Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Lad være med at lege med ilden

Noveller
– Din kone er for resten en flot kvinde, siger Peter Bøe og stikker mig sit charmerende smil. – Jeg er taknemmelig for at have lært hende at kende. – Det er du garanteret, hvisker jeg vredt for mig selv, mens jeg ser for mig, hvordan han fra nu af vil gøre alt for at score min kone. Og uden hende er jeg ingenting. Derfor er der heller ingen, der skal tage hende fra mig. Ingen.

Jeg lægger en ny knude i pejsen og lader mig fascinere af, hvordan den knitrer og smælder, før den bliver suget ind i flammerne og selv bryder i brand. Det er en flot pejs. Det er i det hele taget et flot hus. 280 kvadratmeter beboelse i naturskønne omgivelser. Jeg har bygget det selv, og det er jeg stolt af. Huset er et bevis på, at jeg også kan noget. At jeg også duer.

 

Min kone Betty har nemlig en meget længere uddannelse end mig. En doktorgrad i psykologi, selv om hun aldrig har brugt den til noget fornuftigt. Medmindre man anser en forskerstilling i et bortgemt universitetskontor som noget fornuftigt. Yngre end mig er hun også. 12 år for at være nøjagtig. Det er hændt, at jeg har følt mig lidt over sidste salgsdato, men Betty har altid været flink til at lade mig føle, at jeg er manden i hendes liv. Manden med stort M. Robust, solid og fingerfærdig.

Annonce

 

Jeg var ligeglad med den slags tidligere. Men efter mit snedkerfirma gik konkurs, var alt forandret. Jeg begyndte at måle min egen begrædelighed mod andres succes. Det blev som en svøbe. Som om en dyb afgrund åbnede sig i mig.

 

Jeg har netop sat mig med min møntsamling, da Betty ringer. Et øjeblik overvejer jeg at lade være med at tage telefonen. Ved, hvad hun ville have sagt, hvis hun kunne se mig. – Du burde komme mere ud. Holde op med at sidde inde og have ondt af dig selv. Men jeg elsker mine mønter. De er de eneste, som ikke dømmer mig. Siden hun ikke kan se mig gennem telefonen, tager jeg den alligevel.

 

Som sædvanlig virker hun stresset, og jeg tror, det er med vilje. Som for at understrege, at her sidder jeg og laver ingen verdens ting. – Hør, siger hun. – I eftermiddag komme Peter Bøe forbi. Han er involveret i et forskningsprojekt, vi er i gang med, og han er meget vigtig for os. Flyet fra Trondheim er forsinket, så jeg når ikke hjem i tide. Kan du tage dig af ham, til jeg når hjem?

 

Jeg ser for mig en typisk professor med hornbriller, hvid kittel og håret stående ud til alle sider. – Selvfølgelig. Dine forskerkolleger er ikke så vanskelige at underholde. Giv dem en krydsogtværs, og så holder de mund. – Han er ikke forsker, men en af dem, som har meldt sig frivilligt til at deltage i forsøget.

 

– Ingen skøre mennesker her, tak. – Hold nu op, Kalle. Peter Bøe er en veltalende og flot mand i en stor stilling. En mand, som forstår at tage vare på sig selv. Du burde lade dig inspirere af ham. – Fint. Den sidste sætning giver et stik i mig, og hun kan høre min mumlen. – Ingen nykker, vær nu sød. Ikke i dag. Jeg kommer hjem, så hurtigt jeg kan. – Jeg skal gøre mit bedste, siger jeg og lægger på.

 

25 minutter senere parkerer Peter Bøe ude foran huset. Langbenet og atletisk går han over gårdspladsen. Rækker en velproportioneret hånd frem med lange, smalle fingre. Man behøver ikke være psykolog for at se, han er god til at spille klaver. Og sikkert også en hel del andre kvindebedårende ting.

 

– Smukt hus, I har herude, siger han. Også en smigrer. Jeg trykker hans hånd, men det snører sig sammen i maven. „Meget vigtig for os", ja den er god med hende. Betty har ladet sig charmere, det er det, der er sket. Jeg vil så gerne være flink og imødekommende, men jeg går i hårdknude. Kan ikke få mig til at være flink. Trangen til at sabotere flår i mig.

 

Min kone har altid sagt, at det er vigtigt at få det bedste ud af enhver situation. Undertrykke vores medfødte skam. Det kaldes emotionel intelligens. For ifølge hendes store forbillede, Freud, er vi alle født med grænseløs selvforagt. Men jeg har ikke lyst til at få det bedste ud af det. Jeg har fået en rival ind på mit territorium, og jeg kæmper allerede med ryggen mod muren. Det bliver min kuglemave mod denne ungtyrs atletiske krop. En yngling på hendes egen alder mod en overlevende fra en svunden tid.

 

– Kom indenfor, siger jeg påtaget venligt og tager Peter Bøes lækre ruskindsfrakke. Han ser sig omkring og nikker anerkendende. Vejer ordene, før han siger: – Din kone er for resten en flot kvinde. En enestående professor med stor fagkundskab. Jeg er taknemmelig for at være kommet i kontakt med hende.

 

– Det er du garanteret, mumler jeg næppe hørligt. Ser for mig, hvordan han med kløgt og smiger vil forsøge at lokke hende ud af hænderne på mig. Men uden Betty er jeg slet intet. Derfor er der heller ingen, der skal tage hende fra mig. – Noget at drikke? spørger jeg og skal til at remse alle mulighederne op fra øl til whisky. – Bare et glas vand, tak. Selvfølgelig. Fyren ser jo ud, som han snakker – en selvoptaget helsefreak.

 

Peter tager imod glasset, og det slår mig, at hans hånd ikke har så meget som et lille ar. Fingre, som formentlig aldrig har holdt om skæftet på en hammer. Langt mindre skruet en badehylde op. Jeg må le. Latterlige hænder på en latterlig mand. Men taktikken hjælper ikke. Mod Peter har jeg ingenting at stille op. Det er, som om jeg bliver mindre for hvert sekund. Som om al selvfølelse bliver suget ud af mig. Fortsætter det på den måde, vil jeg være reduceret til ingenting, inden Betty er hjemme.

 

Han tager en slurk, og med flakkende blikke bliver vi stående og tripper usikkert. – Slå dig ned, siger Peter omsider. – Betty har fortalt mig, at du har bygget huset selv. Imponerende, må jeg sige. „Slå dig ned." Hvad bilder den fyr sig ind! Det her er mit hus! Min ejendom. Den eneste, som har bemyndigelse til at bede nogen om at slå sig ned her, er mig. Og kun mig!

 

Alligevel sætter jeg mig. Med armene over kors. Har besluttet mig for at spille taktisk. En stillingskrig, hvor jeg og Peter skyder på hinanden fra hver vores skyttegrav. Han sætter sig også og lader blikket følge de tunge mønter på stuebordet. – Du samler på mønter? spørger han.

 

Jeg er ekspert i mønter, og spørgsmålet gør, at jeg straks føler mig bedre tilpas. Der er nemlig ingen chance for, at han ved mere om mønter end mig. Noget, som kan bringe ligevægten mellem os tilbage, måske endda før Betty vender hjem. – Jeg har komplette årgange af alle møntserier siden 1870, siger jeg og forsøger at få det til at lyde henkastet. Men stoltheden lyser ud af mig. Peter bøjer sig over den nærmeste møntmappe.

 

Der er noget magisk ved mønter. Jeg ser det i øjnene på alle, som kaster et blik på dem. Der er noget rent og evigtgyldigt over disse ædle betalingsmidler. Hver og en af dem er som et lille monument over sin epoke. Man bliver glad af mønter. – Jeg har også flere, siger jeg og rejser mig ivrigt. Trækker et blytungt bjerg af møntmapper ned fra boghylden. – Blandt andet den komplette serie af to- og femører.

 

– Interessant, siger han stille. – Den trang, vi mennesker har til at samle på ting i store mængder. Det være sig servietter eller tændstikæsker eller ja – hvad som helst. Fascinerede. Servietter! Jeg bliver tør i munden. Sammenligner han mine mønter med servietter og tændstikæsker?

 

– For resten, siger han, mens han stadig har blikket fæstet på mønterne. – Nu hvor vi stadig er på tomandshånd, må jeg sige, at jeg sætter uendelig stor pris på Betty og hendes faglige dygtighed. – Det har du allerede sagt, mumler jeg ovre fra bogreolen.

 

Han har ikke hørt mig. – Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal formulere det, men det projekt, jeg deltager i, er snart ovre. Det er ærgerligt. Jeg ville ønske, at hun kunne have sat mere tid af til sin terapeutiske virksomhed, sådan at jeg kunne fortsætte og... Jeg bliver varm i hovedet. Var det ikke det, jeg troede. Han vil have hende. Med hud og hår. Lokke hende ind i sin favn, og det endda med min hjælp.

 

– Jaså, så det vil du, siger jeg hårdt. – Hvis du kunne lægge et godt ord ind for mig. Få hende til at indse, hvor mange hun kunne hjælpe med sine egenskaber. Jeg har brug for hende, ganske enkelt. Han sidder stadig bøjet over mønterne og det hele sker så hurtigt. Før jeg når at tænke. Den blytunge møntmappe rammer ham så hårdt i baghovedet, at han segner bagover. En panikhandling. Helt uoverlagt.

 

Forskræmt rykker jeg tilbage. Venter på, at han skal rejse sig. Men det sker ikke. Som en anden kartoffelsæk bliver han liggende og raller, før han til sidst bliver helt stille. Først da vover jeg mig et skridt nærmere. Ser, at han stadig trækker vejret svagt, mens blodet pibler ud af baghovedet.

 

Pludselig ser jeg det hele klart. Sådan er jalousiens væsen. Man trækkes stadig dybere ned i sit eget begsorte indre, før man brat er tilbage i virkeligheden. Som regel ved en handling, der får en til at se det absurde i situationen. Du godeste! Jeg har næsten dræbt en mand.

 

Hænderne skælver helt ukontrollerbart. Jeg stryger mig over panden med håndryggen og stønner. Hva nu, kære Kalle? spørger jeg. Hvordan kan jeg få rettet op på dette på en værdig måde? Med en kraftanstrengelse får jeg ham trukket hen over gulvet og over mod hoveddøren.

 

Et kvarter senere har jeg fået placeret ham i passagersædet på hans egen bil. Min første tanke er at køre både ham og bilen i søen. Lade dem forsvinde i det sorte dyb. Men vi har ikke kørt mere end en kilometer, før jeg kommer på bedre tanker. Bliver han fundet på den måde, vil tanken om et drab snart melde sig. Og siden det var mig, han var på besøg hos, ville jeg naturligvis komme i politiets søgelys.

 

Jeg får en bedre idé. Hvad hvis jeg får det til at se ud som en ulykke? En ulykke, før han i det hele taget nåede ud til os? På den måde vil jeg ikke blive mistænkt for noget som helst. Ved næste afkørsel vender jeg om og kører tilbage mod huset igen. Stopper, der hvor den smalle vej tager et sving lige før en brat skråning. Tydelige mærker i det nedslidte autoværn fortæller, at han ikke vil være den første, som har været på afveje her.

 

At få ham over i førersædet er ikke så vanskeligt. Den vanskelige del består i at få skubbet den tunge bil gennem nødsporet og ud over kanten. Men efter lidt prusten og skubben lykkes det omsider, og jeg kan se bilen knase gennem det mørnede autoværn og forsvinde ned ad skråningen.

 

Peter Bøe har aldrig besøgt mig. Han nåede aldrig så langt, før han kørte galt på den smalle vej og omkom. Netop sådan vil historien lyde. Først en uge senere dukker politiet op. Det, der i første omgang så ud som en tragisk ulykke, var det vist alligevel ikke.

 

– Så du siger, at Peter Bøe aldrig nåede at opsøge dig herude? Det er efterforskningsleder Edvin Moen som taler, en stovt kæmpe i begyndelsen af 60'erne. Politiet er mødt talstærkt op. Hele tre personer. Det er kun Edvin, jeg har mødt før. Vi er begge med i den lokale klub af møntsamlere, selv om jeg er mere aktiv end ham.

 

– Det stemmer, siger jeg og rykker utilpas rundt på stolen, – Min kone ringede og sagde, at han ville komme, men han dukkede aldrig op. – Sidder du godt? Det er overbetjent Tonje som spørger. En ung politikvinde med håret sat op i en stram hestehale.

 

Jeg har ofte spekuleret på, om alle landets politikvinder er klonede og stammer fra en og samme person. Alle disse kornblonde hestehaler, mælkehvide ansigter og de havblå øjne. Der er bare for mange af dem til, at det kan være en tilfældighed.

 

– Faktisk har jeg aldrig brudt mig om disse sciencefiction-agtige stole, siger jeg. – Det var Betty, som ville købe dem. Men siddearealet er jo helt fladt og uden dybde. Og meget få mennesker er helt flade bagtil! Den sidste sætning er møntet på Edvin Moen, der er lidt tung i det – i alle betydninger af ordet. Tonje trækker på smilebåndet, men kun lige akkurat.

 

– O.k., lad os komme til sagen, siger Edvin hårdt. – Peter kørte ud over vejen. Så meget ligger klart. Uden sikkerhedsbælte kolliderede han med et træ 55 meter nede ad skråningen. Ingen overlever den slags. – O.K., det er vel det, siger jeg og nikker. Skal til at rejse mig.

 

– Bliv siddende! Det, vi ikke forstår, er såret i baghovedet. Som om noget tungt traf ham lige under hårgrænset. Det stemmer ikke overens med sammenstødet med træet. Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene, men mærker, at mine mundvige begynder at skælve.

 

Edvin Moen bøjer sig nærmere. Den røde skjorte spænder som et pølseskind om den store mave. – Det, som gør det hele så besynderligt er, at vi fandt en masse mønter i hans lommer. Gamle toører fra forskellige årstal, alle i pletfri stand. Jeg svælger. – J–jeg forstår ikke, hvad det har med mig at gøre? får jeg frem. – Du samler på mønter, ikke sandt? Jeg trækker på skuldrene. Det ved han jo godt. Helt unødvendigt at spørge.

 

Edvin bøjer sig endnu nærmere. Så tæt, at den sure kaffeånde rammer mig lige midt i ansigtet, men det er han ligeglad med. Han er næsten ved målet nu. – Der findes ingen spor af mønter hjemme hos ham. Ingen samling i det hele taget. – T-trist for ham.

 

– Og muligvis for dig. Peter Bøe var nemlig et interessant tilfælde. En veletableret mand i en stor stilling, og alligevel stjal han alt muligt uden nogen tilsyneladende grund. Stak det i lommerne, uanset hvad det så måtte være. Han var det, vi kalder en kleptoman. Det var derfor, han deltog i din kones projekt om kleptomani. Tilsyneladende velfungerende mennesker, som alligevel stjæler. Hun var vist nået meget langt med ham, men tydeligvis ikke langt nok.

 

Det svimler for mig, og snart ser jeg et helt dusin kornblonde hestehaler danse for mine øjne. – Er det der, du opbevarer din møntsamling? Edvin peger på reolen. Jeg nikker bekræftende. Sandt at sige har jeg ikke engang turdet kigge på mønterne efter det fatale slag mod Peter Bøes hoved. Har kun lige akkurat fået dem ryddet op og lagt væk, før Betty kom hjem. – Fint, siger han. – Så foreslår jeg, at vi går over og tager et kig. Ser, om der for eksempel mangler nogle toører.

Tekst: Lars P. Mellebye
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 17-01-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge