Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Klarsyn

Noveller
Lisbeth Riis havde været forsvundet i flere døgn, og Martin stod på bar bund, da han blev opsøgt af en usædvanlig kvinde, som mente, at hun kunne være politiet behjælpelig. Men kunne han have tillid til hendes synske evner?

Martin så på kvinden, der sad over for ham, og vidste ikke rigtig, hvad han skulle mene. Han sad mere eller mindre fast i efterforskningen af en ung kvindes forsvinden og havde desperat brug for et eller andet at gå efter, men dette var måske lige underligt nok. Bare kvindens navn, Sandra Soul, var nok til at få de røde lamper til at blinke. Spørgsmålet var, om han kunne tillade sig at ignorere hende. Han tog en dyb indånding og greb sin kuglepen.

 

– Du siger altså, at du ved, hvor hun er? – Jeg siger, at jeg har en meget stærk fornemmelse af, hvor hun kan være, rettede kvinden ham. – Det fungerer jo ikke som en GPS; mere som brudstykker af en drøm. Martin var lige ved at lægge kuglepennen fra sig igen. Sandra så på ham med lyse, alvorlige øjne. Hun virkede ikke på nogen måde skør; hun lignede faktisk lidt Tove nede fra hans søns børnehave.

Annonce

 

Bortset fra at denne kvinde havde en noget større forkærlighed for makeup. Hendes negle var meget lange og malet i to forskellige farver; der var endda glimmer på spidserne. Hun slog blikket ned; øjenlågene var mørke som snavset røg. Martin bandede indvendigt. Det var sgu godt gjort, at dette var det eneste, han havde lige nu.

 

Offentligheden undrede sig, hans chef undrede sig, den unge kvindes familie undrede sig i særdeleshed, og hvis Martin skulle være ærlig, undrede han sig faktisk også over, hvordan en ung pige kunne forsvinde ud i den blå luft. Ingen havde set hende, ingen havde hørt fra hende.

 

Det sidste livstegn havde været et telefonopkald til hendes kæreste, en meddelelse om, at hun blev en smule forsinket, fordi hun havde fået en tid hos tandlægen. Hun forlod sin arbejdsplads, tog en bus, stod af bussen og forsvandt. Ifølge tandlægen havde hun ikke bestilt nogen tid.

 

– Okay. Fortæl mig om det, bad han. Sandra kiggede op, krøllede de dybrøde læber i et lille smil og foldede hænderne foran sig på bordet; Martin undrede sig over den lethed, hun gjorde det med, uden at de lange negle kom i vejen.

 

– Jeg havde synet for fire dage siden, den dag, Lisbeth Riis forsvandt. På det tidspunkt lagde jeg ikke så meget i det. Det var først i løbet af de næste dage, mens jeg fulgte sagen i aviserne, at jeg begyndte at få en følelse af, at det havde noget med Lisbeth at gøre. Jeg ser så mange ting, får så mange impulser, forstår du?

 

– Det er jeg ikke sikker på, at jeg gør. Kan du forklare dig lidt tydeligere? Hvad var det helt præcis du "så"? Sandra lo lidt, en på én gang blød og hæs lyd: – Ah, en skeptiker! – Det er mit job at være skeptisk. Jeg arbejder med hårde facts og håndfaste beviser. – Ikke desto mindre bruger I jo af og til sådan nogle som mig, ikke? Det har jeg jo set på tv. Af og til er jeres beviser ikke nok, vel? Jeg husker da indtil flere eksempler på, at clairvoyante er blevet berømte for at løse en sag for jer.

 

Sandra blinkede og strøg en kobberrød lok om bag øret. – Det kender jeg ikke noget til. Kan vi vende tilbage til Lisbeth? – Selvfølgelig. Hun mødte en mand ved et højhus med en blå facade. En mørkhåret mand. Hun gik med ham. Frivilligt. Jeg er helt sikker på, at hun kendte ham. Jeg får en følelse af glæde, når jeg tænker på det møde. Men så kommer mørket og frygten. Døden. Blodet. Jeg får sådan en forfærdelig hovedpine. Lige her.

 

Sandra gned sin højre tinding med to fingre og rynkede panden som i smerte. – Du mener altså, at Lisbeth er død? Sandra fangede hans blik og holdt det fast. – Lisbeth er død. – Og den mørke mand slog hende ihjel? – Hun gik med ham. I synet så jeg også en totempæl og en lille skovsø. Jeg tror, I kan finde hende et eller andet sted i et mindre skovområde. I nærheden af nogle store betonklodser.

 

– Og totempælen? Martin var forvirret. Og træt. En totempæl! Måske var hun alligevel bare endnu en tosse, der elskede opmærksomheden. Sådan nogle var der altid, når en sag kom i medierne. Hun trak let på skuldrene. – Det er ikke mig, der bestemmer... men noget siger mig, at Lisbeths blod findes på den totempæl.

 

* * *

 

Totempælen var kunstfærdigt udsmykket. Udskårne ansigter stirrede på Martin fra deres opspærrede, malede øjne. Ansigterne var gule, røde, blå, grønne, sorte. Martin stirrede tilbage og forsøgte at få hold på sine tanker. I udkanten af synsfeltet kunne han ane en kødrand af nysgerrige børn.

 

– Frugttid! råbte en pædagog og begyndte at genne dem hen mod døren. – Hvornår lukker I? spurgte Martin den kvindelige pædagog, som stod ved siden af ham. – Vi går som regel klokken halv fem. Men så kommer rengøringen. Hun er her til klokken seks.

 

– Jeg vil gerne have, at I holder børnene inde resten af eftermiddagen. – Hvad drejer det her sig helt nøjagtigt om? Pædagogen virkede utilpas og irriteret. – Det drejer sig om en drabsefterforskning. Vi har grund til at tro, at der vil være beviser at finde her på legepladsen, så jeg vil afspærre området og få det undersøgt. – Men... her? Det er jo en børnehave! – Jeg vil også gerne tale med alt personale, der befandt sig her den 16. november efter klokken 15.

 

Pædagogens øjne var blevet store, hendes mund var en tynd streg. Så nikkede hun. – Jeg skal finde vagtplanen frem og give besked. – Tak. Hun gik ind, og Martin fandt sin telefon frem. Han så sig omkring på legepladsen og kunne stadig ikke helt forstå, at han stod her.

 

Bag trådhegnet bredte sig en lille, nøgen skov. I modsatte retning kunne han over plankeværket ud mod p-pladsen og vejen se toppen af et højhus, under hvert vindue var monteret en koboltblå plade. Martin rystede på hovedet og ringede efter teknikerne.

 

* * *

 

 – Jeg har slet ikke været ude i den ende af byen i... ja, i månedsvis, sagde Lisbeths kæreste, Jan, og kløede sig i sine næsten sorte lokker. Martin havde fået hentet ham ind til endnu en afhøring, efter at tekniske undersøgelser havde bekræftet Sandra Souls påstand: Man havde fundet menneskeblod på totempælen. Om det var Lisbeths, måtte tiden vise, når de fandt hende.

 

– Vi har et vidne, som påstår, at hun har set dig sammen med Lisbeth ved højhuset derude. Martin fortalte ikke, hvem der havde set Jan. I det hele taget gik han meget stille med dørene, når det kom til Sandra; det var alt for svært at skulle forklare noget offentligt, som han havde svært ved at forklare for sig selv.

 

– Nå, men det har hun ikke. Jeg har ikke været der! – For du var...? Martin konsulterede rapporten. – I skoven. Det har jeg jo forklaret. Da Lisbeth ringede og sagde, at hun ikke kunne nå hjem til spisetid, løb jeg en tur. – Så vil det vel ikke være noget problem for dig at aflevere en dnaprøve? Så vi kan udelukke, at du har været i nærheden af totempælen, at blodet ikke stammer fra dig?

 

Jan surmulede lidt, men gav sig. Gnisterne i de brune øjne blev til tårer, der stod og dirrede på øjenranden. – Undskyld, sagde han. – Det er bare så uvirkeligt det hele. Lisbeth, der er væk, og du tror, jeg har... har... Jan gemte ansigtet i hænderne og gned dem rundt som et træt barn. – Jeg tror ikke noget, men vi er nødt til at dække alle vinkler ind, hvis vi skal finde Lisbeth. Var der nogen, der så dig på din løbetur? Talte du med nogen? Hvornår var du hjemme?

 

– Alt det står i den der rapport, pegede Jan med et suk. – Jeg vil gerne høre det fra hestens egen mund. Jan svarede på spørgsmålene, imens Martin tjekkede med rapporten; der var ingen uoverensstemmelser, ingen ændringer i forhold til tidligere forklaring. Han nikkede til Jan og lagde pludselig mærke til, hvor hærget manden så ud: skægstubbe, mørke rande under øjnene, huden virkede grå og træt, dybe furer indrammede de hårde læber.

 

– Tror du, hun er død? spurgte Jan. Martin gav sig til at samle sine papirer sammen for at undgå at svare. Ikke fordi han var i tvivl om svaret; rent professionelt troede han ikke noget, rent hypotetisk kunne de stadig finde Lisbeth i live. Men mennesket bag masken nærede ikke de store forhåbninger.

 

Telefonen ringede i Martins lomme. – Lige et øjeblik, sagde han og rejste sig. Han gik hen til vinduet og kiggede ned på den regnvåde p-plads, mens han lyttede til beskeden. Bag sig kunne han høre Jan skubbe stolen ud og rejse sig. Han afbrød samtalen og vendte sig.

 

– Er vi færdige her? spurgte Jan. Martin svejsede blikket fast til Jans ansigt for at få hver eneste lille reaktion på det, han ville sige med. – De har fundet et lig. Ude i skoven bag børnehaven ved en gammel bunker. Signalementet svarer til Lisbeth, men vi skal selvfølgelig have det slået helt fast. Måske kan du hjælpe med at identificere hende? Jan sank tilbage på stolen. Han var pludselig meget, meget bleg.

 

* * *

 

Martin studerede, ikke uden en vis ærgrelse, avisartiklen. På billedet poserede Sandra Soul med et stolt glimt i øjet. Overskriften lød: Clairvoyant finder mordoffer for politiet. – Hun venter på dit kontor. Siger, hun har vigtige informationer. Carlsen blinkede til Martin og forsvandt med en kop dampende kaffe.

 

Martin smed avisen ved siden af kaffemaskinen og gik ned mod sit kontor. Sandra stod ved vinduet. – Du er i avisen, sagde Martin tørt. – I har fundet hende? – Ja. – Mm... ved bunkeren i skoven. I nat. Jeg kunne mærke det. Jeg vågnede.

 

– Vi fandt hende nu allerede i aftes. Sandra viftede med en langneglet hånd og nikkede. – Jeg har set noget mere. Martin nikkede mod stolen ved skrivebordet. De satte sig. – Lisbeth døde af slag i hovedet, ikke sandt? – Det ved vi ikke, før obduktionen er færdig.

 

Liget havde haft en voldsom læsion ved højre tinding, som Martin var ret sikker på ville vise sig at være dødsårsagen. Sandra kneb øjnene lidt sammen under det røde pandehår. – Han slog hende med en sten. Ved totempælen. – Hvem? – Hendes kæreste. Jan. De var ikke lykkelige sammen. Lisbeth overvejede at forlade ham. – Og alt dette har du "set"? – Jeg fandt Lisbeth til jer, gjorde jeg ikke?

 

* * *

 

Blodet fra totempælen viste sig at stamme fra Lisbeth Riis. I et buskads på legepladsen havde man desuden fundet en sten på størrelse med en knyttet hånd; der var blod på den. Og mange udtværede fingeraftryk. Stenen var lige nu underlagt en masse tekniske undersøgelser, som forhåbentlig kunne give Martin nogle flere detaljer. Han håbede at finde tekniske beviser for, at Jan havde befundet sig på gerningsstedet; et skrøbeligt alibi og en synsk kvinde var slet ikke nok at bygge en sag på.

 

Pressen kørte på med Sandra Soul; alle elskede en god gang mystik. Overskrifterne svirrede: Soul udråber Lisbeths kæreste til morder – politiet gør intet. Sandra Soul finder mordvåben. Clairvoyant løser mordgåde før politiet. På billederne strålede Sandra af irriterende selvtilfredshed; hun nød tydeligvis rampelyset.

 

Martin bevægede sig i et grænseland; på den ene side lå fornuftens og logikkens land, på den anden lå landet, hvor det mystiske og uforklarlige herskede. Trådte han til den ene side, vendte han ryggen til alt, hvad han hidtil havde kendt og troet på. Trådte han til den anden side, risikerede han at vende ryggen til værdifulde oplysninger, der kunne opklare en mordsag. Han besluttede, at han var nødt til at blive stående på stregen med en fod i hver verden.

 

* * *

 

– Lisbeth var ulykkelig, sagde Betina Nielsen. Hun var Lisbeths veninde. – Det har jeg hørt før. Problemer i parforholdet? – Ja. Nej. Ikke sådan... hun ville så gerne have et barn, men det ville ikke lykkes. – Et barn? Med Jan? – Hvem ellers? Det var hørt før, at folk fik børn for at redde deres forliste forhold, og alligevel kom oplysningen bag på Martin. Han bad Betina fortælle mere.

 

– Hun var efterhånden desperat, begyndte at vende sig mod det åndelige for svar; horoskoper og tarotkort og den slags. Hun gik endda hos en clairvoyant. – Hos hvem? – Det ved jeg ikke. Hun talte ikke så meget om det. Jeg tror, hun syntes, det var lidt flovt. Jeg tror ikke på den slags. Det gør Jan heller ikke. Hun holdt det hemmeligt for ham. – Var de lykkelige sammen, Jan og Lisbeth? – De havde det lidt svært med barnløsheden. Mest Lisbeth, tror jeg. Men hun elskede ham.

 

* * *

 

Der blev fundet en masse forskelligt dna på stenen. Blodet var Lisbeths. Resten var et mismask, der fik Martin til at tænke på snottede børnehavebørn. Der var også fundet en smule rødt glimmer som det, der findes i glimmerlim. Jans dna var der ikke.

 

Efterforskningen var ved at stagnere, og Martin kunne mærke de grå hår spire frem. Men så fik han besked fra en kollega om en mor, hvis seksårige søn havde set noget underligt på legepladsen den aften, Lisbeth forsvandt. Moderen var sikker på datoen, fordi drengen skulle have været til spejder, men mødet var blevet aflyst.

 

I stedet var knægten, som så ofte før, gået ned til børnehaven, hvor han godt kunne lide at hænge ud efter lukketid, have gyngerne for sig selv, klatre på klatrevæggen; han kravlede nogle gange over hegnet for at kigge til hønsene. Martin bad hende komme med drengen, men havde ikke de store forventninger; børn var ikke gode vidner.

 

– Nå, Rasmus. Kan du fortælle mig det samme, som du har fortalt din mor? – Der var to damer, som var uvenner. – Hvorhenne? – På legepladsen. De stod henne ved totempælen. – Så de dig? – Nej, jeg gemte mig bag hønsehuset. – Hvorfor tror du, de var uvenner? – Den ene græd. – Hvordan så de ud? – Den ene havde langt lyst hår. Den anden lignede en heks. – En heks? Drengen løftede hænderne op og formede dem som klør, hvorefter han nikkede alvorligt.

 

 – Og hvad skete der så? – Så løb jeg hjem. Man skal ikke blande sig, når de voksne diskuterer. Hans mor smilede lidt forlegent. – Kunne du høre, hvad de talte om? – Nej. Lidt... det var noget om en dreng. Noget om, at han aldrig ville komme til at gå i børnehaven. Jeg hørte ikke mere. – Okay.

 

– Det er heksen! råbte drengen pludselig og pegede. – Dér! Hende med kløerne. Billedet i avisen viste en smilende rødhåret kvinde med hovedet i hænderne, så de lange negle var faretruende tæt på hendes stærkt sminkede øjne.

 

* * *

 

 – Anholdt! Hvad foregår der? Jeg har båret jer hele vejen! Sandra smilede til en forandring ikke. Martin smilede til gengæld bredt. – Jeg har fået gaven! Jeg har også "set" noget nu. – Hvad snakker du om? En nerve begyndte at spjætte ved hendes mundvig.

 

– Det kom til mig som i en drøm: En ung kvinde, vi kalder hende Lisbeth, søgte råd hos en såkaldt clairvoyant, lad os kalde hende Sandra. Sandra fortale Lisbeth, at hun snart ville blive gravid; hun lokkede endda Lisbeth med ud til en afsidesliggende børnehave under påskud af at kunne fornemme barnets fremtid eller noget lignende fis. Men Sandra var en svindler. En medieliderlig svindler; faktisk ville hun gå meget langt for at blive kendt. Så langt, at hun slog den unge kvinde ihjel med en sten og gemte hende i skoven. Derefter gik hun til politiet, og vupti! var hun i alle landets aviser med sine "paranormale evner".

 

– Sludder! Det har du ingen beviser på. Martin tog Sandras hånd. Rødt glimmer glitrede på neglespidserne. – Pænt håndværk; dekorerer du dem selv? Lisbeth havde nogle ridser på hænderne. Det må være svært at holde så lange negle ordentligt rene.

 

* * *

 

Martin smækkede fødderne op på skrivebordet og nød dagens overskrifter: Clairvoyant afsløret som Lisbeths morder. Sandra Souls morderiske blufnummer.

Tekst: Karen Storm
Illustreret af: Erlend Tønnesen
Publiceret: 16-08-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri