Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Inden lukketid

Noveller
Thomas havde ikke den store tiltro til lottospil, men nu var alle andre muligheder udelukket, hvis han skulle holde inkassotruslerne fra døren. Og da han hørte, at den gamle dame havde vundet 100.000 på sit lod, kunne han ikke stå for fristelsen. Det var jo trods alt for familiens skyld, at han ofrede sin selvrespekt.

Det slog aldrig fejl. I minutterne, inden fristen for at spille lotto udløb, voksede køen foran disken i den lille tobaksforretning hastigt. Det var noget, Thomas Eriksen indtil for nylig havde fnyset ad. Håbløse tabere, havde han tænkt. Drømmere, som aldrig ville indse, at chancen for at vinde den store gevinst var lige så stor som at få statsministeren i røret, hvis man tastede et helt tilfældigt nummer.

 

Det var ikke, fordi han havde nogen større tiltro til dette pengespil i dag. Når han alligevel befandt sig som nummer tre i køen denne lørdag, skyldtes det udelukkende, at alle andre muligheder var opbrugt. Hvis han skulle opsummere sit liv indtil nu, ville det lyde omtrent sådan: Rask mand i sin bedste alder, gift med Hanne og far til to drenge på fire og syv.

Annonce

 

Desuden var familien i besiddelse af en golden retriever, der hed Cindy, to biler og et rummeligt hus i et fredsommeligt villakvarter – ganske vist belånt til op over skorstenen, men det var ikke usædvanligt i dag. Og ikke at forglemme: Han var bankerot. Knust. Færdig. Det var et spørgsmål om uger, eller måske bare dage, inden banken ville sætte huset på tvangsauktion. Og endnu værre: Hanne vidste ikke noget om det økonomiske uføre, de var havnet i. For hende ville det komme som et chok.

 

Hvis han da ikke vandt i lotto forinden. Det havde ikke været hans mening at holde det skjult for hende. Da hans byggevaremarked fik et økonomisk knæk for et års tid siden, havde han set det som et forbigående problem, som bare ville skabe unødvendige bekymringer, hvis han involverede Hanne i det, specielt fordi hun havde en vigtig eksamen foran sig. At han hurtigt kom bagud med boliglånet, ordnede de i banken med et smil. Den første gang. Næste gang var de ikke helt så velvillige.

 

Men et lån i et kreditselskab løste problemet. Han ringede til det nummer, han havde set i tv-reklamen, og i løbet af få minutter var lånet gået i orden. Ganske vist til en skrap rente, men om nogle få uger ville alt være betalt tilbage og sagen ude af verden. Sådan gik det ikke. Da kreditten forfaldt, var der stadig ingen løsning i sigte. Thomas så ingen anden mulighed end at optage endnu et lån i et andet selskab.

 

Situationen begyndte at blive betændt, og ikke længe efter begyndte de første inkassotrusler at dukke op i posten. Han græmmede sig, men kunne alligevel ikke få sig selv til at fortælle Hanne om de økonomiske trængsler. De var stadig ikke større, end at han kunne holde dem skjult, og på den måde opretholde billedet af den stærke og solide ægtemand, som havde styr på sagerne. Den trygge familiefar, der kom hjem fra arbejde og svingede sine sønner rundt, til de hylede af grin.

 

Det var for sent at involvere Hanne nu. Hun ville blive rasende og miste enhver tillid til ham. Derfor var han fast besluttet på at ordne det på egen hånd, selv om han ikke vidste hvordan. Da de første advarsler om retslig inddrivelse af gælden dukkede op, var det, som om han dukkede ned i en tågeagtig døs, hvor han holdt op med at tænke, holdt op med at bekymre sig.

 

I stedet begyndte han at fantasere om den store lottogevinst. Det var ikke så meget, der skulle til. 20.000 kroner ville holde de mest påtrængende kreditorer fra døren, så han fik tid til at finde en løsning. Men når alle andre muligheder var opbrugt, blev selv 20 små tusindlapper til en uopnåelig sum.

 

Han var tilmed begyndt at tage hjem i frokostpausen. På den måde kunne han luge inkassokravene ud af posten, inden Hanne kom hjem. Den slags breve ville have fået hende til at gå i gulvet af skræk, selv om han ikke længere selv tog dem så tungt. Men han sov ikke længere om natten. Han var overtræt, når han gik i seng, men vågnede efter et par timer og lå og vendte og drejede sig. Var han heldig, faldt han i søvn ud på morgenen, men kun for at vågne endnu trættere, end da han gik i seng.

 

Det var, som om verden gik ham imod. Som om det lyste ud af ham, hvilken simpel fyr han var. En løgner, et ynkeligt kryb, som det ikke længere var værd at elske. Som havde mistet retten til at se sine børn le. Men ligegyldigt hvad måtte han holde masken. Komme hjem fra arbejde hver dag med et smil på læben, smile til Hanne, smile til sønnerne, lade, som om alt var i den skønneste orden.

 

Der var en kløft mellem virkelighed og løgn så stor, at det svimlede for ham. Men snart ville han vinde i lotto. Her i lottokøen følte han sig slet ikke så værst endda. Han befandt sig i en boble af tilfredshed, som varede, fra han gik ned til kiosken, og indtil trækningen var overstået ved ottetiden. Det kunne lige så godt være hans kupon, som blev udtrukket, ham, der tastede et tilfældigt nummer og havnede hos statsministeren.

 

* * *

 

Kiosken lå en kort spadseretur hjemmefra. Ganske vist lå supermarkedet endnu nærmere, men kiosken var hyggeligere. En tobaksforretning af den gode gamle slags. Selv om der knap nok fandtes tobakspiber længere, så sad den liflige duft stadig i væggene. Dette var blevet hans trygge havn i et oprørt hav.

 

Den unge pige bag disken så ikke op fra lottoapparatet. Hurtigt og effektivt ekspederede hun kunderne. Thomas så på klokken. Kun otte minutter endnu, til fristen udløb, og der stod stadig to foran ham i køen. En mand i midten af 30'erne og bag ham en ældre kvinde. Ekspeditricens kornblonde hestehale dansede op og ned. Han anslog hendes alder til at være 17-18. Grundig og pligtopfyldende, nøjagtigt som han ønskede, at hans egne sønner også skulle blive.

 

Tanken om dem fik ham til at føle sig utilpas. For hvilket forbillede var han selv? En svindler, en løgner! Han havde ikke længere ret til at ønske noget som helst. Manden forrest i køen tog sine lottokuponer og forsvandt ud ad døren. Den ældre kvinde trådte et skridt frem. Hun følte sig sikkert smart med den hat, som måtte være gået af mode for mindst 30 år siden. Hendes frakke var elegant, men alt for tyk til den svale efterårsluft udenfor.

 

Tobaksforretningen og den ældre kvinde havde begge haft deres storhedstid omtrent samtidig, tænkte han. – Mit navn er Gerda Sørensen, sagde hun høfligt og åbnede med irriterende omstændelighed sin håndta-ske. Hvorfor kunne hun ikke gøre som alle andre og have alt klar til, det blev hendes tur!

 

Hun rodede rundt i tasken og smilede undskyldende til ekspeditricen. Den unge pige smilede tilbage og lod hende forstå, at hun var der for hendes skyld, at det i dette øjeblik kun var den gamle dames behov, det handlede om. Det virkede, for lidt efter fandt hun det, hun ledte efter: et skrabelod. – Jeg tror, jeg har vundet på det her. Nu ved jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skal gå frem. Kan du hjælpe mig, mit kære barn?

 

Den unge pige rødmede let. – Ikke noget problem. Lad mig få det, så skal jeg scanne det og give dig beløbet. Den gamle strålede. Hun havde ingen hast med at give loddet fra sig. I stedet vendte hun sig om og smilede til køen bag sig, som om alle ville fryde sig på hendes vegne. – Og så mig, som ikke er vant til at vinde noget som helst. Ikke, at jeg spiller hellere. Hun kluklo af sin egen vittighed og fornemmede ikke utålmodigheden, som var ved at nærme sig kogepunktet.

 

– Nå, skal vi se, sagde ekspeditricen og nappede det for-sigtigt ud af hendes hånd. Hun kastede et hurtigt blik på tallene og stirrede på den gamle. – De samme tre tal på 100.000 hver. Altså 100.000 kroner. Så er proceduren anderledes. Her kan vi kun udbetale gevinster på op til 1.000 kr. Den gamle var tydeligt skuffet. – Hvad skal jeg så gøre? – Der er flere muligheder. Det nemmeste er måske at gå i banken.

 

Gerda rystede opgivende på hovedet. – Hvad for noget? Skal jeg gå i banken, men jeg har jo købt det her. – Lad det nu gå lidt kvikt! lød det fra en irriteret stemme et par pladser bag Thomas. – Det er det nemmeste, men ikke nødvendigt, forklarede ekspeditricen. – Du kan også sende det ind.

 

Den ældre dame stirrede mistroisk på loddet, som om lykken brat havde vendt sig imod hende. – Min søn ville have hjulpet mig, han var så dygtig til den slags. Havde han bare været i live. – Jeg skal nok hjælpe med at sende det ind, sagde ekspeditricen og rakte hende loddet. – Skal bare have lottokunderne overstået først. Hvis du sætter dig på stolen ved vinduet, så kommer jeg hen til dig, når jeg er klar.

 

Gerda Sørensen tøvede og virkede pludselig forvirret. – M-men er du sikker på, at jeg har vundet så meget? Den unge pige bag disken var varm i kinderne. Der var kun fire minutter tilbage, inden spillefristen udløb. Hun skyndte sig rundt om disken og gelejdede den gamle hen til en kurvestol. – Jeg skal nok tjekke det ordentligt bagefter. Bare vent lidt, sagde hun og skyndte sig tilbage til lottoapparatet.

 

Thomas befandt sig i en salig drøm. 100.000 kroner. Det var et beløb, der ville have givet ham flere måneders pusterum. I ro og mag kunne han have fundet en løsning uden at mærke det konstante og brændende stress i hovedet. – Det haster, hvis du skal spille lotto, sagde ekspeditricen. Han blinkede med øjnene og rakte hende kuponen, som hurtigt blev ført ind i maskinen. Ekspeditricen kiggede bekymret op på klokken. – Over tiden, er jeg bange for.

 

Thomas mærkede en kvalmende angst. Håbet brast. Og derefter et voldsomt raseri på den forbandede kælling, som havde haft alverdens tid. På ekspeditricen, som ikke havde været mere professionel. På inkassokontoret, som aldrig kunne lade ham være i fred. Men mest af alt på sig selv. – Lad mig få skrabelod i stedet, 10 mini, sagde han surt. For så vidt en rimelig nødløsning, havde det ikke været, fordi skrabeloddene altid gav ham de nedslående resultater med det samme.

 

Han tog imod loddene og stillede sig hen ved vinduet, hvor han begyndte at skrabe. Først da ekspeditricen spurgte, om nogen havde set, hvad der var blevet af den ældre dame, så han op og opdagede, at stolen var tom. Hun måtte have misforstået det og troet, at hun blev vist bort, hvilket i øvrigt ville have været meget passende.

 

Hurtigt vendte han tilbage til skrabeloddene. Gik løs på det sidste og skrabede beløbet 100.000 frem to gange, men uden at spændingen steg af den grund. Først da også det sidste beløb afslørede et ettal efterfulgt af mindst fire nuller, begyndte hans hjerte at slå hurtigere. Men så opdagede han, at det kun var 10.000, og spændingen sank øjeblikkeligt. Ganske vist skrabede han tre gange 20 kr. på det samme lod, men han gad ikke indløse det, stak det bare i jakkelommen og listede ud ad døren.

 

* * *

 

Den klare efterårsluft føltes forfriskende, men kun et kort øjeblik. Så var han tilbage i de dystre tanker. Stak hænderne i lommen og krydsede gaden, men var ikke kommet mere end nogle få gader, før han fik øje på den ældre dame. Hun gik langsomt og stoppede op flere gange og så sig omkring, som om hun spekulerede på, om der ikke var nogen ende på vejen hjem.

 

I et forrykt øjeblik så han for sig, hvordan han stjal vinderloddet fra hende. En voksen, veletableret familiefar, som begik et groft røveri og stak af med et lod til en værdi af 100.000 kroner. Fuldstændig vanvittigt, selvsagt. Alligevel var der noget besnærende ved tanken. Det ville løse så mange problemer, gøre alt så meget enklere.

 

Ubevidst satte han farten op, mens modstridende tanker stredes i ham. Bestjæle en gammel forsvarsløs dame – hvad var det, han tænkte på? Det var en hån mod ham selv og alle dem, han holdt af. Men man kunne også vende det på hovedet. En mand, der var parat til at give afkald på hvad som helst, om det så skulle være sin selvrespekt, for at redde familien. Var der ikke noget ædelt over det? Den fremmede dame eller hans familie?

 

Til syvende og sidst var det valget, tænkte han og mærkede, at han begyndte at svede. Afstanden mellem dem var mindre end 100 meter, og han satte farten yderligere op, hastede langs hækkene, som var frodige og vildtvoksende efter en kort, men varm sommer. På de aftenstille gader var der ingen, der ville lægge mærke til noget som helst.

 

Han var næsten oppe på siden af hende, da han fik en idé. Hvorfor et røveri, når det hele kunne gøres så meget nemmere? Han stak hånden i lommen og forsikrede sig, at han stadig havde sit eget lod. En enkelt forveksling, det var det hele og kunne vel knap kal-des en forbrydelse. I al fald var det langt mildere end et røveri.

 

Hun for sammen, da hun hørte hans stemme bag sig, men faldt til ro, da hun fik øje på ham. En velklædt mand med hænderne i lommen udgjorde ingen fare. – Jeg så dig i kiosken, sagde han. – Jeg forstod, at du havde vundet på dit lod, men så forsvandt du. – Det blev for meget for mig derinde. Jeg var ikke helt sikker på, hvad den unge pige mente, og tænkte, at jeg bare var til besvær.

 

– Måske kan jeg hjælpe dig, foreslog han. Hun lyste op, men kun et kort øjeblik. – Det er da alt for meget. – På ingen måde. Der ligger en anden forhandler lige her henne. Vi kan gå ind og bede dem hjælpe os dér.

 

* * *

 

Thomas rakte galant hånden ud foran døren ind til forretningen. Det var lige før lukketid, og som forventet var der næsten ingen i butikslokalet. Foran lottoapparatet var der ingen, og det gjorde det hele endnu nemmere. Han ventede, til Gerda havde givet ham loddet, inden han ringede på klokken. Derefter vendte han sig væk fra kameraet på væggen, lod, som om han tabte noget på gulvet, og med en hurtigt bevægelse var vinderloddet byttet ud med hans eget.

 

Ekspedienten, en skaldet mand i midten af 40'erne, så ud, som om han kun havde en tanke i hovedet: At lukke butikken, så han kunne komme hjem og få sig en velfortjent weekendøl. Thomas mærkede, hvordan varmen steg op i kinderne på ham, hvordan hver bevægelse blev stiv og mekanisk, som om han befandt sig uden for sig selv. Det var nu eller aldrig. Han måtte træffe et valg. Det her var ikke en misforståelse, men grov svindel.

 

– Denne dame har vundet på et lod, sagde han påpasselig med, at hun hørte hvert et ord. Ekspedienten nikkede træt og tog loddet. Hvilket usselt kryb jeg er, tænkte Thomas. Alligevel var det en nødvendighed, en nødsituation, han gjorde det ikke for sig selv, men for familien.

 

Ekspedienten kørte loddet igennem scanneren og så pludselig forvirret ud. Holdt det op for sig og stirrede på det. – Men her er der ingen gevinst. – Hvad mener du? sagde Thomas vredt og så fra ekspedienten til Gerda Sørensen. – Der er 100.000 tre gange. Kan du ikke læse?

 

– Du må have set forkert, sagde ekspedienten fornærmet. – Det sidste tal er 10.000, ikke 100.000. Der er kun to ens, der skal være tre. Og hvis der havde været det, skulle I have gået i banken for at indløse gevinsten. – Bluffer du? Måske byttede du om på loddene inde i din maskine? rasede Thomas og vendte sig om mod Gerda Sørensen.

 

– Du var sikker, ikke sandt? Hun så beklemt ud. – Det tror jeg da... – Hørte du det, sagde han til ekspedienten. – Hun er sikker. Ekspedienten trak på skuldrene, men fandt tydeligvis situationen ubehagelig. Gerda trak Thomas i armen. – Helt sikker er jeg ikke. Åh, sikke en masse besvær jeg er til. Kom, jeg tror, det er bedst, at vi går. Thomas blev stående og svajede. Klokken var fire minutter i otte, og butikken var ved at lukke. Gik de derfra nu, var det for aldrig at komme tilbage.

 

I stedet ville han gå i banken og indløse loddet dér. 100.000 lige ind på kontoen. Men kunne han leve med det? Var det sådan, han ville have det? Han tog et skridt hen mod døren, men så vendte han sig om. Trak det andet lod op af lommen. – Jeg beklager, sagde han og lagde det på disken. – Min fejl, jeg må have forvekslet dem. Det her er det rigtige lod.

 

Ekspedienten stirrede på ham. Gerda Sørensen også, men hun sagde ingenting. Så tog den skaldede loddet og kørte det igennem scanneren. – Et vinderlod, konstaterede han og så ud, som om en tung byrde netop var blevet løftet af hans skuldre. Sådan så også Thomas ud. Han havde netop sagt nej til 100.000 kroner, men følte sig alligevel vidunderlig let.

 

Han havde ikke tabt, men vundet, som om han netop var blevet sat på sit livs prøve og havde bestået. Han var ingen svindler, bare en person, som var trådt forkert, og som var blevet plaget af sine egne fornedrende tanker. – Vi ordner det på mandag, sagde han til Gerda Sørensen. – Så skal jeg nok gå med dig i banken og sørge for, at du får hver eneste øre ind på din konto.

 

Uden for butikken trak han vejret dybt og vidste, at han var i stand til at få orden i sagerne, hvis bare han var ærlig, ikke mindst over for sig selv. Folk ville være forstående, også Hanne. Nu havde han den styrke, der skulle til. Og mest af alt mærkede han en enorm lykkefølelse over, at han igen kunne svinge sine sønner rundt, til de hylede af grin, og at han var i stand til at glæde sig med dem.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Mareridtet

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: En rigtig charmetrold

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Hjerter i brand

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Erlend Tønnesen
Publiceret: 13-06-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri