Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Møller-krimi: Guld eller glimmer?

Noveller
Mange kostbare genstande var blevet stjålet ved indbruddet hos bankkasserer Gelbert. Den smukke, elegante frue var især ked af at have mistet et gammelt sølvbestik til 12 personer. Derimod mente hun ikke, at halskæden med fem dråbeformede safirer i guldfiligran var noget særligt værd. Det forstod Møller ikke, for på fotografiet så den ellers rigtig dyr ud, syntes han.

Speedometernålen dirrede som så ofte ved nitiden lige omkring det tilladte. Vejen fra seminariet ind til byen var lang og lige, og Møller skulle møde til morgenappel på politistationen om et par minutter. Han havde stadig smagen af Veras kys på læberne. Udenfor var det en grå og stille morgen, temperaturen et par grader over frysepunktet.

 

USA's nye præsident, Jimmy Carter, blev indsat i dag, kunne han høre i radioen. Vera havde forleden siddet med en af Carters valgtaler og oversat den til dansk. Hun skrev på en hovedopgave og blev færdig på seminariet til sommer. – Hvis jeg består, sagde hun.

 

I Møllers sind var der ingen tvivl om den ting. Ved siden af studiet havde Vera aftenjob på en ungdomsskole. Hverdagene var travle for dem begge, somme tider for travle. Men weekenden havde været fuld af kærlighed og glæde. Hun er en perle, tænkte Møller, idet han trillede ind over bygrænsen og lettede foden fra speederen. En skinnende perle.

Annonce

 

* * *

 

Morgenappellen var kortvarig. – For en gangs skyld en weekend uden et eneste indbrud her i kredsen, sagde politimesteren. – Det er næsten for godt til at være sandt. Hvis det holder, giver jeg wienerbrød klokken 15. Møller luntede ind til sig selv, bladede en stak efterlysninger igennem og tændte piben.

 

Klokken 09.17 ringede telefonen. Vicekommissær Nicolaisen stillede en samtale igennem: – Mester glemte at banke under bordet. Her er en anmeldelse. Nul wienerbrød i dag, min dreng. – Verner Møller, kriminalassistent, sagde han, da Nicolaisen

var klikket ud. – Henry Gelbert, hovedkasserer, Lokalbanken. Jeg ringer hjemmefra, adressen er Duevej 17, og jeg skal bede Dem komme straks.

 

– Hvad drejer det sig om? – Indbrud gennem kælderdøren, tyveri af sølvtøj, smykker og et kontantbeløb på 260 kroner i sedler plus 15-20 kroner i mønt. Somme tider får man sine fordomme bekræftet, tænkte Møller. Denne tørre opremsning lyder virkelig, som om den kommer ud af munden på en bankmand. Skal vi gætte på, at han er 50-55 år, gråhåret, bærer briller med uindfattede glas eller tyndt stel, er iført en hvid skjorte og et smalt mørkt slips?

 

– Min kone og jeg var til en sammenkomst i aftes, og vi opdagede først indbruddet her til morgen. Jeg har prøvet at ringe til Dem siden klokken halv otte, og nu kommer jeg for sent på arbejde. Ja ja, tænkte Møller, det gør jeg også somme tider. – Jamen, så er jeg på vej, hr. Gelbert, sagde han.

 

* * *

 

Duevej lå i et ældre villakvarter, ikke langt fra bymidten. Familien Gelberts hus var en bungalow med en tilbygget glasveranda af nyere dato. Møller trådte forsigtigt op ad havefliserne, der var lagt med dekorative mellemrum af græs. Man kunne være så heldig, at der var spor her.

 

Døren gik op, før han nåede at ringe på. Dér stod Henry Gelbert og lignede sit signalement, bortset fra at håret var sort. Han farver det, tænkte Møller. Og slipset... nå ja, det var bordeauxrødt, lidt mere dristigt end forudset, men i hvert fald smalt og bundet med en beskeden knude.

 

Fru Gelbert stod bag ham, og Møller blinkede et par gange ved synet. Hun lignede Marylin Monroe, som hun ville have set ud, hvis hun havde været i live i dag. En smuk, heftigt svulmende kvinde omkring de 50. Hun rakte ham en buttet hånd med flere iøjnefaldende ringe, og hendes røde læber skiltes i et dekorativt smil. Hende havde du ikke forudset, sagde Møller til sig selv.

 

– Det er så ærgerligt! sagde hun. – Et fint gammelt sølvbestik fra min mands barndomshjem...– Pletsølv, indskød Gelbert. – Bestik til 12 personer, en potageske, en brødkniv, en sovskeske, De ved, en af dem med en lille tragt til at hælde af... – Gør nu ikke manden forvirret, sagde Gelbert. – Vi har jo billeder af det hele. – Storartet, sagde Møller, – det skulle mange flere have.

 

Lidt efter sad de ved køkkenbordet og bladede gennem et album, hvor gode, skarpe 6 x 9 cm farvefotos var stukket i plasticlommer. Til de fleste af dem var der dubletter, så Møller kunne frit vælge, hvad han ville tage med til sin rapportskrivning og til Kosterbladet, som politiet brugte til at efterlyse tyvegods.

 

Henry Gelbert og fru Sys skiftedes til at kommentere genstandene, han tørt og roligt, hun med en stemme, der fik Møller til at tænke på aftener i biografen. – Åh, den vidunderlige potageske, som den føltes og vejede, når den lå i hånden...Hvis ikke vi får den tilbage, vil jeg aldrig mere spise suppe!

 

Næste billede viste en halskæde med safirer, fem styks af dem hang som blå dråber under noget guldfarvet filigranværk. – Det ser dyrt ud, sagde Møller. – Men det var det nu ikke, lød det fra fruen. – Det er en souvenir fra Spanien, købt hos en gadehandler. – Jeg tror, du gjorde et godt køb ved den lejlighed, skar ægtemanden ind. – En vurdering kan vi få fra guldsmed Harsdorff. Han har haft smykket til reparation.

 

– Lad os ikke plage Harsdorff unødvendigt. Smykket kostede knap 3000 pesetas, og rundt regnet er det vel 300 kroner. – Hvorfor betalte du så Harsdorff 350 for reparationen? – Fordi... Nej, det skal vi ikke spilde hr. kriminalassistens tid med. Skulle det være en kop kaffe? – Tak, men nej tak. Jeg vil lige gå en tur rundt om huset, og så kører jeg ned og skriver min rapport.

 

– Er der mere, jeg skal svare på? spurgte Henry Gelbert. Ellers er jeg den, der er gået. Eller løbet. Hr. Gelbert forsvandt i et tempo, der sikkert var noget højere end det daglige, uden at man dog kunne kalde det løb. Møller afsøgte haven og kiggede på kælderdøren. Det lignede professionelt arbejde. Ingen fodaftryk eller andre brugbare spor ude eller inde.

 

Sys Gelbert stod i kælderens halvmørke og lignede en statue, en frodig nymfe, der burde være omsværmet af amoriner. – Jeg kunne virkelig trænge til et glas portvin for nerverne, sagde hun, – og det ville hjælpe meget, hvis De gjorde mig selskab, hr. Møller. Jeg skal nok lade være med at sladre til nogen...

 

– Beklager, sagde Møller, – pligten kalder. Hun kom et skridt nærmere. Hendes parfume var tungere og sødere end noget som helst, Vera nogensinde havde duftet af. – Jeg har altid haft en svaghed for politimænd, sagde hun. – Jeg er sikker på, at De

ser endnu bedre ud i uniform, hr. Møller... Han gik baglæns op ad kældertrappen. – De hører fra mig eller fra en af mine kolleger, når der sker noget i sagen.

 

* * *

 

Møller stillede bilen foran stationen og var på vej hen mod hovedtrappen, da han standsede og tog stakken af fotos frem. Et par hundrede meter oppe ad gaden kunne han se et ur, der ragede ud over gaden. Harsdorff var byens førende urmager og guldsmed gennem flere generationer. Møller havde endnu aldrig vovet sig indenfor i butikken.

 

To minutter senere stod han på Anton Harsdorffs kontor, et smalt rum mod gården, beklædt med mørke paneler og udsmykket med portrætter af faderen og farfaderen, der ligesom den nuværende Harsdorff var noble og seriøse at se på. – Ja, jeg husker smykket. Det er ikke hver dag, man ser fem safirer af den størrelse, fuldstændig rene i farvetegningen.

 

– Kan De vurdere det? – Nej, ikke uden at få det i hånden igen. – Ejeren – den bestjålne – siger, at det er købt af en gadehandler i Spanien for nogle få hundrede kroner. Harsdorff lo med en dyb, rullende lyd og rakte billedet tilbage til Møller. – Guldkæden alene er ganske værdifuld. Fint håndværk, ikke spansk, snarere fransk eller belgisk. Og stenene, som sagt... nej, jeg vil ikke stå og gætte på, hvad de er værd, men et bud under 40.000 kroner ville overraske mig. – Er De sikker?

 

Guldsmeden strøg en hånd gennem sølvhåret og sendte Møller et myndigt, isblåt blik. – Jeg har beskæftiget mig med smykker og ædelsten i over 40 år, men når smykket ikke er til stede, kan jeg ikke sige mere om det.

 

* * *

 

Cerutrøgen, der kunne lugtes langt hen ad gangen, fortalte Møller, at vicekommissær Nicolaisen sad på sit kontor. Han stak hovedet indenfor. – Nå, hvad så? sagde den ældre kollega. – Hvem havde stjålet hvad fra familien Gelbert? – Bare jeg kendte svaret, sagde Møller.

 

– Prøv at se på det her billede. Sys Gelbert siger, at det er billigt bijouteri, købt på gaden i Spanien. Guldsmed Harsdorff taler om ægte safirer og sølv til en værdi af titusindvis af kroner. Det er da temmelig mærkeligt, ikke? Når folk anmelder tyveri, og der er tvivl om værdien, plejer det at være lige omvendt. Glimmer bliver til guld, blåt glas bliver til safirer.

 

Nicolaisen rakte billedet tilbage. – Hun er selv en juvel, hende Sys. En rød rubin. Hun blev "Miss Byfest" i... ja, det må have været omkring 1950. Vores daværende politimester kørte i åben bil sammen med hende gennem byen, iført en cowboyhat, mester altså. Sys var i badedragt og havde en krone på hovedet. Det syn glemmer man aldrig.

 

– Jeg tror dig, sagde Møller. – Men hvad blev der så af hende? Jeg mener, mellem dengang og nu? – Hun var fotomodel og spillede med i nogle film i Italien. Efter en del år kom hun hjem og giftede sig med bankkasserer Gelbert. Det blev folk noget forbavsede over. En gang imellem har hun været på ferie uden manden, og uha da, hvor folk snakker. Og her sidder jeg selv og snakker, tilføjede Nicolaisen, – men det jo rent tjenstligt, ikke?

 

De nikkede til hinanden. Bysladder var uundværligt for en kriminalmand, og Nicolaisen havde været her siden slutningen af 1940'erne. Der var ikke det, han ikke vidste om sin købstad og dens borgere.

 

* * *

 

Over middag var der stille på Havnekroen. Møller sad ved bardisken med en grape tonic. Ida Marie, servitricen, havde givet ham isterninger i glasset og for sjov en skive grøn lemon på kanten. Han fik altid fin service her. – Går det godt med sønnen?

Hun lyste op i et smil: – Han er lige blevet fastansat og har fået sin egen bil at køre i. – Sådan skal det være, sagde Møller. – Han sagde til mig en aften, at det var dig, der reddede ham. Dengang du satte de andre i brummen, men lod ham slippe, hvis han lovede at passe sin læreplads.

 

Møller drak en slurk. – Hvem er i byen for tiden... af de grimme drenge, mener jeg? Ida Marie lænede sig frem. – Abe-Kaj og Bedemanden, sagde hun. – Jeg tror, de går og laver noget sammen. Bedemanden ser rigtig selvtilfreds ud, og forleden aften sad han sammen med Abe-Kaj i en times tid derovre i krogen. Han snakkede hele tiden, mens Abe-Kaj bare nikkede og lignede en skoledreng. En skoledreng på 130 kilo.

 

– Hvad handlede det om? – Det kan jeg jo ikke høre herfra og slet ikke, når jukeboksen kører, men jeg kunne se på Bedemandens blege fjæs, at det ikke var noget godt. Så har jeg sagt, hvad jeg ved, og mere ved jeg ikke. – Tak, sagde Møller. – Hvad

skylder jeg? – Ingenting. – Jo, jeg gør så. Han skubbede en femmer hen over disken. – Hav det godt, Ida Marie, hils sønneken.

 

* * *

 

– Ja, her er kosterne så, sagde Møller. – Sølvbestikket var solgt til en marskandiser i Aalborg. Resten fandt vi hjemme hos...Møller var lige ved at sige Bedemanden, men tog sig i det. – Hjemme hos den ene af de to sigtede. Han har nok haft på fornemmelsen, at halskæden var for værdifuld til, at den kunne omsættes lokalt. Han har tidligere solgt tyvekoster i Tyskland og Holland, ved vi, og dér kunne en ting som den her nok være forsvundet sporløst.

 

Bankfuldmægtig Gelbert rakte over bordet efter det gyldne, rigt ciselerede smykke med de fem blå ædelsten. Lyset skinnede gennem kæden som morgensol gennem krystaller. – Jamen, sagde du ikke, at det var en billig kopi? spurgte han sin kone, og henvendt til Møller: – Hvem påstår, at den kæde er så værdifuld? – Guldsmed Harsdorff.

 

Sys Gelbert rystede på hovedet. Frisuren sad blank og kunstig omkring hendes hoved, og det kedelige hvide loftslys på Møllers kontor var ikke venligt mod hendes makeup. – Det må være en misforståelse, sagde hun. – Muligvis, sagde Møller, – jeg skal ikke gøre mig klog på det. Men jeg vil råde jer til at snakke med jeres forsikringsmand og fremtidig opbevare det i en bankboks. – Tak, sagde Henry Gelbert. – Det er et råd, vi lytter til.

 

* * *

 

Næste dags morgenappel var overstået klokken 9.24, og Møller var lige nået ind på sit kontor, da telefonen ringede. – Gelbert, lød den tørre stemme i røret. – For god ordens skyld: Min kones halssmykke er ikke mere end nogle hundrede kroner værd. Hun tog ned og viste det til Harsdorff, og han ringede til mig nu for et øjeblik siden. Han erkendte, at han havde taget fejl. Vi behøver altså ikke at tegne en kostbar tillægsforsikring.

 

– Udmærket, svarede Møller. – Harsdorff er eksperten på området. For sagen mod tyven og hans hæler er det omtrent ligegyldigt. Der er begået et indbrud, der er fjernet værdier...større eller mindre. – Jeg håber, straffen bliver hård, sagde Henry Gelbert. – Min hustrus nerver har ikke været i ro, siden det skete.

 

Møller sagde pænt farvel og lagde røret. Han gik ud på gangen og åbnede døren til Nicolaisens kontor. Ingen hjemme. Han blev stående og trippede ubeslutsomt. – Nej, jeg vil ikke finde mig i det! mumlede han så for sig selv. – Nogen lyver om det smykke, men hvorfor?

 

* * *

 

Guldsmed Harsdorff knappede kitlen op og hængte den på en knage. Hans mørkeblå jakkesæt var pletfrit, og en slipsenål med en perle så stor som blommen af en lillefinger skinnede Møller i øjnene. – Jeg kan forstå, at De har set på halskæden endnu en gang, og nu er den alligevel ikke ret meget værd.

 

– Hvilken forskel gør det? Smykket er tilbage hos ejeren. – Det gør den forskel, hr. Harsdorff, at Deres faglige bedømmelse blafrer i vinden. Og at vi måske begge to er til grin, uden at jeg rigtig kan forstå, hvordan det hænger sammen. Og det bryder jeg mig ærligt talt ikke om. – Sid ned. Lad mig byde en cigar... Møller tog imod. Mærket var Perfectos.

 

– Kriminalassistent Møller, De er en ung mand. Det var jeg også engang. Jeg var betaget af Sys. Det var de fleste af hankøn her i byen, fra politimesteren og nedefter. Jeg kom... hm, skal vi sige, lidt tættere på hende end så mange andre. I aftes ringede hun til mig og sagde nogle søde ord om gamle dage, og så bad hun mig omvurdere smykket. Dømme det værdiløst. – Hvad det ikke var. – Nej, for fanden da!

 

Røgen stod ud af guldsmedens mund som fra en affyret kanon. – Der er ikke 10 smykker af den kvalitet her i byen. Sys har fået det af en mandlig bekendt, som hun træffer et par gange om året rundt om i Europa. I al diskretion, vil jeg tro, men lige pludselig er jeg den eneste, der kan redde hende... ved at spille dum og inkompetent, ved at erklære, at smykket er næsten værdiløst. Hvordan tror De, jeg har det med det?

 

Møller smagte på cigarrøgen. – Jeg håber, De er stolt af Dem selv, hr. Harsdorff. De er en gentleman. – Og sagen slutter her? – Ja. – Drikker De portvin, Møller? – Normalt ikke, og slet ikke i tjenesten, men i dag vil jeg gøre en undtagelse.

Tekst: Michael Toubro
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 15-03-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge