Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Hjerter i brand

Noveller
En påsat brand på skolen bragte Jyttes teenage-søn, Patrick, i politiets og avisernes søgelys. Drengen var vist kommet i dårligt selskab, og hvad det var for nogle typer, oplevede Charlotte på tæt hold, da hun gik aftentur på havnen.

Charlotte viftede en smule frisk luft forbi ansigtet og åbnede køleskabet. Frustrationen overmandede hende.

 

– Jytte! Hvorfor har vi ingen kolde danskvand i denne her hede! brølede hun ud i receptionen, og Jytte viste sig hurtigt. Hun åbnede grøntskuffen og afslørede en bunke dugkolde vand.

 

 – De bliver drukket så hurtigt, så jeg bruger al pladsen til vand, sagde hun kort og vendte tilbage til sin skranke.

 

Charlotte drak i lange slurke og gik ind til hende. – Undskyld. Jeg er bare så irritabel... jeg har næsten ikke sovet siden før sommerferien. Der er flyttet en eller anden idiot ind i nabohuset, som spiller højt og holder fest på terrassen hele natten, og knallerterne drøner op og ned ad vejen til den lyse morgen. Min indkørsel er nærmest blokeret af flasker.

Annonce

 

– Du er stationschef, indvendte Jytte. – Du kan vel nok sætte dig i respekt hos natteravnene.

 

Charlotte sukkede. Erik kom ind og blandede sig. – Det skulle man tro. Men nu har jeg været politiassistent i Egerud i en menneskealder, og det er jo en uskreven lov, at vi i sommersæsonen tager lidt gelunte på den slags, fordi byen jo har så mange sommergæster. – Gelinde, rettede Charlotte.

 

– Ellers risikerer man at blive chikaneret, afbødede Jytte, og Erik trak på skuldrene. – Det er jo mafiatilstande, brummede Charlotte. – Hvad gør jeg? – Patrick kan fjerne flaskerne, sagde Jytte ivrigt. – I 9. kan man altid bruge nogle flere lommepenge. Og jeg tror faktisk, at han har fået sig en lille kæreste, fnisede hun stolt. – Natalie. Sød og køn.

 

Charlotte så mørkt på hende og nikkede. – Måske kender Patrick nogle af festvarylerne, mumlede hun, og Jytte så ned. Det frygtede hun tilsyneladende også. – Det dør ud, når de sidste sommergæster rejser hjem. Skolen begynder om en uge, sagde Jytte til den tomme luft. Charlotte havde allerede lukket sin dør.

 

* * *

 

Charlotte sov udmattelsens søvn, da telefonen vækkede hende. Aftenens film blev ved at køre for hendes indre blik, og biografens iltfattige lummervarme havde suget hendes allersidste energi. Alligevel var hun blevet siddende til begge forestillinger, fordi alternativet var Havnecafeen eller nabolarm på terrassen.

 

– Det brænder på skolen, var Eriks kortfattede melding i røret. – Brandvæsnet er her. Hun jog søvnen på flugt og klædte sig på. Røgen kunne lugtes, så snart bilen kom ud på Strandvejen, der skar gennem Egerud. Flammerne oplyste augustmørket, og Charlotte mærkede luftens tætte fugtighed, der er så typisk for sensommeren.

 

– Påsat i Tomatkassen omkring kl. 22.30 og 23.30, brummede Erik, da hun ankom. – Håbløst amatørarbejde ifølge brandchefen. – Tomatkassen? – Ja, den nødtørftige tilbygning, som kommunen opførte for 15 år siden, da tilflytningen til Egerud voksede. De senere år mest brugt til møbeloplagring og rygerum for lærerne.

 

De tav og iagttog brandslukningen. Da brandchefen meldte af, stod de sværtede vægge med gabende vindueshuller og ødelagt tag, og Charlotte vovede sig ind ad åbningen, hvor døren havde været. – Stop! Kom herud! udbrød brandchefen. – Ingen adgang, før alt er kølet af og sikret mod nedstyrtning.

 

Hun lystrede omgående, drejede om og mærkede, at foden ramte noget, der lå lige inden for døren. En armring. Sølv, tilsyneladende. Varm endnu, men tilsyneladende uskadt. Hun stak den uset i lommen. Nogen ville blive glad for at få den igen. – Javel, brandchef! smilede hun og stak sin arm ind under Eriks. – Jeg giver morgenkaffe.

 

* * *

 

Hun genfortalte nattens begivenheder ved morgenmødet og lagde armringen på bordet. – Den ser temmelig ny ud. Og stor i det. Der kom et højt gisp fra Jytte, der pludselig var helt bleg. Hun rejste hun sig og løb ud i køkkenet, hvor hun hulkede højlydt.

 

Charlotte gik derud og lod hende græde færdig. Sådan var det med Jytte: Når vandværket løb, kunne intet stoppe det. – Det... det er Patricks armring, snøftede Jytte og tørrede øjnene. – Han fik den i konfirmationsgave af min søster. Den er lavet specielt til ham. Der findes kun den. Hvad laver den der?

 

Tårerne brød løs igen, og Charlotte var taknemmelig, da Frederik, stationens unge praktikant, kom ind i køkkenet. – Rolig nu, sagde han med sin jyske snusfornuft. – Du kan da i det mindste spørge, om han har et alibi for brandnatten. Måske er der nogen, der har hugget den fra ham. Charlotte klappede opmuntrende Jytte på armen. – Du skal se, der er en fornuftig forklaring!

 

* * *

 

Det var godt, at Erik havde kørt Jytte hjem, da Patrick modstræbende lod sig lede ind i forhørslokalet. – Hvor var du den mandag den 29. august mellem 22 og 23? spurgte Charlotte. – Biffen... den lokale, vrissede han lavmælt med sænket blik. – 19 eller 21-forestillingen? Charlotte søgte hans blik. – Se på mig, Patrick. Drengen lystrede tvært. – Den sene. Lortefilm.

 

Charlotte rejste sig, og Patrick rettede sig uvilkårligt op, ramt af hendes autoritet. – Klokken er 10.13, og du er anholdt. Jeg var også i biffen den aften... til begge forestillinger. Sammen med en fire-fem andre, hvoraf ingen var dig, Patrick. Frederik førte drengen ind i arrestrummet, og Charlotte børstede et usynligt fnug af sin mørkeblå jakke. Nu kom det værste. Telefonsamtalen med Jytte.

 

I receptionen ventede en yngre fyr, der præsenterede sig som praktikant på Lokalavisen. Han var i den slags bukser, der hænger nede om haserne, og kasketten sad omvendt på. – En anholdt? konstaterede han med en emsig blyant parat og pegede i retning af arrestrummet. – Mistænkt for brandstiftelse? – Der er ingen mistænkte, løj Charlotte og tænkte ved sig selv, at miraklernes tid måske ikke var forbi. Måske var det en fejl, måske...

 

– Hold nu op! Jeg så jo Frederik slæbe af med Patrick Bach. Det ville da heller ikke være første gang, han er rodet ind i noget. – Du kender ham? – S'følli. Han går i klasse med min yngste bror... 9. på Egerud. Barsk slæng... The Black Snuffs. – Ud! sagde Charlotte kort. – Ingen kommentarer.

 

Journalistpraktikanen rettede på kasketten og så listigt på hende. – Nå, nej. Man beskytter jo sine egne. Hans mor arbejder jo her. Han tav et øjeblik. – Det kan blive en rigtig, rigtig god historie. Folk her på egnen er jo nysgerrige. Han smilede provokerende, og Charlotte fik lyst til at slå på tæven. Hun besindede sig. – Ind på mit kontor, kommanderede hun.

 

* * *

 

– Jeg var nødt til at give den der bladsmører lidt, betroede hun Erik næste eftermiddag. – Ellers ville han bare skrive sine egne fantasier og kalde det "forlydender" eller "anonyme kilder." Og han så jo rent faktisk Frederik slæbe af med Patrick. Jeg kan tie, men jeg kan jo ikke lyve. Jeg var nødt til at slippe Patrick løs, og jeg anholdt ham jo også bare for at presse ham lidt.

 

Erik rynkede panden. – Mafiatilstande, sagde han bare. – Lad os håbe, at augustheden får den historie til at dø i stilhed. Han tav, da Jytte kom ind med et bundt morgenaviser under armen og tykke, rødgrædte øjne. – Lokalavisen, Omegnsbladet og Regions-Nyt skriver om det. Det er rigtig agurketid, snøftede hun. – Og skoleinspektøren ringede her til morgen og bad Patrick blive væk det næste stykke tid. – Hvorfor? spurgte Erik.

 

Jytte rakte ham Omegnsbladet. Erik skimmede en tekst og læste højt: Den unge Patrick Bach har altid været en skidt knægt, udtaler tidl. overlærer Eigil Henningsen, nyligt pensioneret og ansat på Egerud Skole gennem en menneskealder. Hans og hans slæng er ægte eksempler på tidernes og samfundets moralske forfald. – Store ord i august, kommenterede han. – Kom, Frederik. Vi skal ud og tale med nogen i det der slæng... hvad var det, Black Stuff?

 

* * *

 

Solen stod lavt, da Charlotte kom ud fra Havnecafeen. Hun hilste på Frederik, der spænede forbi i fuld galop på sin motionsaftenrunde, og fulgte ham med øjnene, mens han løb ud på havnemolen med retning mod promenaden. Hun gad ikke gå hjem og døje med naboens larm og slentrede videre ned mod bådehusene, hvor hun nød de allersidste solstråler, der malede himlen guld og lilla. Da de forsvandt, lå havnen i mørke.

 

Pludselig lød det næsten spøgelsesagtigt, da vinden ringlede i sejlbådenes fald og Frederiks løbetrin gungrede mod molens planker og helt ind til bådehusene. Tre søvnige gadelygter borede kun beskedne huller i sommermørket, og Charlotte skuttede sig lidt.

 

Hun for sammen, da et hold unge fyre i sorte hættetrøjer og joggingbukser dukkede frem af tusmørket i samlet flok. Der var vel fire-fem stykker, og de gik med samme ludende, lidt aggressive gang. På trøjernes ryg lyste ordene Black Snuffs i hvidt. Hun trak sig væk fra gadelygten, stod musestille og mærkede hjertet hamre, mens hun vagtsomt fulgte flokken med øjnene. Hvad ville de?

 

Det gav et sæt i hende, da en kniv pludselig blinkede i det svage lysskær, og Charlotte famlede febrilsk i lommen efter sit politiskilt. – Hey! råbte hun og trådte frem, netop som flokken kastede sig over en ranglet, duknakket skikkelse, der kom frem bag et bådehus bag hende og forsøgte at løbe væk. Svinske tilråb fulgte den række slag, der begyndte at hagle ned over flokkens offer. Charlotte gøs og knyttede hænderne. Patrick!

 

Hun hævede stemmen og ærgrede sig over, at hun var i civil. – Stop, siger jeg! Det er politiet! De unge bøller ænsede hende ikke. – Lede forræder! råbte en af voldsmændene og sparkede til den liggende Patrick. – Feje svin! Det er din skyld, at strømerne er efter os alle sammen!

 

– Stop så! råbte Charlotte og rykkede frem mod de unge mænd. Hun vidste, at hun ikke kunne stille noget op, men hele hendes liv havde hun været en del af dette lands lov og orden, og skulle hun dø i tjenesten, så måtte det være sådan. – Hvad, mand! hørte hun en af hættetrøjerne råbe. – Tjek lige hende der, sådan en ældgammel politibitch! Tag hende, Marco!

 

Charlotte lukkede uvilkårligt øjnene, da kniven blev løftet og blinkede igen. Den susede mod hende i slowmotion, og på forunderlig vis nåede hun i løbet af et splitsekund at tænke det meste af sit liv igennem, mens hun ventede på at mærke det kolde stål i sit kød. Hun ønskede næsten bare, at de ville ramme en pulsåre, så det ville gå hurtigt; at hun ville dø smertefrit; at hun ikke skulle sparkes ihjel.

 

Men stødet kom ikke. Lette, hastige skridt nærmede sig. Charlotte åbnede øjnene og så, hvordan Frederik i vanvittig spurt nærmede sig, og hvordan han med et elegant, højt karatespark afvæbnede voldsmanden, der faldt om, skrigende af smerte, samtidig med at Frederik hev sit politiskilt frem. – Ned på maven, alle sammen! råbte han. – Eller I får samme tur!

 

* * *

 

– Alle bøllerne har vandtætte alibier for brandaftenen, måtte Frederik nedslået meddele dagen efter. – De var til fodboldkamp i Parken, og de har vidner og billetter, mobilfotos med dato og det hele. Hvorfor mon Patrick egentlig ikke var med? Charlotte sukkede. – Det er sgu da lige meget! Helt ærligt, så begynder jeg at tro, at han ikke har helt rent mel i posen. Under alle omstændigheder er jeg i hvert fald nødt til at varetægtsfængsle ham, før jeg får en lodret ordre fra højere sted, sukkede hun.

 

– Aviserne er gået helt amok. De kalder os blødsødne og uduelige, og de sværter Patrick og stakkels Jytte til. – Ja, og lærer Henningsen har fået sine 15 minutters berømmelse, supplerede Erik. – Læs selv. – Jeg orker ikke det der sensationsmageri, snerrede Charlotte. – Jeg tager ned til inspektøren på Egerud Skole. Denne Henningsen må stoppes. Så længe Patrick ikke er fundet skyldig, er det jo bagvaskelse, og det er strafbart. Inspektøren må holde sine ansatte i kortere snor! Jeg fatter ikke, at han overhovedet har tilladt det.

 

– Spar dig. Jeg har været der, sagde Erik tørt. – Inspektøren fortalte, at Henningsen er en ynkelig stakkel, der blev fyret før sommerferien på grund af årelangt drikkeri og embedsforsømmelse. Han havde fået masser af advarsler, havde haft orlov for at blive ædruelig, men havde forspildt alle sine chancer. Og han manglede endda kun et år, før han kunne gå på efterløn. Tidernes forfald... ja, det skal jeg love for!

 

Charlotte rynkede brynene. – Nå, det er derfor, han er så gal på systemet, sagde hun langsomt. Erik smilede og skubbede avisen over til hende. – Tja, på billedet ligner han jo ikke ligefrem nogen samfundsomstyrter. Charlotte tabte underkæben og troede dårligt sine egne øjne, da hun så den halvskaldede, sammensunkne mand i grå cardigan på billedet. – Hvad pokker! Det er jo min nabo! udbrød hun.

 

Frederik løftede hovedet. – Drukmåsen? Ham, der spiller discomusik hele natten? – Snarere John Mogensen og dansktoppen, mumlede Charlotte. – Hvor er mine bilnøgler? Erik, kom med. Vi skal på nabobesøg.

 

* * *

 

Det var ikke svært at få lærer Henningsens tilståelse. Han var allerede bedugget, da de ankom, og han indrømmede ret hurtigt, at han i raseri og frustration havde stukket ild på Tomatkassen. – Den skulle rives ned alligevel, forsvarede han sig. – Det stod i Lokalavisen før sommerferien. Og jeg ville bare gøre opmærksom på, at systemet er hensynsløst over for den lille mand.

 

– Det er da dig, der er hensynsløs, skar Charlotte igennem. – Dels har du svigtet dine elever i årevis ved at møde døddrukken op eller slet ikke at komme, og dels har du ødelagt en ung mands rygte og forvoldt skade for tusindvis af kroner. Og oven i det er du den mest rædselsfulde, hensynsløse og drikfældige nabo, jeg nogen sinde har haft, tilføjede hun. – Jamen, indvendte Henningsen ynkeligt. – Jeg ville jo bare...

 

– Klokken er 9.32, og du er anholdt, sagde Erik brøsigt. – Håndjern! insisterede Charlotte med opsamlet arrigskab over en hel sommers tabt søvn. Erik lod, som om han ikke hørte det. De kørte til stationen med hylende sirener.

 

* * *

 

Patricks dunede kinder flammede rødt, da han sad skoleret over for Erik og Charlotte. – Det var jo bare, fordi mig og Natalie... vi havde ikke rigtig noget sted at være. Hendes far har sagt, at hun ikke må omgås mig. – Aha, indskød Charlotte. – Unge hjerter i brand. – Var I sammen på brand- aftenen? spurgte Erik. – Ja. Nede i rygerummet. Vi sagde begge to derhjemme, at vi gik i biffen med nogle andre, så jeg fulgte hende hjem klokken 11.

 

Charlotte lagde armringen på bordet foran ham, og Patricks rødmen nærmede sig det auberginefarvede. – Vi, øh... vi... altså... – Bruger I beskyttelse? spurgte hun, og Patrick nikkede genert. – Det bliver Natalies forældre – og din mor – glad for at høre. – Nej! for det ud af Patrick. – Ingen må vide, at Natalie og jeg er... øh, kærester!

 

– Sig mig, vil du ikke være hende bekendt? spurgte Erik og rejste sig. – Kom, unge mand. Nu tager vi først hjem til din søde mor og beroliger hende. Og så tager vi to ud til Natalies forældre og fortæller dem, at du er en ordentlig ung mand med fast fritidsjob og sunde interesser, som ikke har noget med det der slæng af bøllehoveder at gøre. Mon ikke det kan tø dem lidt op, hvis jeg står inde for dig?

 

– Jeg har da ikke noget job, indvendte Patrick. – Du har et rengøringsjob her på stationen fire gange om ugen, og du begynder i morgen. Erik smilede polisk. – Så mangler du bare en sund interesse? – Han dyrker løbetræning, indskød Frederik, der kom ind i det samme. – En time sammen med mig... de dage, han ikke gør rent. Ikke, Patrick? Patrick nikkede. – Æh, jo... men banden...

 

– Vi ved, hvem de er, sagde Charlotte. – Vi har underrettet samtlige forældre om, at hvis vi hører det mindste pip fra nogen af dem, så bortfalder den betingede dom for voldeligt overfald på embedsmand i funktion og erstattes med fængsel. Du ved jo sikkert, at man kan straffes med fængsel, fra man er fyldt 15, ikke? – Tak, mumlede Patrick.

 

* * *

 

 – Sikke en masse gode ting, der kom ud af det her, bemærkede Frederik, mens han og Charlotte lukkede og slukkede. – Nu kan Jytte forhåbentlig sove roligt om natten igen. Charlotte gabte. – Ja, og jeg med. Ses i morgen, Frederik.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Den eneste ene

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Løgn, bedrag, mord

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Højdeskræk

Tekst: Esben Birkving
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 11-04-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri