen gode grunde til at starte en krig. Et had. Spillede skilsmissen mellem Joan og Dean en rolle i denne her drabssag? Og hvis ja, hvorfor var det så Deans bror og ikke Dean, de havde fundet dræbt på stuegulvet?

Gudrun lod blikket vandre fra den knuste vase, over den blodstænkede pude, til det flækkede glasbord. Så satte hun sig på hug ved siden af liget. – Gerningsvåben? – Vi har ikke fundet noget endnu, svarede Rolf. – De er ved at gennemsøge haven. Det blodige hår gjorde det svært at bedømme såret, det måtte teknikerne tage sig af. Der var dog ingen tvivl om, at manden var blevet slået i hovedet med et eller andet.

 

– Og broren? Hvor er han? – Han er blevet kørt på hospitalet. – Hvad skete der med ham? – Han slap med en grim bule i panden. Han har forklaret os, at røveren trængte ind, mens de sad og planlagde morgendagens arbejde. De har et tømrerfirma sammen: Brødrene Pelt ApS. Den indtrængende slog broren, Dean, ud først. Da Dean så vågnede, fandt han John sådan der og slog alarm.

Annonce

 

Gudrun trådte forsigtigt uden om offerets venstre hånd. Havde han rejst sig fra sofaen og forsøgt at stoppe røveren? Sat sig til modværge? Der var ikke spor af tumult andre steder end lige omkring sofaen. – Har vi et signalement af gerningsmanden? – Nej. Han var maskeret. En mørk skihue. Mørk jakke. Mørke bukser, den typiske uniform. Desuden nåede han knap nok at komme ind i stuen, før han knaldede Dean i gulvet. Gudrun nikkede.

 

Sagen virkede ligetil. Et røveri, der var endt med et drab, sikkert ikke fortsætligt. Røveren havde slået Dean ud på overraskelsesmomentet, men så havde bror John nået at rejse sig og skabe problemer. Røveren slog igen, denne gang desværre for hårdt. Nu skulle de bare finde beviserne; fingeraftryk, gerningsvåben, nogen der havde set gerningsmanden.

 

– Få afhørt alle naboer, genboer, forbipasserende. Alt, hvad der befandt sig her på vejen på gerningstidspunktet. – Det er vi allerede i gang med. På et gammelt spisebord i fyrretræ lå bunker af papirer. Det kunne se ud, som om brødrene Pelt havde været ved at gennemgå regnskabet. Gudrun havde ikke forstand på tal; hun måtte hellere få en revisor til at kigge på det.

 

Det kunne være interessant at vide, hvordan det gik med firmaet. Om der eventuelt var nogle sure kreditorer, sager med vrede kunder eller andet, som kunne have skaffet Pelt–brødrene fjender på halsen. Scenen lignede ganske vist et røveri, men i går var Gudrun, sammen med sin terrier, Egon, løbet forbi en mand med en sød hund der lignede en pekingeser; den viste sig at være en tibetansk spaniel, en race, Gudrun aldrig havde hørt om.

 

Den slags var hende altid en påmindelse om ikke at lade sig forføre af det, man tror, man ved. Og indtil videre havde betjentene ikke fundet ud af, hvad der manglede i hjemmet. Gudrun regnede med, at Dean kunne hjælpe med at besvare det spørgsmål, når han var færdig på hospitalet.

 

– Det er Deans hus, ikke? Rolf nikkede bekræftende. – Undersøg hans omgangskreds. Vi kan have at gøre med en personlig vendetta mod ham, som ikke har noget med hans bror at gøre. Hvad blev Dean slået ud med? – Med en knyttet næve, mener han selv. Igen kiggede Gudrun ned på den døde mand med det sparsomme, blodige hår. John Pelt var ikke blevet slået med en knytnæve. Knytnæver banker ikke hul i kraniet på folk.

 

* * *

 

Dean Pelt sad uroligt i stolen foran Gudruns skrivebord. Hans højre kindben var opsvulmet og havde antaget en blågul farve. Der var en lille flænge ved hans venstre mundvig. Manden virkede sammenbidt og var meget bleg, hvilket man vel dårligt kunne bebrejde ham.

 

– Jeg har jo forklaret det, sukkede han og løftede et træt blik mod Gudrun. – Lad os lige tage den igen. Det er vigtigt, at vi får alle detaljer med. – Men jeg ved jo ikke andet end at manden pludselig kom brasende ind og knaldede mig en på hovedet. – Mens I sad ved bordet? – Jeg sad ved bordet. John sad i sofaen og røg en cigaret. – Sagde gerningsmanden noget? – Nej.

 

– Og din kone var ikke hjemme? – Nej. Vi er lige blevet separeret. – Og hvordan har I det med hinanden? – Det er okay. Vi kommer fornuftigt igennem det. – Og hvordan med bodelingen? Dean Pelt fik et stramt drag om munden og rystede lidt på hovedet.

 

– Vi var blevet enige. Men så snakkede hun med en eller anden møgadvokat, og nu forlanger hun en million. Jeg bliver nok nødt til at sælge huset. Men jeg har tænkt mig at stritte imod, kan jeg godt sige dig! Det har jeg også sagt til hende. Vi var enige om, at hun skulle have 250.000, og jeg skulle blive i huset. Hun ville bare gerne ud af det hele og have råd til et lille rækkehus. Hvad fanden skal hun så pludselig med en million? Hvorfor skal hun forsøge at ruinere mig, bare fordi et eller andet vandkæmmet jakkesæt siger det? – Er I blevet uvenner over det? Han trak på skuldrene.

 

Skilsmisser. Gudrun havde selv været der, og hun vidste, at uanset alle gode intentioner parterne måtte have, var det næsten umuligt at komme igennem, uden at det blev grimt på den ene eller den anden måde. Børn, penge, ejendom, alt sammen gode grunde til at starte en krig.

 

For ikke at tale om følelserne. Gudrun havde altid undret sig over, hvor de stærke følelser af vrede og svigt og sorg kom fra, når folk nu havde valgt, at de ikke længere havde lyst til at være sammen. I hendes eget tilfælde havde hun forventet at føle sig lettet, men da bruddet så endelig kom, udeblev lettelsen, og hun havde i stedet kæmpet med en depression i to år. Hun forstod stadig ikke helt hvorfor.

 

– Har I børn? – Nej. Joan kan ikke få børn. Men det har nu aldrig gjort mig noget; jeg arbejder alligevel altid. Det var det, hun var utilfreds med. Men sådan et hus betaler jo ikke sig selv, vel? Pengene var jo gode nok, ikke? Gudrun svarede ikke, og Dean sukkede og kløede sig på de fingre, der stak ud fra den gips, han havde på sin højre underarm. Han så, at hun kiggede.

 

– Arbejdsskade. John og mig var ved at sætte en rude i. Han tabte den. Den knækkede og skar sener og det hele over. Måske bliver jeg følelsesløs i de tre af fingrene. – Det lyder slemt. – Det var det. Jeg har ikke kunnet lave noget, så John har knoklet som en hest de sidste par uger. Han hjalp også Joan med at flytte. John er sgu god nok, sagde Dean, mere til sig selv end til Gudrun. Hun så en tåre i hans øjenkrog, inden han kiggede ned i gulvet.

 

* * *

 

Blå hortensiaer i store krukker lyste op på det nyrevne granitgrus foran det lille rækkehus, hvor Joan nu boede. Gudrun havde lavet lidt baggrundsresearch og fundet ud af, at Joan gik sygemeldt med en depression; hun gik til psykolog to gange ugentligt. Noget, hun tilsyneladende havde holdt skjult for Dean.

 

Det indtryk af orden foran huset vidnede imidlertid ikke om det manglende overskud, der tit karakteriserer depressive mennesker. Gudrun ringede på. – Ja? Kvinden i døren var smart klædt på i tøj, der så noget dyrere ud end det tøj, Gudrun nogensinde ville have råd til. Store brune øjne skinnede årvågent under det lyse pagehår. Gudrun præsenterede sig og inviterede sig selv indenfor.

 

Lejligheden var lys og spartansk indrettet. Gudrun kunne ikke få øje på et eneste møbel, der ikke var designet. Store Tiffanylamper sørgede for at sprede glade farvestænk i alt det hvide. – Det drejer sig som sagt om John Pelt, sagde Gudrun. – Jeg håber da ikke, at han har rodet sig ud i noget skidt? Hvis det er om det der stillads, der ikke er betalt, er det altså Dean, du skal snakke med. Det var ham, der kom op at skændes med udlejningsfirmaet. Det er ikke Johns ansvar. Vil du have en kop kaffe?

 

– Nej tak. Det er ikke om stilladset. Joan pegede på en stol, og de satte sig over for hinanden ved spisebordet. Gudrun studerede hendes ansigt et øjeblik; en køn pige med et smil på læben. Noget ved hende fik alarmklokkerne til at bimle i Gudruns hoved. Historien om Joan og personen Joan passede ikke sammen. Joan hun virkede rank og stærk, de brune øjne udstrålede intelligens. Hun fangede Joans blik, inden hun gav hende beskeden.

 

– John Pelt er død. Joans ansigt faldt sammen, og tårerne steg op i øjnene. Da hun kørte en hånd gennem håret, dirrede den en smule. – Død? – Han blev slået ihjel under et røveri i Deans hus i aftes. Dean var der også, men han slap med skrammer. Det gør mig ondt.

 

Joan sank et par gange og så ud til så at få hold på sig selv. Men hun var helt grå i hovedet, og Gudrun begyndte at revidere den tanke, hun havde haft om, at Joan måske havde noget med overfaldet at gøre. Det var før set, at den slags skete under en skilsmisse; at den ene eller den anden part tyede til vold og trusler i sin vrede og desperation.

 

Gudrun havde tænkt, at gerningsmanden måske var kommet for at sætte Dean på plads og så måske havde taget fejl af brødrene. Eller han var blevet overrasket over, at de begge to var der. Joan lignede ikke en kvinde med dårlig samvittighed, og hun så oprigtigt overrasket og ked ud af det. Men nogle mennesker er mestre i at anlægge en facade; som nu Joan, der i den grad var dygtig til at skjule, at hun havde psykiske problemer. Ikke engang hendes øjne røbede noget.

 

Gudrun bad Joan fortælle alt, hvad hun vidste, om brødrene Pelt, om firmaet, om deres venner og bekendte. Intet af det, hun fortalte, virkede bemærkelsesværdigt. Når talen faldt på John, blev hun en smule fåmælt og sammenbidt; hun kendte ikke så meget til hans privatliv, forklarede hun. John og Dean havde indimellem været uenige om firmaet, men aldrig noget alvorligt.

 

John havde desuden været flink til at hjælpe Dean og Joan med at renovere huset. Joan havde til gengæld hjulpet John med at male badeværelse, nu hvor hun alligevel gik hjemme. Joan rejste sig og gik hen i det åbne køkken og tog et halvfuldt glas fra køkkenbordet med noget, der kunne være saftevand. Hun bød ikke Gudrun noget.

 

– Pyha, jeg bliver helt tør i munden nu, sagde hun og satte sig igen. Fra glasset steg en svagt sur duft. Rødvin. Klokken ti om formiddagen. Joan var åbenbart en kvinde med mange hemmeligheder. – Dean siger, at I skændes om bodelingen? Spørgsmålet så ud til at overraske Joan nøjagtig lige så meget, som Gudrun havde håbet på.

 

– Jeg vil bare have det, der tilkommer mig, svarede hun spidst. – Han siger, at I var enige, men at du så anskaffede dig en advokat? – Ja, det gjorde jeg. Manden er jo umulig at snakke med. Da han bad mig om at skride, mens jeg stadig havde mine tænder, fik jeg nok. Jeg gider ikke den slags fis. John sagde også, at jeg ikke skulle lade ham køre rundt med mig; han skaffede mig en advokat.

 

– Dean truede dig? Joan nikkede og tog en ordentlig slurk af glasset. – Hvorfor? – Hvor fanden skulle jeg vide det fra? Manden er sindssyg! – Han siger, at du prøver på at ruinere ham. – Hvad rager det mig, hvad han siger? Jeg har ikke noget at gøre med ham mere.

 

– Du har ikke haft lyst til at hævne dig på ham? Joans øjne blev hårde. Hun satte glasset hårdt fra sig. – Hvad antyder du? – Intet. Jeg stiller dig bare et spørgsmål. Jeg er selv blevet skilt. Jeg ved, hvor vred man kan blive. – Jeg er ikke vred, bare ligeglad. Hvis du tror, at jeg har bestilt et tæskehold, så er du helt galt på den. Og så tror jeg, at vi stopper her. Jeg har en aftale.

 

Joan rejste sig. Gudrun gjorde det samme og rakte en hånd frem. – Helt i orden. Tak for din tid. Joan vendte ryggen til hende og gik ud mod entreen. Gudrun bemærkede et par herresko ved siden af måtten. Der hang også et par arbejdsbukser på en knage. Der stod Brødrende Pelt på dem.

 

– Ny kæreste? Spurgte hun henkastet. – Jeg tog et par bukser med, da jeg flyttede. Til at male i. – Nåh ja, selvfølgelig. Du havde ingen forklaring på skoene, min ven, tænkte Gudrun, da døren lukkede bag hende. Hvad er det for en mand, du ser? Advokaten?

 

* * *

 

Rolf læste op af retsmedicinerens rapport, mens Gudrun nippede til en kop tjæreagtig kaffe. John Pelt var ganske rigtig død af et slag til hovedet, men sårets natur var lidt af en gåde. Det var nemt at sige, hvad han ikke var blevet slået med: ikke en hammer, ikke et bat, ikke en lysestage. Det kunne måske være en sten, men såret var ikke helt dybt nok i forhold til en stens hårdhed.

 

Gudrun kunne ikke lade være med at tænke på, om stenen kunne være svinget med knap så voldsom kraft. Af en kvinde, måske? Men Joan ville da ikke tage fejl af sin mand og sin svoger, ville hun? Det bankede på døren, og en kontordame stak hovedet ind. – Dean Pelt er her. Han vil gerne tale med dig.

 

Øjeblikket efter kom Dean ind. Han virkede træt og nervøs. – Hvad kan vi gøre for dig, spurgte Gudrun. – Du har talt med Joan? – Ja. Hun fortalte, at du har truet hende. Dean sukkede og satte sig tungt i stolen. – Skilsmissen er gået i hårdknude. Jeg mente ikke noget med det. Joan har ikke noget med alt det andet at gøre. Hun har det meget svært for tiden. Kan I ikke bare lade hende være?

 

– Hvorfor så bekymret for en kvinde, som du har truet med at slå tænderne ud på? – Hun kan bare ikke fortælle jer noget som helst, det er det hele. – Var du vred over det med pengene eller over, at hun har fundet en ny kæreste? Dean stivnede i stolen. – Ved du hvem, han er? fortsatte Gudrun. – Jeg så skoene i entreen. Mørkeblå sneakers. Ekko. Der hang også et par af firmaets arbejdsbukser. Hun siger, hun har fået dem af dig til at male i.

 

Deans ansigtsmuskler arbejdede under huden; raseriet var ikke til at tage fejl af, men det var svært at bedømme, om han vidste det, eller om Gudrun lige havde droppet en bombe i hovedet på ham. – Hun har ikke fået en skid af mig. Det er vel nogle, hun har lånt af John. Gudrun kunne ikke overhøre det vrængende tonefald. Var Dean vred over, at John havde hjulpet Joan? Var han ligefrem jaloux?

 

– Var John og Joan meget gode venner? Siden han hjalp hende, selv om I var ved at blive skilt? Og fik hende til at gå til en advokat? Hele Deans krop var anspændt nu. Gudrun kunne mærke, at hun havde fat i noget væsentligt. – Han var jo sådan en flink fyr, ikke? En kvinde i nød og alt det der ... – Og det blev du slet ikke vred over? Dean trak på skuldrene.

 

Gudrun besluttede sig for at køre linen ud. – Joan virkede meget stille, når talen faldt på John. Tror du, de gjorde mere end at male sammen? John fløj op af stolen og gik hen til arkivskabet. – Din bror og din kone. Det må gøre ondt. Jeg tror, jeg var blevet vanvittig. Jeg havde nok banket begge to.

 

Pludselig bankede John Pelt sin gipsarm hårdt mod aluminiumsskabet. – Forbandede kælling! Hun indrømmede det! Lige op i mit ansigt! Gudrun studerede den ruflede fordybning i skabet. – Det bliver vist nødvendigt for dig at få lagt ny gips på. Den, du har på nu, må vi nok desværre inddrage som bevismateriale. John Pelt, du er hermed anholdt for mordet på din bror.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Brændt barn

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Sidste udvej

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Biltyve på afveje

Tekst: Karen Storm
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 22-08-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri