Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Hyrevognen

Noveller
Freja havde fået nok af at feste og ville bare hjem, så da hun endelig blev samlet op af en hyrevogn, sank hun lettet tilbage i passagersædet. Chaufføren var af den snakkesalige type, og da han kørte forbi hendes vej, begyndte en ubehagelig fornemmelse at snurre i hendes mave.

Freja trippede og forsøgte at få liv i tæerne, men det blev kun til en irriterende prikken. Forbandede stiletter! Om hun begreb, hvordan de unge piger kunne valse omkring med både bare lår og maver og samtidig le og flirte. Måske havde Freja bare ikke drukket vodka nok, selvom hun nok syntes, at det snurrede så rigeligt i hovedet.

 

Hun trak frakken tættere sammen om sig, men den isnende vind fandt alligevel vej op under nederdelen. Hun skulle aldrig være taget med i byen til at begynde med. Gaden summede af natteliv, men Freja længtes bare efter at komme hjem. Hun trængte til stilhed. Varme. En dyne.

 

Så skete miraklet, da en hyrevogn holdt ind til kantstenen få meter fra, hvor hun stod. Freja gik med hurtige skridt, men lige da hun ville række ud efter dørhåndtaget, kastede en mand i en lang cottoncoat sig frem og åbnede døren til bagsædet. – Vær så artig, skat. Damerne først.

Annonce

 

Det var desværre ikke Freja, han talte til. En kvinde med gnidret mascara kravlede ind. Freja kunne have sparket dem begge to, og chaufføren sendte hende et skuldertræk. Et lille pust af varme fra kabinen ramte hendes ansigt, næsten drillende, inden bilen drejede ud i trafikken og forsvandt ned ad gaden.

 

Hvor længe havde hun stået her nu? En time? Halvanden? Tømmermændene var allerede begyndt at melde sig. Måske skulle hun bare gå tilbage til de andre på baren. Drikke et glas vin mere for at holde branderten ved lige, danse sig varm. Nej. Hun orkede simpelthen bare ikke mere neonlys og høj musik. Det måtte da også snart være hendes tur til at fange en vogn.

 

Snefnuggene smeltede på de spidse, blanke skosnuder. – Skal du bruge en vogn? Freja så op. Chaufføren lænede sig ind over passagersædet og kiggede på hende ud gennem den halvt åbne rude. Hun så sig omkring; der stod ikke nogen ved siden af hende, så hun nikkede. – Så hop dog ind, for pokker. Det er jo pissekoldt!, grinede han.

 

* * *

 

Freja lod sig synke tilbage i lædersædet. Varm luft blæste omkring hendes fødder og fik det til at klø i tæerne, mens hun hvilede hovedet mod nakkestøtten, og gadelamperne flød sammen til en lysende slange, der kendte vejen hjem. Da de kørte ud på motorvejen, blev mørket tættere. Der duftede af læder og grillbar i kabinen. Freja var sulten. Hun ville smøre sig en ostemad, inden hun gik i seng. Bare sidde under tæppet i sofaen og spise og se noget af en eller anden tilfældig sen film. Lade roen falde på sig.

 

– Var det en god fest? Pokkers. Nogle chauffører plaprede løs, som var de frisører. Nogle passede bare deres job i stilhed. Freja havde håbet på det sidste. – Mm, den var fin nok. Sådan! Forhåbentlig fattede han i det mindste en hentydning. – Du lyder ikke særlig begejstret? Lidt for meget af de våde varer, måske?

 

– Jeg er træt. – Nåh ja, sådan får man det jo af at svinge lårbasserne. Du ligner ellers en, der er god til at danse, grinede han og skævede til hendes ben, mens han skubbede brillerne på plads på næsen med pegefingeren. De røgfarvede glas var næsten lige så kiksede som den buskede larve under hans næse.

 

Freja drejede hovedet og kiggede ud ad sideruden. De svagt snedækkede marker strakte sig som grå flader i mørket. Fra anlægget lød dæmpet musik. Indtil videre havde hun hørt Shu-bi-dua, Abba og Smokie. Lige nu var det Bamses Venner. Sikkert en spilleliste, han selv havde sammensat.

 

Freja kastede et ubemærket blik på ham; hans opmærksomhed var rettet mod vejen. Speedometernålen lå som limet fast på 90 km/t, den tilladte hastighed på strækningen. Okay, en regelrytter. Godt, der ikke var så langt endnu. – Jeg har ellers haft travlt i aften, oplyste han. – Nå, det var da... Freja vidste ikke, hvad det var. Hun var også ligeglad. – Ja, det er jo værst her sidst på natten. Alle de unge piger skal jo sikkert hjem, ikke? – Joh...

 

– Jeg skal sgu ellers lige love for, at de kan drikke nu om dage, de unge piger. Hvis du vidste, hvor fjollede de kan være... Jeg siger dig... det er sgu ikke småting, man oplever sådan en aften. Hvis min datter havde været sådan... jeg mener, man kan jo komme galt af sted, når man er så fuld, ikke? Og halvnøgne er de sgu også. Det er bare... Men jeg sørger altid for at få dem godt hjem, ikke? Tit venter jeg med at køre, til jeg har set, at de er kommet godt ind derhjemme.

 

– Nå, jamen det er da fint. – Drengene, de er bare fulde og pisse irriterende, ikke? Brokker sig over prisen og hælder øl ud over sæderne og sådan. Men pigerne ... de er så sårbare, så fine. De skulle tage at opføre sig derefter, men næh nej, de strutter sgu bare med det hele, ikke? Måske er det internettets skyld, jeg ved det sgu ikke. Med al den porno, og hvad har vi... Jeg synes sgu bare, at de næsten inviterer problemerne, ikke? Men jeg er nok bare gammeldags.

 

Bare han dog ville klappe i. Forventede han, at Freja skulle give ham en medalje eller hvad? Ikke nok med, at han var kikset og øjensynligt sad fast i et forgangent årti; Freja brød sig heller ikke om den lettere slibrige undertone, den fedtede klang i hans stemme. Han prikkede til de grimme briller igen, og pludselig kunne hun også ane en lugt af gammelt sved. Sammen med den svage fritureduft fik den hendes mave til at vride sig. Mundvand steg op i mundhulen.

 

Freja sank og sank og fokuserede på vejstriberne, der forsvandt under bilen, som om den var en støvsuger. Det var ikke usandsynligt, at hun aldrig mere ville drikke rødvin. Så kørte de endelig af motorvejen og ind i forstadens stille, oplyste gader. Villaerne fulgte dem med sorte øjne. Efter den smukt oplyste kirke tyndede det ud i husene, og skoven dukkede op på højre hånd. Forude kunne hun skimte en lille række gadelys midt i alt det sorte. Næsten hjemme.

 

De passerede byskiltet med stregen over, og forude fortabte vejen sig i bælgmørke. Den lille klynge rækkehuse var ligesom den sidste rest af civilisation, inden naturen tog helt over. At bo herude på grænsen var som at stå med et ben i hver sin verden.

 

– Det er jo noget andet med sådan én som dig, sagde han pludselig. – Ikke at jeg siger, du er gammel. Slet ikke. Men du er jo... moden, ikke. Du har styr på det hele, ikke? – Du skal dreje lige der fremme, gjorde Freja opmærksom på. Lyset gik ud i taxameteret, og den lille stemme fra centralens radio blev tavs. – Hvad...? pegede Freja. – Åh ... jeg har fri nu. Det her var min sidste tur. Sikken en helvedes nat, lo han og rystede på hovedet. Brillerne fik et prik, og han fugtede læberne med et dybt suk.

 

Freja fandt sin pung frem. Underligt sådan at slukke taxameteret før tid. Chaufførerne plejede ellers ikke at lægge fingre imellem, når det kom til opkrævning. Måske var han bare flink. Han havde jo trods alt også selv spottet hende inde i byen mellem alle de andre. Ganske vist havde hun ham mistænkt for stadig at bo hjemme hos sin mor, men det kunne jo være, at samme mor havde opdraget ham ordentligt.

 

Falkevej dukkede op på højre hånd. – Du skal dreje her. Han satte farten lidt op og skiftede roligt gear uden at blinke af. – Hallo! Du kører for langt. Det er her! En ubehagelig fornemmelse begyndte at snurre i Frejas mave. Hjertet satte farten op i takt med den næsten lydløse motor, mens bilen skød frem ad landevejen. Ind i mørket.

 

– Hvad har du gang i? Vejen var derhenne. Hvad fanden laver du? Freja mærkede en svag dirren i stemmen og håbede, at han kun kunne høre vreden. – Hør... jeg ved, du er træt og alt det, men jeg tænkte, at vi lige kunne køre en tur ud til vandet. Det gør jeg nogle gange, når jeg får fri. Der er så dejligt fredfyldt ved vandet om natten. Det er, ligesom det renser krop og sjæl. Du vil sætte pris på det, tro mig.

 

– Jeg ville sætte pris på at komme hjem! Jeg ved virkelig ikke, hvor du har fået den idé fra, at jeg vil til vandet med dig. Jeg aner ikke, hvem du er. Du er jo syg. Nu var vreden ægte; Frejas kinder brændte. Sådan en idiot. Han svarede ikke. Freja fiskede sin telefon op af tasken, men inden hun nåede at trykke på den, havde han revet den ud af hånden på hende. Han smed den ned på gulvet mellem sine fødder, rystede let på hovedet og vendte så sin fulde opmærksomhed mod vejen igen.

 

– Vend så den forbandede bil! Nej, endnu bedre: Stop den! Sæt mig af lige her! Nu! Han svarede stadig ikke, så Freja rakte ud og greb fat i rattet. Bilen slyngede faretruende, og i næste sekund lammede en svidende smerte Frejas venstre kind. Hun fik en smag af jern i munden; han havde slået hende. Idioten havde simpelt hen langet hende en på kassen. Hvor var det langt ude. Han drejede hovedet halvt om mod hende.

 

– Er du ude på at få os slået ihjel? Sid stille for helvede! Jeg havde håbet at kunne gøre dette her på den pæne måde, men tag ikke fejl... jeg vil bruge vold, hvis det bliver nødvendigt. Er det forstået? Freja nikkede, stadig med en hånd mod den dunkende kind.

 

I et lille stykke tid sad hun stille. Hvad fanden var det lige, der skete her? Hun skulede til ham; han bøjede og strakte fingrene på sin højre hånd uden at tage blikket fra vejen, der kun eksisterede i forlygternes skær. Han løftede hånden op til brillerne, men ombestemte sig så og glattede i stedet for sit overskæg med tommel- og pegefinger.

 

Der var kommet en ny og skræmmende beslutsomhed over den kiksede mors dreng. Freja vidste pludselig godt, hvad han ville med hende. Det havde hun vist hele tiden vidst, men lige i dette sekund blev hun sikker. Erkendelsen var iskold som en sibirisk trækvind og fik de små hår på kroppen til at stritte. Hun kunne ikke lade det ske.

 

* * *

 

Uden at tage øjnene fra ham listede Freja sin hånd mod døren og fandt det lille håndtag. Hvis hun kastede sig ud, ville hun sikkert slå sig, men inden han fik stoppet bilen og bakket tilbage, ville hun alligevel have en rimelig god mulighed for at nå at skjule sig; de kørte stadig på den strækning, hvor skoven voksede helt ud til vejen. Her ville sikkert være masser af skjulesteder i det tætte mørke.

 

Hvis hun altså ikke kom for slemt til skade. Hun måtte sørge for at krumme sig godt sammen, forsøge at rulle, når hun landede. Men hun kunne ikke gardere sig imod at ramme et eller andet. Et træ. En sten. Så ville hun sikkert blive bevidstløs, og hvad så? Så ville han finde hende og ... Måske var det alligevel for risikabelt. Han kørte også alt for stærkt.

 

– Nu er der ikke så langt igen. Glæder du dig? Årh, hold nu bare op... jeg kan jo se, at du er spændt, ikke. Ordene gjorde udslaget, og Freja rykkede i håndtaget. Den kolde natteluft blæste ind i kabinen, og hun smed sig sidelæns mod den åbne dør.

 

– Hvad fanden! Er du sindssyg!? råbte han. Han greb hendes arm og trak hende over mod sig. Vognen svingede ud, og bremserne hvinede. Freja rystede ham af sig. Igen kastede hun sig mod døråbningen. Denne gang voldsommere, mere beslutsomt. KLIK! Hun blev stoppet så brat i bevægelsen, at det gav et smæld et sted i hendes skulder. Selen! Hun havde glemt at åbne den pokkers sele.

 

En albue ramte hende i brystet og fik hende til at knække sammen. Stanken af sved blev så kraftig, at hun næsten kunne smage den, da han rakte ind over hende og trak døren i. Han sad i stilhed med bøjet hoved og begge hænder knugende om rattet. Motoren gik, men de holdt stille. Freja kæmpede for at få sit åndedræt under kontrol.

 

– Det går ikke, det her, sagde han, vist mest til sig selv. – Det går bare ikke. Han steg ud, gik om til passagersiden og åbnede døren. Freja vovede at rette sig en smule op og se op på ham. Han sukkede og slog ud med hånden. – Ud! Ville han virkelig lade hende gå? Et vildt håb tændtes i Frejas omtumlede hoved. Han lod hende gå! Hun kunne gå hjem herfra; det var bare at følge vejen.

 

– Ud for helvede! Freja kravlede ud. Tusind små syle stak hende i brystet, da hun kom op at stå. – Pis! mumlede han og gned sin pande. – Jeg skal nok lade være med... jeg siger ikke noget, løj Freja. Pludselig greb han hende om nakken; han havde flere kræfter, end hun havde forestillet sig. Han tog et solidt tag i hendes hår og tvang hendes hoved bagover.

 

– Nej, det kan jeg love dig for, at du ikke gør! Jeg skal nok få lært dig at være stille. Ind! Han pressede hende ned og ind på bagsædet så hårdt, at hun nærmest væltede ind og slog panden mod den modsatte dør. Hurtigt satte han sig ind og lagde fra land med ryk. Han kørte hurtigere end før.

 

Forsigtigt lirkede Freja ved dørhåndtaget. Låst. Det kom slet ikke bag på hende. Hun kunne række omkring hans nakkestøtte og... Og hvad? Hun kunne tage fat i sikkerhedsselen og... han havde slet ikke selen på. Hvad så? Frejas øjne søgte i mørket. Dør. Knapper til betjening af vinduet; der skete intet, når hun trykkede på dem. Selen. Et net på bagsiden af forsædet. Gummimåtter på gulvet. En krøllet tyggegummi-pakke. Håndbremsen. Håndbremsen!

 

Freja lænede sig så meget til siden, at hun kunne se forbi hans nakke og hen på speedometeret. Langsom trak hun sin sele på og lagde en hånd over låsemekanismen for at dæmpe den lille lyd. 80 km/t. Der var mange kurver på vejen her. Bedst at vente.

 

90 km/t og vejen fladede ud, landskabet blev mere åbent. 110 km/t. Freja flyttede sig lidt ind mod midten af sædet og satte sig helt ud på kanten. 120 km/t. Nu! Hendes hånd lukkede sig om håndbremsen, hun lukkede øjnene og trak så hårdt, hun overhovedet kunne.

 

* * *

 

Verden var rød. Freja flyttede hånden op til det sted på panden, hvor den røde smerte kom fra. Fingerspidserne blev våde. Der var koldt. Hun åbnede selen og flyttede på sig. Det var okay; hun kunne bevæge sig. Da hun kiggede frem mellem de to forsæder, troede hun først, at det var sne, hun så, for hun kunne mærke kolde nister i vinden. Men det var glas. Overalt lå de små splinter fra forruden som små krystaller. Førersædet var tomt. Freja kravlede ud.

 

Luften duftede af sne og fjord. Hun hang sammen, ja, men hold op, hvor gjorde det ondt. I nakken. I skulderen. I hovedet. Over det hele. Hun spejdede ind i forlygternes lyskegler. En stor marksten havde bøjet den forreste kofanger. Ved siden af den var chaufføren ved at kæmpe sig på benene; han blødte fra et sår i panden. Det blik, han sendte hende, var koldere en snefoget.

 

Hun åbnede døren ind til førersædet og følte efter på gulvet, indtil hånden lukkede sig om telefonen. Så satte hun sig ind bag rattet. Hendes hånd rystede så voldsomt, at hun døjede med at få bilen i gear. Efter tre forsøg fik Freja den fri af stenen, bakkede ud på vejen og kørte mod byen. Hun måtte køre langsomt på grund af den manglende rude. Først da hun var kommet lidt væk, turde hun at holde ind til siden og ringe op. – Mit navn er Freja Jørgensen. En mand er kommet til skade. Jeg har brug for en ambulance.

Tekst: Karen Storm
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 30-08-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge