Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Kend din nabo

Noveller
Deres nye nabo havde hamret og banket i en uendelighed, så Søs og Anders kunne ikke lade være med at spekulere over, hvad det mon var, han havde gang i. Da Søs endelig mødte ham, virkede han også mærkelig, og tilsyneladende havde hans kæreste lige så lidt styr på, hvad han gik og lavede.

Når man lige har fået ny nabo, forventer man lidt larm. Men da der efter tre dage stadig blev hamret og banket og boret inde ved siden af, begyndte det at irritere Søs og Anders. De kunne selvfølgelig have klaget, men det er sådan en træls måde at starte et nyt naboskab på, og de blev ved med at sige til sig selv, at det snart ville få en ende. Det gjorde det bare ikke.

 

– Der er sgu da ingen mennesker i verden, der har så mange billeder og hylder, der skal sættes op, sagde Anders og skruede lidt højere op for fjernsynet. De vidste sådan set ikke så meget om deres nye nabo. Søs havde set ham komme og gå og var ret sikker på, at han boede alene.

 

Han var en stor mand, både i højde og drøjde, og han gik i en lang mørkegrå trenchcoat, som egentlig ville have været smart, hvis han ikke havde haft så fedtet og tjavset hår. På ham så den bare skummel ud, og den passede helt skævt til de slidte løbesko. Men Søs forsøgte ikke at lade sit førstehåndsindtryk blive til fordom. Det hjalp bare ikke på det med den evindelige larm.

Annonce

 

– Klokken er snart midnat! Han har vel fået en husorden, da han flyttede ind! fnøs Anders. – Nu er det nok ikke lige det første, man sætter sig til at læse, når man skal flytte, sagde Søs. –Måske døjer han lidt med det hele. Hvis han er alene, mener jeg. Du kunne jo spørge, om du skal hjælpe lidt til.

 

Det fik Anders til at falde lidt ned. Han var normalt ikke nem at få i det røde felt, og nu så han nærmest ud, som om han skammede sig en smule. Søs blinkede til ham. – Jah... det kunne jo være, jeg skulle det. Om ikke andet så for at få det overstået, smilede han tilbage.

 

* * *

 

Anders sov endnu, da Søs satte sig ud i deres sydvendte forhave med morgenkaffen. Sensommeren havde indtil nu vist sig fra den pæne side, og her, hvor der var læ, kunne man næsten ikke mærke, at oktober var lige om hjørnet. Hun bladrede lidt i avisen uden rigtig at kunne engagere sig i nyhederne, der som altid bar præg af politiske mudderkampe og ligegyldige dumheder begået af lige så ligegyldige kendisser.

 

Men så var der pludselig en overskrift, der fangede hendes blik: Kvinde knivdræbt ved busstoppested i Stae. Og nedenunder med mindre typer: Muligvis tredje offer. Stae! Det var jo nabobyen. Den lå kun små seks kilometer væk. Man kunne da heller ikke føle sig sikker nogen steder efterhånden. Søs vidste godt, at hun generaliserede nu, men sådan kunne det altså af og til føles.

 

I sidste måned havde der været hærværk på skolen her i byen, og et hjemmerøveri hos brugsuddeleren, og havde der ikke også været en masse snak om narkotika i forbindelse med ungdomsfester i idrætshallen. Vold og kriminalitet var i hvert fald ikke længere forbeholdt storbyerne. Men mord?

 

Søs gav sig til at studere artiklen. En ukendt gerningsmand havde stukket en kvinde ned, mens hun ventede på den sidste bus fredag aften. Ingen havde set noget, hvilket ikke kom bag på Søs; der var som regel ikke mange mennesker på gaden om aftenen i en lille landsby. Politiet stod på bar bund og efterlyste eventuelle vidner eller andre, som havde kendskab til kvindens gøren og laden op til mordtidspunktet.

 

Søs havde gåsehud på armene. Det var grimt, når det kom så tæt på. – Hej! Hun for sammen og kom til at krølle avisen. Naboen lagde en hånd på hegnet og smilede genert. Søs anstrengte sig for at smile tilbage. – Jeg hedder Niels. Ja, det er altså mig, der er flyttet ind ved siden af... jeg... jeg synes bare lige, jeg ville hilse på. Jeg har jo set dig herude i haven et par gange, så... Du er meget velkommen til at komme ind og få en kop kaffe en dag, hvis du har lyst.

 

– Du er måske ved at være på plads? spurgte hun håbefuldt og undgik at svare på invitationen; den virkede for hurtig og ligefrem, lidt anmassende faktisk. Og samtidig fremstod han så forsigtig og akavet. Det var underligt. – Ja, ja. Det har jeg såmænd været længe. Jeg mangler bare mit nye tv, men det skulle gerne komme i morgen.

 

– Nå? Jamen, det var da godt. Søs tænkte på, hvad al den hamren og banken mon så havde skullet til for. – Ja, jeg tror jeg bliver glad for at være her. Han tav og så sig lidt omkring. Søs vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun følte sig utilpas. – Ja, jeg har lige været igennem noget sygdom, så...

 

– Nå da. Forhåbentlig ikke noget alvorligt? Hun rejste sig og foldede avisen sammen og skævede hen mod døren. – Jo, det var faktisk ret slemt. Noget med maven, men de kunne ikke rigtig finde ud af det. De skar mig op tre gange. Se! Og inden Søs kunne nå at forberede sig eller forhindre det, trak Niels op i trøjen og viste sin store arrede mave frem. En lille forskrækket lyd kom ud af hendes mund. – Ja, det er ikke kønt, vel? Men de siger, at de måske kan lave det pænere. Så den ikke hænger så meget.

 

– Det er da ikke så slemt, hørte hun sig selv sige, mens hun kæmpede med trangen til at vende sig bort fra ham og løbe ind i køkkenet. Hvad fanden var der galt med den mand? – Nå du, jeg må hellere ... min mand bliver nok gnaven, når han opdager, at jeg har drukket al kaffen.

 

– Er du gift? Jeg synes da ikke, jeg har set... nå, men du er altså velkommen til at kigge ind. Og sig endelig til, hvis der er noget, jeg kan gøre for dig, ikke? Jeg er jo ikke invalid. – Nej. Jo. Det må vi lige se på... jeg må hellere... farvel. Hun var nær braget sammen med Anders, da hun flåede døren til køkkenet op.

 

– Hov, hov... hvad i alverden sker der? – Jeg har lige hilst på vores nye nabo. – Nu har du vel ikke solgt mig til dagsarbejde? – Nej. Det var... jeg tror, der er noget galt med ham. – Hvordan galt? Er han ikke helt rigtig i hovedet? – Jeg ved ikke rigtig. Han virker bare helt... – Udviklingshæmmet? Evnesvag? – Mærkelig. Han er meget mærkelig.

 

* * *

 

Søndag aften var der stille. Anders og Søs slappede af og fordybede sig i en god film. Indtil det ringede på døren ved 22-tiden. De sendte hinanden et blik. Hun så efter Anders, da han forlod stuen og kunne ikke tøjle sin bekymring. Ingen af dem, de kendte, kunne finde på at komme så sent. Ikke medmindre der var noget galt. Ude i entreen snakkede Anders kort med en kvinde, men Søs kunne ikke skelne ordene.

 

– Søs! Kom lige her ud, kaldte han. Hun rejste sig med bange anelser. Der måtte være sket et eller andet. – Hvad? Hun kiggede forbi Anders på den kvinde, som stod udenfor. Ikke så gammel. Affarvet skulderlangt hår, der hang lidt trist omkring hendes blege ansigt, og ingen makeup til at pynte lidt på det, selv om hun ved gud kunne have trængt til det. Hun stod uroligt og vred sine hænder. Anders sendte Søs et diskret, sigende blik og sagde:

 

– Det her er Pia. Hun ville høre om... – Ja, det er altså, fordi det er ret vigtigt, at jeg får fat i Niels, ikke? Han er jo flyttet herhen, ikke? Men han er ikke hjemme, så... ved du, hvor han er? – Nej. – Men du kender ham godt, ikke? Hvornår kommer han hjem, tror du? – Det ved jeg virkelig ikke. – Det er sgu godt gjort, at manden ikke engang fortæller sin egen kæreste, at han er flyttet, ikke? – Joh, det... – Skulle fandeme ikke undre mig, om det er, fordi han har en eller anden affære. Kvindens ansigt blev hårdt, øjnene mørke.

 

Pludselig så hun direkte på Søs og rynkede brynene. – Har du været inde og besøge ham? – Nej! Jeg kender ham over-hovedet ikke, og jeg ved ikke hvor ... – Okay, okay. Men han skal sgu ikke tage røven på mig, det kan jeg godt sige jer. – Hør nu her, vi ved ikke, hvor Niels er, og vi vil ikke ... Anders rakte ud for at lukke døren, men kvinden satte en spinkel fod i døren.

 

 – Men jeg er hans kæreste, ikke? Så gider I godt sige til ham, at jeg har været her? Vreden var forsvundet. Pias øjne var nu bedende, næsten desperate. – Det skal vi nok, sagde Søs. – Hvis vi ser ham. – Tak. Pia smilede et blegt smil, og så gik hun endelig. Anders lukkede langsomt døren og rystede på hovedet: – Og du sagde, at han var sær .. Søs kløede sig i nakken og vidste ikke ,om hun skulle grine eller græde.

 

* * *

 

De hverken så eller hørte noget til Niels i to dage. Søs tænkte ikke så meget over det. Ikke før onsdag morgen, da Anders var taget på arbejde, og hun som sædvanlig satte sig ved køkkenbordet med avisen og en kop kaffe. For dér på forsiden var et umiskendeligt billede af Niels; det rødmossede ansigt, det fedtede hår.

 

Han var blevet anholdt i forbindelse med mordet på kvinden ved busstoppestedet. En buschauffør havde set ham i nærheden, havde genkendt ham på størrelsen og den lange frakke. Der var desuden et lille sløret billede fra et overvågningskamera på den togstation i København, hvor man i sidste måned havde fundet en anden knivdræbt kvinde, og politiet gik nu ud fra en teori om, at Niels havde forbindelse til hele tre mord. Han nægtede sig skyldig.

 

Søs lagde avisen fra sig. Hun var iskold over det hele. Hun boede ved siden af en morder. Af alle steder i hele Danmark havde han valgt at flytte ind lige ved siden af hende. Hun havde talt med ham. Tanken var fuldstændig uvirkelig. Og kvinden, som havde været her; måske havde hun været i livsfare uden at vide det. Søs og Anders havde ikke advaret hende; havde jo ikke vidst, at de burde.

 

Søs følte sig nærmest lammet. Langsomt rejste hun sig og gik ud på terrassen for at få lidt luft. Hun skævede til Niels' vindue, men hun kunne ikke se noget igennem det. Hun strakte hals. Det så ud, som om han havde trukket et sort rullegardin ned.

 

Uden at have taget beslutningen om at gå derover fandt hun sig selv i Niels' forhave. Der var ikke bare rullet for, vinduet var blændet med en plade, måske spån. Var det noget, politiet havde sat op? Nej, politiet havde jo ikke været her, hvilket i sig selv var underligt i lyset af nyheden.

 

Hun læste på navneskiltet ved døren: Niels Karsgaard. I avisen havde der stået Niels Mogensen. Havde han boet her under falsk navn? Det var simpelthen for utroligt. Men hun måtte vel hellere ringe til politiet i tilfælde af, at de ikke kendte til denne adresse. Måske kunne de finde noget derinde.

 

Søs kiggede på det blændede vindue. En gru, hun aldrig før havde følt, sneg sig ind på hende. Hvad havde Niels at skjule bag pladen? Hvad nu hvis hans kæreste, Pia, lå derinde. Han kunne sagtens have været hjemme på et tidspunkt, inden han blev anholdt, uden at Søs og Anders havde bemærket det.

 

Tanken om, at han måske havde slået Pia ihjel derinde, mens de bare sad og så tv, gav Søs tårer i øjnene. Hun stillede sig på tæer og forsøgte at se ind igennem den lille mat-terede rude i hoveddøren. – Hvad laver du? Søs snurrede omkring. Hendes hjerte bævede, og kinderne brændte. – Står du og lurer ind til min kæreste? – Nej! Nej, jeg var bare... ville bare se om...

 

Pia stod med hovedet lidt på skrå og armene over kors. Hun kneb øjnene sammen. – Har du en affære med Niels? – Nej! For guds skyld! Ved du det slet ikke? – Hvad? – Niels er blevet anholdt. De siger, han har myrdet tre kvinder. Al farve forsvandt fra Pias i forvejen blege ansigt. Øjnene blev blanke.

 

– Det har han ikke! Hverken her eller i København. Jeg ved det! – De må jo have nogen beviser, siden de ... Pia fik øje på pladen foran vinduet og gik hen og lagde en hånd på glasset. – Det er sært, ikke? At man forsøger at holde sin kæreste ude på den måde..., mumlede hun. – Hvad? – Det er, for at jeg ikke skal se de andre, ikke? Han tror, han kan holde det skjult for mig, men jeg ser ham jo ude i byen sammen med dem. På gaden. I toget. I bussen. Jeg er jo ikke dum, vel?

 

– Jeg ved ikke, hvad du taler om. Søs tog et skridt i retning af haveudgangen. Der var kommet et foruroligende skær i Pias øjne. – Jeg taler om de andre kvinder! Følg nu lidt med, ikke? Bare fordi han banker plader på vinduerne og ikke tager telefonen, skal han ikke tro, at jeg er ligeglad, vel? At jeg ikke ved, hvad der foregår. Ville du være ligeglad, hvis din mand låste dig ude og lå og horede med andre kvinder? Ville du? Ville du ikke gøre noget ved det? Få det til at stoppe?

 

– Det ved jeg ikke... hvad... – Nå, nå... du ved det ikke... nej. Men jeg vil sgu i hvert fald ikke finde mig i det, vel? Hvorfor fanden kan I ikke bare lade ham være? Dette var vanvittigt. Søs begyndte at gå. Hun var glad for at Pia var i live, men helt vel forvaret,

det var hun altså ikke. Hun begyndte at tænke, at Niels virkelig havde banket plader for vinduerne for at få fred for det skøre kvindemenneske.

 

– Hey! Jeg spurgte dig faktisk om noget! Pia rev med uventet styrke Søs i armen og snurrede hende omkring. Søs stod pludselig ansigt til ansigt med en ubehageligt udseende springkniv i hånden på en lille kvinde, hvis øjne var blevet helt sorte af raseri under det afblegede hår.

 

– Du lader Niels være, du gør! Pia viftede med kniven. – Jamen, han er jo ... – Han er MIN! Nogle kvinder kan bare ikke forstå det, vel? Er du en af dem? Er du? – Nej ... Pia stak ud efter Søs. Søs undveg instinktivt og greb efter Pias arm. Hun fik fat med begge hænder om underarmen og trak hårdt til.

 

Det kom fuldstændig bag på hende, hvor lidt den spinkle kvinde vejede; hun var så let, at kraften i trækket nær havde fået Søs til selv at gå på halen. Hun fandt sine fødder i sidste sekund, men Pia fortsatte bevægelsen og ramlede ind i murstensvæggen med hovedet først. Søs slap først hendes arm, da hun lå stille på jorden. Pia havde mistet bevidstheden. Kniven lå ved siden af hende, og Søs gav den et spark.

 

* * *

 

– Jeg vil bare sige tusinde tak. Niels stod udenfor med en æske chokolade. – Det var så lidt, smilede Søs. – Jeg har forsøgt at gemme mig for hende i månedsvis, men hun blev ved med at dukke op de mærkeligste steder. Jeg vidste ikke, hun havde slået nogen ihjel. De troede, det var mig.

 

– Så var det godt, at du var indlagt, da det andet mord blev begået. – Hun var min sygeplejerske. En sød pige. Hanne, hed hun vist. Eller Anne ... Han fik et trist udtryk. – På en måde kan man jo sige, at din operation var held i uheld. Han lyste op i et grin, der fik ham til at se næsten barnlig ud, og nikkede. – Nå, jeg vil gå ind og pille de dumme plader ned nu. Han gik, men stoppede så op ude på fortovet. – Du er stadig velkommen til en kop kaffe. Tag din mand med. 

Tekst: Karen Storm
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 15-02-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri