Annonce

Ja tak, jeg vil gerne modtage Hjemmets e-mail nyhedsbrev med artikler, markedsføring mm. fra Hjemmet og Hjemmets partnere. Læs mere om nyhedsbrevet, partnerne og deres produkter her.

Bliv abonnent på Hjemmet

Køb denne skønne Boheme-plaid fra Arctic i 100% ren norsk uld. 

Køb allerede i dag »

Glæd en du holder af!

Giv et abonnement i julegave - Priser fra 149,- 

Klik her »

Annonce

Brevkassen: Skriv til Vibeke

Har du knas i parforholdet? Problemer med din eks, dine (sted)børn, kollegaer eller andre omkring dig? Står du i det hele taget et sted i dit liv, hvor du ikke helt ved, hvad vej du skal vælge? Så skriv til Vibeke og få et klogt og meget kontant bud på, hvordan du kommer videre.

 

Du kan skrive til Vibeke her: brevkassen@hjemmet.dk

Annonce
Annonce

Kriminovelle: Manden med de blå sko

Noveller
Kirsten havde været i vaskekælderen den dag, røveriet fandt sted, men dagen før havde hun set en mand med blå sko sidde på en sten over for banken og tegnet og noteret noget på en blok. Nu sad hun i toget til København, og på sædet overfor sad en ung mand med blå kondisko...

Kirstens hjerte slog lige så hurtigt, som de harvede marker og træer med spirende frø fløj forbi uden for togvinduet. Hun forsøgte at fange sig eget spejlbillede i ruden, men der var for meget dagslys. Hun følte sig bleg i kinderne og forsøgte med al magt ikke at kigge over på den unge mand, der sad lige over for hende i kupéen. Hun knugede hanken til sin håndtaske i hænderne.

 

► LÆS OGSÅ: Kriminovelle: Skridt i mørket

 

Til at begynde med havde det bare været en ubehagelig fornemmelse af at have set ham før. En mistanke. Men nu, hvor han lige havde puttet mobiltelefonen tilbage i lommen efter en samtale, Kirsten ikke kunne undgå at overhøre, var hun ikke længere i tvivl. Og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre ved det...

Annonce

 

* * *

 

Det var begyndt for fire dage siden, i mandags, hjemme på Stationsvej. Hun skulle have sagt det. Hun skulle have fulgt sin mavefornemmelse og enten have ringet til politiet eller gået over til Petersen i banken med det samme. Men hun var bare gået tilbage til køkkenet og havde sat vand over til kaffe. Og tirsdag eftermiddag holdt politiet så med de blå lamper blinkende på taget, mens folk stimlede sammen foran den lille bankfilial, nysgerrige efter at høre om det seneste røveri.

 

► LÆS OGSÅ: Kriminovelle: En bid af kagen

 

Kirsten havde især ondt af Gerdas datter, Betina, for hun sad bag skranken derinde, og Gerda havde fortalt, hvor hårdt det havde taget på hende sidste gang, der var røvere på stedet. Det var mandag, hun havde set manden. Han var måske 30 år. Han var kommet ud fra banken og havde sat sig på en sten overfor. Her havde han siddet og tegnet og skrevet noter på en blok. Han havde haft en brun trøje på af den slags med hætte i nakken. Og blå kondisko.

 

Kirsten havde set ham fra vinduet i stuen, hvor hun kunne stå i ly af gardinet. Og hun havde da også noteret sig, at det så mystisk ud. Kirsten havde boet i huset i 40 år, og det var faktisk temmelig sjældent, at folk sådan sad på det sted. Omvendt var det et meget godt sted, hvis man ikke ville ses fra banken, for der var ingen vinduer ud mod vejen.

 

Nu var der jo ingen garanti for, at manden havde haft noget med røveriet at gøre, og det var jo ikke ulovligt at sidde på en sten og tegne. Og allerhelst ville Kirsten da også passe sig selv. Hun havde ikke opdaget røveriet denne gang. Hun havde været i gang med vasketøjet i kælderen. Tirsdag

 

var altid vaskedag. Sådan havde det været, da børnene var små og også efter, de var flyttet hjemmefra. Sådan havde det været, mens Oluf levede, og sådan var det også nu. Mængden af tøj var til gengæld mindsket betydeligt og mindede om, hvordan antallet af mennesker omkring hende i dagligdagen efterhånden var på et minimum.

 

Datteren og sønnen boede begge i København med deres familier, og det var et år siden, det yngste barnebarn var konfirmeret. Tiden gik sin gang. Kirstens tanker var blevet afbrudt af en banken på døren. Hun havde rynket panden og var gået ud for at lukke op. Der stod en uniformeret betjent.

 

– Goddag, frue. Jeg kommer fra politiet. Der har været røveri i banken. Betjenten nikkede i retning af nabobygningen. – Vi tænkte, om du kunne have set noget? Kirsten rystede på hovedet. – Nej, jeg har været i kælderen. Hvad er der sket? – Der er to personer, som har røvet banken og er stukket af i en rød bil. – Hvordan så de ud? Jeg mener... hvor gamle og sådan?

 

Betjenten sendte Kirsten et undrende blik. – Slutningen af tyverne, starten af 30'erne. Almindelige af bygning og talte dansk. Hvorfor spørger du? Jeg synes, du sagde, du intet havde set? Kirsten åbnede døren helt. – Du må hellere komme indenfor. Betjenten var trådt ind i i entreen, og Kirsten havde fortalt, hvad hun havde set dagen i forvejen. Det tog politimanden meget seriøst, og han noterede ivrigt på sin lille notesblok.

 

* * *

 

Resten af dagen havde Kirsten ikke hørt mere til røveriet. Hun tjekkede den lokale avis på nettet om aftenen, og hun så også de regionale nyheder på tv. Røveriet var nævnt, men der var ikke yderligere. Man havde ikke fundet gerningsmændene. Næste formiddag ringede Gerda. Og hun var temmelig oprevet.

 

– Vil du tænke dig, Kirsten. Politiet var hjemme hos Betina i går. Og de tog Allans ven med til afhøring. Det er jo helt uhørt! Kirsten var forvirret. – Hvad taler du om, Gerda? Forklar mig nu det hele. Det gjorde Gerda. Betinas kæreste, Allan, som hun havde boet sammen med i et par år, havde besøg af en kammerat. Han skulle bo hos dem nogle dage. Og det var ham, der var blevet taget med på stationen til afhøring.

 

– Det er frygteligt pinligt for Betina. Manden var nede i banken og hilse på i forgårs, og det er der så nogen, der har set og fortalt politiet bagefter. Folk er simpelthen så nyfigne, hvis du spørger mig. Kirsten blev rød i kinderne. – Gerda, tag det roligt! Er du hjemme her til formiddag? Godt, så kigger jeg forbi til en kop kaffe. Vi ses. Det her måtte Kirsten rede ud ansigt til ansigt. Men sikken redelighed! Så skulle hun alligevel have holdt mund over for betjenten. Hun havde ellers følt sig så sikker.

 

* * *

 

Kaffen var frisk, og der var også borgmesterstang på bordet, men ellers var hyggen svær at finde hos Gerda denne formiddag. Selv om Kirsten gjorde sig umage for at forklare, hvad der havde fået hende til at reagere, da betjenten stod på hendes dørtrin, var Gerda aldeles stram i betrækket. Om ikke Kirsten kunne forstå, hvor pinligt det her føltes for Betina? Om ikke Kirsten lige kunne lære at trække vejret en ekstra gang, inden hun i jagten på drama for frem med den slags beskyldninger?

 

Kirsten var blevet ked af det, og da hun kom hjem, havde hun grædt. Hun kunne sagtens se sagen fra Gerdas side, men Gerda havde ikke let ved at se den fra Kirstens. Og for nu at være ærlig, så havde Kirsten ikke "råd til" at miste Gerda som veninde.

 

Hun havde egentlig ikke lyst til at købe ind i dag, men det lå i hendes ugerytme at gøre det, og derfor manglede hun varer i dag. Så hun gik i Brugsen som sædvanlig. Her kunne Pia ved kassen fortælle, at nu var flugtbilen fra røveriet fundet. Den var efterladt afbrændt ude i Hjorteskoven. – Så de røvere ser vi ikke mere til nu. De er over alle bjerge, mente Pia. Kirsten havde nøjedes med at nikke.

 

* * *

 

Hun plejede at høre fra Gerda om torsdagen. De skiftedes til at drikke kaffe hos hinanden, og denne gang var det Gerdas tur til at invitere. Men telefonen forblev tavs hele onsdagen, og det efterlod Kirsten i et meget nedtrykt humør. Så hun blev glad, da telefonen ringede onsdag aften. Også selv om det ikke var Gerda, der var i røret.

 

– Hej, mormor. Det er Ulrikke! – Ja, men hej Ulrikke. Ringer du til mormor? Hvor er jeg glad for det! De havde snakket lidt, inden den 8-årige pige gav røret videre til sin mor. Kirsten fortalte om løst og fast og nævnte også røveriet – dog i første omgang uden at blande Gerda og sig selv ind i det. Men datterens øre var trænet.

 

– Du lyder ikke glad i aften, mor. Hvad er der galt? Kirsten sukkede taknemligt. Og så fortalte hun det hele én gang til, nu med alle detaljer. En halv time senere havde Ulrikke og hendes mor købt togbilletter over nettet og mailet dem til hende. – Kom herover et par dage og hyg dig sammen med os. Du kan hente Ulrikke tidligt fra sfo'en, havde datteren sagt.

 

Det var ikke altid, Kirsten havde overskuddet til at være mormor, men lige nu lød det vældigt tillokkende. Så da røret var lagt på, gik hun straks i gang med at pakke. Med lidt held ville Gerda være faldet lidt ned efter nogle dage.

 

* * *

 

Nu sad hun så her i toget på vej til hovedstaden. Kunne hun have misforstået den unge mands samtale? Kirsten kiggede ned på hans fødder med de blå sko, som han vippede nervøst med. Der er mange unge, der går i blå sko, tænkte hun ved sig selv. Hvad havde han egentlig sagt i telefonen? Små brudstykker af sætninger, hun kunne jo ikke høre, hvad stemmen i den anden ende sagde.

 

Kirsten afspillede sin indre båndoptager – Ja? Hmm, sidder i toget. Er på vej. – Det er gået godt. Men det var tæt på. Nej, bilen er væk. Der er ikke noget dér. – Hmm, ja. I to timer. Hva'? Ja, gu' fanden var det dumt! Men jeg skulle jo have overblik. – Hvad? Ja, men de er med. Jeg har dem med.... ja. Ses!

 

For Kirsten lød det, som om manden talte om røveriet. Fra hendes by. Han var stået på toget på samme station som hende, men det var vel intet bevis? Men ordene "Jeg skulle jo have overblik" rumsterede uafbrudt i hendes tanker. Hun så hættetrøjen og de blå sko for sit indre blik. Var det her den samme mand? Han havde ikke en brun hættetrøje på nu.

 

Hun kiggede efter hans bagage. Der stod en lille rygsæk ved siden af hans ben og en sort kuffert på sædet ved siden af ham. Var pengene dér? Toget standsede og rullede lidt efter ud igen fra Høje Taastrup. De nærmede sig København. Kirsten forsøgte at synke sit spyt, men munden var tør.

 

Hvad var hendes muligheder? Hun havde en mobiltelefon i sin taske. Hun kunne gå ud på togets toilet og ringe til politiet. Eller til Petersen fra banken. Eller til sin datter. Men hvad skulle hun sige? Hvad nu, hvis hun tog fejl for anden gang på få dage? Det ville Gerda i hvert fald aldrig tilgive, og Kirstens egen datter ville nok også begynde at spørge sig selv, om hendes mor var ved at blive dement. Hun kunne også bare lukke øjnene og lade manden gå med sin kuffert. Det var bestemt det letteste.

 

* * *

 

Da toget rullede ind på hovedbanegården, havde Kirsten stadig ikke bestemt sig. Inderst inde havde hun håbet, at manden var stået af toget tidligere. Så havde beslutningen været taget for hende. Planen var, at Kirsten selv skulle finde vej ud til sin datters lejlighed på Nørrebro. Det var der ingen problemer i, hun havde taget turen ofte. Det var så let blot at finde sporet med S-tog til Nørreport Station, og derfra var det en kort gåtur.

 

Kirsten havde kun sin egen lille kuffert og håndtaske med. Hun trådte ud i mylderet mellem travle ben og dovne duer på perronen og begyndte tøvende at gå hen mod rulletrapperne. Manden med de blå sko gik et par meter foran hende. De kørte op ad trapperne.

 

Manden så sig tilbage og kiggede direkte på Kirsten. Så vendte han sig igen, og da de nåede toppen, rullede Kirsten hen mod perronen med S-tog til Nørreport. Manden skulle åbenbart samme vej. Kirstens hjerte hamrede i brystet på hende. De steg på den samme trappe ned mod en ny perron. Manden stirrede stift på hende. Hun forsøgte at smile, men smilet blev ikke gengældt.

 

Da toget kom, forsøgte Kirsten at lade manden komme først ind, så hun selv kunne vælge en anden vogn. Men nu var det, som om han ventede på hende. Hun trådte ind, og lidt efter kørte toget videre. Den unge mand kiggede nu ufravigeligt på Kirsten, indtil en forbipasserende ved et uheld kom til at vælte kufferten, som Kirsten mistænkte, at pengene fra røveriet kunne ligge i. Det gav et sæt i manden med de blå sko. – Pas dog lige på! sagde han højlydt til ryggen af den forbipasserende.

 

Kirsten bed sig i læben. Kuffertens ene spænde var gået op, men manden med de blå sko fik den skyndsomt lukket og rejste så kufferten igen. Toget nåede Nørreport, og Kirsten hankede op i sine tasker og gik ud. Hun var blandt de første på den mørke perron, så hun kunne ikke se, om manden stadig skulle samme vej.

 

På perronen stod en uniformeret politibetjent. Kirstens hjerte sprang et slag over. Måske vidste politiet allerede noget? Måske stod de og ventede på ham? Og hvis de ikke gjorde, så kunne hun sige noget nu. Kirsten så på betjenten og kiggede tilbage over skulderen for at tjekke. Hun blev totalt overrumplet, for manden fra toget var centimeter bag hende. – Det kan du godt glemme, hvæsede han og puffede kufferten mod hendes ryg. – Bliv ved med at gå. Op ad trapperne.

 

Kirsten ville sige noget, men kunne ikke få et ord over sine tørre læber. Benene eksede under hende, som om de ikke ville lystre, men hun fortsatte alligevel med at gå. Ved foden af trappen, der ledte op i dagslyset, stod en smilende mand med sombrero og ville sælge aviser. – Hus Forbi? Hus Forbi? spurgte han opfordrende. Kirsten rystede spagt på hovedet, og manden trak på skuldrene.

 

Kirsten kom op ad trappen og måtte misse med øjnene i dagslyset. Hun kunne stadig mærke det hårde plastic ind i ryggen. Manden med de blå sko var lige bag hende. Hun ville gå videre, men mærkede pludselig et hårdt ryk i sin skulder, da manden kontant vendte hende om, så hun stirrede ind i hans ansigt.

 

– Hvorfor har du fulgt efter mig? spurgte manden med en hård stemme. Kirsten var så skræmt, at hun ikke magtede at svare. – Du skal bare passe dig selv, bedstemor. Og blande dig uden om folks sager, hvæsede manden. De stod på toppen af trappen. Manden havde været nødt til at stille sin kuffert fra sig for at gribe fat i Kirstens skulder.

 

Nu så hun ud ad øjenkrogen, at politibetjenten fra før kom op ad trappen i modsatte side. Og en pludselig beslutsomhed fik hende til at handle. Hun løftede sit venstre ben og skubbede hårdt til kufferten. – Hvad satan! hvislede manden og forsøgte at gribe ud efter den. Men kufferten væltede ned over det første trin, hvor den overvejede at blive liggende.

 

Kirsten holdt vejret og så, hvordan kufferten tippede igen, og mens manden med de blå sko desperat forsøgte at række ud efter den, begyndte den nu dansende at bumle ned mod Hus Forbi-sælgeren med større og større fart. Folk vendte sig og fulgte dens kurs, og halvvejs nede skete det: Kuffertens spænder sprang op og bundter af pengesedler væltede flagrende ud på trappen, hvor de landede i snavset.

 

Der lød udbrud. Folk stoppede op. Det gjaldt også politibetjenten, der forbløffet kiggede op på Kirsten og manden med de blå sko. Han vippede fra den ene fod til den anden, som om han ikke kunne bestemme sig for, hvad han skulle gøre. Men da betjenten råbte ham an, vendte han om og tog flugten. Politibetjenten kiggede kort på pengene og så på Kirsten.

 

– Løb efter ham, jeg passer på pengene! hørte hun sig selv råbe. Betjenten piskede af sted, og imens hjalp Kirsten og Hus Forbi-manden hinanden med at samle de mange sedler op fra jorden. Kirstens hænder dirrede. Nogle minutter senere kom betjenten tilbage.

 

– Vi fik ham. Jeg fik forstærkning. Nu vil jeg gerne høre en forklaring på alt det her. For det fornemmer jeg, at du kan give mig? Kirsten rettede sig op med hænderne i siden og så på betjenten. – Ja, det kan jeg, hr. betjent. En time senere hankede Kirsten endnu en gang op i sine tasker og forlod politigården, mens hun tænkte, at Gerdas Betina skulle tage og sortere lidt bedre i sine venner. Og at Gerda ville komme til at give en cognac til kaffen hjemme på Stationsvej, når de mødtes næste gang.

Tekst: Jan Bonde Tejlmand
Illustreret af: Stig Stjernvik
Publiceret: 03-01-2015
Pin it

Facebook-kommentarer

Medlemskommentarer

Skriv kommentar
Du skal være logget ind for at deltage

Er du ikke medlem endnu?

 

Så meld dig ind, og få mulighed for...

 

  • At kommentere artikler, deltage i vores debatforum og give de andre brugeres billeder 'thumbs up'
  • At lave din helt egen side med f.eks. en blog, dit eget fotoalbum og meget meget mere..

Vi glæder os til, at kunne byde dig velkommen her på Hjemmet.dk!

Årets julegave ♥

Glæd en du holder af med Hjemmet som julegave

Hjemmet som julegave er en gave der glæder hver eneste gang bladet havner i postkassen. Abonnementet stopper automatisk. Priser fra kun 149 kr. 

Klik her for at købe Hjemmet som julegave

Hjemmet i denne uge

Dagens lækkeri