Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Festfotografen

Noveller
Familierne, der havde haft indbrud og fået stjålet både gaver og penge efter deres fester, var glade for de billeder, festfotografen havde taget for dem. Så havde de i det mindste noget, de kunne vise forsikringsselskabet. Til gengæld var Frederik ret sikker på, at Jesper ikke havde opgivet sin fortjeneste til skattevæsnet.

Frederik Flintholm parkerede sin bil på Egerud Politistations parkeringsplads. Han ville egentlig være løbet på arbejde, men så havde Emma, hans forlovede, pludselig ringet og spurgt, om hun måtte komme et par dage. Hun havde fået et par fridage fra hospitalet i Skive, og dem ville hun gerne tilbringe sammen med ham i Egerud.

 

► LÆS OGSÅ: Kriminovellen ' Den rare genbo'

 

Da de endelig var færdige med at snakke, var det for sent at løbe på arbejde, så han tog bilen i stedet. Det var en dejlig forårsdag med fuld sol og lyseblå himmel, og Frederiks hoved summede af tanker om Emma, og hvor rart de skulle have det.

 

Han ville invitere hende hen på den nye restaurant nede på havnefronten en aften, og de skulle også ud at sejle. Hans kollega Erik Nielsen, som var født og opvokset i Egerud, kendte gud og hvermand i byen, og en af hans venner havde en sejlbåd, som de måske kunne låne. Og så skulle de også...

Annonce

 

– Se dig dog for! bed Erik i det samme, da Frederik nær var buset ind i ham. Det gav et lille sæt i Frederik. Erik plejede ikke at bide af folk. – Undskyld, Erik. Kollegaen brummede et eller andet og åbnede døren til stationen, hvor de kunne lugte, at Jytte havde brygget morgenkaffe.

 

► LÆS OGSÅ: Kriminovellen ' Listetyvene'

 

– Der har været et indbrud på Løkkevej, sagde Charlotte Jørgensen, stationschefen, til morgenmødet og så på Frederik: – Du og Erik må hellere køre derud om lidt. – Mmm, sagde Erik og holdt hånden op til munden. – Jeg har den mest infermøse tandpine. – Så må du af sted til tandlægen, sagde Charlotte venligt og undlod at rette hans sædvanlige problem med fremmedord.

 

– Jeg er motorisk bange for tandlæger, sukkede Erik. – Notorisk, rettede Frederik ham automatisk. – Jeg kan sagtens tage ud på Løkkevej selv, og så kan du gå til tandlæge. – Joh men, Erik tøvede, så sukkede han igen. – Tak, Frederik. Du har ret. Jeg må hellere tage hornene af tyren! Alle fniste, undtagen Erik, der ikke kunne se det morsomme i situationen.

 

* * *

 

– Så tyven er kommet ind her, sagde Frederik til Lise Troelsen, der havde anmeldt indbruddet. Bagdøren var brækket op. – I har ingen tyverialarm? Lise rystede på hovedet og fik tårer i øjnene. – Susis gaver er stjålet. Og pengene. Alle 15.000 kr.

 

Familien Troelsen havde to dage forinden fejret datterens konfirmation. – I det mindste har vi billeder af gaverne, sagde Lise og prøvede at sætte et smil op. Hun viste Frederik en ordentlig stak fotos fra festen. Billeder af gæsterne, den kønne konfirmand og af gaverne.

 

De så ret professionelle ud, fotografierne. Frederik vendte dem om for at se fotografens navn, men der var ikke noget. – Det er måske en bekendt, der har fotograferet? Lise Troelsen rødmede lidt. – Joh, det er det!

 

– Lad mig lige rekapitulere. Susi var i skole, du og din mand på arbejde, og da du kom hjem ved 14-tiden, var alle Susis gaver og pengene væk? – Plus mormors antikke sølvtøj, sagde Lise Troelsen. Lidt efter kørte Frederik tilbage til stationen og skrev rapport. Erik var stadig ikke kommet tilbage fra tandlæge, oplyste Jytte. Men senere hørte Frederik telefonen ringe ude i forkontoret, og Jytte råbte, at hun ville stille Erik ind til Frederik. – Jeg tror i hvert fald, det er Erik, tilføjede hun og lo. Frederik tog røret:

 

– Frederik Flintholm. – Det e' Evik! Han ha' tvukket zanden ud. Jeg kommer ikke før i mo'ven! – Helt i orden, sagde Frederik og smilede. – Du skal gurgle med snaps, så kommer der ikke i betændelse i såret. Men husk at spytte snapsen ud, så du ikke bliver fuld. – Haha, lød det vatagtigt i telefonen. – Zez.

 

* * *

 

Egentlig ville Frederik først være gået i fotoklubben onsdag, men når Emma kom, ville hun nok ikke synes, det var sjovt, hvis hendes forlovede tilbragte deres sparsomme tid sammen i et mørkekammer, så i stedet for at tage til fodboldtræning kørte han hen i fotoklubben, der havde til huse i kælderen på en gammel villa i udkanten af byen.

 

Alle, der var medlem af klubben, havde egen nøgle. Da flere og flere havde anskaffet sig digitale kameraer, var der ikke længere så mange medlemmer, så man kunne frit komme, når man havde tid og lyst. Indimellem kunne man være uheldig, at der var flere, der ville benytte mørkekammeret på samme tid, men da Frederik tog i døren, var den låst. Det betød, at der ikke var andre i aften, og at han kunne råde over mørkekammeret selv.

 

Men da han trådte ind i den lille gang, hørte han stemmer inde fra klublokalet: – Jeg har ikke lyst til at være med længere. – Sssh! lød det derindefra, – der kommer nogen! Da Frederik åbnede, så han Jesper, som også var medlem af klubben, og en fremmed fyr, han ikke kendte.

 

Jesper smilede til Frederik, men det forekom Frederik, at smilet var lidt anstrengt. – Du skulle vist også gå, ikke Rasmus? sagde Jesper til den anden fyr. Rasmus rejste sig trevent og nikkede kort til Frederik, inden han gik. – Gammel klassekammerat, mumlede Jesper. – Du ved, hvordan det er. Folk, man egentlig ikke gider kende længere, men som insisterer på, at man skal være venner.

 

Frederik kendte ikke Jesper så godt, men vidste, at han tog gode billeder. Ligesom Frederik og de andre i klubben sværgede han til de gammeldags kameraer og gik ikke mange meter uden sit Nikon. Frederik selv havde et Canon, som han havde fået, da han blev konfirmeret for næsten 10 år siden. Dengang havde det været toppen af poppen, og det var stadig et vældig godt kamera.

 

– Skal du i mørkekammeret? spurgte Frederik, og Jesper trak på skuldrene og sagde, at det ikke hastede, han skulle først aflevere fotografierne på fredag. – Aflevere fotografierne? Jesper rødmede. – Du ved... ja, altså, jeg tjener indimellem lidt ekstra ved at fotografere til fester og sådan. – Så opgiver du vel pengene til skattevæsnet, Jesper? Det gav et sæt i den anden, og blikket flakkede. Frederik vidste, at de penge røg direkte i Jespers egne lommer.

 

* * *

 

– Den zazanz zand! læspede Erik næste morgen og åbnede villigt munden, så de andre kunne se, hvad tandlægen havde lavet. – Han hev den zgu ud! – Av! mumlede Jytte medfølende. Der var ikke det store at lave i dag. Kun rutineopgaver som udlevering af nummerplader og den slags, som Jytte sagtens selv kunne varetage, så Erik og Frederik trillede en tur rundt i byen i patruljebilen.

 

Erik var ukarakteristisk tavs. Frederik formodede, at det var den manglende tand, der gjorde ham stum. Frederik spurgte, om de kunne hente hans kamera. Det var en vidunderligt smuk forårsdag. Han ville gerne have nogle billeder af de kønne fiskerhuse ved havnen.

 

– Det er jo en hel anzikvizet, gurglede Erik og nikkede mod kameraet. – Sådan en fætter har jeg ikke zet længe. – Jeg ved godt, at alle fotograferer digitalt efterhånden, men jeg synes, der er en helt anderledes dybde i analoge billeder, docerede Frederik og snuppede et billede af Erik i farten.

 

– Arj, hold op, gnavede Erik. – Er du en eller anden dum pavarotti? – Paparazzi, rettede Frederik og fik i det samme øje på Jesper fra fotoklubben. Han stod sammen med ham fyren fra forleden. Var det ikke Rasmus, han hed? Selv om Jesper havde sagt, at det var den anden, der ville være venner med ham, så det nu ud, som om Jesper snakkede meget venskabeligt med ham.

 

– Ja, zå har vi da lidt til arkivet, sagde Erik. – Hvad mener du? – Det er jo Rasmus Gummi-check, sagde Erik og forklarede, at Rasmus var en gammel kending. Han havde mest gjort det i dækningsløse checks. – Han er harmløs, sagde Erik og tilføjede: – Men måske ikke lige en, jeg ville vælge som ven!

 

* * *

 

– Vil du med, Emma? Frederik så kærligt ned på sin søvndrukne kæreste. Hun havde selv sagt aftenen forinden, at hun gerne ville med ham på arbejde. – Mmmm, mumlede Emma og slog de smukke himmelblå øjne op. Et kvarter senere sad de ved morgenmødet på Egerud Politistation. Charlotte rynkede brynene, da Frederik forklarede, at Emma var hans kæreste.

 

– Du må gerne være her på stationen, forklarede hun Emma, – men du kan ikke tage med ud på patrulje. Privatlivets fred, forstår du. Det forstod Emma godt, men Frederik kunne godt se, hun var lidt skuffet, da han og Erik lidt efter trillede af sted i patruljevognen.

 

Der havde været indbrud på Målervej i udkanten af byen. – Jeg kunne ellers godt have brugt lidt nænsom sygepleje i dag, sukkede Erik, men i det mindste kunne han da nu tale rent igen. Villaen på Målervej lå lidt tilbagetrukket fra vejen. Et nemt sted at begå indbrud.

 

Denne gang havde tyven end ikke ulejliget sig med at brække bagdøren op, men havde knust en rude i fordøren, stukket hånden ind og åbnet låsen. Det kunne selvfølgelig være en anden tyv end ham fra forleden, men så stor var Egerud heller ikke. Det var sikkert samme tyv. – Alle mine gaver! sukkede fru Lauridsen. – Jeg fejrede 75-års fødselsdag i sidste uge. I går var jeg til middag hos min søster, og da jeg kom hjem, havde der været indbrud. Alle gaverne væk.

 

– Går du ellers hjemme? spurgte Frederik. – Jeg er pensionist, så det var et rent tilfælde, at jeg ikke lige var her i går. – Mangler der andre ting? spurgte Erik og hev blokken frem af jakken og gav sig til at notere. Frederik bladede lidt adspredt i en bunke fotos, der lå på spisebordet. En masse festklædte mennesker. Fotos af bordet og maden. Og gaverne.

 

– Hvem har taget billeder? spurgte han. – Åh, det er en af mine venners nevø, sagde fru Lauridsen og rødmede lidt. Kunne det være Jesper, der igen havde været ude at tage "sorte" fotos? – De er gode, sagde Frederik. – Ja, og så har jeg da i det mindste dem, jeg kan vise til mit forsikringsselskab.

 

* * *

 

– Ud at spise? Emma kiggede op fra den bog, hun sad og læste i. – Jeg giver, sagde Frederik. – Som et plaster på såret, fordi du ikke fik lov til at komme med på patrulje. – Jamen, hvorfor snupper vi ikke en ostemad? Jeg vil da meget hellere med dig hen i fotoklubben og se dig fremkalde billeder!

 

– Mener du det? Frederik kunne mærke, han blev helt varm indeni af glæde. Det var det, der var så fantastisk ved Emma. En anden pige ville måske synes, det var på sin plads, han brugte 1000 kroner af sin sparsomme løn på en fin middag, men Emma ville hellere nøjes med en ostemad og så gå med ham i fotoklubben!

 

Emma var helt opslugt, da de stod i mørkekammeret, og moti-verne voksede frem på fotopapiret nede i kemikaliebadet. Frederik havde prøvet det så tit. Men det var alligevel fantastisk, hver gang man så billederne dukke frem. – Det er Jesper, forklarede han og pegede på fotografiet af Jesper, der stod i ivrig samtale med Rasmus nede på havnen. – En af mine kammerater her fra klubben.

 

De hængte billederne op på snoren over vasken i mørkekammeret og gik så ud i klublokalet og lavede sig en kop nescafé, mens de ventede på, at billederne tørrede. I det samme kom Jesper ind ad døren. – Hej, Jesper, sagde Emma og smilede, da Jesper så forbløffet på hende. – Jeg kender dig fra de billeder, vi lige har fremkaldt, forklarede hun. – Nåeh, sagde Jesper og smilede fåret.

 

– For resten, sagde Frederik. – Jeg var ude hos fru Lauridsen på Målervej i dag. Hun havde en stak fine fotos liggende fra sin 75-års dag. Var det dig, der havde taget dem? Jesper rødmede. – Glem nu ikke, at opgive pengene til skattevæsnet, sagde Frederik i en let tone. Kammeraten nikkede.

 

– Var det forkert af mig at sige det? spurgte han Emma, da de senere den aften lå i hans smalle seng. – At sige hvad? – At han skal holde op med at arbejde sort? – Det ville da være forkert ikke at sige noget, sagde Emma og så alvorligt på ham. Så smilede hun og trak ham ind til sig. – Jeg er stolt af, du sagde noget!

 

* * *

 

 – Vi har et nyt indbrud, sagde Charlotte, da de sad ved morgenmødet om tirsdagen. Emma var rejst om søndagen, og Frederik savnede hende allerede forfærdeligt. Men han havde fået taget nogle rigtig gode billeder af hende. Dem ville han fremkalde i aften henne i klubben. – Vi kører ud og ser på det, sagde Erik og rejste sig.

 

Endnu en konfirmationsfest var blevet ødelagt af, at en eller flere tyve et par dage efter var brudt ind og havde stjålet alle gaver og penge. – Vi opdagede det, da vi kom hjem fra arbejde i går, sagde manden i huset, Claus Søren-sen. – Ellers noget usædvanligt? ville Frederik vide. – Ikke andet end, at festfotografen havde været der i løbet af dagen og afleveret de billeder, han tog til festen, sagde fru Sørensen.

 

– Måske så han noget, da han var her med billederne? tænkte Frederik højt og så på Claus Sørensen. – Hvem tog billederne? – Det øh, Claus Sørensen bed sig i læben. – Det var en "sort" fotograf? Claus nikkede. – Jeg er ligeglad med, at I har hyret en sort fotograf. Men giv mig hans navn. Det kan være vigtigt.

 

Som Frederik halvvejs havde forventet, oplyste ægteparret, at festfotografen var Jesper Mikkelsen, – Hvorfor skulle han have set noget? spurgte Erik, da de sad i patruljevognen igen. Nabotanden til den, han havde fået revet ud, var også begyndt at murre. – Det er da værd at efterforske, sagde Frederik.

 

* * *

 

Jesper kom hen i fotoklubben samme aften, som han og Frederik havde aftalt pr. telefon. Frederik spurgte ham stille og roligt, om han havde taget billeder til festen hos familien Sørensen. Jesper blev helt stille, men så nikkede han. – Jeg gider ikke sige til dig mere, at du ikke må tage sorte billeder. Hvis jeg opdager det igen, er jeg nødt til at gå videre med sagen, sagde Frederik og fortsatte:

 

– Men lige nu er jeg mest interesseret i at vide, om du så eller hørte noget, da du var ude hos familien i går for at aflevere billederne. I det samme blev døren bag dem åbnet, og en stemme lød: – Er du færdig med at fremkalde billeder fra den fødselsdag?

 

Jesper blev ligbleg, da han hørte Rasmus' stemme, og i det samme faldt alle brikker på plads inde i Frederik. Rasmus og Jesper arbejdede sammen! Jesper tog billeder af husene, dørene, låsene – og gaverne – og Jesper brød ind og stjal det hele. Hans ansigt må have afspejlet denne viden, for da Rasmus så på ham, blev han også bleg, drejede om på hælen og satte i løb.

 

Frederik satte efter ham. Rasmus løb stærkt, men Frederik løb lige så hurtigt. Nu kom træningsaftenerne i Egerud Boldklub ham til nytte! Da Rasmus opdagede, at Frederik var ved at indhente ham, vendte han sig om og hev en pistol frem af lommen. Frederik stoppede brat. – Et skridt nærmere, og jeg skyder! Så vendte Rasmus sig om og løb videre.

 

Forpustet overhalede Jesper nu Frederik. – Det er ikke en rigtig pistol, gispede han og fældede sin kammerat i en lang tackling. – Klokken er 20.33, og I er anholdt! Frederik hev efter vejret, da han så ned på Jesper, der holdt Rasmus i et fast greb. – Din idiot! hvæsede Rasmus til Jesper.

 

* * *

 

– Selv om Jesper har aflagt fuld tilståelse om hans og Rasmus Strøms samarbejde om at begå indbrud hos de familier, hvor Jesper havde været ude at fotografere, er det godt, vi har dine fotos af dem sammen, sagde Charlotte. – Rasmus Strøm nægter jo stædigt, at de har haft noget med hinanden at gøre.

 

– Ja, det var nogle gode billeder, du tog af Rasmus Gummicheck! Selv om du tog dem med sådan et gammelt damalogt kamera, sagde Erik og så undrende ud, da Charlotte og Frederik brast i latter.

Tekst: Esben Birkving
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 22-11-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge