Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Listetyvene

Noveller
Der havde nærmest været en bølge af indbrud på det seneste. Sikkerhedsfirmaerne havde travlt som aldrig før med at sætte alarmer op, men heller ikke det stoppede tyvene. Så da Charlotte var på kursus, holdt Frederik vagt uden for hendes hus, og midt om natten vågnede han med en knugende fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være...

Frederik orkede næsten ikke Jyttes boblende energi, mens hun i sin egenskab af stationsblæksprutte nynnende dækkede op til morgenmøde. Hun rakte ham et krus skoldhed, duftende kaffe. – Jamen Frederik.... sikke trist du ser ud! I sådan et skønt forårsvejr! Var du ikke hjemme i Herning hos familien og din søde forlovede i weekenden? Der er vel ikke noget galt med Emma?

 

– Nej. Jeg har bare lige fået at vide, at mit værelse på Pension Søblik vil stige med 30% i sommersæsonen... fra påske! Det har en praktikant altså ikke råd til! Jytte nikkede medfølende. – Alle hovedgadens forretninger tager turistpriser, når sommergæsterne kommer.

 

– Det er sguda mafiatilstande! udbrød Frederik forarget. – Finder I jer bare i det? Jytte lo. – Vi fastboende betaler selvfølgelig kun vinterpriser. – Nå, men ikke hos Søblik, surmulede han. Jytte strøg ham moderligt over kinden, og det varmede lidt. Men betød også, at han pludselig savnede Emma og Hernings tryghed voldsomt.

Annonce

 

8-radioavisen begyndte, og Charlotte, stationsforstanderen, kom ind i møderummet sammen med Erik, den midaldrende politiassistent, som Frederik var føl hos. De havde dårligt sat sig, før Charlotte smed en bunke rapporter på bordet, som Frederik begyndte at skimme igennem.

 

– Weekendens indbrud, nikkede hun med stramme læber. – Det har været virkelig voldsomt. Tre gange så mange som normalt, og det er fortrinsvis gået løs i de store helårsvillaer på strandvejene og det dyre kvarter ved skoven. De har hugget fladskærme, bærbare pc'er, ipods, mobiltelefoner og den slags. Der er fundet dækaftryk fra kraftige knallerter eller små motorcykler i næsten samtlige indkørsler.

 

– Alt sammen effekter, der er populære og letomsættelige blandt ungdommen, indskød Erik. – De har også været helt præcise med at udvælge villaer, hvor beboerne har været bortrejst, konkluderede Frederik. – De her unge må altså have temmelig indgående lokalkendskab.

 

Jytte så ned, og der opstod tavshed. Frederik vidste godt, at Jytte straks blev nervøs for, om hendes 16-årige Patrick mon var indblandet. – Altså... begyndte han og blev afbrudt af Eriks hævede bryn. – Nu er der jo ingen, der ved, om det er de unge, Frederik. Her i landet er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Og vi mistænker ingen lige nu, tilføjede Erik myndigt.

 

– Men regionens nyhedssprøjter har haft en fest, tilføjede Charlotte syrligt og skød et par aviser over bordet. – De boltrer sig i artikler om romaer, narkomaner, asylsøgere, knallertrockere og tidernes almindelige forfald. – Vi har nabohjælp. Vi parkerer biler, hænger tøj op og fylder skraldeposer for hinanden, sagde Jytte. – Men jeg må nok hellere skynde mig at bestille installering af en tyverialarm.

 

Erik sukkede. – Det værste er, at de første læserbreve om selv-bestaltede vagtværn, selvtægt og politiets uduelighed allerede er begyndt at dukke op. Så, unge praktikant Flintholm, vi må vist hellere i gang! Frederik sprang straks op. Han kendte Erik godt nok til at vide, at når han havde sin bøse tone på, skulle der hverken tøves eller spørges.

 

* * *

 

Den følgende uges morgenmøde bød på flere rapporterede indbrud. – De bliver dygtigere og dygtigere, sukkede Erik. – Det må være en meget velorganiseret bande. De arbejder åbenbart med lynets hast, for enten har naboerne overhovedet intet hørt, eller også er de væk, før nogen når at reagere på mistænkelige lyde.

 

– Så er det da mærkeligt med alle de der dækaftryk. Knallerter og motorcykler larmer jo, sagde Jytte, men fik intet svar. – Patricks knallert kan i hvert fald nærmest vække en død. – Den er vel ikke ulovlig, begyndte Erik, men Frederik kom hende til hjælp:

 

– Der udsolgt af tænd-sluk-ure og udendørslamper med automatisk tænding hos isenkrammeren, oplyste han. – Og for resten skal I vide, at jeg har lejet mig ind ovre på Elmevej. Altså, på ugebasis. Jeg kan blive opsagt med én dags varsel. Familien vil kunne leje ud til turistpriser, hvis nogen melder sig.

 

Jytte noterede den nye adresse, og nu var det hendes tur til at tage ordet: – Vidste I, at der er en måneds ventetid hos samtlige installatører af tyverialarmer i oplandet? Jeg er glad for, at jeg bestilte vores omgående. Der kom en rigtig sød ung installatør og hans assistent eller lærling, eller hvad det var, som var utrolig god til at forklare både Patrick og mig, hvordan alarmerne virker, og hvad rumfølerne gør. De satte dem op over hele huset.

 

Charlotte bed sig i læben. – Jeg får først min tyverisikring sat op om tre uger. Desværre, for som I ved, skal jeg på efteruddannelse i hovedstaden hele næste uge. Det kan jeg godt blive lidt bekymret over. – Jamen, bor du ikke i sådan en sommerhusknaldhytte? for det ud af Frederik, der omgående rødmede som en aubergine, da han så Charlottes panderynke.

 

Erik påtog sig at forklare: – Du husker nok, at vores stationsforstander er kunstsamler og har arvet en del værdifulde værker, unge Flintholm. Charlotte nikkede. – Og selvom mit hus er en knaldhytte, som du siger, så ligger det jo i den dyre del af det gamle sommerhuskvarter – ude ved Fyrreskoven. Ja, det er jo ikke, fordi jeg er snobbet... men knaldhytte...

 

– Hvad med din gamle schæfer, Charlotte? Hvem passer den, mens du er væk? – Miró er sådan en dejlig hund. Tidligere politihund, forklarede Erik. – Patrick er overfølsom, undskyldte Jytte. – Så vi kan desværre ikke... Frederik tilbød sig for at råde bod på sin uheldige bemærkning om Charlottes hus.

 

– Jeg vil gerne fodre og lufte ham. Det er alligevel næsten ikke til at holde ud at være i det kosteskab, jeg har lejet. Man skal nærmest stå op og sove. Charlotte smilede, tilgav ham tilsyneladende og bad Jytte få lavet en kopi af hendes nøgler. – Skal vi hæve mødet?

 

* * *

 

Om mandagen mødte Jytte med røde, hævede øjne. – Men dog! Hvad er der sket? udbrød Charlotte i en så deltagende tone, at Jyttes tårer straks begyndte at løbe. – Vi overnattede hos min søster i weekenden, og nu... Patricks nye iPhone og min bærbare, som jeg fik til jul, er væk. Og vores fladskærm... og nogle af mine smykker! De har taget det hele! græd hun.

 

– Virkede alarmen ikke? spurgte Erik og måtte vente, til Jytte igen kunne tale. – Alarmfirmaet sagde, at jeg fjols havde kludret med det, snøftede hun. – Jeg ringede jo til dem med det vuns, men på centralen kunne de ikke se noget unormalt, og så kom de ud til os igen og sagde, at det var min egen skyld, og derfor vil forsikringen ikke beta-a-a-le...

 

Gråden tog til i styrke, og Erik rejste sig sammenbidt og puffede til Frederik. – Nu må vi altså se at få hul på denne her sag, sagde han barsk. – Jamen, vi har jo spurgt nærmest alle, indvendte Frederik og tav, da Erik sendte ham et par bistre øjne. – Så må vi spørge igen! buldrede han. – Politidirektøren har henvendt sig og antydet, at vi er inkabile. Det vil jeg simpelthen ikke have siddende på mig!

 

– Inhabile, røg det ud af Frederik. – Eller inkapable, sagde Charlotte og sukkede. – Nå, men jeg er i hvert fald enig. Og jeg, som troede, at jeg skulle bruge mine sidste arbejdsaktive år i en lille soveby og få tid til at skrive en kriminalroman. Phah! Man tør ikke engang rejse fra sit eget hus. Ja, I to, se bare at komme i gang!

 

* * *

 

Frederik forsøgte forgæves at falde i søvn i sit lille beklumrede værelse, hvor det minimale vindue kun kunne åbnes på klem. Til sidst gav han op, klædte sig på og tog sin sovepose. Han ville cykle ud til Fyrreskoven og overnatte på Charlottes terrasse. Så kunne han slå tre fluer med ét smæk: holde Miró, schæferhunden, med selskab, passe på huset og sove i dejlig, kølig forårsluft.

 

Som sagt, så gjort. På terrassen stod en gammeldags hængesofa, og han rullede soveposen ud og lagde sig på den knirkende, gamle madras. Fyrreskoven susede over ham, og der var intet andet lys end månens, som fik det lille sommerhus til at ligne noget fra en gyserserie.

 

Frederik lukkede øjnene og trak vejret dybt og ernergisk. Han var i hvert fald ikke mørkeræd. Han sikrede sig, at telefonen lå i brystlommen, og ønskede, at Emma lå ved siden af ham. Da han vågnede med et sæt, havde han en knugende, uforklarlig fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være.

 

Desorienteret så han sig omkring og vidste først ikke, hvor han var, men så begyndte øjnene at vænne sig til mørket og omridsene at tegne sig i det blege, sølvblå månelys. Der var nogen eller noget, der puslede! Han gøs, da en sky skjulte månen, og han pludselig syntes, at et glimt af en lommelygte strejfede over vægge og lofter inde i huset.

 

Da han satte sig op i hængesofaen, knirkede fjedrene hidsigt ud i mørket, og mod den lyse himmel føltes det, som om grantræernes toppe bøjede sig ned mod ham. Han gøs igen og stod forsigtigt ud på den kølige terrasse. På strømpefødder krøb han langsomt langs muren, til han sad på hug under vinduet. Så strakte han sig og kiggede ind.

 

Tre adrætte, sortklædte skikkelser var i fuld gang med at tage billeder ned af væggene, proppe sølvtøj og værdigenstande i kuffer-ter og bære byttet ud. Efterhånden som hans øjne vænnede sig til mørket, kunne han se, hvor effektivt de arbejdede. Der var ingen tvivl om, at de var meget rutinerede – hver havde tilsyneladende bestemte opgaver.

 

Angsten krøb op i nakken og løb som koldt vand ned over lænden, og han hørte sit eget tunge åndedræt og mærkede adrenalinen pumpe. Han knyttede hænderne og forsøgte at fokusere, at få styr på nerver og åndedræt, før han fortsatte. Hjertet hamrede i halsen, mens han forsigtigt krøb videre under vinduesrammen hen om hjørnet mod hoveddøren. Han fór sammen ved den svage knasen af tyvenes lette listende trin i gruset, mens de bar byttet ud i en cykelanhænger.

 

Ved hækken stod en motorløs, skrællet knallert, som en af skikkelserne begyndte at trække frem og tilbage. Aha! Det var altså sådan, de udlagde falske spor, som kastede mistanken over på alle mulige andre. Igen undrede han sig over tyvenes klejne statur, indtil han med et sæt pludselig indså hvorfor. Det var kvinder! Alle tre! Det glædede han sig til at fortælle Erik.

 

Så dukkede en bekymring op: Hvad med Miró? Hvorfor sagde Charlottes trofaste, gamle vagthund ikke en lyd? Havde de....? Tanken gav ham kvalme og gjorde ham uopmærksom. Han kom til at sparke til en sten, så det raslede højt i perlegruset. To af skikkelserne vendte ansigtet mod ham, men håret var gemt under sorte hætter, og han så kun panden og kindernes flader i det sølvagtige måneskær og rejste sig op i sin fulde højde. De havde begge to set ham.

 

Sådan et par tøser, dem var han ikke bange for. Han trådte frem og ville til at sige noget. En af dem bevægede sig smidigt, katteagtigt, med spændstige skridt og hovedet højt hævet, og Frederik samlede alt sit mod, sendte Emma en kærlig tanke og gik løs på hende.

 

Hun føltes næsten benet, da han fik fat om hendes ene arm. Han var halvandet hoved højere end hende. Han holdt godt fast. Nu havde han hende! – Det er politiet! fik han sagt. Men i samme sekund, som skyen igen gled fra månen, blændede hun ham med lommelygten, og det hvide lys skar sig dybt ind i hans øjne, der netop havde vænnet sig til mørket.

 

Frederik følte sig helt nøgen og ubeskyttet, og rædslen sparkede ham i brystet, da han mærkede, hvordan den adrætte kvindeskikkelse med et snuptag hvirvlede ham rundt og bagover, som om han var en kludedukke. I den brøkdel af et sekund, mens han snurrede rundt, opfattede han de kantede, månebelyste trappesten ud af øjenkrogen og nåede at forestille sig, hvordan hans kranium ville revne som skindet på en tomat, når han ramte dem.

 

– Hey ! nåede han lige at råbe, før hans baghoved ramte trappen, og alt sortnede.

 

* * *

 

Det var en hjernerystelse, og han havde været utrolig heldig, havde overlægen sagt, da han blev udskrevet nogle dage senere med en kraftig hovedpine og besked på, at han skulle tage det roligt de kommende uger. – Jamen, du er jo næsten 1,90 høj... hvordan kunne en spinkel kvinde kaste sådan rundt med dig? udbrød Jytte og så bekymret på Frederiks hvide hovedbind. – Kvinder gør da ikke sådan noget... stjæler og slår voksne mænd ned. Det kan de slet ikke.

 

– Judo-jutsi, kommenterede Erik i sin overlærertone. – En kampteknik, som gør, at selv børn kan afværge og kaste rundt med langt tungere modstandere. – Jiu-jitsu, begyndte Frederik. – Judo er noget andet. – Jaja, fejede Erik ham af. – Men nu skal vi ud og besøge områdets jutsiklubber. Kom!

 

De brugte nogle dage på at gennemtrawle klubberne og indgående studere billederne af klubbernes forskellige hold. Men deltagerne lignede alle sammen hinanden i deres ens hvide kampuniformer, tilbageskrabede frisurer og spinkle kroppe. Frederik rystede på hovedet. – Jeg kan ikke genkende nogen. Jeg så jo også mere hendes krop... altså, jeg mener...

 

Erik rømmede sig ærgerligt og vendte sig for at gå. – Der er tv-transmission fra Omegnshallen på fredag. På Lokalkanalen, sagde klubformanden, da de var halvt ude ad døren. Frederik måtte skjule et grin. – Hold da op, nådada! udbrød han og indkasserede et bøst blik fra Erik. – Ja, fra regionens klubmester-skaber, sagde klubformanden ivrigt. – Siden I nu er så interesserede i vores sport.

 

* * *

 

Frederik havde fredagsvagten, og aftenen forløb helt fredeligt. Han gabte, tændte for stationens tv og satte sig til rette med et krus nylavet te. Klokken var otte, og der lå stadig nogle timer foran ham. Han zappede irriteret igennem de forskellige programmer, men alle kanaler sendte familie- eller realityprogrammer.

 

En kommentator talte om nutidens unge, stærke kvinder, der mestrede jiu-jitsuens kampteknikker, mens kameraet gled over en sal fuld af hvidklædte skikkelser, som parvist smed rundt med hinanden på rullemadrasserne.

 

Frederik lod programmet køre og gabte igen. Indtil det gav et sæt i ham. Han genkendte ingen ansigter, men lige så sikkert, som han ville genkende Michael Jacksons moonwalk og dansebevægelser imellem tusindvis af andre, genkendte han en lille, væver kæmpers listende, smidige kattebevægelser og stirrede som i trance, da hun helt ubesværet vippede sin modstander i gulvet, nærmest som om hun havde gjort det med én finger. Det var jo hende!

 

Frederik sprang op, så stolen væltede, og stak i politijakken. På vej i bilen mod Eriks hus ringede han og fortalte ophidset om, hvad han havde set, og Erik stod parat uden for huset, da den hvide politibil svingede op. Med hylende sirener drønede de af sted mod Omegnshallen, hvor mesterskaberne blev afholdt.

 

* * *

 

– Se så, sagde Jytte og satte en tallerken smurte madder foran Frederik den næste eftermiddag. – Og nu fortæller du mig alt, hvad der blev sagt ved afhøringerne. Frederik smilede. Han kunne godt lide, at Jytte ikke forsøgte at skjule sin nysgerrighed, og han mindede hende om tavshedspligten, før han begyndte.

 

– De tre kvinder er midt i 20'erne, de læser alle tre ved højere læreanstalter, og de to af dem har studiejob som postbud og avisbud. Det forklarer, hvorfor de vidste, præcis hvornår de store villaer stod tomme. Og hvorfor Charlottes schæferhund ikke sagde en lyd. Miró kendte dem jo, og de plejede begge to at give ham hundekiks, siger Charlotte.

 

– Selvfølgelig, sagde Jytte tankefuldt. – Man afmelder jo sin avis, når man skal på ferie. Og får naboen til at tage imod pakker og sådan. – Netop, nikkede Frederik og afventede hendes næste spørgsmål. Det kom også. – Men hvordan kunne de undgå tyverialarmerne?

 

– Den installatør, der satte din alarm op, havde en assistent med, som lærte dig at indtaste koden, ikke? – For pokker også! råbte Jytte. – Hun er med i banden! Og jeg, som viste hende rundt i huset og lod hende hjælpe mig med at finde en kode, der var nem at huske. Hun har da fået kigget sig godt omkring!

 

– Det var en af grundene til, at banden kunne arbejde så hurtigt og effektivt. – Jeg har talt med forsikringsselskabet, sagde Frederik og gumlede af munden efter det sidste stykke af Jyttes højtbelagte. – De vil genoverveje din erstatning. – Åh, Frederik! Og så begyndte Jyttes vandværk igen.

Tekst: Esben Birkving
Illustreret af: Lesley Mackenzie
Publiceret: 05-07-2014
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri