Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Løgn, bedrag, mord

Noveller
Kate kunne ikke leve videre, før hendes mand havde betalt prisen for sit bedrag. Så hun bestemte sig for at tage en grusom hævn. Men planen var slået fejl. For hendes mand levede tilsyneladende stadigævk.

Kates mobil ringede, og hun greb ud efter den på skrivebordet. Displayet viste, at det var Jeff Tolson. Hendes hjerte bankede heftigt, og hun snappede efter vejret. Det måtte være det, langt om længe. – Hallo. Er det dig, Jeff? Jeff Tolson arbejdede sammen med Danny i computerfirmaet. Det slog hende pludselig, at hun ikke havde tænkt over, hvordan han ville reagere, når han hørte det. Faktisk havde hun ikke tænkt over, hvordan nogen som helst andre ville reagere.

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Højdeskræk

 

– Kate. Jeff lød forpustet. Grådkvalt. I panik. – Der er sket en ulykke. – En ulykke? – Det er Danny. Han er blevet ramt af en bil. Kate kunne høre, hvordan han gispede efter vejret. – Åh, Kate, det ser ikke godt ud. Han er kommet rigtig slemt til skade. De er ved at få ham ind i ambulancen nu. Jeg tager med ham. Du bliver nødt til at møde os der.

Annonce

 

LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Mord uden offer

 

– Er han i live? Det var ikke hendes mening at lyde så skuffet, men heldigvis var Jeff for oprevet til at bemærke det. – Knap nok, sukkede han. – Men du må komme hen på hospitalet. Så råbte han, men ikke ind i telefonen: – Hvilket hospital? Darwin? Og så til hende: – De kører ham til Darwin. – Jeg kommer, sagde hun.

 

* * *

 

Så var det sket. Planen om at myrde hendes mand, en plan, der i et dumt øjeblik havde virket så perfekt, så udspekuleret og enkel, så klinisk, var blevet omsat til handling. Og nu var den gået galt. For Danny Bradford var ikke død. Han klamrede sig tilsyneladende til livet bag i en ambulance. Og om ikke ret længe ville han ankomme til et hospital, hvor læger og sygeplejersker ville gøre alt, hvad de kunne, for at undgå, at han skulle dø.

 

Kates mobil ringede igen. Denne gang var det Vicky, hendes søster. Hendes tvillingesøster. Hun lod være med at svare. Det var ikke det rette øjeblik for en søsterlig hyggesnak. Og det ville tage for lang tid at komme med forklaringer. Vicky ville snart nok få at vide, hvad der var sket, og Kate måtte først finde ud af det selv.

 

Hun greb hårdere om mobilen. Det var meningen, at det skulle have været hurtigt og smertefrit. Ikke kompliceret. Der skulle bestemt ikke gå kludder i det. Men hvilke valg havde hun nu? Hun blev nødt til at tage hen på hospitalet, var nødt til at spille rollen som den sønderknuste kone, var nødt til at spille med, sådan som tingene udviklede sig, også selv om de udviklede sig helt anderledes, end hun havde forberedt sig på.

 

Hun greb sin frakke og taske. – Jeg bliver nødt til at tage på hospitalet, sagde hun, mens hun skred gennem kontoret. – Danny er blevet kørt ned af en bil. Med en håndbevægelse affærdigede hun kollegernes spørgsmål og medfølelse.

 

* * *

 

Kate Bradford var sagfører, forsvarsadvokat. I sit arbejde kom hun i kontakt med uskyldige mennesker, der blev anklaget for forfærdelige forbrydelser med skyldige mennesker, der blev anklaget for mindre forseelser, og nogle gange kom hun i kontakt med forfærdelige mennesker, som havde begået forfærdelige forbrydelser. Hun var en dygtig sagfører og arbejdede hårdt med hver en sag, uanset hvem hun repræsenterede.

 

Indimellem kunne hun godt få samvittighedskvaler, men hun mente, at hvis politiet gjorde deres arbejde lige så godt, som hun gjorde sit, så ville den uskyldige altid gå fri, og den skyldige altid ende bag tremmer. Det var politiets ansvar at få en sag til at holde. Det var sådan, hun havde mødt Tim Crossly – den unge mand, som skulle have udført mordet på hendes mand. Sagen mod ham havde ikke holdt.

 

* * *

 

– Det drejer sig om Danny Bradford, forklarede Kate i skadestuens modtagelse. – Jeg er hans kone. Receptionisten tastede noget på sin computer, og Kates mobil ringede i det samme. Det var Vicky igen. – Undskyld, sagde receptionisten, – men kan du slukke for den der eller tale udenfor? Hun pegede på et skilt med et kryds over en mobiltelefon.

 

Kate rynkede panden, mens hendes tommelfinger svævede over mobilen. Før eller senere måtte Vicky få det at vide, men det måtte blive senere. Hun trykkede på Afvis. – Mr. Bradford er på operationsstuen, sagde receptionisten. – Jeg får fat i nogen, som vil komme og tale med Dem. Hvis De vil tage plads derovre så længe.

 

Kate ventede pænt, mens receptionisten foretog endnu en opringning. Et par minutter efter dukkede en ung sygeplejerske op. Hun fortalte Kate, at Danny var ved at gennemgå en operation. Hun viste Kate med hen til elevatoren og derefter ned ad en gang til et venteværelse. – Kate! Jeff Tolson vandrede hvileløst op og ned ad gulvet. – Åh, Kate, det er så forfærdeligt.

 

Den unge sygeplejerske lod dem alene. – Hvordan har du det? Nej, det var et dumt spørgsmål. Jeg ved nøjagtigt, hvordan du har det. Bare kom her. Han sluttede sine arme omkring hende i en stærk omfavnelse. Selvfølgelig havde Jeff ingen som helst anelse om, hvordan hun havde det. Hvordan skulle han kunne have det? Hun havde lige forsøgt at få Danny myrdet – og så var det mislykkedes.

 

Hendes mobil begyndte atter at ringe. Vicky igen. Hun afbrød den øjeblikkeligt. – Min søster, forklarede hun Jeff. – Hun bliver ved med at ringe til mig, men jeg tror ikke, jeg kan klare at tale med hende. Ikke endnu. De passede altid på hinanden, men denne gang var det mere kompliceret, end det plejede at være. – Skal jeg gøre det for dig? – Måske. Hvis hun ringer igen.

 

Kate masserede sig nervøst i panden. – Hvordan skete det? spurgte hun. Hun vidste det basale. Trods alt havde hun selv planlagt det hele og gennemgået det igen og igen med Tim. Men hun havde ikke gennemgået en situation, hvor Danny slap fra det med livet i behold.

 

Jeff slog ud med hænderne. – Det ser ikke ud, som om der er nogen, der ved det. Danny gik ud for at købe en avis og blev kørt ned. Og bilen fortsatte. Hvilket også var planen, tænkte Kate. Det var ikke første gang, Danny havde haft en affære. Han havde lovet, at det aldrig ville ske igen, og på sine grædende knæ tryglet Kate om tilgivelse.

 

Men for tre uger siden havde hun opdaget, at han var på den igen. Kate fandt ud af, at hadet, der boblede inden i hende, var for stærkt til at ignorere. Hun ønskede Danny død for det, han havde gjort mod hende. Hun kunne ikke tilgive, ikke glemme, ikke leve videre, før Danny havde betalt prisen for sit bedrag.

 

Så hun bestemte sig for at gøre, hvad der måtte gøres, og ringede til Tim Crossly. En lystig melodi signalerede, at hun havde fået en sms. Det var Vicky: Ved godt, hvorfor du ikke vil tale med mig. Ringede til dit arbejde. Kommer til hospitalet. – Din søster? spurgte Jeff. – Hun er på vej herhen. Nogen på kontoret må have fortalt hende, hvor jeg er. – Måske er det ikke så dårligt. Du har brug for at have nogen her sammen med dig.

 

Det var Kate ikke så sikker på, men hun vidste også, at hun selv gerne ville have været der for Vicky, hvis det havde været omvendt. – I er tvillinger, ikke også? tilføjede han. Hun nikkede. – Enæggede. Ligner hinanden på næsten alle måder... bortset fra at hun har lyst hår for tiden.

 

Vicky var også impulsiv, mens Kate kunne være kølig, rolig og kalkulerende. Hvis Vicky havde været i samme situation som Kate, bedraget og fyldt med løgne, ville hun straks være faret op og have ladet øjeblikkets ophedede følelser løbe af med sig. Kate havde været i stand til at styre sin vrede, analysere sit problem, overveje løsningsmuligheder,for dog senere at lade det få afløb på en endnu mere voldsom måde. Men det fortalte hun selvfølgelig ikke Jeff noget om.

 

– Jeg kan tale med hende, når hun dukker op, sagde han. – Forklare det hele, mener jeg. – Tak. Men det behøvede han ikke. Der var et bånd imellem hende og Vicky, sådan som det var tilfældet med de fleste tvillinger. De kunne læse hinanden.

 

Hun så hen mod døråbningen. – Hvad tror du, der foregår? – De vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at redde ham. Det burde egentlig ikke være det, Kate gerne ville høre. Men nu hvor Danny svævede mellem liv og død, var hun begyndt at komme i tvivl. Var mord ikke for ekstrem en reaktion på en smule utroskab? Havde Danny virkelig fortjent at dø, bare fordi han var faldet for en anden kvinde?

 

Kate lukkede øjnene og forsøgte at få sit hamrende hjerte under kontrol og styr på sit åndedræt. Hun kendte godt svaret. Selvfølgelig fortjente han ikke det. Men hvad så med undskyldningerne? Alle løgnene? Det var ikke hans forelskelse, der sårede hende, sagde hun til sig selv. Det var løgnene. Det var bedraget. Det var løfterne. En lille smule ærlighed kunne have forhindret alt det her.

 

– Mrs. Bradford? Kate Bradford? Der stod en mand i døren. – Kriminalkommissær Paxton, sagde han, da hun så op. Han holdt kortvarigt et skilt op, en eller anden slags identifikation, men det var væk igen, inden hun nåede at fokusere på det. – Jeg er her angående Deres mand.

 

Er der noget nyt? – Vi har ikke hørt noget endnu, svarede Jeff for hende. – Og du er? – Jeff Tolson. Kriminalkommissær Paxton kiggede i sin notesbog. – Jeg arbejder sammen med Danny. – Åh, ja, det fik jeg at vide. Han trådte længere ind i venteværelset.

 

– Har I noget imod at svare på nogle få spørgsmål? Begge to? Jeg ved godt, at det er et dårligt tidspunkt, men efter min erfaring er der aldrig et godt tidspunkt at svare på spørgsmål, og jo før vi får dem overstået, jo før kan jeg udføre mit arbejde og pågribe den ansvarlige. – Fyr løs, sagde Kate. – Jeg går ingen steder.

 

Paxton gik hen til en ledig stol og sank langsomt ned i den. Han studerede sin notesbog igen. – Kender De til nogen, der kunne tænkes at ville skade Deres mand, mrs. Bradford? – Nej. Hun rystede på hovedet. – Ingen. – Mr. Tolson? Nogen problemer på arbejdet? – Ikke mig bekendt.

 

– For ifølge det, som mine folk har fundet ud af, ser det ud til, at bilen, der påkørte mr. Bradford, ikke forsøgte at tage farten af. – Hvad? udbrød Jeff. – Ingen bremsespor på vejen. Bilen forsøgte ikke at bremse. Og selv om vi ikke har nogen vidner, der har set ulykken, så har vi nogle, der har hørt den. At en bil speedede hårdt op og blev ved med det, selv efter påkørslen. Hvilket indikerer, at føreren gik målrettet efter mr. Bradford med den hensigt at forårsage alvorlig skade, hvis ikke ligefrem død.

 

– Åh, gud! Jeff faldt chokeret tilbage i stolen. Kate nøjedes med at lukke øjnene. Det gav hende kvalme at høre, hvordan det var gået til. At planlægge mordet var én ting. Det var løsrevet fra selve handlingen. Men at høre om det var noget helt andet. – Går mr. Bradford normalt ud på et bestemt tidspunkt? – Han går næsten altid ud for at købe en avis på et eller andet tidspunkt om formiddagen, svarede Jeff. – Ikke et bestemt tidspunkt, når som helst mellem 10 og 12. Det er sjældent, han ikke gør det.

 

– Så nogen kunne have ligget på lur og ventet på ham, sagde Paxton og vendte sig pludselig mod Kate: – Har De en bil, mrs. Bradford? – Ja. En Renault, svarede hun. – Er den her? På hospitalet? – Ude på parkeringspladsen. – Og hvor befandt De Dem i formiddag? – På mit arbejde, svarede Kate. – Er der nogen, der kan bekræfte det? – Alle, der arbejder der.

 

Kate havde sikret sig, at hun var påfaldende synlig, lige fra det øjeblik hun mødte på arbejde. – Beklager, men jeg er nødt til at spørge. Det lykkedes ham at mønstre et kort medfølende smil. – En del af jobbet. Han vendte et par sider i notesbogen. Hun havde ventet spørgsmålene. Enhver efterforsker ser altid først på den nære familie. Det var derfor, hun havde fået Tim Crossly til at køre bilen. Han var en tyv og bilrøver. Der var ikke den forbrydelse, han ville sige nej til, hvis betalingen var høj nok.

 

Han var blevet arresteret af politiet, fordi han havde stukket en fyr ned, som han var kommet op at skændes med. Bevisbyrden var temmelig tung. Øjenvidner, fibre, blodstænk. Men han havde en rig skytsenglen – en, der hyrede Tim Crossly og fandt ham nyttig – og denne skytsengel betalte Kate Bradford for at forsvare Tim i retten. Hun fik ham frikendt ved at udnytte en teknisk brist i beviskæden.

 

– Hvis der er noget, du har brug for, sagde Tim med et stort grin, den dag han forlod retten som en fri mand, – hvad som helst, så ringer du bare til mig. Det skylder jeg dig. Så en nat med raseriet sydende, hvor hun ikke længere kunne udholde Dannys bedrageri, ringede hun efter sin modydelse.

 

Stjæl en bil, sagde hun til ham, og kør min løgnhals og bedrager af en mand ned. Og sæt derefter ild til bilen. Tim havde end ikke løftet et øjenbryn over opgaven. Men af en eller anden grund havde Danny Bradford overlevet... i hvert fald indtil nu.

 

* * *

 

En læge dukkede op i døren ind til venteværelset med blodpletter på operationsforklædet. Hans ansigtsudtryk sagde det hele. – Mrs. Bradford. Det gør mig meget ondt. Deres mand er død. Til at begynde med vidste Kate ikke, om hun skulle le eller græde. Så pludselig blev hun overvældet af fortrydelse. Hun havde ønsket Danny død, men nu for blot et øjeblik siden var hun begyndt at spekulere på, om hun faktisk gjorde det. Pludselig vidste hun ikke længere.

 

Men død var han, og hun skulle leve med det og med den forfærdelige samvittighed resten af sit liv. Ikke ligefrem lyse udsigter, var hun godt klar over. Men en ting var sikker, hun havde bestemt ikke tænkt sig at indrømme nogen form for delagtighed i mordet på ham.

 

Kriminalkommissær Paxton rejste sig op. – Jeg må hellere gå nu og lade Dem være. De har min dybeste medfølelse, mrs. Bradford Jeg bliver nødt til at vende tilbage, men for nu...Jeff rejste sig også op og trykkede kommissæren i hånden. – Tak.

 

Men netop som han skulle til at gå, dukkede Vicky op. Paxton rynkede panden og kiggede en ekstra gang. Trods forskellig hårfarve så de to søstre forbløffende ens ud. – Åh, Kate! jamrede Vicky. Hun havde tydeligvis grædt. Hendes øjne var røde, og kinderne ophovne. – Jeg ved godt, hvorfor du ikke ville tale med mig. Jeg forstår dig godt. Nogen så mig, ikke også? Nogen så mig slå Danny ihjel. Og du har fundet ud af det. Hvorfor skulle du have lyst til at tale med mig, når du ved, hvad jeg har gjort?

 

Alle tre stirrede målløse på Vicky. Kate anede ikke, hvad hendes søster talte om. Tim Crossly havde slået Danny ihjel, som de havde planlagt. Havde han ikke? – Undskyld mig, sagde kriminalkommissæren åbenlyst forbløffet over at få en tilståelse serveret på et sølvfad på denne måde. – Siger du, at det var dig, der myrdede mrs. Bradfords mand?  Vicky nikkede med tårerne strømmende ned ad kinderne. – Ja, det var mig, der gjorde det. – Og hvem er du? – Hun er min søster, Vicky Webber. Og hun aner ikke, hvad hun selv siger, sagde Kate.

 

– Åh jo, jeg gør, Kate. Det gør jeg. Danny bedrog dig. Med den kvinde igen. Det fandt jeg ud af. Det var ikke min mening at slå ham ihjel. Jeg ville bare tale med ham om det. Så jeg opsøgte ham, men han nægtede det hele, sagde, at det ikke vedkom mig. Han skubbede mig væk, og så skubbede jeg igen. Hårdt. Og jeg vidste godt, hvad jeg gjorde. Jeg ønskede ham død, fordi han gjorde dig ondt. Jeg så godt bilen, og jeg skubbede ham lige ud foran den. Det var mig! Jeg dræbte Danny!

 

Tappet for energi sank hun ned på knæ og hulkede voldsomt. Kate kunne knap få vejret, mens hendes hjerne løb løbsk. Tim Crossly ville have kørt Danny ned, uanset hvad der skete. Ville sikkert også have kørt Vicky ned. Vicky, hendes impulsive tvillingesøster, der som sædvanligt handlede, før hun tænkte. Nu havde hun ødelagt Kates gennemtænkte plan. Hun så på Jeff Tolson, som bare stod der og stirrede med åben mund. Så så hun på kriminalkommissær Paxton, som sagde:

 

– Vicky Webber, du er anholdt for mordet på... Så ramlede det hele for Kate. Enten skulle hun lade Vicky tage skylden for mordet på Danny, hvilket hun aldrig kunne gøre, eller selv komme med forklaringen. Det ville befri hende for evig dårlig samvittighed og var det eneste, der kunne redde hende nu. – Vent, kriminalkommissær, sagde hun. – Der er noget, jeg skal sige ... Det er mig, der er den skyldige, og jeg vil gerne fortælle det hele.

Tekst: Steve Beresford
Illustreret af: Melvyn W. Smith
Publiceret: 14-03-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri